Profile
Blog
Photos
Videos
På hospitalet valgte jeg at fortsætte mit arbejde i "Male Medical Ward" endnu en uge, både fordi de på afdelingen opererer med mange spændende sager, men også for at opleve en patients sygeforløb fra de bliver indlagt til de bliver udskrevet. Dog er antallet af patienter der forlader hospitalet i live noget lavt. Som tidligere nævnt vælger det meste af befolkningen først at opsøge en læge når det næsten er for sent, fordi de regner med deres lidelser forsvinder, eller mest af alt fordi de ikke har pengene til en behandling. Men jeg har i mine sidste to uger oplevet, at det i mange tilfælde ikke altid er patienterne selv der er bestemmer deres skæbne. To patienter som jeg husker tydeligt var henholdsvis en ung fyr på bare femten år, og en ældre herre på femogtres. Den unge patient havde været syg i et år, og var her blevet HIV testet med resultatet negativ. På dette år røg han ind og ud af afdelingen fordi hver gang han var i bedring blev han udskrevet, for hans HIV test var trods alt negativ, så han skulle jo nok blive rask, mente personalet. Dog efter et år kom en mere respekteret overlæge til afdelingen og ville have ham testet endnu en gang. Hertil mente sygeplejerskerne at dette ikke var nødvendigt da han jo allerede var blevet testet negativ. Men lægen insisterede, prøven var positiv og kun tre dage efter dette døde drengen. Den ældre mands sidste dage var dog en lidt anden historie, dog med samme udfald. Vedkommende led på én gang af både cerebral malaria hvor malariaparasitterne har ramt hjernen samt meningitis og lå derfor i koma, dog uden de apparater vi kender til i Europa, men end noget mere primitiv form. Patienten skulle vendes i sin seng et par gange om dagen, hvilket personalet gjorde meget simpelt ved nærmest at kaste denne stakkels mand rundt, og jeg tror han var mere ubekvem end nogensinde før. Men ikke nok med det, så havde sygeplejerskerne glemt at give patienten hans medicin i hele tre dage, og heldigvis fik han efterfølgende få dage efter også fred. Disse to tilfælde, som slet ikke er enestående, var til gengæld ikke på grund af at de vedkommende har opsøgt hospitalet for sent, men derimod sygehuspersonalet der har været alt for sleske med deres behandling og slet ikke benyttet sig af deres uddannelse, eller i det hele taget deres sunde fornuft.
Som jeg nok har tydeliggjort flere gange så er Ghana et land, hvor man ikke kan forvente at få en normal dag. Onsdag morgen hvor jeg lidt for naivt havde troet jeg skulle have en god dag på arbejde med en masse oplevelser, kom noget i vejen. Siden min første uge i Afrika har jeg fået et lift til arbejde af Mrs. Dansos søn Kofis kollega, og det fik jeg også denne morgen. Kofi skulle dog lige aflevere noget på vejen, så vi kørte lidt af en omvej som ikke skulle have taget mere end tyve minutter. De tyve minutter blev hurtigt til fire timer, da chaufføren ikke havde fyldt benzin på bilen, og regnede her med at han sagtens kunne tvinge bilen tredive kilometer af sted, da han ikke gad bruge penge på brændstof. Men da vi var nået halvvejs midt i bjergene gik bilen i stå og vi kunne dermed ingen vegne komme. Kofis kollega måtte derfor først og fremmest vente på en tro tro til den nærmeste tankstation, og her finde sin vej tilbage med benzinen, så vi igen kunne bevæge os videre mod vores destination. Da vi var klar til at køre igen, havde jeg egentlig regnet med at vi straks ville vende om og Kofi så kunne gøre sit ærinde senere da vi alle tre ellers ville komme et par timer for sent på arbejde. Men sådan hang det ikke sammen, så tidlig eftermiddag fik jeg mødt på hospitalet og blev der kun for en halv time, før mit arbejde var slut og jeg kunne tage hjem. Sådanne situationer kan jeg egentlig kun grine over, for det ville aldrig ske hjemme i Danmark og overhovedet ikke blive accepteret, men her er det blot ghaneserne i en nøddeskal.
