Nairobi, 25/05/09

Parents day

Onsdag morgen saa vi frem til en dag fyldt med sponsoraftaler og en tur paa markedet, men Lucy havde ogsaa planer. Disse planer var dog ikke hendes at udfoere. Vidunderbarnet Michael Mboi, havde ringet hjem fra sin kostskole tidligere paa dagen og berettet om et snarligt forestaaende foraaldremoede. Det gad Lucy fandme ikke, men udeblivelse kostede 500 shilling(35 kroner)! Penge som Lucy under ingen omstaendigheder ville miste, hvorfor hun foerst fakede en influenza, dernaest sagde der kom vigtige gaester(Susan..) og sluttelig proklamerede, at hun absolut ikke kunne forlade drengene(Dette gaelder selvfoelgelig ikke naar hun hver weekend smutter til Nairobi). Vi paatog os opgaven hovedsageligt paa grund af vi blev lovet, at moedet sluttede kl. 14 saaledes vi kunne naa, at vaere tilbage en time senere til sponsoraftale.

Afsted paa tur kom vi. Destinationen var to matatu'er vaek, men vi skulle lige goere et stop i et supermarked. Ved afgang fra Young Life havde Lucy bedt os om, at tage noget af Michaels glemte slik med. Hun fortryder dog, da slikket eftersigende er for tungt at baere for os. Da vi borer lidt i den historie, kommer det frem, at Lucy I virkeligheden har smaaspist lidt af den stakkels drengs slik. Hun giver os derfor penge, 100 shilling, til at koebe nyt slik samt broed og kiks, som han holder saa meget af. Syv kroner raekker desvaerre ikke langt og det var med halvtomme indkoebsposer vi ankom til kostskolen.

Det var ikke en normal dansk foraeldredag der ventede os. Man ventede i koe til samtlige laerere, som alle sagde det samme om Michael: "Hans karakterer lever ikke op til hans potentiale" hvorefter han svarede, at pga. manglende school fees havde han misset en maaneds skolegang og en vigtig eksamen. Michael faar betalt sin skolegang af en velgoerer I USA og i dette tilfaelde var pengene ikke kommet. Vi endte med at bruge seks timer I koe og fyrre minutter I samtale med syv forskellige laerere og sulten gnavede i os, da vi endelig var faerdige. Isaer den sidste laerer trak taender ud, for han var usaedvanlig grundig. Det var i og for sig ogsaa godt nok, men gud hvor vi hadede ham.

510 shilling fattigere paa busbilletter kom vi noget utilfredse hjem, men heldigvis fik vi snakket med rektoren om at laane Michael til den kommende weekends Ugali Cup.

Ugali Cup - Le grand finale

Loerdag den 16. Maj var en laenge ventet dato i det lille lokalafrikanske samfund. Lucy var den eneste i hele byen, der ikke lige havde opfanget det var dagen for turneringen "oh boys you have a match today" og endte med slet ikke at dukke op. Vi tog tidligt ind til Ruiru, for at organisere de sidste ting og for at afhente vores sponsorgaver: en kasse sodavand. En noget skuffende hoest set I forhold til de timelange sponsormoeder med tilhoerende forberedelsestid. Det viste sig i enden, at alles budget liiige akkurat I denne maaned var lidt skrabet, saa de ca. 70 kroner vi efterspurgte, var for stor en opgave.

Det tegnede ikke godt, men Ugali Cup blev I sandhed en festdag. Alle hold kom til tiden(undtagen vores eget - men til gengaeld havde Freddy fra Young Life I bedste tro inviteret alle hold i hele Ruiru), det floed med spilleruniformer, dommeren samt linievogtere var paa plads og der kom net I maalene(dog midt under foerste kamp). Sikkerheden var ogsaa paa plads. Vi havde bestukket to velskabte politimaend med knipler til at overvaere begivenheden. Deres primaere funktion blev at holde linierne fri, hvorfor de slog overtraedende boern i hovedet med staven. Heller ikke os undlod de at chikanere, idet vi flere gange blev praesenteret for det roede kort, naar vi selv overtraadte linierne i frustration over holdet.

