Profile
Blog
Photos
Videos
Godformiddag Franz!
Så er tiden oprunden til at udtrykke de sidste dages oplevelser på skrift. Onsdag sagde vi farvel til Taupo for i stedet at rykke til Auckland, hvor vi også startede vores tur. På mellemvejen gjorde vi holdt i Matamata, som nu går under navnet Hobbiton, da det er ved denne by, at scenerne fra hobbitbyen i Ringenes Herre blev optaget. Vi overvejede at tage hen og se det, men vi syntes at det kostede for meget i forhold til, hvor fedt det er, så vi tog bare et billede ved et skilt, hvor der stod "Welcome to Hobbitton", og det var så det. Man kan ikke gøre alt i verden! Der er egentlig ikke så meget mere at sige til denne dag, da vi mest planlagde og slappede af resten af dagen i Auckland.
Torsdag brugte vi på at drøne over til Auckland Domain og smutte i nationalmuseet, som faktisk er ganske fedt. Vi lærte om alle øerne omkring New Zealand: Samoa, Fiji, Cook Islands, Tahiti og jeg kunne blive ved! Det var ganske spændende, og så lærte vi om jordskælv, maori, og hvem vidste, at de indfødte maori først ankom til New Zealand for "kun" 800 år siden. Det fortæller lidt om, hvor urørt og naturligt landet er. Vi prøvede også en jordskælvs-simulator, som var bygget meget godt op. Man sidder i en stue i en sofa, og pludselig tænder fjernsynet. Nyhederne går på, og de snakker om, at der muligvis vil ske et jordskælv i Auckland. I stuen er der desuden et slags "vindue"/skærm ud over Auckland, og pludselig kommer der et ryk, og vulkanen går i udbrud. Det var faktisk okay troværdig, og det skræmte i hvert fald nogle japanere!
Senere på dagen tog vi over på Galbraith's Alehouse. Som navnet antyder er det et sted, hvor man kan prøvesmage hjemmebryggede øl, og de var rigtig gode! Vi købte 4 små øl efter eget valg, og min (Mikas) favorit var øllen "Ressurection".
Om aftenen var der gratis pizza på hostellet, så der kunne man finde os, mens det stod på. Det foregik i den tilhørende bar, hvor der også var gratis pool, så det kørte bare! Bagefter lærte vi nogle tyskere at spille 500 og hjerterfri, og især én af dem, der hedder Stella, blev ret god til hjerterfri, da hun vandt med flere tusind længder! Det var nogle, der også havde været på Kiwi-bussen, så vi kendte dem ret godt, og det var faktisk sidste gang, vi så dem, så der blev også sagt farvel og tak, inden vi gik i seng.
Fredag var der ø-tur på programmet! Vi stod tidligt op for at tage ned til havnen og høre, hvornår den næste færge til Rangitoto Island afgik, men det viste sig, at den billigste færge først tog af sted om et stykke tid, så vi valgte en anden og bedre løsning. Man kunne nemlig købe et tre-dages-pas til en anden færge, så man kunne sejle alt det, man ville i løbet af tre dage, og det kostede kun cirka 35 kroner mere. Det var perfekt, for her var der kun lidt over en halv time til afgang. Da tiden var inde, satte vi os ind, og så gik det ellers løs. Det var ikke bare en almindelig tur med færgen over til øen, det var faktisk en rundfart i bugten ud for Auckland, så vi kom rundt og så det meste på vejen til Rangitoto. Desuden fik vi en masse at vide om de ting, vi kom forbi, så vi lærte en masse om havnen, bugten og øerne. Blandt andet fik vi at vide om en skrænt, vi kom forbi, at den i sin tid var blevet brugt til at skyde til måls efter med kanonerne på de gamle krigsskibe, der huserede i havnen i 1800-tallet. Senere fik den samme skrænt en del byggeri på toppen, og en anden fakta er, at husejerne her var ikke i stand til at forsikre deres huse, for hvert år forsvinder en meter af deres baghave på grund af erodering. Derfor er det kun et spørgsmål om tid, før husene ender i havet! Der lå også en masse skibe i havnen, som vi fik en masse at vide om. Der var blandt andet en kæmpe yacht, der ejes af en mexicansk rigmand, der har solgt tequila og gravet efter sølv, indtil han blev verdens 66. rigeste. Der lå også et kinesisk krigsskib ved navn Yuan Wang, som var på én eller anden mission. Rygterne gik blandt andet på, at de ledte efter skjulte missiler og andet godt, men ingen (ud over den kinesiske regering selvfølgelig) ved helt præcist, hvilken mission, de er på. Da vi kom til Rangitoto blev vi ikke sat af ved den almindelige kaj, fordi det blæste for meget, så i stedet hoppede vi af båden ved Islington Bay, som lå langt mere beskyttet fra vinden. Rangitoto Island er en vulkanø, der blev dannet for "kun" 600" år siden, da en undersøisk vulkan gik i udbrud og sidenhen dannede en hel ø. Rangitoto betyder ligefrem oversat til engelsk "bloody sky" - altså blodig himmel. De sidste hundreder af år har øen ændret drastisk udseende fra udelukkende at være en kulsort, stenbelagt, brutal ø til at være en paradisisk ø med regnskove, sjældne træarter (kidney fern) og et rigt dyreliv især bestående af fugle. Da vi ankom til øen troede jeg (Mika) ikke mine egne ører, da jeg hørte meget speciel fuglesang i det fjerne. Jeg var i et kort sekund overbevist om, at der var nogen, der havde stillet et par højtalere op og afspillede kunstige fuglefløjt, for tonerne lød virkelig surrealistiske. Men jeg blev meget klogere, da jeg senere spottede fuglen og hørte dens imponerende lyde. En gang var Rangitoto bosat af flere hundrede fiskere, men i dag ved man ikke helt, om der reelt er nogen, der bor der fast. Det er lidt en spøgelses-ø, fordi træhusene står der nemlig stadig, og man kunne sagtens bo i dem, men de er fuldstændig tomme som Grækenlands bankkonto.