Hver torsdag er der, som tidligere nævnt, mulighed for at hjælpe til ved et Outreach projekt, hvor vi frivillige rækker en hånd ud til de ghanesiske børn og enten lærer dem om deres helbred eller giver dem et sundhedstjek. Denne uges Outreach var lidt anderledes end hvad jeg havde prøvet før, da vi denne gang skulle assistere en øjenspecialist. Tania og hendes kæreste ville også deltage i projektet, så torsdag morgen tog vi, sammen med Projects Abroad medarbejderen Gifty, til en lille landsby ved navn Tinkong, hvor der her ligger en hel nybygget skole med kun tredive elever. Vi fik til opgave først, at interviewe børnene én ad gangen omkring hvordan de havde det med at læse, og i det hele taget se, samt om de følte irritation i øjnene. Dette lyder som en nem opgave, men det var nu lettere sagt end gjort. Da eleverne ikke har været mere end højst syv år gamle, var det ikke alle sammen der var lige samarbejdsvillige. Dette skyldtes dog både at mange af dem var generte, men også at de simpelthen ikke forstod engelsk, så hertil måtte Gifty også denne gang oversætte til Twi. Derefter skulle eleverne have tjekket deres syn ved en bogstavs tavle, og her kom vi også i vanskeligheder. De børn der allerede havde overstået deres test, ville mægtig gerne hjælpe deres kammerater, så når vi bad en bestemt elev om at læse et bogstav højt fik vedkommende ofte hvisket det rigtige svar i øret af en klassekammerat. Det blev hertil svært for os at vide om eleven virkelig talte sandt, eller om de andre blot gjorde ham en bjørnetjeneste. Efterfølgende var vores arbejde med den enkelte elev gjort, og specialisten fik nu sin tålmodighed sat på prøve med at undersøge børnenes øjne. Efter endt arbejde blev vi takket for vores indsats, og dette blev gjort med et kram fra flere af eleverne.
Denne weekend var Tania sidste, og i den anledning fik jeg mulighed for at slutte mig til hende og hendes kæreste Alexanders rejse planer, så vi her sammen kunne fejre hendes sidste dage i Ghana, og dermed give hende en fantastisk ende på hendes tid i Afrika. Stedet hvor dette skulle foregå hedder Kokrobite, og er en lille flække, som ligger lige ud til kysten, og derfor findes der utallige gæstehuse i området, da det er blevet til en stor turistattraktion. Vi valgte her at indlogere os på det bedst omtalte af slagsen med navnet "Big Millys Backyard", og man følte også ved sin tilstedeværelse at befinde sig i en ghanesisk baghave. Vi ankom til dette forrygende sted sent fredag aften, og allerede flere meter væk synes vi, at kunne høre en trommekoncert, og det var også lige netop hvad der foregik. Lige ved indgangen til denne baghave var opstillet en scene, og rundt om var nok hundrede tilskuer som nød den ghanesiske underholdning. Før vi kunne tage del i festlighederne blev vi vist til vores værelser, hvor jeg noget skuffende fik fremvist et fire kvadratmeter stort rum, med kun lige plads til en seng, hvilket betød at weekenden altså stod på brug af fællestoilet og bad. Men på trods af dette så lå værelserne få meter fra stranden, så den konstante brise fra havet samt hele stemningen ved dette fantastiske sted var det hele værd! Efter rundvisningen tog det os ikke længe, før vi var tilbage for at se trommeshowet, som også indeholdte både eksotisk og erotisk dans. Vi fik os her en Star beer i den nærliggende bar, mens vi blev budt velkommen af barens stamkunder. Nogle af dem havde åbenbart været i Danmark optil flere gange, så at høre dem beskrive Odense bybillede og nævne Netto og Fakta fandt jeg en smule morsomt. Lørdag morgen vågnede vi rent faktisk til lyden af vandets bølger, og efter morgenmaden fandt vi også vores vej til stranden, hvor vi her tilbragte et par timer i den bagende hede, som næsten blev for meget af det gode, da varmen var uudholdelig. Om aftenen var der igen arrangeret underholdning, hvor der denne gang blev fyret op for reggae musik, så alle de lokale ghanesere der var mødt op, var at finde på dansegulvet i sikkert både skæv og fuld tilstand, så der var pludselig både underholdning for vore øjne og ører. Efter en nat med brisen fra havet der forhindrede os i at svede halvt ihjel, nød vi endnu et par timer på stranden, før vi forlod paradis og vendte hjemad til Koforidua, inden det igen blev mandag og tid til arbejde.
- Solbrun Obroni
- comments