Vi roeg ud i semifinalen til Chelsea FC - en kamp vi foeler vi burde have vundet efter et imponerende sent comeback, med et amputeret hold. Vores to stoerste drenge blev begge skadet tidligt i kampen, men heldigvis havde vi arrangeret en scout til at komme. Han havde bl.a. forlangt bandager, deepheat og glucose. Vi valgte dog lige at spare paa deepheat, fordi vi selv skulle betale - hvilket i sidste ende gik ud over vores egne drenge. Chelsea endte med at vinde turneringen over SuperGluez og var ellevilde, da de modtog vores hjemmelavede trofae(lavet ud af en tom shampooflaske) samt cash price.

Efter turneringsafslutning synes alle det havde vaeret en fortrinlig dag og snakken gik om at goere det til en fast tradition, med kampe hver weekend. Minor deltog ogsaa samtalerne og fik ved flere lejligheder indskudt, at der ogsaa skulle startes en Ruiru Handball Cup. Selv havde vi travlt med at komme hen til den naermeste bar, saa vi kunne se om Manchester Utd. blev mestre.

One flew over the "KUKU'S" nest

Anne havde lokket os til at give en haand med at bygge et to etagers kombineret kostald og hoensehus paa nabohjemmet Joy. Ser man paa vores samlede produktivitet i sloejdtimerne - hasselbachkartoffelholder og en knivblok - var det noget af en udfordring vi stod over for. Helt heldige var vi heller ikke. Undervejs I forloebet fik vi baade hamret overfundien(mester) direkte i panden og vaeltet en stige ned paa en ko, som efterfoelgende slap loes til skraek og raedsel for de smaa boern. Vi endte med at vaere ret stolte af vores arbejde med facaden og tager gerne aeren for huset flotte ydre.

Projektet loeb over fem dage og hver dag noed vi en laekker dejlig frokost bestaaende af chapati, omelet og frisk salat. Fundierne spiste med, men de fik boennesuppe og en avokado. Laerlingen fik altid den raadne og maatte, som I andre lande, staa maal til grove drillerier. Han havde, som mange andre hernede, utroligt grimme taender. Brune og sorte pletter primaert paa fortaenderne er langt fra unormalt og det skyldes I foelge dem selv, at de drikker flodvand med utrolig hoeje maengder calcium?

A case study in anthropology

"No we are not dutch" snerrer vi til biskoppen der vil have os til at starte en hollandsk afdeling af hans "Holy Safari Tours". Han er simpelthen saa overkristen.

Da missionaererne kom, havde vi landet, og de biblen. De laerte os at bede med oejnene lukkede. Da vi aabnede dem igen, havde de landet og vi Bibelen.

Jomo Kenyatta, Kenyas foerste praesident

Laenge efter vi I Europa har stoppet vores blinde tro paa bibelens skrevne ord lever denne tro videre i Afrika. Herskernes kultur er altsaa levet videre blandt undersaatterne laenge efter, at de selv er forsvundet, og undersaatterne antager den nu for sin egen. De har fundet en stump af deres undertrykkers sjael paa vejen og gemt den i deres eget sind og uden at vide det gjort sig til kustoder for en religion, hvis oprindelige skabere selv forlaengst har kastet vrag paa den. Kolonimagterne har saaledes formaaet at efterlade et ar paa landskabet.

I et land hvor alt er op til gud, virker det lige saa irationelt at tage ansvar for sin egen skaebne, som naar den persiske konge Xerxes pisker havet med jernkaeder som straf for at slaa sin flaede til vrag foer et afgoerende slag. For Xerxes var havet ansvarlig og ikke sine soemaend. Hernede er Gud ansvarlig og ikke mennesket. Religionen fungerer derfor som et anker, der haemmer incitamentet til selv at goere noget fremfor at overgive sig til herrens skaebne.

