Profile
Blog
Photos
Videos
Efter to fantastiske uger med gensyn hjemmefra, var det igen blevet hverdag og jeg var dermed tilbage i de faste rutiner i Koforidua. Det tog mig lidt tid at vænne mig til varmen igen, da jeg trods alt havde befundet mig i nærheden af et air condition anlæg så meget som muligt, men der gik alligevel ikke længe før, jeg fandt mig selv godt tilpas i de vante rammer i mit ghanesiske hjem. Siden jeg forlod Mrs. Dansos hus for to uger siden, er der sket en del forandringer. Da skolerne fra midten af april og en måned frem holder ferielukket, bliver alle de volontører, der underviser i Ghana nødsaget til at skifte projekt, hvor de fleste her har meldt sig på et bygge program. Efter som at Amber underviste, var hun blandt de frivillige der skulle skifte projekt, men da hun i første omgang var rejst til Afrika for at videre give viden til de ghanesiske børn, kunne hun intet formål se med at blive og blande cement. Hun valgte derfor at tage hjem en måned før planlagt, dog med det ønske om at komme tilbage næste år, for at fuldføre hendes tre måneders undervisning. Men også Tania har forladt mig alene tilbage i huset. Hun har fået besøg af sin kæreste, og da han skal blive her indtil hun rejser videre til Thailand i midten af maj, har de besluttet begge to at bo på byens hotel. Som følge deraf har jeg nu kun mig selv at tage hensyn til, men aftenerne kan godt føles lidt lange, når man nu er helt ene og forladt.
Mandag morgen lige omkring daggry vågnede jeg op til høj larm der nærmest lød som skud, og hertil vil jeg lige tilføje at jeg sommetider har en livlig fantasi. Selvom jeg er vant til lyden af sang og musik ufattelig tidligt om morgenen, da ghaneserne normalt står op omkring kl. tre eller fire, så var dette noget mere forstyrrende end nogensinde før. Jeg skulle selvfølgelig have løst mit mysterium omkring hvad der foregik, og jeg nåede kun ud foran hoveddøren før jeg fik svaret. Mrs. Danso var i fuld gang med at få renoveret hendes tag, og ikke nok med det så havde hun også hyret et par unge gutter til at lægge hendes have mere eller mindre fuldkommen om. Min værts have er i forvejen fascinerende, da hun har flere blomsterbede samt papaya og appelsintræer, men det mest fantastiske er grønt græs, som er noget af en sjældenhed i Ghana. Men tro nu ikke at hun passer det hele selv. Jeg vil skyde på at jeg i min tid her, har set hende vande en enkel blomst eller to, al resterende arbejde har hun andre til at gøre. Dog er det ikke kun i haven, at hun ansætter folk til at beskæftige sig med hendes hjem. Tøjvask, rengøring, madlavning, ja selv en så simpel ting som at hente vand fra brønden i baghaven efter et regnvejr, betaler hun sig fra. Hun lader til at være en temmelig privilegeret kvinde. Men hertil føler jeg mig egentlig bare heldig, for tænk på at jeg kunne være endt med at bo i en lerhytte, hvor man overhovedet ingen elektricitet eller for den sags skyld noget toilet har, men bare et hul i jorden. Så har jeg pludselig ikke længere noget imod at blive vækket før solen står op.
Mit frivillige arbejde finder jeg stadigvæk utrolig interessant, og specielt nu hvor jeg igen har fået muligheden for at følge hospitalet læger. Jeg er i denne omgang endt i en afdeling kaldet "Male Medical Ward", der rummer mandlige patienter med lidelser der skal behandles medicinsk. Størstedelen af departementets ansatte er sygeplejersker, men hver morgen og eftermiddag kommer to kvindelige ghanesiske læger og går en runde i afdelingen for at tjekke op på patienternes helbreds tilstande. Når dette er tilfældet følger jeg lægerne på deres omgang, hvor de også her er ufattelig gode til at oversætte de fleste af sagerne til engelsk for mig. Resten af tiden beskæftiger jeg mig med sygeplejeopgaver, hvor jeg her skal tjekke patienternes vitalitets tegn. Dog er dette arbejde hurtigt gjort, da der kun i gennemsnit er indlagt femten patienter på afdelingen, så den resterende tid bruges på at vente og få sin kreativitet sat på prøve. Denne mandlige afdeling er indrettet så simpelt, at den kun består af ét stort lokale. Her ligger patienterne til frit skue for hinanden og de besøgende, og selvom der rent faktisk er mulighed at afskærme den enkelte seng med et gardin, så benytter sygeplejerskerne af udvidende årsager dem ikke. Toiletbesøg bliver gjort liggende i sengen, hvor vedkommende får en spand han nu kan gøre sit i, også selvom størstedelen af patienterne selv sagtens kunne finde deres vej til toilettet. Men ifølge sygeplejerskerne er det den nemmeste måde at takle dette problem på, også selvom man, som jeg ser det, fjerner den lille smule værdighed som patienterne måske havde tilbage. Jeg får dermed erfaret en masse, og specielt indenfor det medicinske område får jeg en del viden omkring sager omhandlende bughulen og dens organer, da hovedparten af de indlagte lider af enten diabetes, hepatitis eller malaria.
