Profile
Blog
Photos
Videos
Yo!
Der er ikke meget fortæller-værdi i at berette om søndag morgen i Westport, så det springer vi let og elegant over og hopper i stedet til vores første mellemdestination ved navn Cape Foulwind, som ikke overraskende er berygtet for sin stærke vind. Turen gik langs vestkysten og viste sig at være et besøg værd på grund af den smukke kystlinje og klipperne, på trods af at det var overskyet. Jeg (Mika) snakkede med en tysker ved navn Jan, som er fra Baden-Wüttemberg (eller hvordan man staver det) helt nede i sydtyskland, men når jeg prøvede at snakke lidt tysk til ham, så svarede han igen på engelsk, så jeg valgte bare at snakke engelsk med ham. Minsandten om vi ikke også så en lille familie... af sæler! Der var måske 6-7 sæler, nogle større end andre og nogle mere aktive end andre (nogle lå bare og dovnede den af). Så har man også set en vild sæl! Da vi kom til stedet, så vi på et skilt, at man kunne se sæler, så jeg (Nicolaj) havde tænkt, at vi måske ville være heldige lige at se en enkelt sæl, så det var overraskende og fedt at se så mange.
Bagefter tog vi turen videre ned af kystrækningen, som siges at være én af de smukkeste ruter i NZ. Vi kørte med bjergene på den ene side og det brusende hav på den anden, og det var virkelig værd at holde sig vågen, så man kunne beskue de prægtige omgivelser. Efter noget tid på ruten kom vi til Punakaiki, som er kendt under navnet Pancake Roks, fordi klipperne er bygget op af utallige, tynde klippelag, så det næsten ligner en stak stenpandekager, der ligger stablet ude mellem bølgerne. Havet her var desuden så brutalt, at de nederste lag af klipperne mange var blevet skrællet af, så der blev dannet store indhak ind i klipperne ved kysten. Nogle steder var jorden også eroderet helt væk, så der var huller ned til havet, som havde arbejdet sig ind under jorden. Et andet spændende fænomen, vi kunne observere, var såkaldte "blow hole". Som navnet antyder, minder det meget om åndehullerne hos diverse havdyr. Det var lange rør, som var blevet dannet inde i klippevæggene, som blev fyldt med vand, når de enorme bølger slog til klipperne. Når bølgerne så trak sig tilbage igen, sprøjtede vandet ud af hullerne igen som var det en delfin, der var vendt tilbage til overfladen for at ånde.
Om aftenen ankom vi til Lake Mahinapua, hvor vi skulle overnatte. Først tog vi ned og så på den flotte sø, gik os en tur i regnskoven, og jeg (Mika) gik ned til stranden for at kigge mig omkring. Her var der mulighed for at se ynglende pingviner, men jeg havde ikke held med at se nogen. Til gengæld så jeg en særdeles flot strand med meget mørkt sand og et utal af sjovt formede træstykker med de flotteste formationer lå på stranden. Det lignede nærmest dommedag så barskt det så ud, men det er godt med nogle specielle oplevelser!
Den aften stod den på fest! Vores vært Les (en meget gammel og særdeles morsom på en gammel bittermands-måde) bød os velkommen med alle hans regler, og det var morsom at høre på. Det er kotumen, at man holder en speciel fest her på denne gård, hvor vi boede, og dagens tema var ABC (Anything But Clothes). Umiddelbart var det et ret svært tema, og det blev da heller ikke helt overholdt. Jeg (Mika) tog en sort affaldspose på med skriften "low cost", mens jeg havde en palmegren stikkende op bag ved hovedet. Nicolaj havde sin rejsetaske på, som han kunne åbne i begge ende, og der var også mange andre spændende bud den aften. Efter festen gik vi i seng, for det er noget med, at man har brug for søvn.
Mika og Nicolaj
- comments