Profile
Blog
Photos
Videos
Welcome ladies and gentlemen to the most spectacular blog in the whole world! Alas, se eis is smelting on se pøuwls!
Anyway! Sikke en dejlig lørdag det kom til at blive! Vi smuttede tidligt af sted fra Wellington på en gabende bustur, der dog blev lidt mere interessant, da vi valgte at melde os på faldskærmsudspring senere på dagen. Det foregik alt sammen i Taupo lufthavn, og vi var naturligvis rimelig nervøse inden vores hop, da vi betragtede hvor lille en prik flyet er fra 4 km's afstand. Ganske skræmmende, men hvad!? Efter næsten en times venten kom vi endelig i tøjet, og nu ville vi bare gerne springe snart! Jeg (Mika) glædede mig mega meget til det! Ja, vi sprang faldskærm den dag fra 12.000 fod i tandem! 45 sekunders frit fald ned over New Zealands største sø, Lake Taupo, som egentlig er et kæmpe stort vulkankrater med vand. Og så med Mt. Doom i horisonten, som jeg var langt højere oppe end, og der var næsten ingen skyer på himlen, så solen kunne få lov til at lyse på fornemste vis. Jeg nød faktisk turen rigtig meget. Også frit fald, selvom jeg flere gange måtte holde en hånd for munden eller dreje hovedet for bare at kunne trække vejret lidt. Og jeg fik de vildeste propper i ørerne. Det gjorde egentlig ret ondt, men jeg var komplet ligeglad. Det var også rigtig koldt at falde med 200 kilometer i timen, men det betød heller intet, når adrenalinen pumper rundt i kroppen. Da faldskærmen foldede sig ud i 5.000 fods højde fik jeg lov til at styre, og jeg drejede helt vildt for at få fart på. Mega sjovt. Jeg snakkede lidt med min instruktør på vej ned, og det viste sig, at han har sprunget omkring 10.000 gange i en periode på 11 år, så det var en rutineret ræv! Crazy! Efter en problemfri landing var jeg en glad, ung mand! Nu kan jeg bare slappe af og nyde min rejse til fulde resten af turen uden at skulle tænke på at gøre noget halsbrækkende. Det er nu også meget rart, men jeg kunne helt sikkert godt tænke mig at hoppe igen, hvis chancen byder sig. Men nu kan jeg da også sige, at jeg har sprunget tandem!
Jeg (Nicolaj) var spændt på at opleve, hvordan det ville være at kaste sig ud fra et fly, for jeg havde ikke prøvet det før. Men jeg har fløjet utallige gange, så den del ville ikke være noget problem i hvert fald. Det var bare en flot flyvetur med fantastisk udsigt over Lake Taupo og de omkringliggende bjerge. Alligevel nød jeg ikke turen helt lige så meget som normalt, for tanken om at kaste sig ud fra flyet var alligevel lidt skræmmende. Især da jeg syntes, at vi var ved at være ret højt oppe og også troede, at jeg fik det bekræftet af en højdemåler, jeg læste til 3000. Jeg tænkte umiddelbart, at det var 3000 m, men det viste sig at være 3000 fod, så vi skulle fire gange højere op! Det sidste stykke op gik dog rimelig hurtigt, og højdeforskellen mellem 3000 og 12000 fod var heller ikke så tydelig, så det var ikke så slemt, som jeg først tænkte. Da vi ramte de 12000 gik døren op, og lidt efter lidt havde alle de andre kastet sig ud af flyet, og det var blevet min tur. Jeg satte mig hen til kanten sammen med Rodney, som var min instruktør, formede mig som en banan med krum ryg og benene bagud (en stilling, som man skulle have, når man sprang) og lod mig falde. Nede på jorden havde jeg spurgt Rodney, om vi ikke kunne lave lidt sjov, når vi hang i luften, så han fik os til at dreje rundt, mens vi faldt med 200 i timen, og det var sygt fedt - lidt ligesom en tur i en forlystelse, bare meget vildere. Jeg prøvede at råbe af begejstring, men lyden fra min mund forsvandt med det samme i en lille kvalt lyd. Pludselig blev faldskærmen udløst, og derfra dalede vi langsomt ned mod jorden med den bedste udsigt nogensinde. Jeg fik også lov til at styre faldskærmen, så jeg svang os fra side til side, mens jorden lige så stille voksede under os. Til sidst var vi helt nede, og vi landede elegant på fødderne. En ekstrem og urealistisk fed oplevelse var overstået lidt for hurtigt, syntes jeg.
