Profile
Blog
Photos
Videos
Kia ora! (goddag på maori)
Mandag morgen tog vi af sted fra Lake Mahinapua med retningen Franz Josef. På vejen derhen stoppede vi ind på et museum ved navn The Bushmans Centre, og det var et sted for mandfolk. Da vi kom, fik vi en kort introduktion til stedet af Peter, som kørte stedet, og han sagde med et glimt i øjet, at han var træt af, at der kom så mange turister til stedet for tiden. Han kunne bedre lide det i de gode gamle dage, hvor området var vildt og fyldt med eventyr - "Back then men were men, and sheep were nervous", som han beskrev det. Da vi så kom ind på museet, som i øvrigt var utroligt billigt i forhold til de fleste aktiviteter her, så vi en film om det, man kalder for New Zealands sidste store eventyr. Da Europæerne i sin tid begyndte at bosætte sig i landet, tog de en del forskellige dyr med sig for at "pynte" lidt på naturen. Det viste sig dog at blive en katastrofe for den oprindelige natur, da især de hjorte, som var blevet sluppet løs, ødelagde planterne i et skadeligt omfang. Derfor besluttede man sig at gøre noget ved det, så der blev skudt hjorte i enorme mængder. Meget brutalt, men det blev anset som nødvendigt for at bevare den oprindelige natur. Efter noget tid fik man dog en idé om at indfange hjortene til hjortefarme i stedet, og det blev gjort med helikoptere. De gjorde det simpelthen på den måde, at de fløj rundt i helikopterne og ledte efter hjorte, og når de så én, fløj de helt tæt på den, og en person fra helikopteren sprang fra helikopteren ned på hjorten og tacklede den på bedste amerikansk-fodbold-vis. Derefter stod den på brydning med hjorten, indtil de fik bundet den op i helikopteren, og den blev fløjet hen til en farm. En meget farlig, men vildmands-agtig måde at fange dem på. Der døde ca. 250 fangere gennem den tid, man fangede hjortene på den måde. Man udviklede senere en netpistol, så man kunne skyde et net ud over hjorten fra helikopteren, og det gjorde det noget lettere at fange dem. Man skulle dog have meget god balance, for der var et ret gedigent rekyl på pistolen, og de stod på en smal bøjle uden på helikopteren, når de skød.
Efter filmen kunne vi gå rundt og kigge på udstillingerne på museet, og der var blandt andet nogle natdyr i form af possums (vi er ikke helt sikre på det danske navn for dem..), som var rigtig tamme, så man kunne klappe dem og fodre dem med små snacks. Museet var fyldt med små sjove ting, og der var også et "dyr", hvor der stod, at man var nødt til at tænde for lyset, for at kunne se det. Når man så gjorde det, fik man sig noget af en overraskelse, for i stedet for at komme lys, kom der en stråle vand lige i hovedet på én! Der var også et sted, hvor der stod, at det var vejen ind til toilettet. Hvis man åbnede døren, var der endnu en dør bagved, og sådan var der en fire-fem døre, og bag den sidste var der et billede af Peter siddende på toilettet med et gevær i hånden og ordet "occupied" over ham, så han var vild med at lave lidt sjov med folk. Inde i caféen på museet hang der også nogle udstoppede dyr, og blandt dem var der et udstoppet "menneske" (et dukkehovede), hvorunder der stod "difficult customer, 1998". Det var derfor med nervøs rysten over hele kroppen at jeg (Nicolaj) fik mig nogle forfriskninger i caféen, men jeg overlede heldigvis!
Vi kørte senere videre ned af kysten, og på vejen kørte vi med brusende hav på den ene side og vild regnskov på den anden, inden vejen gik lidt ind i landet. Her kom vi til en sø, der hedder Lake Mapourika, hvor vi holdt en lille pause. Søen var meget flot, men vejret var ikke super, dog skulle det vise sig at blive værre på et senere tidspunkt. Omkring en time senere kom vi til Franz Josef, hvor en stor gletsjer lå og ventede på os. Selve byen var utroligt lille, men også ret hyggelig. I stort set alle retninger stod der sneklædte bjerge, men de var godt gemt af de truende skyer. Det begyndte også at vælte ned, da vi var inde for at booke en tur til næste dag, og jeg (Nicolaj) frygtede for, at det ville være på samme måde, når vi skulle på turen næste dag. Vi spurgte også, hvordan vejrudsigten lød, og den stod på regn. Øv, men vi ville af sted alligevel, for vi var sikre på, at det ville blive en fantastisk ekspedition. Resten af aftenen slappede vi bare af, spillede lidt kort med nogle af de andre og skypede med vores søde kærester, og jeg (Nicolaj) snakkede også lidt med min far. Derefter var det bare med at få en fornuftig gang søvn, så vi var ordentligt klar til at fyre den af næste dag!
