Profile
Blog
Photos
Videos
Allerede onsdag var de to andre volontører jeg bor sammen med, så småt ved at komme sig over deres sygdomme. Tania havde dog stadigvæk problemer med at spise på grund af hævelse i ørespytkirtlerne, og Amber følte sig uafbrudt sløv grundet hendes antimalaria medicin, hvilket der dog heller ikke var noget at sige til, når hun tog syv forskellige af slagsen. Aftenerne i Koforidua er dermed igen blevet lidt mere interessante, da jeg nu atter har fået selskab af de to piger, og jeg tror da også, at de begge to er lykkelige for, at de langt om længe er sluppet fri af deres afrikanske lidelser.
Da vi rundede april, og jeg dermed var halvvejs i mit afrikanske eventyr, blev det tid til at fejre påske. At hylde Jesus genopstandelse er nok den største begivenhed for ghaneserne, hvilket var tydeligt at se i gadebilledet, hvor både antallet af biler og mennesker var stærkt halveret. Befolkningen fejrer denne helligdag sammen med deres familie, hvor de her bruger meget af tiden på besøg i den lokale kirke. Her er den sædvanlige tre timer lange gudstjeneste, nu i anledningen af påsken, blevet forlænget til fem timer. Flere steder i Koforidua havde man endda arrangeret udendørs gudstjenester, hvor flere hundrede mennesker mødte op, og under deres version af fadervor stod flere af dem nærmest i en form for ekstase, som om de havde Gud inden i sig. En opførsel jeg kun har set lignende, når mennesker har været besat af dæmoner eller været kult hjernevasket, hvor sidst nævnte sikkert har ligget til grund for ghanesernes overdrevne begejstring for Jesus. Men det faktum at et stort antal af befolkningen er ekstremt religiøse, får vi at mærke selv i hverdagen på både godt og ondt. Ghaneserne gør brug af en utrolig sær måde til at påvise deres kristne tro. De navngiver nemlig deres forretning efter religiøse ordsprog. Det er derfor ikke usandsynligt at støde på "In God we trust hairsaloon", "God is King Communication Centre" eller "Holy Spirit in Charge bookshop" når man går ned gennem hovedgaden. Om befolkningen i sådanne tilfælde virkelig viser sig fra deres humoristiske side vides ikke, men det er hvert fald noget vi som udlændinge finder morsomt. Den mere kedelige del er noget, som Amber ser i øjnene hver dag, da hun underviser skoleelever. De fleste af skolerne i Koforidua er eget af en bestemt kirke, og det er her så kun muligt at få sit barn undervist på den eksakte skole, så længe man er medlem af kirken. Kirkerne betaler dermed for elevernes skoleremedier, og når skolen skal istandsættes siges det, at kirken her også står med regningen. Det tyder bare på at regnskabet ikke helt ser ud som det burde. Først og fremmest fordi de fleste skoler i byen er faldefærdige, og som kontrast til dette er de nærliggende kirker nærmest store kunstværker. Men selv mange af eleverne har hverken blyanter eller skrivehæfter, og man skal være temmelig privilegeret for at kunne eje en undervisningsbog.
Men det jeg finder mest fornuftstridigt i forhold til deres tro, er hvordan de takler problemer. Som nok tidligere nævnt er det meget almindeligt for ghaneserne at håndtere situationer på måder, som jeg aldrig har set det blive gjort før. Deres manglende viden er endnu en gang en hindring for dem, og når et problem så opstår, som ser bare en smule håbløst ud, griber man ikke ind og prøver at løse stridspunktet, men i steder beder man blot til Gud. Det er for mig at se meget naivt at tro, at en bøn kan redde en familie fra at dø af sult. For hvis man havde bare en lille smule situationsfornemmelse, så kunne man tydeligt spørge sig selv, hvor de penge eller den mad dog i alverden skulle komme fra. Men alt dette ser de bare forbi, og det er bare en af de elementer der gør, at Ghana vil forblive et udviklingsland, og altid kun kan overleve med hjælp fra andre, indtil den dag befolkningen lærer at hjælpe sig selv.