Vi fulgte kystlinjen nordpå og spottede med det vuns søster-øen, som jeg ikke kan huske navnet på, men det er næsten også den samme ø, for de er stort set forbundet - i hvert fald ved lavvande. Der gik ikke længe, før vi opfattede, at denne ø er meget rig på natur. Det føles som at gå rundt på en forladt, glemt ø for flere millioner år siden med chance for at se dinosaurusser, og det var en stærk modsætning til Auckland, der kun ligger få kilometer væk. Mærkværdigt. Vi så de vildeste vulkanlandskaber. Vi snakker kulsorte, skarpe, store og små lavasten OVER det hele. Havde det ikke været for de pletvist opblomstrende træer midt i vulkanstene (hvilket i øvrigt er højst imponerende), så kunne det lige så godt have været månen, vi gik rundt på. På Rangitoto gror der desuden en speciel træsort, hvis rodnet er kæmpemæssigt og som forgrener sig ind i hinanden op til mange, mange meter væk fra træets stamme. Det lyder måske ikke så underligt, og det er måske også meget naturligt, men det mærkværdige ved denne træsort er, at dens rødder stikker vertikalt op af jorden, således at der er flere hundrede, små 10 centimeter lange rødder stikkende op af jorden i sumpen. Meget specielt syn!
Naturen vekslede imellem vulkanlandskab og regnskov inden vi nåede dagens højdepunkt og vores mål for dagen: Wreck bay og Boulder Bay. To sammenhængende kystlinjer, som er en kirkegård for gamle skibe - de ældste er dateret helt tilbage til midten af 1800-tallet. I gamle dage genbrugte man ikke i samme stil som i dag, så man valgte altså at bruge dette sted som skibenes sidste hvilested. Skibsforlisene var på grund af tiden rådnet godt og grundigt op, så der var ikke ligefrem store skibe at se, snarere små vragdele, men det var dog tydeligt at se, at det engang havde været skibe. Vi klatrede meget på klipperne, da det var et meget svært fremkommeligt terræn, men det gjorde bare oplevelsen endnu bedre.
Rangitoto er også berygtet for at have rigt dyreliv. Vi så firben i spandevis, som dog lynhurtigt var væk, inden man kunne nå at sige dinosaurus-udstilling. Vi blev småskræmt af kæmpekrabber, der var større end min (Mikas) hånd, og den er ret stor. Krabberne blev dog mere skræmt af os, og de gemte sig hurtigt af vejen. Lyden af en krabbe, der gemmer sig af vejen, den vil jeg for evigt huske! Længere ude af kystlinjen dukkede der et par fiskehejrer op. Mens jeg sad og spiste min madpakke sad jeg og betragtede en vaskeægte magtkamp. Den forløb dog ganske udramatisk. Lad mig forklare forløbet: En fiskehejre står på sin lille sten, der stikker op af havet, 15 meter fra mig. En anden fiskehejre svømmer rundt i havet. Alt ånder fred og ro. Den anden fiskehejre går op på den lille sten til den første. Der er kun lige plads til dem begge. Så basker den anden fiskehejre hurtigt og arrogant med vingerne, og vups, så falder den første fiskehejre i vandet. Den gør ikke engang forsøget på at vinde stenen tilbage. Det sjove er, at den anden fiskehejre kunne have valgt hvilken som helst anden sten i hele New Zealand, men nej nej, den skulle lige markere sig. Jeg sad stille og roligt og spiste videre, og pludselig hører jeg lyden af en kæmpe stor sten, der plasker i vandet et stykke ude på havet. Jeg tænker for mig selv: "Åh nej, hvem er det nu, der kommer og kaster sten i havet? (vi havde nemlig stort set øen for os selv. Mega nice). Smut nu med jer mennesker". Jeg kigger ud, hvor vandringene er, og der går et par sekunder, så dukker der en fiskehejre op med en fisk i munden. Det var altså den, der havde givet et så højlydt plask! Historien gentog sig flere gange, og det var super fedt at se, hvordan fiskehejren svæver 5-10 meter over havet og spejder mod vandet, og lige pludselig dykker den determineret og lynhurtigt ned i havet med et kæmpe plask. Job done! Klokken 15.15 blev vi samlet op af vores minifærge, som tog os tilbage til Auckland. Vi havde fået godt med sol og vind i hovedet, så det var et par trætte unge mænd, der gik lidt tidligere seng end normalt den aften.
/Mika og Nicolaj
- comments
Mikas mor Sikke en dejlig afslutning på nogle skønne uger i NZ. Utroligt at I har øen næsten for jer selv. Den ser speciel ud. Kan godt lide beskrivelsen af fiskehejre "opgøret".