Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg beklager, at der er gået så lang tid, siden jeg sidst skrev på bloggen, men som I nok kan tænke, har vi haft travlt med at studere og udforske Vietnam. Vi har det rigtig godt og nyder samværet, det gode vejr og den spændende kultur. Jeg vil lige fortælle lidt om et par weekendture vi har været på, selvom det er lidt tid siden nu:
Cham IslandsMens en flok tog dykkerkursus (heriblandt Ingeborg, Kristina og Julie), var vi en anden flok, som valgte at tage til samme ø-gruppe som dykkerne, kaldet Cham islands, men blot for at snorkle i stedet. Desværre var der meget dårlig sigtbarhed, så vi fik ikke set hverken fisk eller koraller. Til gengæld gik vi nogle gode ture på øen og nød den fantastiske strand. Vi spiste nogle spændende måltider indeholdende suppe med et helt fiskehoved, havsnegle og nogle sjove riskager i bananblade. Om aftenen holdt vi bål på stranden og sov i telte på stranden. I kan tro det var en smuk oplevelse at vågne op til solopgang og havudsigt! Turen til og fra ø-gruppen foregik i en speedbåd, hvilket også var en oplevelse i sig selv, fordi båden hoppede vildt af sted på bølgetoppene. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle more mig eller være nervøs…
Nha TrangI vores forlængede weekend tog jeg sammen med Sidsel, Stinne, Camilla og Julie en natbus til Nha Trang torsdag aften, så vi var fremme tidligt fredag morgen. Vi mødtes med fire nordmænd fra vores kursus, som også gerne ville dykke og snorkle, og tog sammen af sted på en privat båd. Det var en helt anden oplevelse end ved Cham Islands: Der var fantastisk sigtbarhed og det myldrede med koraller og fisk. Det var virkelig flot både for snorklere og dykkere. Jeg tror ligefrem jeg vil sige, at det kunne måle sig med Filippinerne i biodiversitet.
Om lørdagen tog vi på stranden om formiddagen, hvor Julie og jeg gjorde noget vildt, som jeg ikke havde regnet med, at jeg ville turde: Parasailing. Vi fik en faldskærm på og blev spændt bagefter en speedbåd, som så sejlede af sted, så vi fik vind i sejlet og fløj højt op i luften. Meget højt. Vi var oppe i højde med de højeste højhuse i byen, og der var en flot udsigt over Nha Trang by, bugten og øerne. En gang i mellem satte båden farten ned, så vi kom ned og ramme vandskorpen inden vi igen fløj til vejrs. Det var en virkelig fed oplevelse!
Om eftermiddagen slappede vi af i et mudderbad, hvor vi først fik vores eget lille badekar, som blev fyldt med noget meget tyndtflydende mudder. Så skulle vi sidde i solen og tørre indtil mudderet var størknet, inden vi kom under først en almindelig bruser og så en bruser hvor vandet kom ud fra siderne. Så fik vi fem igen et lille badekar vi kunne dele, men denne gang blev det fyldt med mineralvand i stedet for mudder. Så kom vi ind under et vandfald med mineralvand for så at tage en svømmetur i en varm og en kold pool med mineralvand. Til sidst sluttede vi af med boblebad.
Søndag tog vi igen ud på båd for at snorkle, denne gang i selskab med Kristina og Ingeborg m.fl. Det var mindst lige så flot snorkling som om fredagen. Der var bl.a. sværdfisk, blæksprutter, bat fish, bitte små "Nemo-fisk" og fantastiske koraller i alle farver.
Det var lidt om et par af vores gode weekendture. Jeg håber snart at få tid til at fortælle mere om nogle af andre gode ture vi har været på.
Hav det rigtig godt derhjemme og få nu gang i det forår, ikke?
Knus til alle fra Rie
- comments
Ellen og Henry Hej Rie Hold da op-man bliver da hel åndeløs, af at læse alt det i oplever. Pas nu på jer selv, vi vil jo gerne have jer hjem med alle lemmer i behold. Her hos er alt ved det gamle, vi venter på foråret. Mkh Bedstefar og Bedstemor
Susanne Dalsgaard Rimme Kære Rie (og Julie og Kris) Det lyder så godt og skønt. Godt gået Rie, flot at du overvinder dine frygte!!!!! Er kun en LILLE smule misundelig :-) Store knus til jer alle 3 fra Susanne
Hernik Dalsgaard Hej Rie - og Julie. Det er skønt at høre om jeres eventyr i Vietnam. For det lyder virkelig som et eventyr. Jeg ville ønsker jeg kunne have været med på jeres tur til Cham island og vågne sådan en morgen på stranden. Og foråret er så småt på vej herhjemme. Nu er de første nætter uden nattefrost i sigte i vejrudsigten. Og der er ved at komme liv i naturen igen. Jeg oplevede naturen vågne efter vinteren, da det lykkedes at lokke en havørred på 58cm til at melde sig frivilligt til vores aftensmad i dag. Det smagte meget af forår. mange hilsener Hanne og Henrik