Profile
Blog
Photos
Videos
Hey mates!
Mandag betyder, at weekenden er forbi, men det var vi ligeglade med, for vores tur fortsatte bare derudaf! Om morgenen tog vi af sted fra Rotorua, men vi kørte kun i ti minutter, for vi skulle lige en tur forbi et sted lidt uden for byen. Det var Te Puia, som er en kæmpe park med gejsere, hot pools og varme kilder. Som vi skrev i sidste blog, er byen bygget ovenpå et vulkankrater, så der er godt gang i undergrunden, og det skulle vi for alvor komme til at se i Te Puia. Da vi kom, blev vi først introduceret til noget af Maori-kulturen, og vi lærte blandt andet om deres mytologi og om, hvordan hvordan de levede med stor respekt for naturen. For eksempel at de ikke fange små baby-fisk, hvorimod de til gengæld for beskyttelse af havguden til deres børn, når de er ude at svømme. Bagefter kom vi ind i selve parken, hvor der var fyldt med hot pools, og der var også store søer med kogende mudder. Luften var desuden fyldt med varm damp, der steg op fra jorden. Vores guide fortalte ivrigt om, hvordan man havde brugt de varme søer til både bad og madlavning, og kogte også lige et væld af æg til os i én af dem, der havde en konstant temperatur på 95 grader celsius. Mens vi gumlede lidt på de hårdkogte æg, kom vi hen til en kæmpe gejser, der sendte litervis af vand flere meter op i luften. Det var et imponerende syn! Det er ikke for sjov, når de siger, at der er meget vulkansk aktivitet i undergrunden under Te Puia! Som vores guide forklarede det, er det godt, at jorden lige kan lette trykket med en gejser en gang imellem, for ellers ville der komme en kæmpe eksplosion til sidst med det kæmpe tryk, som det kogende vand lige så stille bygger op under jorden.
Efter vi havde været ved gejseren, var vi lige et smut inde forbi deres Kiwi-hytte, hvor de har et par Kiwi-fugle til at gå rundt. Kiwien er en meget speciel fugl, der ligner lidt en blanding mellem en kylling og spurv, og så har den et meget langt og tyndt næb. Nå ja, så har den ikke nogen vinger, så man ved nærmest ikke, om fugl er en passende beskrivelse af den. Men vi skulle jo lige se den specielle "fugl", som New Zealand er meget kendt for, men den sov desværre, men vi fik den da set! Fuglen kan desuden blive op til 40 år i fangenskab og 20 år i naturen. Før englænderne kom til øen var der en bestand på cirka 12 millioner, men nu menes der kun at være 70.000 tilbage, fordi europæerne bragte husdyr som hunde med til øen, som er rovdyr. New Zealand har ikke rigtigt vildere rovdyr en det, og er desuden også kendt for ikke at have specielt mange giftige dyr eller kryb, hvilket vi er glade for. Som det sidste af turen i parken fik vi set lidt af, hvordan Maori-folket havde levet i landsbyer i gamle dage, og der var nogle udstillinger af Maori-kunst i form af vævning og udskæringer i træ. Det hele var blevet lavet på nogle skoler, der lå i forbindelse med parken.
Klokken 11 var den grønne bus på farten igen, og den stoppede ikke, før vi var kommet til intet mindre end New Zealands mest besøgte attraktion, nemlig Huka Falls. Det var en flod med en masse mindre vandfald, som mundede ud i et stort og smukt vandfald, hvor vandet dog ikke faldt så langt, men mængden af vand, der kom igennem vandfaldet, var virkelig imponerende! Hvert sekund kom der nok vand igennem til at fylde en stor swimmingpool, og det var ikke særligt bredt, så der var virkelig tryk på!
Efter vi havde været ved vandfaldet, endte vi i byen Taupo, hvor vi faktisk skulle være i to dage, så det kunne jo være, vi kunne nå at blive helt knyttet til stedet. Taupo har sit navn fra den store sø, som byen ligger ved, nemlig Lake Taupo, som er den største sø på den sydlige halvkugle. Vores hostel lå næsten lige ned til søen, så vi tog os en tur derned for at nyde udsigten. Vejret var perfekt, så vi kunne se hele vejen over til "Mount Doom", som er kendt fra filmen Ringenes Herre. Bjerget hedder rigtigt Mt. Ngauruhoe, men efter der var blevet filmet på bjerget til filmen, fik det kælenavnet Mt. Doom, fordi det hedder den stadig aktive vulkan nemlig i filmen.
Ud over turen til søen, var vi en tur henne i vores favoritsupermarked, Pak'nSave, hvor vi fik købt lidt ind til madpakke til den efterfølgende dags store ekspedition, og hvor den gik hen, kan du læse om lige om lidt. Om aftenen var der pool-turnering på hostellets bar, og der var vi selvfølgelig med, men de lokale Maori-folk er vildt gode til det, så der var ikke så meget at stille op, men sjovt var det! Vi rundede dagen af med at se en film med vores room mate fra Holland, der hedder Falco, så det var bare bra, som svenskerne jo siger!
