Profile
Blog
Photos
Videos
Kære alle sammen!
Der er gået et stykke tid siden jeg har fået skrevet sidst, og som I sikkert kan regne ud, er det fordi vi har travlt med at have det sjovt og opleve en masse. Laos er virkelig et fantastisk land, som har taget mig med storm. Jeg kan ikke beskrive naturen med ord, så jeg vil forsøge at gøre det med billeder senere. Vores tur gennem Laos har indtil videre ført os gennem følgende destinationer:
- Phonsavan
En lille bitte by, der mest er kendt for fænomenet "plain of jars", et enormt antal store stenkrukker, spredt ud over mange områder omkring Phonsavan. Vi så "site 1", hvor der er flest krukker, og "site 52", som vi trekkede en dag ud og en dag hjem for at se. Ingen ved hvem der har lavet krukkerne, hvor gamle de er, eller hvad de blev brugt til. Den tidligste skriftlige kilde er fra kinesiske rejsende, som har set krukkerne i 2500 f.Kr. Et meget interessant faktum er, at site 1 er placeret på et område med rigtig mange lynnedslag, og dette menes at være en ledetråd til forklaringen, nemlig at folk har ofret ting i krukkerne til guderne og sat dem på de særlige områder, hvor guderne ofte "tog imod gaverne" via lyn. Folkesagnet siger, at krukkerne blev lavet af kæmper til at drikke hjemmebrygget spiritus fra. En tredje teori siger, at krukkerne blev brugt i forbindelse med begravelsesritualer. Siden Phonsavan var vores første stop i Laos, blev vi helt overvældede over, hvor søde folk var. Det indtryk har heldigvis holdt ved. Laoterne går meget op i at indsamle god karma, så det er sjældent ude på at snyde os. Det er en kærkommen forandring, når vi kommer fra Vietnam, hvor man skal kende priserne på forhånd for ikke at blive taget ved næsen. Både på vores trekking-tur og en anden tur kom vi på besøg i Hmong-landsbyer, hvor Hmong-folket bor med en fantastisk uspoleret kultur. Jeg har aldrig set en kultur, der var så lidt indflueret af det Vestlige modernitetsideal som i disse Hmong-landsbyer. Super spændende, set med en antropologistuderendes øjne! Stinne og Sidsel valgte at tage tidligere af sted til Luang Prabang for at se på templer, så Daniel, Julie og jeg tog på et fantastisk trek bare os tre og en guide. Vi fik oplevet skybrud, igler, høj sol, vandfaldsklatring, stenkrukker og ikke mindst en overnatning i Hmong-landsbyen Pakeo, der ligger så langt inde i skov og bjerge at de ikke engang har cykler eller motorcykler. Man kan kun komme dertil til fods via en stejl sti op ad bjergene. Det var fantastisk at sidde på verandaen uden for vores hytte og observere livet i landsbyen: Børn i alle aldre, der leger med simple stykker legetøj, et vrimmel af dyrebørn og travlhed omkring hele landsbyens eneste vandpost. En uhyggelig opdagelse vi gjorde i Phonsavan var, at der ligger rigtig meget ueksploderet krigsmateriale i jorden rundt omkring, såsom klyngebomber, der sprænger, hvis man kommer til at hakke i dem. Derfor er folk bange for at opdyrke nyt land, og lever derfor på sultegrænsen noget af året. Ingen af os var klar over, at Laos er det mest bombede land per indbygger i verdenshistorien, men det er desværre sandt. Landet blev brugt som "buffer-stat" mod det kommunistiske Vietnam af USA , som også lokkede de etniske minoriteter til at kæmpe imod de kommunistiske laotiske styrker. Det var chokerende ny viden for os. Hvis I heller ikke har hørt om Laos' rolle i krigen, kan jeg anbefale dokumentaren "The Most Secret Place on Earth" (kan ses på youtube: http://www.youtube.com/watch?v=i8cIki7awN8).
- Luang Prabang
En by kendt for sine mange buddhistiske templer, klostre og munke. Der er en utrolig afslappet atmosfære, så de fleste rejsende beslutter sig for at bliver der et par dage ekstra. De laver de lækreste friske frugtshakes til ingen penge, og så er der et super billigt natmarked med håndværksprodukter, så det var lidt farligt for budgettet og overvægten i tasken. Vi stod tidligt op en morgen for at se munkene gå i optog og modtage donationer af ris i deres skåle, men det var desværre blevet lidt af et turistcirkus.