Tirsdag morgen stod vi tidligt op i spænding, og kl. 07.45 begyndte vores eventyr så småt. Vores guider tog imod os med åbne arme, lånte os varmt og regntæt tøj og gjorde os klar til ekspeditionen: Franz Josef Glacier Ice Climbing! At kravle rundt på denne kæmpestore gletsjer har personligt været en af de oplevelser, jeg (Mika) har haft størst forventninger til, da jeg har læst om det og hørt om det fra andre. Vi var 11 der tog af sted sammen med 5 professionelle guider, så vi havde masser af sikkerhed at læne os op ad. Først tog vi bussen i et kvarter til vores udgangspunkt, hvorfra vi gik igennem en regnskov i en halv times tid. Efter regnskoven kom vi til et klippeområde med mange småsten og små vandløb og 2,3 kilometer længere fremme viste den mægtige Franz Josef Gletsjer sig. Faktisk virkede det ikke som om, at der var så langt derhen, fordi det hele var så mægtigt (det er lidt svært at forklare), men det tog alligevel en halv time at gå derhen, og da vi så en lille bitte helikopter på gletsjeren fattede vi så småt, hvor gigantisk gletsjeren var!
Vi gjorde os et stop lige før gletsjeren, hvor vi satte os ned og tog vores medbragte vintersko på, som vi havde lånt af firmaet. På dem påsatte vi nogle pigge, som faktisk var ret så lange! Jeg (Mika) splintrede en sten med mine sko ved et uheld. Det lød som et afdæmpet skud med en revolver fra en gammel western-film! Klokken var nu 10.30 og vi begyndte vores egentlige hike på isen! Vi så de pæneste formationer og til trods for den dystre vejrudsigt var vejret virkelig med os, og solen skinnede det meste af dagen. Det betød desuden, at vi kunne gå rundt i kun T-shirt og regnjakke på gletsjeren, så varmt var det! Efter at have vandret rundt i en times tid ankom vi til et sted, hvor isen gik ganske lodret op. Her valgte vores guider, at vi skulle klatre på isen, og det sagde vi pænt ja tak til! Vi fandt vores hakker/økser frem - én til hver hånd - og hægtede os fast i karabinerne i rebet som sikkerhed, hvorefter det så bare gik løs op af den horisontale isvæg! Man skulle lige vænne sig til det, men efterhånden synes jeg (Mika), at jeg fik godt styr på det. Du har to hakker og to sko med pigge på, og så bevæger man ellers en del af gangen på bedst mulige og mest stabile måde. Efter at have klaret 3 steder på væggen uden det allerstørste besvær gav jeg mig i kast med en mere udfordrende bane, hvor man ikke bare skulle gå lige op, men også bagud nærmest med ryggen mod jorden. Det var ret svært at klare, men med lidt god vilje, så holdt musklerne til det, og jeg nåede toppen! På vejen ned røg min venstre fod ned i en smeltesø, så jeg blev helt gennemblødt, og dagen efter er min sok stadig våd. Jeg (Nicolaj) fik også taget turen op af væggene, og det var rigtig fedt, når man havde lært teknikken, for så var det bare at klatre op - og det gik hurtigt! Der var dog ét sted, hvor ville klatre op, hvor isen gik næsten et meter ud fra den lodrette væg, og her kunne man næsten ikke bruge benene, så det blev i armgang med hakkerne. Da jeg endelig kom op over stykket og det begyndte at bue indad igen, gled min hakke dog ud af isen. I det tidspunkt nød jeg ret godt af sikkerhedsudstyret, for ellers var jeg faldet ned på nakken! Men det var en ret ærgerlig følelse at komme så langt og så bare falde ned igen.
Efter at have leget i mange timer (tiden fløj af sted) drog vi en tur op til en grotte, hvor isen var rigtig flot blå. Vi kom til nogle flotte udkigspunkter, og så minsandten om vi ikke kom til et nyt sted, hvor vi skulle klatre lodret op. Her var isen bare endnu hårdere og banen var næsten dobbelt så høj (cirka 20 meter), så der var en god udfordring her - også fordi at vi var ved at være ret udmattede. Igen var det helt fantastisk at prøve at klatre her, og udsigten oppe fra toppen var mindst 1 million kroner værd! Da vi var færdige med at klatre ved 16.30-tiden og tog vores støvler af, så jeg (Mika) pludselig en papegøje-lignende ørn, der stod lige ved siden af mig, så jeg fik lidt et chok, men min første reaktion var selvfølgelig at tage mit kamera frem. Denne fredede fugl er åbenbart okay normal at møde, og vores guide fortalte, at fuglen ofte prøver at stjæle sager, så vi skulle ikke lade vores ting ligge for langt væk. Han fortalte desuden, at fuglens intelligenskvotient ligger på samme niveau som et 6-7-årigt barn, eller for at sammenligne det med dyreverdenen - som en delfins! Det var en meget fed afslutning på det, vi var ganske enige om, havde været en helt fantastisk og ekstraordinær dag. Endnu en dag, der vil gå over i den legendariske huskebog! Franz Josef længe leve!
Ses!
- comments
Far / Svenne Tak for en spændenfe beskrivelse af jetrs eventyrlige oplevelser.