Tirsdag var vores anden dag i Taupo, og den havde vi virkelig set frem til, fordi vi skulle på vandretur i Tongariro Nationalpark, som er et af de flotteste steder i verden, siges der. Nærmere bestemt var det Tongariro Crossing, som er en 7-8-timers tur på cirka 20 kilometer i bjergene, og så kan det da lige nævnes, at en stor del af Ringenes Herre-filmene er blevet filmet her. Området er blandt andet blevet brugt til at visualisere Mordor, som er "det onde sted" i filmene, og jeg (Mika) kunne sagtens se, at det lignede. Men lad mig da starte fra begyndelsen:
Allerede klokken 6 om morgenen var der afgang med en bus, der blev drevet af en professionel virksomhed. Selvfølgelig var jeg (Mika) træt, men det er som om, man bliver mindre træt, når man virkelig har noget at se frem til, og det havde vi den dag! Vi kørte hele vejen om på den anden side af Lake Taupo, og da klokken var 07.50 var vi klar til at gå fra vores udgangspunkt. Det var rigtig koldt, det blæste, og der var fyldt med skyer til vores store ærgrelse, men heldigvis blev det meget bedre senere. Hvis man ser vores billeder fra den dag, så ville man tro, at de stammer fra flere vidt forskellige dage, hvilket vidner om New Zealands mangfoldige natur. Det første område, vi begav os ind i, var et øde marsk-område med planter, der kun lever under ekstreme forhold. Farverne på planterne var i høj grad brune, lilla og gule, og området var præget af totter med langt blegt græs og sump, alt imens skyerne så småt begyndte at drive væk.
Vi var nogle af de hurtige i gruppen til at starte med, men efter en halv time tog vi en lille omvej ned til en hytte for at spise morgenmad, som bestod af rugbrøds-lignende madder med ost og skinke samt vand og en lækker "farmbaked cookie" til dessert! Da vi kom tilbage på den rigtige vej, var vi et godt stykke bag de andre, hvilket var fint nok, for der var ingen grund til at skynde sig, da den første bus først kørte hjem 15.30, for så ville vi hellere bruge lidt ekstra tid på ruten end at vente på bussen.
Langsomt begyndte bjergene for alvor at rejse sig i horisonten, og ruten blev mere stejl. Området afslørede mange små kilder med glasklart bjergvand, som man dog ikke må drikke af, da der er usunde mineraler i. På grund af at bjerget rejste sig, begyndte der også at komme små vandfald og efter 1,5 times gang tog vi endnu engang en lille omvej til et større vandfald kaldet Soda Springs. Omkring vandfaldet var der overdrevet frodigt og noget meget stærkt grønt mos, der gav en flot kontrast til det brune mudder. Inden vi havde nået vandfaldet havde et stort syn mødt os. Mt. Ngauruhoe, bedre kendt som Mt. Doom, var tættere på os end nogensinde før. Nogle gange var der skyer, mens der andre gange var frit udsyn til den meget symmetriske og snebelagte vulkan. Jeg har aldrig set så mange lava-sten som ved Mt. Doom, og det var tydeligt at se, at det var her i området, at Frodo og Sam går op ad bjerget i Ringenes Herre 3 for at tilintetgøre ringen.
"The Devil's Staricase" var næste udfordring, som var en ret stejl opstigning, som øgenavnet beskriver det. Vi kom forbi nogle små øer med sne, inden vi indhentede vores to danske venner, Henriette og Karina, som vi valgte at følges med. Vi gik sammen op til "South Crater", der er et vulkankrater fyldt med sne! Den skulle vi så krydse, og jeg (Mika) var da stærkt tilfreds med at have taget mine vandresko på. Heldigvis var det faktisk ikke så koldt som frygtet, så det gjorde det lidt nemmere. Med udsigten til Mt. Doom til højre og med de smukkeste snebelagte bjerge til alle andre sider drog vi fremad i dette rå, fantastiske, eventyrs-agtige område, som får alt andet natur til at blegne! Da vi havde krydset "South Crater" gik vi op på en bjergkam, som afslørede en fantastisk udsigt til den modsatte side, og som også bød på vindstød på orkanstyrke! Det var dejligt vildt og gav nogle livsbekræftende sug i maven. Vi nærmede os toppen af vores rute, som var lidt over 1800 meter. Umiddelbart lyder det ikke til så meget, men det føltes som om, det var mindst 3000 meter på grund af vinden, sneen og den manglende plantevækst. Det sidste stykke op mod toppen var fuldstændigt goldt, og man kunne nemt skride tilbage på grund af de mange rullesten, men udsigten på toppen var virkeligt udsøgt! På den ene side kunne vi se "Red Crater", som er helt rødt på grund af den lerede jord. På den anden side kunne vi se den rute, vi senere skulle følge gennem endnu en gang Grønland-agtig snelandskab, og ved siden af dette var der en smuk sø med krystalklart, turkis-farvet vand, der lige så stille var ved