- Non Kiaw
En lille landsby i et smukt område med masser af limestoneklipper. Herfra lavede vi alle fem et trek, som blev en anelse vildt. Den første dag gik fint med hårde opstigninger gennem svedjebruglandskab, vandfald (ja, op gennem vandfald) og jungle. Vi havde en skøn overnatning i en landsby, der bestod af en Hmong-landsby og en Khmu-landsby, der var blevet lagt sammen pga. en fælles landsbyskole. Det vrimlede med de dejligste unger ud over det hele: Menneskebørn, ællinger, grislinger, kyllinger og hundehvalpe. Behøver jeg sige at Julie og jeg var helt væk? Om aftenen spiste vi sammen med vores værtsfamilie og vi blev presset af vores guide til at drikke lidt flere "Lao lao" (laotisk hjemmebrygget whiskey) end vi havde planlagt. Han insisterede på at vi skulle spille "kyllingehoved": Et kyllingehoved bliver lagt i en dyb tallerken med en anden tallerken som låg. Så sidder man i rundkreds om bordet og én ryster tallerkenen. Så løfter man låget og ser hvem kyllingens næb peger på. Vedkommende er den uheldige vinder af endnu et glas lao lao for meget, men får til gengæld lov at ryste tallerkenen med kyllingehovedet for at udpege den næste, der skal drikke. Sikke et spil! Det var en temmelig bizar fornemmelse at sidde og ryste et kyllingehovede mellem to tallerkener. Sidsel var endda så uheldig at kyllingehovedet fløj ud, mens hun rystede det. Hvis man gav op, og ikke ville spille mere, skulle man spise kyllingehovedet, insisterede vores guide, indtil han heller ikke selv havde lyst til mere lao lao. Så sluttede spillet endelig. Næste morgen stod vi tidligt op og trekkede gennem et særdeles iglefyldt landskab, så vi hoppede og sprang og turde ikke stå stille et øjeblik. Det blev en anelse vildt da de gik ned ad en meget stejl bjergskråning med et underlag af mudder og bambusblade og igler i hobetal. Vi fik alle en del skrammer af at ryge på halen, men så har vi da prøvet det med. Den sidste time foregik på flad jord med udsigt til smukke klipper og med en sodavand i maven, så humøret nåede at blive højt igen til sidst. Vi tog en båd fra Nong Kiaw tilbage til Luang Prabang, for at undgå dem bumlende hårnåleveje gennem bjergene og samtidig se klippelandskabet fra søsiden. Det var en rigtig flot tur. Et lille spændingsmoment blev tilføjet da båden tog vand ind hver gang den bremsede. Den enlige bådsmand gjorde hvad han kunne med at øse vand ud og reparere noget i motorhuset, men da vi bremsede ud for Luang Prabang blev båden næsten helt fyldt med vand, så vi sprang i land og priste os lykkelige for at det først skete da vi var nået frem. Stakkels bådsmand, jeg håber han fik den repareret inden han skulle sejle hjem igen…
- Vang Vieng
Den berømte og berygtede tubing-by, der tilbage under Julies sabbatårsrejse var hjemsted for vilde fester med trapezgynger ud over floden. I dag har de skruet lidt ned for vildskaben, men man kan stadig bruge en dag på at flyde stille ned ad floden i en badering mens man kigger på de smukke bjerge og - indrømmet - nyder en kold øl. Vi brugte også en dag på at leje cykler og køre ud til noget, der på kortet hed "lagune", men som viste sig at være en bæk med en bredning. Der var også en hule man kunne gå op til, så det kastede vi os ud i med klipklapper på, lykkeligt uvidende om hvad der ventede os af glatte, spidse klipper, som skulle bestiges. Vi overlevede dog, om end meget svedige og udmattede. Og og og: Vi har også fløjet i luftballon! For kun 78 dollars fik vi en 35 minutters flyvetur i en varmluftballon. Det har jeg drømt om at prøve siden jeg som lille så Nissebanden på Grønland og Pippi Langstrømpe, så det var rigtig sjovt endelig at prøve. Vi blev hentet af en pickuptruck, som kørte rundt efter luftballonen tydeligvis uden at vide, hvor den havde tænkt sig at lande. Vi kom hurtigt op i højde med bjergtoppene og svævede rundt med smuk udsigt over byen, markerne, floden og limestoneklipperne. Da vi skulle lande kunne vi se to pickuptrucks køre rundt efter os. Da vi så ud til at ville lande på en mark, sprang fire gutter ud af ladet på den ene bil og hoppede over en grøft for at fange den snor luftkaptajnen smed ud. Så trak mændene ballonen, kurven og os over grøften mens vi stadig svævede og hen på den mark, hvor bilerne var parkeret. Så nu ved vi, at man ikke kan styre en luftballons retning, men kun om den skal op eller ned, og så må man ellers svæve den vej vinden blæser.
- Vientiane
Vi tog en bus til hovedstaden Vientiane i dag, og indtil videre kan vi kun sige, at det er usandsynlig varmt. I dag havde vi 39 grader og ingen vind. Bortset fra det, ved vi endnu ikke meget om byen. Vi brugte eftermiddagen på at gå en tur ned til floden og kigge over på Thailand på den anden side, og her til aften har vi flottet os med sushi i den anledning at det var vores sidste aften sammen alle fire, for i morgen aften tager Julie, Sidsel og jeg en natbus til "De Firetusind Øer", mens Stinne bliver i Vientiane en enkelt nat for så at tage til Thailand.
Det var en meget kort fortælling om noget af det vi har oplevet her i Laos. Jeg kan kun anbefale alle, der elsker natur og "oprindelige" kulturer at besøge Laos. I vil ikke blive skuffede. Tænk sig at der kun er to uger til vi flyver hjem. Det er ikke til at forstå. Jeg ville ønske vi kunne blive lidt længere, men det er jo heldigvis bare et tegn på, at denne rejse er gået usædvanlig smertefrit, og at vi har det rigtig godt.
Kærlig hilsen Rie
- comments