Det er en troest naar vi snakker med drengene og de fortaeller at de saetter spoergsmaalstegn dem selv. For eksempel plejede der at komme en praest forbi for at frelse dem og naar han forsoegte at skabe guddommelig ekstase kunne de ikke helt vaere med. Naar de ikke besvimede paa kommando tvang han dem I knae med magt og det var de ikke nede med. Saa vi er fortroestningfulde for fremtiden.

At rejse er at leve

Vi havde en uges ferie tilbage og vi ville gerne se Lake Victoria. Rejsen startede, som saa mange gange foer, I Nairobi. I oestafrikas stoerste by paa vej mod busstationen moedte vi hele vores kaere bedegruppe paa vej I kirke og mens vi venter paa bussen, soerme om vi ikke moeder endnu en bekendt. I bussen hyggede vi I syv timer, med et indisk raserianfald som eneste hoejdepunkt. En afrikansk mand var ved at loebe med den utrolig lille inders baggage. Han hylede op fra bagenden af bussen, men var utrolig svaer at se og det var foerst da han begyndte jagten ned gennem bussen, at vi forstod hvilket drama der var igang. Da vi efterfoelgende snakkede begivenheden igennem, var vi I tvivl om hvorvidt denne séance var busselskabets pauseunderholdning. Det var som at se paelen, Odysseus havde brugt til at stikke oejet ud paa Kyklopen, eller stenen fra Davids slynge, et symbol, ikke paa magt, men paa den svages vilje til sejr.

Kisumu's moerke facader var det foerste der moedte os, da vi traette fandt et guesthouse near Victoria soens bred. Hele byen var ramt af stroemafbrydelse med undtagelse af en enkelt bar, som viste engelsk premier league fodbold. Saa det var jo godt nok. Vi var blevet fraraadet af mange, at naerme os Kisumu, som foerst blev en by I 2001, da der for tiden raser en konflikt mellem Uganda og Kenya. I alle aviser, er der daglige nyheder om affaldsoeen Migingo paa 200 m2, som Uganda er gaaet ind paa. Der var dog ret roligt deroppe og vi begav os I en jolle ud paa soeen, for at se naermere paa "the fuzz". Oeens beliggenhed og vores manglende kundskab paa soeen, satte dog en stopper for denne plan. I stedet saa vi fra vores ankerplads et kloakafloeb og nogle sorte maend der badede i det. Saa det var godt nok.

Da vi fik lagt os tilbage I havn igen og stod med sikker grund under foedderne, blev vi moedt af et utal af saelgere. De solgte masaispyd, men her var der ingen kultur, blot en tomhed. Men hvad er forskellen for turisten, denne graadige konsument af uforstaaelige og hurtigt glemte souvenirs? Maaske var spyddet kun for turister og ikke for masaifolket, som maaske ovenikoebet slet ikke eksisterer ved Kisumu, et turist-totem, skabt af en, der havde set hemmeligheden I masseturistmen og anet, at der ingenting var, blot et sugende tomrum, som ikke kunne fyldes?

Victoriasoeen der breder sig over 70000 km2(Danmark er 43000) graenser op til Kenya, Tanzania og Uganda. Paa trods af Victoriasoeens enorme stoerrelse er den aldrig dybere end 80 meter. Det staar I fantastisk kontrast til de mindre soeer i riftvalley saasom Lake Tanganyika, hvis dybde naar 1500 meter. Soeens oekosystem er baade en forbandelse og en velsignelse for menneskene som bor langs dens breder. Vandet, som tiltraekker utroligt mange myg, har gjort malaria meget udbredt. For at bekaempe malariaen, blev Nile Perch'en sat ud for halvtreds aar siden. Nile Perchen har nu vokset sig stor, over 250 kg, og er blevet en kaempe eksportvare(og smager fortrinligt paa byens luksusrestaurent skulle vi hilse og sige). Desvaerre har den glubske fisk udryddet 300 mindre, men helt unikke fiskearter. En Nile perch kan I sig selv broedfoede en lille landsby I meget lang tid, men langt stoerstedelen saelges til I-lande qua hoejere priser.