Fredag blev det igen weekend og da jeg var eneste boende i huset hos Mrs. Danso, måtte jeg jo støde til nogle af de andre volontørers weekend planer, hvilket passede mig perfekt. Vi var en flok på otte, der drog af sted sammen fra Koforidua, og dette var i sig selv noget af en omvæltning for mig, da jeg er vant til kun at rejse med maksimum to andre. Men disse syv andre volontører, med hver sin nationalitet, havde planlagt at tage til Volta regionen. Stedet havde jeg dog besøgt for nogle uger siden, men der var en del turistattraktioner, som jeg ikke havde fået aflagt besøg hos på mit tidligere visit i regionen. Jeg fik dermed overtalt mine følgesvende til at besøge lige de steder, som jeg endnu ikke havde fået set, så det kunne faktisk ikke blive meget bedre. Først skridt på vores tur var at tage en tro tro til Hohoe som er det næststørste by i Volta regionen, men da tro tro stationen i Koforidua er meget lille, og der nok var omkring tredive passagerer, der gerne ville med den minibus, der kun forlader stationen hver tredje time, fandt vi det umuligt nogensinde at komme af sted alle mand. Derfor var vi nødsaget til først at tage en tro tro til Kpong og herefter skifte bus, for at kunne nå vores endelige destination. Den sammenlagte fem timers lange køretur gik helt smertefrit, dog begyndte det halvvejs på turen at regne, og da minibussen sikkert var fra før anden verdenskrig og dermed fuldkommen utæt, blev vi alle mere eller mindre gennemblødte. Et par timer efter mørket var faldet på ankom vi til Hohoe, hvor vi her havde reserveret, noget utraditionelt, et telt som indkvartering. Men da regnvejret stadigvæk stod på havde værterne forberedt et par værelser til os, hvor vi i stedet kunne overnatte. Efter en god nattesøvn, med en hovedpude som ikke var lavet af sten, som jeg er vant til hjemme i Koforidua, tog vi tidlig lørdag morgen alle på eventyr. Vi havde planlagt først at se Wli Falls eller Agumatsa som det bliver kaldt lokalt, som grænser op til Togo og bliver betragtet som en af Ghanas største seværdigheder. Vandfaldet består af et nedre og øvre vandfald, hvor det øvre skulle være omkring 400meter højt, men af udvidende årsager er ingen helt sikre på den præcise afstand fra bunden til toppen. Vi valgte da først at besøge det højeste, og jeg skulle nok her have fundet lidt flere informationer omkring vandfaldet, før jeg begik mig ud på mit livs vandrehelvede. Jeg havde naivt troet at Mount Afadjato, som jeg havde besteget syv uger tidligere måtte være fysisk hårdere, da det nu var Ghanas højeste punkt. Men for at nå det høje vandfald, skulle vi først på en tre timer lang vandretur i bjergene, og jeg må indrømme, at jeg et kort øjeblik var ved at give op, men det var som om alt dette var glemt, allerede da jeg kunne høre vandet falde fra klipperne. Før vi nåede toppen troede jeg, at jeg havde fået set det smukkeste landet havde at byde på, men her blev jeg igen overrasket. Atter engang kan jeg sige, at dette skal opleves med egne øjne, for jeg kender ikke ord der kan beskrive hvor fascinerende det var, og endnu mere fantastisk blev det, da vi alle fik en iskold dukkert lige under det faldende vand. Det tog os dog kun halvanden time at komme ned fra bjergene igen, og vi fandt her vores vej til det nedre vandfald. Grundet 1. Maj, som også her er en helligdag, var der kæmpe fest og nok flere hundrede mennesker var mødt op. Vi valgte da at deltage i festlighederne, og fik et par enkelte drinks før mørket faldt på, og vi fandt vores vej til et hotel hvor vi skulle tilbringe natten.
Søndag morgen kunne jeg først og fremmest tydeligt mærke den lange vandre tur dagen før, og det var også tydeligt at se, at jeg havde anstrengt mig lidt mere end vanligt, da jeg havde fået utallige vabler under fødderne. Men det var for mit vedkommende hurtigt glemt, da det nu var en ny dag og nye oplevelser ventede. Vi skulle se lidt af Afrikas dyreliv, nemlig "Mona monkeys" hvilket var muligt i en landsby kaldet Tafi Atome, som ligger lidt udenfor Hohoe. Vi blev her i et skovområde fulgt rundt af en guide, som sagde underlige lyde for at kalde aberne til sig. Ovenpå en times gåtur gav guidens snakkeri pote, og ud af ingenting vrimlede det pludselig med de sødeste små aber. Vi fik her alle otte mulighed for, at fodre dem med bananer én ad gangen, så de ikke kom op at slås, dog kunne dette tydeligvis ikke undgås.
Eventyret sluttede her, og sidst på eftermiddagen var jeg tilbage i min hjemby. Her fik jeg endelig mulighed for at pleje mine stakkels fødder, før næste uges arbejde kaldte, og blev her enig med mig selv om, at det er sidste gang jeg vandre i bjerge, men nu må vi se om den påstand også holder.
- Adventurous Sabina
- comments
Pernille Hej min søde :) Det lyder super fedt alt det du oplever, utroligt at der er noget nyt at fortælle hver gang, misunder dig (ikke)... Glæder mig enormt meget til at se billeder og hører mere. Elsker dig