Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle!
Nu skal i ellers høre! Vi kunne slet ikke få nok af vulkanøen Rangitoto Island, så lørdag tog vi atter båden dertil. Det blæste ret meget, så vi fik at vide, at vi desværre ikke kunne komme af på øen, fordi det åbenbart var for farligt. Af en eller anden god grund ændrede de mening, og vi kom alligevel af på øen uden de store problemer, selvom det dog gyngede en del.
Det første interessante i nærområdet var Black Gull Colony. En ganske stor koloni med sortvingede måger, som i øjeblikket er godt i gang med ynglesæsonen. Vi gik lidt off road, som vi kan lide det, ud på en muslingebelagt klippespids med Auckland i baggrunden, og Nicolaj fandt et meget underligt skilt, som der kommer billeder af senere. Efterfølgende besluttede vi os for at bestige selve vulkan-toppen, for der bare er et eller andet dragende ved at bestige ting og beskue ud over naturen. På vejen derop gik vi igennem en tæt, tæt regnskov, hvor der groede nogle sjældne træer kaldet Kidney Fern. Turen til toppen tog en time og var fantastisk. Vejret var godt, og vi mødte ikke ret mange mennesker, så vi havde den naturskønne ø stort set for os selv. Fra toppen kunne vi se ud over bugten og Auckland, og det var ikke nogen dårlig udsigt! Vi benyttede også lejligheden på toppen til at spise vores medbragte mad, hvorefter vi gik en tur rundt på kanten af vulkankrateret, som var ca. 60 meter dybt og fyldt med frodig regnskov.
Bagefter tog vi en tur ned til nogle lavagrotter, men da vi kom derned kunne vi ikke rigtig finde indgangen, bare nogle små fordybninger i klippevæggen. Mika havde taget sin smarte pandelampe med, så den lånte jeg (Nicolaj) for at kunne udforske noget, der kunne ligne indgangen til grotten. Jeg kravlede lige så stille ind igennem et lille hul, mens jeg lyste med lampen for at se, om jeg kunne komme længere frem. Da jeg havde kravlet næsten to meter gennem den smalle åbning og egentlig tænkte, at der nok ikke var så meget mere at se derinde, begyndte grotten at blive en del mere gavmild med plads. Faktisk blev der efterhånden så højt til loftet, at man sagtens kunne gå rundt oprejst. Bag mig var Mika også kravlet ind, og vi udforskede stedet, mens vi langsomt bevægede os fremad gennem mørket, dog lidt oplyst af den lille lampe. Efter lidt tid så vi, at der var lys for den anden ende. Stærkt draget af lyset nåede vi hen til enden af grotten, hvorfra man kunne kravle op til den sti, som vi havde gået ad, da vi var på vej hen til grotten. Det må have været en sjovt syn for den lille gruppe af mennesker, der kom gående på stien, da vi stak vores hoveder op fra et lille hul ved siden af stien. De spurgte os, om det var den rigtige vej til grotten, og vi svarede, at det var det, og at vi faktisk var på vej ud af den gennem det lille hul. De kiggede lidt underligt på os og gik ned af stien. Mika gik efter dem om til "hovedindgangen", mens jeg tog vejen tilbage gennem grotten for at overraske dem indefra. Mika havde stået med dem nede ved den smalle indgang og fortalt dem, at det altså var vejen ind, men det troede bare, han lavede sjov med dem, så de kom aldrig. Da jeg kravlede ud af det lille hul troede de endelig på, at man rent faktisk kunne komme ind den vej, og derefter udforskede de også hulen og var taknemmelige for, at vi havde fortalt dem om det.
Efterfølgende smuttede vi ned af vulkanen til kajen for at blive hentet af vores båd, som skulle bringe os tilbage til fastlandet. Jeg (Mika) nåede lige at betragtet en overdimensioneret måge, som godt lidt kunne ligne en lille version af en albatros. Jeg kom ekstremt tæt på den (måske 20 cm), inden den begyndte at røre på sig, og så fik jeg ellers fodret den i uanede mængder med tørre, billige endeskiver til dens store glæde!
