Profile
Blog
Photos
Videos
Efter en lang og nervepirrende ventetid i London var det endelig tid til at skulle med flyet til Ghana. Jeg var saa heldig at moede et ungt dansk par som skulle paa rundrejse i Ghana, saa jeg foelte mig en smule mere tryg paa rejsen. Selve flyveturen gik rigtig godt, og mandag aften landede vi saa i Ghanas hovedstad Accra. Efter at have fundet frem til min kuffert skulle jeg ikke gaa mange skridt foer jeg moedte et skilt hvor der stod Project Abroad paa og jeg var i sikker havn. Her var vi omkring ti voluntoerer der blev samlet og skulle saa til at starte vores bekendtskab med Ghana. Jeg skulle med fem andre til Projects Abroads hovedkontor i Accra hvor vi skulle overnatte den foerste nat. Vi blev alle smidt ind i en fem personers bil og med vores antal paa seks personer og et stort laes af kufferter blev det en lang tur eftersom chauffoeren koerte i skjul hver gang han synes at se politiet i naerheden. Da vi kom til hovedkontoret blev vi alle fem henvist til et vaerelse hvor vi skulle sove, som vist var umuligt for alle sammen pga varmen, men ogsaa spaendingen omkring hvad den efterfoelgende dag ville bringe. Naeste morgen kl syv blev vi koert til en by kaldet Mamfe hvor vi herfra skulle forskellige steder her, eller de andre skulle samme sted og jeg blev bedt om at vente ti minutter paa endnu et kontor. De ti minutter blev hurtigt til en time da tid ikke regnes for noget her i Ghana og jeg var saa paa vej til min vaerts familie. Jeg blev koert til Ghanas oest regions hovedstad Koforidua som nu er mit nye hjem. Da jeg ankom til familiens hus blev jeg budt varmt velkommen af Mrs. Danso som er huset ejer. En pensioneret skole laerer som er meget engageret i kirken og ellers bruger meget af sin tid paa frivilligt arbejde. Selve grunden bestaar af en stor hovedbygning med omkring liggende have med graes, som er ret sjaeldent her i Ghana. Bagved hovedbygningen findes et gaestehus som er hvor jeg skal bo. Jeg blev med det samme vist rundt i huset og blev introduceret for de ret daarlige toilet faciliteter som bestaar af ikke eksisterende tolietskyl og bad med en spand, og jeg lever aabenbart i luksus ifoelge de andre voluntoerer. Paa nuvarende tidspunkt er jeg den eneste med udenlandsk baggrund som bor hos Mrs. Danso, men hun har en 22-aarig pige ved navn Ernestina fra Ghana boende, som til daglig laeser til laerer og da skolen ligger langt fra hendes oprindelig bopael faar hun kost og logi her. Hendes engelsk er ikke det bedste, saa kommunikationen mellem os er lidt daarligt, men jeg proever ihaerdigt at snakke med hende. Hele formiddagen gik ellers med at jeg fik set Mrs. Danso familie albums og hun understregede mange gang at jeg nu var en del af familien, og gav mig endda et nyt navn, og at jeg vil faa det rigtig godt i Ghana. Omkring middags tid kom Gifty, en af de ansatte fra Projects Abroad for at hente mig og tage mig med paa rundvisning i Koforidua. Efter omkring fem timer var jeg blevet introduceret for Ghanas traditionelle mad som er meget staerkt, hvordan man baerer sig ad paa byens marked, hvor jeg skal arbejde henne og ellers livet i Koforidua by. Det hele er en smule surrealistisk at se hvor fattige de er og alligevel saa imoedekommende og venlige. Hospitalet jeg skal arbejde paa er meget stort og det hele gaar faktisk ret staerkt iforhold til alt andet i Ghana. Jeg ser hvert fald frem til at blive en del af teamet paa hospitalet. Sent om eftermiddagen faar jeg endelig pakket ud og tage et spand bad. Efter aftensmaden gaar al elektriciteten og selvom det foerst vender tilbage efter to timer lever Koforidua videre som om ingenting er sket.
Dagen starter tidligt her saa allerede ved en fem eller seks tiden er man igang, det skal jeg lige vaenne mig til. Jeg faar mulighed for at foelges med en Australisk pige, Judith til arbejde da det hele gaar lidt vildt for sig. De fleste i Ghana benytter sig af en taxi og jeg tror ikke der findes et sted i verden med saa mange som i Ghana. Du raekker bare en haand ud og saa kommer der en taxi, dog deler man den med andre. Hvis man bliver indenfor by omraadet koster det 0.35 cedis, hvor en cedi svarer stort set til en dollar. Eftersom det er tre maaneder siden jeg ansoegte om at komme til Ghana og arbejde, havde jeg haabet bare lidt paa at noget arbejde var planlagt til mig. Saa da jeg moeder ind paa hospitalet er de ikke helt sikre paa hvad de skal saette mig til og jeg faar besked paa at vente en halv time, som igen hurtigt blev til tre timer. Det ender med at jeg de foerste to maaneder skal fungere som sygeplejerske og de foerste to uger starter de med at laere mig op i at give vaccinationer i injection room.
Efter en dag med mange indtryk tager vi til en saakaldt quiznight i Mamfe hvor alle voluntoerer moeder op hver onsdag. Her deler man sine oplevelser med hinanden og bagefter tager vi paa Mamas som er et lille snusket sted hvor vi faar en Star beer eller to.
Ellers falder man stille og roligt ind i rammerne med at blive kaldt Obroni (hvid kvinde), ris i naermest hvert eneste maaltid, bade i koldt vand fra en spand samt at dagene slutter kl 19. Men jeg nyder det!
- Ama Danso
- comments
Annemette Ihhh.. hvor er det rart at høre fra dig og utrolig spændende. Jeg har netop skrevet en mail til dig, men jeg har allerede fået svar på en del af mine spørgsmål. Det lyder vildt spændende og jeg ville ønske det var mig, der kunne dele oplevelserne med dig