Vi undgik omhyggeligt Obamas fars grav, selvom det lynhurtigt er blevet et af Kenyas nationalklenodier. Obamania raser hver eneste dag I alle landets aviser og nyheder om ham er konsekvent placeret under indlandssektionen. Nyhederne om ham spaender vidt og ofte er det gisninger om hvilken kenyansk floej han ville stoette hvis han var I Kenya. Ved siden af obamanyheder, kan der vaere breaking news f.eks. om, at det nu fraraades foraeldre at bringe laererne hjemmebraendt alkohol under skoledagen.

Uganda - landet med de smaa oerer

Giv dem den oee for pokker. Vi elsker Uganda. Sammenlignet med Kenya er Uganda et rent utopia. De hygger og chiller og drikker oel og er muslimer og er simpelthen bare saa skide dejlige. Man gaar og slapper af i gaderne, spiser en lille laekker tunmad og alt i mens sender de hoejest et lille smil til en. En skarp kontrast til den kenyanske grynten og hujen, som man altid bliver akkompagneret med. De har lidt problemer med at hoere hvad vi siger paa grund af de unaturligt smaa oerer, men dette er bare et charmerende karaktaristika paa den typiske ugandamand. Naah ja, vi tog forresten til Uganda.

Da vi ankom til Jinja, Uganda uden nogle penge paa lommen, fik vi os en lille forskraekkelse, da vores haevekort ikke virkede. Heldigvis var vores receptionist utroligt skaev, saa vi fik lavet en rateordning. Da vi endelig fik haevet havde vi lidt problemer med at determinere hvor meget vores nye penge var vaerd. Vi haevede begge to maksimum nemlig 700000 og naar vi forklarede at vi ikke anede hvor meget det var, svarede de "det goer vi sku da heller ikke, proev at gang med pi".

Vores formaal med besoeget I Uganda var ren adventure. Det er nemlig ikke muligt, at tage paa safari I Uganda, da de har spist dyrene. Fra en bestand paa flere tusind giraffer, er de nu nede paa nogle faa hundrede, som alle I bedste darwinstil for overlevelsens skyld, har udviklet sig til de eneste natgiraffer I verden.

Vi vil nu fortaelle om vores adrenalinpumpende oplevelser saa vi tilraader nervoese moedre, at springe til naeste kapitel.

Vi havde hoert meget god tom Jinjas 44 meter hoeje bungeejump ud over den maegtige river nile. Kilden til alt liv i afrika. Vi fik selv tisset en ordentlig omgang, saa der nu sideloebende med nilen loeber den mindre kendte river piss. Vores hjerter pumpede vanvittig hurtigt, da vi oppe fra platformen saa ud over det fantastiske panorama. Instruktoeren instruerede os i teknikken og bad os om at kigge lige ud paa bungeejumpbaren fyldt med hujende tilskuere. Hoejere oppe tonede himlen over I sort, haard som en stenvaeg. Laengere nede tonede vandet over i groent, ligesaa haard som en stenvaeg. Vi var nu alene med vores frygt. I springet slettede vi for et oejeblik vores nutid og overgav os til den tomhed, der var der, foer tiden opstod, The Big Bang, al tings foedsel og begyndelse og al tings forsvinden. Det var en fantastisk oplevelse. Mindre filosofisk var vores andet hop, nemlig tandemspringet. Her, klamrende sig til hinanden, blev vi skubbet ud af instruktoeren, og vi flaekkede af grin I faldet - det var saa sygt sjovt, at haenge der sammen, uden at forstaa noget som helst med hovederne mod hinanden overgivet til gummirebet. Det sidste hop blev med water touch. Modet steg I takt med vores oplevelser. Dette spring var det fedeste solohop og fra det oejeblik man slipper platformen til man tre sekunder senere tumler hovedet mod nilens lune vand forstaar man absolute ingenting. Naar man kommer op af vandet, nogle uden troeje, andre med, er det som om man er fuld, saadan som alt bare snurrer rundt.

