Authors Note: Der forsoeges nu en anden fortaellestil - to kyniske astmatikeres rejseskildringer.

Dedikeret til vores moedre

Ugali Cup

Hurtigere Titus - det er nu det gir. Vores raab floej gennem den knastoere kenyanske skumring. Traeningen var startet. De sidste dage havde drengene med et spaedbarns nysgerrighed set frem mod denne dag.

Shambaens ukronede konge, Prins Charles, havde begaaet loeftebrud og tilbageholdt en stor del af drengene langt ind i vores traeningstid. Det var dog drengene, og ikke Charles, der maatte maerke de nyvalgte traeneres vrede. Med en guds uberegnelige grusomhed tordnede vi over dem. "Wait for me" loed det bag os og med foragt I blikket saa vi os tilbage paa den sidst ankomne og vidste med os selv, at der her kom en dreng, som absolut ikke havde noget sjovt i vente. De ville nu blive brikker i et spil de ikke helt forstod, men ville kraeve alle deres kraefter. Vi straffede dem uden forklaring med en uudgrundelighed der aldrig var til at skelne fra vilkaarlighed. Er det ikke netop saadan guder handler? Drengene kunne bede og ofre lige saa tosset de ville. Men de, som alle andre troende, havde endnu ikke opfundet et system der kunne sikre, at deres boenner gik I opfyldelse. Derfor var de nu indlagt til halvanden times tyrannisk underkastelse.

Vores fodboldfilosofi - De vilde har ikke nogen ide om friheden. De er frie, men ved det ikke selv. De maa foerst miste friheden, for at laere at saette pris paa den - overlod dem til deres egen frygt.

"William, f***ing cover Francis" bandede den ene traener. Han taalte ikke svaghed. Og naar drengene stadig lod deres mandsopdaekning alene, var hans straffende slag paa den uvaskede hovedbund, ikke rutine. I sin udmattelse, var drengen vaergeloes. Levende begravet under et tungt taeppe af slag havde han gjort det eneste rigtige og beskytte sit ansigt med armene. Det var saadan de fandt ham.

Med en sikret fodboldbane I Ruiru til Ugali Cup I tankerne, satte vi I stedet vores lid til Peter Kamau. En dreng der kan goere tilskurerne svimle og henrykte. Han gjorde gruppen til et hold. Et hold der, halvanden time senere, vendte tilbage til Young Life. Nogle haltede, andre havde langsomme, paapasselige bevaegelser, som om der var skjult noget under toejet, der gjorde ondt. De saa kuede ud.

HANGGRE - moedet med bavianengelsk

Han havde moedt en pige med drueoejne. Antie var hendes navn. En pige der, hvis alt gik vel, var doemt til at blive hans aegteviv. Ja, Charles havde styr paa det hele. Men det var der mange der havde og for at vise det, talte han ustandseligt et sprog han kaldte engelsk. "Hanggre" sagde han - saa kunne alle forstaa han var sulten. Ansvarlig for maden var Antie. Hun var hans saerlige ven. Dengang Charles friede, loed en hul lyd, da hun slog hoved mod Ugaligryden og besvimede, hvilket blev taget som et ja. Ligesiden har hun kaempet, som en fisk i nettet, senest ved patetisk at anmode om en saenkelse af hendes udkaarnes loen, for paa den maade at udskyde bryllupsceremonien og I saerdeleshed bryllupsnatten. Charles havde igennem laengere tid hjembragt store partier lukkede kasser og da nysgerrigheden en dag tog overhaand saa Antie med gru ned I kassens moerke. Family planner male condom var indholdet.

"Konnichi wa" loed det til Freds Japansk undervisning. Et sprog Charles nu ogsaa ville beherske. "Good" sagde Fred og nu inde I en rytme fortsatte Charles med at hoppe op og ned. Livet havde hurtigt lysnet sig for ham. Efter sidste uges skuffende personalemoede var han nu blevet udnaevnet til Administration and entertainment officer. En titel han tog yderst seriost.

He wants Fabulous - that is his simple request

Har I nogensinde vaeret fortryllet? Det har Minor. Det er en mystisk foelelse og den der foerst har foelt den, kan aldrig give slip. "Auch" Minor tog sig til hjertet med den ene hand, men kunne ikke stoppe. Han havde, fyldt af en utaalmodig laengsel efter det ukendte, opdaget computerens vidunderlige flipper-spil. Nu siddende med svaere hjertesmerter og spillets kugle, som oejets eneste holdepunkt, var det som om han svoemmede ud I universet. Kun Charles kunne rive ham loes. Der var i dette oejeblik en maerkelig blidhed over hans ansigt, som hos et barn, der vaagner. Hans opvaekker, beruset af hans nye magt, inviterede ham paa talentnight.