at arbejde sig igennem det tykke lag af is, der var blevet bygget op gennem vinteren. Over os hang solen ensomt på den helt blå himmel, så vi havde også en fantastisk udsigt ud over området omkring bjergene. Nå ja, så havde vi jo også lige Mt. Doom bag os. Det kunne faktisk ikke have været bedre! Madpakken blev trukket frem og nydt på bjergsiden, og det var med en god følelse indeni, vi spiste vores næsten-rugbrødsmadder med ost. Det var helt som om, man glemte tid og sted og bare blev ét med omgivelserne i en rus af tilfredshed og udmattelse efter en hård, men utroligt flot tur op af bjerget. Det var virkelig det flotteste sted, jeg (Nicolaj) nogensinde har været. Pludselig kom vi i tanke om, at vi desværre ikke kunne blive der for evigt, så vi begyndte glide ned af bjerget. Man gled seriøst næsten hele vejen på grund af de mange rullesten, så det tog ikke lang tid, før vi var nede ved den snefyldte dal, hvor sneen nogle steder var så dyb, at man sank i til knæene. Vi lavede selvfølgelig også et par snebolde, og jeg (Nicolaj) rullede mig godt og grundigt rundt i sneen, for det var formentlig det tætteste, vi kommer på at opleve sne og vinter i år, så det var ikke en chance, jeg ville spilde! Vi kom efterhånden rundt om bjerget til den varme side, hvor solen varmede godt og vinden var blokeret. Der var også lidt sne her, men det var godt på vej til at smelte væk. Små buske og græstotter begyndte at stikke hovedet frem, og det var tydeligt, at det var nemmere at være plante her, for variationen var meget bredere end på den anden side af bjerget, hvor forholdene som sagt var mere ekstreme.
Jeg (Mika) synes, at de 3 andre danskere gik lidt langsomt, og jeg var gået lidt i lille dreng-humør, så jeg tog mig en lille løbetur ned af bjerget for sjov. Da jeg kom til en lille hytte med andre trætte hikere, slog jeg mig ned på terrassen, lagde mig ned og tog et velfortjent solbad på en halv time, mens jeg hørte Ringenes Herre-musik på min Ipod og kunne se ud over en flot dal og Lake Taupo. Da de andre kom kiggede Nicolaj efter mig ved hytten, men af en eller anden mystisk grund overså han mig, så han gik videre ned ad bjerget for at indhente mig, selvom jeg ikke var gået af sted endnu.
Det gjorde dog ikke så meget, for vi var alligevel snart nede. Fra hytten tog det 1,5 time, og den tur tog jeg egenhændigt ned igennem en hel ny slags natur. På denne side af bjergene var der nemlig regnskov!! Det giver ingen mening, hvor forskellig naturen er. Da jeg nåede bunden fandt jeg Nicolaj, Henriette og Karina sidde og græde, fordi de troede, at jeg var faldet ned af bjerget og var død. Eller det er måske lige at stramme den.. Faktisk troede jeg at de var bag ved mig, så jeg blev også lidt overrasket, da jeg så dem. Nicolaj Havde efter den mislykkede søgning på Mika stødt ind i nogle irere fra bussen, som han havde fulgtes med ned, og det var egentlig meget heldigt, for de havde lidt vand, han kunne få. Han havde nemlig ikke tasken med vandet, så det var et tiltrængt møde med irerne og deres vand!
Vi tog bussen hjem kl. 15.30 og kl. 17.00 var vi tilbage på vores hostel i Taupo, godt trætte og yderst solbrændte. Det er som om, man altid tager solcreme på de forkerte dage, og ikke tager solcreme på de dage, hvor der er behov for det, men vi overlever nok! Vi er langt fra de eneste, der ikke lige fik taget solcreme på, så næsten alle fra bussen går rundt med knaldrøde hoveder nu.
Om aftenen var der gratis barbecue-mad på en bar, der er tilknyttet hostellet, så det nød vi godt af. Jeg (Nicolaj) spillede bagefter en del pool med nogle af de andre fra bussen og nogle lokale, og så var der quiz-night, hvor mit hold vandt, så jublen ville ingen tage, da vi fejrede det bagefter! Quiz-værten var en stor fyr i forskelligfarvet habitjakke og fyldt med godt humør, så der blev rigtig fyret nogle jokes af, kan jeg love for!
Efter en lang og god dag kunne vi lægge vores røde hoveder til at sove for sidste gang i Taupo i denne omgang i hvert fald.
/Pika og Nicola
PS Pika og Nicola var vores navne til pool-turneringen dagen før, hvor værten misforstod vores navne lidt, så det hedder vi fra nu af.
- comments
buschaufføren Uha, hvor er det fedt... Hvem der dog bare lige kunne være med...
Mikas mor Rigtig skøn blog denne gang. Far og jeg er virkelig misundelige når det gælder bjerge, det ved du godt Mika. Skøn turbeskrivelse, så må vi jo opleve det gennem jer, at gå der.
Ruth tak for en god oplevelse. og lykkelig over Mika ,at du kom godt ned af bjerget. mange knus farmor. Der er meget smukkere end Island, farfar har set jeres flotte billeder