Vi fejrede vores skydive ved Lake Taupo med en ganske nice burger med gratis pommes frites til, mens vi om aftenen snakkede med en hel masse folk fra vores hostel (as you do). Det var en god følelse i maven, der prægede ens aften. Skydiving er livet!
Søndag vågnede vi op til en tur i kirke. Næsten lige ved siden af vores hostel lå der nemlig en lille kirke, som vi havde set dagen før. Det var en hyggelig forsamling, som dog mest bestod af personer,der var 60+. Selvom det var en engelsktalende kirke, dukkede maori op en gang imellem, især i nogle sange. I særdeleshed en kulturel oplevelse! Efter gudstjenesten blev vi budt på kaffe og kage, og så snakkede vi ellers en del med folk. Det viste sig, at en del af dem faktisk havde været i Danmark, så det var meget sjovt. Det var faktisk en rigtig god oplevelse. Især præsten var super flink og sjov, og så havde han en stav, så han lignede lidt troldmanden Gandalf fra Ringenes Herre.
Senere på dagen gik vi ned for at "hæve nogle penge", dvs. leje film. Vi havde længe snakket om, at vi skulle se Ringenes Herre her i NZ, for nu havde vi været så mange af de steder, hvor den er blevet optaget. Derfor skulle vi i hvert fald leje den, men det blev også til syv andre film, for de havde et meget billigt tilbud, hvis man ville leje otte film. Så havde vi jo også et udvalg, men vi ville nok ikke komme til at se dem alle sammen. Ringenes Herre fik vi i hvert fald set samme dag, så det gik der en del timer med! Det var generelt en meget afslappende dag, som vi sluttede af med at spille lidt brætspil og spise meat pies (ikke pis, som vi ellers tidligere fik skrevet. Det kan vi ikke så godt lide).
Næste morgen (mandag) var det tid til at flytte ud af vores hostel. Vi ville egentlig gerne have blevet, men da de kun havde plads til os i to dage, havde vi booket et andet hostel til de to sidste dage i Taupo. Det lå heldigvis ikke så langt væk, og det viste sig at være et rigtig hyggeligt sted, så vi var godt tilfreds! Vores værelse var ret stort, så for en gangs skyld var der masser af plads til taskerne, og så var der store tværbjælker i loftet, så der var lidt lejrskole over det. Da vi havde bosat os i dette paradis af et hostel, tog vi ud for at spille lidt fodbold på en rugbybane i nærheden, og det var endnu en gang lækkert at få rørt sig. Vi blev dog nødt til at skynde os at flytte os hen på en anden del af banen, da nogle automatiske sprinklere begyndte at skyde vand på os, men så kom vi da også i bad den dag!
Efter en times bold drønede vi lidt længere ned af vejen, og vi kom til floden i byen og over den var Taupo Bungy, som vi dog ikke prøvede, men vi håbede lidt, at der var nogle andre, der ville springe, mens vi stod og kiggede. Det skete bare aldrig, men så kom der pludselig en ansat hen og spurgte, om vi ville være prøvekaniner på et nyt fotosystem, de havde fået. De havde nemlig sat en greenscreen op, som bare var noget grønt stof, der hang ned som baggrund på billederne. På computeren blev den grønne baggrund skiftet ud med nogle sjove baggrunde, hvor vi blandt andet lavede et tandem bungy jump og red på en kæmpe kiwifugl. Det var ret sjovt, og så fik vi billederne gratis, selvom de normalt kostede over 100 kr. BONUS!