"I want fabulous" hakkede Minor ud over forsamlingen - han gjorde en pause for at foroege spaendningen -inden han viste hvordan dansen skulle udfoeres. Et fnis loed fra William. I det oejeblik var hans skaebne forseglet. Straks blev han hevet op og sat i den groenne havestol midt paa scenen. Talentaftenen var naaet til Current Affairs, en kategori som Minor var meget passioneret omkring. Spoergsmaalene haglede om oerene paa William. "What are the numbers on Bishop Tonys Licenceplate?", "Which phones do our Danish visitors have?", "Which type of shoes did your assistant teacher wear yesterday?", "How many teeth are Simon missing?". Under bliktaget sad Minor med en ladt blyant og en kaempehund ved foedderne. Han sad der ikke for at tvinge dem til at blive. Hvis en af dem havde rejst sig og gaaet, havde han ikke loeftet en finger. I stedet ville han havde grinet i raa triumf og oensket ham lykke paa rejsen.

God gave us the Ten Commandments and we broke them. Woodrow Wilson gave us the fourteen-points. We shall see

Drengene fra Danmark havde aldrig undervist foer. Udenfor klasselokalet stod poderne spaendt og diskuterede hvem der mon kunne vaere deres nye ferielaerere, da to drenge uden sko, traadte ind I klassen. "Eleverne er jo mere beskidte end jord" sagde de paa et fremmed sprog - og det var laererne.

Laererne begyndte at introducere deres kommende undervisningsforloeb startende ved indgangen til det tyvende aarhundrede. Det ville blive en historisk rejse gennem foerste verdenskrig dernaest boerskrakket I 1929 og den foelgende depression. Videre mod anden verdenskrig sluttende med den kolde krig. De ville igennem den naeste tid forsoege sig med danske undervisningsmetoder.

Efter nogle lektioner, blev gruppearbejdet introduceret. Eleverne blev sat til, to og to, at besvare nogle spoergsmaal . Laererne, optaget af deres verdensomspaendende laererprivilegium, te, opdagede alt for sent, at eleverne ikke havde forstaaet beskeden og gemte deres besvarelser for de andre. Skriveredskaber er der heller ikke i stort omfang og laererne frygtede, at kundskaberne ville ende med at staa skrevet I sand og blaese bort ved det mindste vindpust. Saadan er der saa mange udfordringer.

I do

Bagpaa en slingrende badabada, raesede vi afsted mod bryllup. Fra bagerste raekke i kirken kunne man se den vordende brud traede ud foran os. Overdaenget med kunstig sne var hun som en flipper kugle for de mange tilskuere. Det var manageren paa nabohjemmet, Joy, der skulle giftes med den bredskuldrede Jim.

Joy surmulede paa vej op af kirkegulvet. Jim havde set det saa ofte foer, og han viste, hvad det betoed: endnu et svigt, endnu en stump af hans allerede havarerede menneskelighed, der ville gaa til bunds. Det var I dette oejeblik han mistede besindelsen. Han var som en bombe, der faldt taet ved, og fik gulvet til at skaelve. Der blev stille, som om doeden selv havde tysset paa dem. Han havde skulet til hende.

Gift blev de dog og til receptionen soegte maend hurtigere end antiloper konstant vores opmarksomhed og naervaer. Vores knae var ofre for mange maends soegende nussen og ud paa aftenen drog vi derfor mod MS guesthouse trykke rammer.

Go to town on it

And so we did. I MS moedte vi tre eventyrlyste og roedorvegensiske politikere. Paa tvaers af partier, var de taget af sted som broedre, paa en ti-dages dannelsesrejse. Forskellighederne var tydelige. Den ene politiker, somaliske Muhammet(*navnet er fiktivt - hans rigtige navn er redaktionen bekendt), var tidligere haeler og hvordan han var endt i Danmark, var der ingen der vidste. Den liberale del af trekloeveren, personificeret i den ivrige Torben(*), udstraalede den kendetegnende frem-i-verden attitude. Altid paa jagt efter restaurenter serverende dansk mad eller med ordet Viking i navnet, havde han vaeret lidt af en byrde for de andre. Den diamentrale modsaetning paa den yderste venstrefloej, Joergen(*), var indbegrebet af ordet chiller. Han var lidt af en big spender, da han ikke broed sig om at prutte om prisen, hvorfor han var et godt mobbeoffer for handelsmanden Torben.