Dagen efter stod den paa riverrafting paa den maegtige nil. Ti farlige rapids skulle forceres sammen med et lesbisk amerikansk par og vores zambianske guide. Inden suset begyndte spiste vi morgenmad hos arrangoeren hvor vi skulle skrive under paa, at hvis vi doede var det ikke deres skyld. Ved denne lejlighed fik vi ogsaa set the British canoe unions definition paa en grade 5 flod: Extremely difficult, long and violent rapids, steep gradiants, big drops, pressure areas.

Vi sejlede som sagt i baad med nogle rutinerede amerikanske riverraftere og vi var lykkelige over makkerskabet. I den anden baad seljede hollandske sydafrikanere, som hele tiden ville snakke Afrikaans med os. Et sprog der ligger skraemmende taet paa dansk. Turen var saa fed. Det blev hele tiden vildere og vildere og raabene ville ingen ende tage. Naar vi ramte faldene, maatte vi lytte til vores guides ordrer. I det ene oejeblik skulle vi op og padle og I det andet skulle vi klamre os til baaden og kunne kun haabe, paa at stroemmen ville foere os I sikkerhed. Den samme boelge, paa hvis ryg vi blev baaret, kunne ogsaa knuse os og paa et splitsekund begrave os under et skridende bjerg af vand. Hver gang vi naermede os et nyt fald, blev vi advaret med en broelen som tusinde tordenskrald. Ved Silverbackfaldet forsvandt baaden under os i et pludseligt ryk og vi befandt os I et frit fald mellem himlen og floden, der brat skiftede plads. Vi kan ikke sige alt blev sort. Snarere blev alt groent som nilen selv. Men borte I vandet var vi, et eller andet hukommelsesloest sted,hvor intet skete, til vi til sidst kom til os selv med iltens livsgivende haandsraekning I vores lunger. Mens vi, ude af stand til at skelne op fra ned, bekaempede lysten til at traekke vejret, havde vi pludselig set det skummende vand og var blev hevet op og i sikkerhed af hjaelpekajakkerne.

Goodbye and good luck

Nu hjemme igen var dagene paa Young Life ved at naa en ende. Drengene var triste og meget fokuserede paa hvornar vi ville komme tilbage igen, saa vi vidste vi maatte muntre dem op med en god afslutningsfest. Og det maa man sige de fik. Vi dansede hele natten med Ugali Charles og skoere Minor, der bestemt ikke holdt sig tilbage. De holdt taler, vi fik gaver og vi sagde tak for alt.

Det har vaeret fedt at komme saa taet paa en gruppe drenge, der idag er normale, sjove og soede, men engang har levet et forfaerdeligt liv paa gaden. Der er en stor tro paa dem paa det her sted og med hjaelp fra lokale volontoerer som Fred, skal de helt sikkert nok klare sig godt.

Selv Lucy vil vi komme til at savne. I den tid vi var sammen, blev hun Kenya for os, hun smeltede sammen med sit land og introducerede os til mennesker, vi ellers aldrig ville have moedt, men samtidig skabte hun hele tiden en afstand mellem dem og os, en afstand, hvis natur vi foerst sent forstod. Vi kunne aldrig bare moede dem som ligesindede, vi var altid Lucys volontoerer.

I Lucys taarevaedede afslutningstale sagde hun at hun elskede os, vi var stumme. Vi har indset, at hvis kaerlighed skal eksistere, skal den kunne taale alle de ord, der er I sproget, og ikke kun nogle faa udvalgte fraser.

Paa vej mod Nairobi saa vi os tilbage og opdagede for foerste gang naboens flotte hus. Vi talte tre etager. Vi ville aldrig faa dem at se taettere paa. De gled allerede bagud. Vi skal altid huske dem saadan. I den bortdragendes perspektiv, gaadefulde I deres fjernhed og rige I deres gaadefuldhed. Det er en naade, man maa tilstaa sig selv, ikke at skulle se alt.