Mine to første måneder på hospitalet var nu gået, og det var så tid til at skifte afdeling. Jeg blev nu først videre til laboratoriet, hvor jeg her skulle observere laboranternes arbejde med blandt andet blodprøver, rygmarvsprøver og urinprøver. Den første halvdel af min tid i laboratoriet befandt jeg mig i hæmatologi afdelingen, hvor personalets arbejde bestod i tage blodprøver, hvor størstedelen af sagerne omhandlede om patienterne havde malaria eller HIV. Allerede den første dag fik jeg set noget, som jeg aldrig ville opleve derhjemme. Først og fremmest foregik dyrkningen af blodprøverne i det samme ti kvadratmeter store lokale, som hvor patienterne fik taget prøverne. Alt var et stort virvar, og jeg tror at personalet var lige så forvirret som patienterne. Selve arbejdet med prøvetagningen var for mig at se ikke meget anderledes end i Danmark, men det var mere alt efterarbejdet, der chokerede mig. Det efterfølgende arbejde bestod nemlig i, at en del af hver blodprøve blev overført til en lille glasplade, hvorpå der her skulle forekomme et resultat, og for at fordele blodet ud på pladen, gjorde laboranterne brug af deres egne usteriliserede fingre. Ingen fandt det åbenbart betydningsfuldt at bære handsker, og i et land hvor så mange bliver smittet med HIV, burde man være mere varsom når man arbejdede med blod, eller sådan troede jeg det hang sammen. Pladerne blev efterfølgende lagt til tørring på et bord midt i lokalet til skue for alle, selv for fluer og andre insekter som gerne sværmede forbi. Hvor gode resultaterne end blev og om de indeholdte spor efter flue ekskrementer fik jeg ikke svar på. Hvert fald blev jeg i mine dage i hæmatologi afdelingen forarget over deres ligegyldige indstilling ikke blot til personalets eget helbred, men nu mere til de prøver hvor svaret kan være med til at ændre et menneskes liv.
Anden del af tiden i laboratoriet foregik i kemi departementet. Allerede ved min indtræden i lokalet blev jeg helt forbløffet over hvordan jeg nærmest var trådt ind i en helt anden verden. Lokalet var først og fremmest stort, med aircondition, fyldt med diverse analyse og steriliserings apparater men bare det at de havde en computer gjorde mig helt forbavset. Personalet var nogle af de mest venlige mennesker jeg har mødt og tog sig tid til at forklare i detaljer hvad deres arbejde gik ud på, og hvordan de analyserede de forskellige prøver. Jeg blev eksempelvis nærmest undervist i hvordan man undersøgte en rygmarvs prøve først makroskopisk og efterfølgende mikroskopisk. Dette viser bare hvordan laboranterne i kemi afdelingen er tydeligvis mere professionelle, end hvad jeg havde været vidne til i hæmatologi afdelingen. Størstedelen af patienterne var kvinder som under deres nuværende graviditet havde varige smerter, og skulle derfor have undersøgt deres urin. Her blev min primære opgave at registrere patienterne og under mit arbejde faldt jeg over hvordan mange af kvinderne havde været gravide ubeskriveligt mange gange, trods mange af dem havde en rimelig ung alder. Da jeg fandt dette meget tragisk blev jeg nødt til at få min nysgerrighed stillet, og fik forklaret af en af sygeplejersker i laboratoriet at grunden til de mange graviditeter skyldes pres fra familien. Først og fremmest er man i Ghana kun privilegeret når man er gift. Hertil hører det at når man først har indgået ægteskab, skal kvinden have født sit første barn inden to år. Hvis kvinden her taber barnet eller i første omgang slet ikke kan blive gravid, kan mandens familie forlange skilsmisse. Dette ligger et kæmpe pres på de unge piger, og der er dermed heller ikke noget at sige til, at størstedelen af det feminine køn ikke får en uddannelse der er højere end vores sjette klasse, når de får at vide at de først er noget værd, når de har fundet sig en mand. Selvfølgelig er det forfærdeligt hvis det ender med at kvinderne får mindreværdskomplekser, men jeg finder det bare svært at hele verden prøver, at hjælpe til med at bekæmpe en så dødelig sygdom som aids, når ghaneserne går mere op i familietraditioner end hinandens helbred.
Efter atter en gang at blive fyldt op med oplevelser, er nu to og en halv måned gået eller nærmest fløjet af sted. Jeg nyder stadigvæk at være i Ghana, men føler mig alligevel velsignet over at have muligheden for, at kalde et andet sted for mit hjem.
- Pleased Sabina
- comments