Aftenen kom og for os er der aldrig nogen ensomme oejeblikke. Der er altid et iagttagende oeje, et lyttende oere. Fra baren paa the Gipsy, saa vi ud over "the Indian summer". Uden at vide det, var vi traadt ind i indernes hule. Et sted der baade rummede paradis og helvede. Et utopia for de hvide maend i turkise poloshirts, der noed opmaerksomheden fra de unge ludere og et dystopia for os, der blot ville give os anonyme hen til den larmende kenyanske nat. Anonymiteten fandt vi ved daggry, paa "Casino Golgatha". Vi kan ikke sige, at det er det storste og flotteste kasino vi har set. Vi havde ikke set mange, endsige nogen sinde vaeret inde i et, men vidunderligt fascinerende var det. Vi dvaelede fortabt ved synet af det. Det var som en invitation til at droemme. Alle pengene paa sort. Saadan var vores foerste og sidste ord paa kasino. Ned maatte vi i haeveautomaten og paa vej op, stadig forbandende rouletten, fandt vi vej til blackjack bordene. Jetonerne rullede ind, men som bekendt taber kasionet aldrig til sidst.

When in Rome

Vaekket af soevnens lindrende favntag vaagnede vi kolde og klamme paa konferencesalens gulv i MS huset, alt imens erindringerne om gaarsdagen langsomt vendte tilbage. Svigtede vi os selv ved at gaa paa kasino? Verdensbyen Nairobi havde vaeret for stor en fristelse vidste vi, men vi kunne ikke tage derfra. Ikke endnu. Blaendet af den naermest vestlige overflod var det umuligt at stoppe, hvad der nu var begyndt. Vi var som umaettelige ulve da vi vandrede fra restaurant til biograf og videre til skumle gadesaelgere. Her fandt vi endelig hvad der kunne slukke vores begaer. High School Musical 3 var til salg. Gadesaelgeren henvendte sig straks: "buy this and watch it with your", han toevede og smagte saa paa ordet, "-friend". Han havde tydeligvis set os rende rundt taet sammen og vores filmvalg har yderligere fostret hans mistanke. Han troede vi var boesser og naar det kommer til sladderens domstol er der ingen appel.

Ohh my sweet Jehova

Vi Maatte ud af Nairobi. Beruset af det soede liv havde vi syndet, men vidste hvad vi skulle goere. Vores kristne gruppe havde inviteret paa paaskefest og intet kunne holde os vaek fra denne frelse. Vi moedte dem paa den berygtede jernbanestation, hvor de havde arrangeret videre transport. De gav os haanden. Om det er en tillaert skik, de har fra de hvide, eller om det er en gestus, de ogsaa benytter indbyrdes, vidste vi ikke. Men vi vidste, hvad det I dette oejeblik betoed. Vi havde beseglet en pagt. De var venner, ikke vilde.

Festen skulle holdes I Ngong hills, de sagnomspundne bjerge skabt af en kaempes knytnaeve, efter at vaere snublet over Kilimanjaro. Inden mad og dans skulle disse maegtige hoeje bestiges, som en del af vores renselse. Saadan gik det opad I flere timer. Vi kunne vaere gaaet ned, men vi havde noget vi skulle bevise, og vi tror, de forstod det. Skyernes torden og regn langede os den ene lussing efter den anden. Men hvis vi var traette maerkede vi det ikke. De groenne bjergtoppe var ganske taet paa, men nu var de moerke som skygger. Solens lys var slukket af de giftigviolette skyformationer, der slog mod bjergskraaningerne som regnen mod vores kroppe. Synet gav os ikke haab. Snarere foelte vi at elementerne spottede os og vores forfaengelige oenske om at overleve. Saa taet paa toppens beskyttende traer blev vi hjemsoegt af frygten for at slippe taget med udsigt til maalet for oejnene af os. Her opdagede vi hvilken frygtelig oplevelse det maa vaere, at blikket brister, mens det endnu fokuserer paa noget elsket, et haab, en haand der raekker ud efter dig. Selv raedslen har brug for maalestokke, og er ikke maalestokken for det ukendte netop det kendte?

Hjemme til festen havde der spredt sig en varm og hyggelig stemming. Faarehovederne laa stadig paa grillen og kikyupoelserne var allerede serveret. Selvom ingen sagde det taenkte vi alle, at det var en alle tiders fest. Og hvis mange taenker det samme er det saa godt som sagt. Desvaerre var Lucy ikke I set rette element. Hun ville hjem, men det ville hun aldrig komme til at indroemme. "Nicolay, are you tired", "Yahan you look worried","calm down" loed det projekterende fra hende. Og som altid fik hun sin vilje. Hendes frygt var i de andres oejne blevet vores, og os kunne de ikke sige nej til at koere hjem. En dag vil vi spoerge om retfaerdigheden findes. Og vil vil faa et svar.