Senere stod den på hot springs, for lidt nede af floden løb der en varm kilde ud i den, og her kunne man bade i noget meget varmt og lækkert vand. Vi var ikke de eneste i vandet, for der var både folk fra Sverige, Tyskland og Frankrig, der havde fået den samme idé som os. Vi snakkede med en tysker, der hed Lars, og det viste sig, at han kunne snakke dansk, fordi han var fra Harritslev ved grænsen. Han havde gået i dansk børnehave og skole, så han talte ret godt dansk, dog med lidt accccccccccceeeeeeeent.
Vi kunne simpelthen ikke få nok af den varme kilde, for vi tog derned igen om aftenen sammen med nogle svenskere, vi havde mødt. Nogle af dem havde været på vores bus fra Auckland og blevet i Taupo indtil nu for at arbejde, men de andre havde vi lige mødt. Èn af dem var faktisk fra Bollnäs i Sverige, hvor én af mine (Nicolaj) venner bor, og ikke nok med det, så kender han ham også! Verden er stor, men nogle gange også meget lille. Det var en super god oplevelse at bade i kilden om aftenen, for det var køligt i vejret, og det gjorde det endnu bedre lægge sig ned i det varme vand. Over os hang en frodig stjernehimmel og rundt om os var der palmer, som omsluttede den lille, hyggelige lagune. Paradise by night!
Tirsdag stod vi forholdsvis sent op. Jeg (Mika) fik set en koreansk film (som jeg ynder at se), og derefter vovede vi os uden for og gik ned mod Lake Taupo, der arealmæssigt er større end Singapore. Cirka 100 meter ud fra kysten er der konstrueret en lille, kunstig, firkantet ø/platform, hvorpå der er en lille golfbane. Ikke en golfbane, som man kan stå på og spille, men man kan skyde derud hen over vandet fra fastlandet, og da hole-in-one-gevinsten var svimlende 10.000 dollars, så vi ingen anden udvej end at skulle hen og prøve et slag. Vi ramte naturligvis ikke andet end søen, men jeg (Mika) var umådeligt stolt over at have slået mange smut med min golfbold på trods af den stærke modvind! Kom bare an Tiger!
Aftenen før havde vi aftalt at besøge to svenskere, som arbejder i en cafe ved navn "The Sailing Centre" (den kan anbefales!), og dem ville vi selvfølgelig ikke skuffe. Vores instrukser var, at vi skulle gå ned til søen, dreje til venstre og gå i 45 minutter til en time, så ville vi finde cafeen, der ligger helt ud til vandet. Vi kom forbi varme kilder, sandstrande, sorte svaner og cafeen, inden vi fandt ud af, at vi nok var gået for langt, så derfor vendte vi om. Vi fik os en kop cafe moccha/varm kakao og en nævneværdig chokolade-muffin, mens vi nød det gode vejr og bare slappede af sammen med svenskerne, som vi fandt ud af har et ret afslappende job. Tiden fløj af sted, og før vi vidste af det, havde vi snakket i måske 3 timer. Herefter smuttede vi hjem på vores hostel for en kort bemærkning, hvor vi så eventyrfilmen "Where The Wild Things Are", som en af vores bekendte fra Canada har været med til at producere.
Pludselig faldt vi i snak med et par israelere, hvilket var ganske interessant, og vi lærte lidt hebræisk og om mellemøstlig kultur. Vi faldt så godt i snak, at vi besluttede os for at tage hen på en irsk bar ved navn Mulligan's, hvor der som ekstra bonus var quiz-aften! Der svigtede vi dog israelerne og lavede i stedet en gruppe med svenskerne og et par englændere. Pubben var helt fyldt med mennesker, der bare ville dræbe for at vinde denne quiz! Og vores team "Nice Knights of Death and Doom" var et mulehår fra at løbe med sejren, men en flot 2. plads blev det dog til. Vi tog nederlaget ret pænt som de mænd vi er og smadrede kun 39 porscher og 90 tyskere for at afreagere. Sådan endte vores sidste hele dag i Taupo på denne rejse. Næste stop, Auckland!
/Mika og Nicolaj
- comments