Søndag startede vi med at spille fodbold med en skotte og tre argentinere på en ganske udmærket fodboldbane med udsigt til Auckland Skytower. Vi spillede 3 mod 3, så det var jeg, Nicolaj og skotten mod argentinerne, og vi vandt sikkert 10-3 på fremragende spil. Efter at have spillet i tre kvarter og nu var ordentligt vågne, tog vi atter båden for at udnytte vores 3-dages pas. Denne gang tog vi dog ikke til Rangitoto Island, men i stedet til Motuihe Island, der er berygtet for dens gode strande og paradis-på-jord-agtige udseende. Vi blev bestemt heller ikke skuffede! Den første halvanden time brugte vi på at flade ud på stranden og bade i det friske vand. I starten var det ret koldt, men ved nærmere eftertanke var det ikke meget koldere end normalt badevand i Danmark. Der var dog en del flere mennesker på denne ø, end der havde været på Rangitoto - dels fordi vejret var perfekt, men også fordi at det åbenbart er et populært sted at "holde ind" med sin egen personlige yacht. Vi så en død rokke på stranden, snakkede med et ældre dansk par og fandt en kæmpe lerklump, inden vi besluttede os for at udforske øen mere grundigt. Det var en god ide, for øen var fyldt med forskellig natur: Alt fra kæmpeblomster i regnskoven, et bredt udvalg af fugle til farlige, flotte skrænter. Efter at have gået lidt i indlandet gik vi ud på en strand og fulgte derefter kystlinjen rundt på Motuihe. Naturen ændrede sig flere gange, inden vi blev tvunget til at gå ind i landet igen. Dog ikke på grund af, at det var ufremkommeligt, men af en helt anden grund. Helt uskyldigt som vi vandrede fremad så jeg pludselig 4 måger svævende over mig (Mika), og det var som om, at de holdt øje med mig, men på en mere mistænkelig måde end normalt. Jeg var på dette tidspunkt 20 meter foran Nicolaj, der gik og tog billeder med mit kamera i baggrunden. Pludselig kommer der bare flere og flere måger til, og det ligner lidt, at der er optræk til noget, men jeg er ikke bange for måger, så jeg går bare videre. Jeg tror mågerne har været i gang med at yngle, for de var voldsomt aggressive, da de en efter en dykkede ned med fuld fart for at ramme mig i hovedet. Jeg blev ret utryg ved situationen og gik i hurtigt tempo tilbage, mens jeg tog sten op og kastede efter dem, men de var fuldstændig ligeglade og fortsatte med at angribe. I mellemtiden var Nicolaj ankommet, og nu begyndte de også at dykke ned efter ham, men de ramte os dog aldrig. De stoppede lige 20 centimeter over hovedet på os. Måske fordi at de vidste, at de ville slå sig mere end os, hvis de ramte os. Det var næsten umuligt at fortsætte ned af kysten der, da der var chance for at få et øje prikket ud, så vi gik ind i landet og fulgte en sti i stedet. Klokken var ved at blive mange, og vi skulle jo nå vores båd, så vi blev nødt til at løbe lidt for at være sikre på at nå den. Da vi var tilbage ved kajen, kunne vi tydeligt se en kæmpe forskel i vandniveauet. Vandet var nærmest flere meter lavere, end da vi havde ankommet, og det var også kommet bag på en del yacht-ejere, hvis yacht nu lå grundet grundet (haha) tidevandet. Mon de blev nødt til at vente til næste morgen med at sejle igen? Jeg ved det ikke.
Da vi kom tilbage til Auckland kiggede vi i de forskellige butikker, fordi vi simpelthen blev nødt til at erhverve os en All Blacks rugby-trøje. Det gjorde vi så, og jeg (Mika) tør næsten ikke at bruge min, fordi den er så lækker og nærmest guddommelig - det på trods af at det var trænings-t-shirten vi købte, men den er faktisk federe, fordi der også er lidt rødt på den. Dette var vores sidste hele dag i New Zealand. Måden vi definitivt sagde farvel til landet på var at tage på McDonalds, hvor man for bare 2 dollars kunne købe den legendariske new zealandske sodavand L&P med mulighed for refill ad libitum. Den drik kommer vi til at savne for ikke at nævne den fantastiske, mangfoldige natur! Hvad har mon været det fedeste? Tongariro nationalpark? Franz Josef-gletsjeren? Queenstown? Bungy jump? Skydive? Det er umuligt at konkludere, men jeg (Mika) ved, at jeg bliver nødt til at returnere dertil en dag. Den tjeneste vil jeg da gøre mig selv! Vil du?
- comments
Mikas mor Ja, det vil jeg gerne.
Elise Jeg er med... Hvornår rejser vi?
Farmor i Randers Ville ønske vi kunne.Hvor spændende, at læse om.