Det er Europa alene, som har opdaget resten af verden, og intet andet folk er i historisk tid gaaet den modsatte vej og har forsoegt at "opdage" Europa.

Denis de Rougemont

De kender os ikke

Kulturforskellene er enorme. Vi siger "vi vil ikke have vasket vores lagner". Og de bliver vasket. Misforstaaelserne kan vaere frustrerende, men samtidig ogsaa vanvittig morsomme. Vi er vilde med at vaere her, men de forstaar aldrig hvad vi siger - eller rettere, de hoerer kun hvad de vil hoere. Som naar vi har aftalt undervisning tirsdag kl 11 og de mandag kl 09 undrende kommer os i moede og spoerger hvorfor vi dog alverden ikke er oppe I klassen. Eller naar vi paa vej til Ruiru siger "We are coming home for lunch" hvorefter vi bliver moedt af "Oh you are not home for lunch?" og laegger ord I munden paa os saasom "You don't like the food?". Eksemplerne er utallige, men vi ved at naar ingen forstaar os, er det os, der er stumme og ikke de andre, der er doeve. Sproget er altid flertallets diktatur.

Netop det, er grunden til vi nogengange, soeger vores vaerelses frirum. Dette vaerende et unaturligt rent frirum. Lucy har nemlig rengoeringsvanvid. Hun fejer gulvet, vasker gardinerne og skrubber loes paa vaeggene. Og I forvirringen haender det, at vores lyseroede vaegspejl forvilder sig ind til hende sammen med en anseelig maengde toiletruller.Men det er jo en lav pris at betale for et skinnende vaerelse. Et skinnende, men saa absolut ikke et stille vaerelse. Inde I stuen kan vi hoere gaesterne og laererne snakke til tonerne af hoej bibelsk musik til sent ud paa aftenen. Lucy's saetninger lyder til de andre: "God will provide a car for me, and I know Nicolay will support me on this" og "God will make yahayn a millionaire and make him buy houses for the poor".De samme nemme trivialiteter, som religion altid falbyder som svar paa tilvaerelsens vanskeligheder. Bishop Tony proever at holde liv i sin mor(som han konsekvent omtaler "the old lady"), der i alderdommens senilitet tror Nikolaj har vaeret hjemme hos hende og vaske hendes foedder. Alt imens sidder der blandt tilhoerende en mand, hvis navn for alle er ukendt, da hans eneste ord er: "AEH, AEH!". Vi hilser altid paa ham. Det goer alle. De taler godmodigt og nedladende til ham, er dus og slaar ham paa skulderen. Den samme ret har han ikke. Snakken bliver ved I mange timer inden Minor som den sidste gaar hjem til sin kone, der ifoelge ham selv sidder der hjemme og venter paa "someone".

Blod, sved, taarer og en UEFA-dommer

Foerste styrkeproeve for vores haardtarbejdende fodboldhold, Homestars, var mod de lokale lim-drenge. Banen, paa den lokale skole, fik os til at laenges efter Zanzibars sandbombede underlag, men vi var klar. Det var modstanderne imidlertid ikke.Vi endte med at varme op i smaa to timer inden de viste sig. Vores sidste minuts loesning paa dommerposten, Minor, tog sig den frihed at lave syretraening med drengene den sidste halve time.Vi havde tidligere paa dagen spurgt Minor om han ville agere ref og han svarede straks ja. Det viste sig han var I besiddelse af "UEFA Rulebook 1973", efterfoelgende opdateret med egne notater. Han havde sneget sig udenom det Kenyanske dommerkursus, men var I stedet autodidakt certificeret UEFA-dommer. Det har dog sine ulemper at vaere selvlaert; han manglede baade floejte og kort. Floejten blev derfor hurtigt lavet ud af en slikkepind og endnu engang kunne en post-it goere det ud for det gule kort. Et importeret aeble blev det roede. Det er Kenya.

Vi skulle maaske havde stillet spoergsmaalstegn ved Minors paastaaede dommerevner, men charmetrolden fik os endnu engang. Foerste halvleg blev fuldstaendig floejet I stykker. Frisparkerne floej til begge sider og der kom den ene omstoedelse efter den anden. En toeven ved tagning af doedbolde blev oejeblikkeligt strakket med et frispark til det modsatte hold. Efter 45 minutters rent helvede, hvor traenere var glade for dommeren ikke forstod dansk, var begge hold tilpas utilfredse og udnaevnte Johan til ny dommer. Pga. skader startede Nikolaj anden halvleg paa banen, hvilket efterlod homestars uden traenere. Det blev nogle ustrukturerede, men haardt kaempede sidste 45 minutter, hvor drengene paa trods af stor aldersforskel og stoerrelse ift. Modstanderne ikke var bange for at hoppe ind I taklinger. Desvaerre tabte vi 6-7, men vi var stolte efter en heroisk indsats, hvor vi selv havde indtaget alle roller paa fodboldbanen.

14 vandfald og poelsemadder

Vi havde snakket med Anne, hende der ogsaa bor her, og den lokale pige Regina om at tage paa udflugt og destinationen blev fourteen falls. Vi tog til Thika for at proviantere i et stort supermarked, hvor de har ungarsk frossen poelse. Vi fandt poelsen, men mistede Regina, som valgte at stikke af uden at se sig tilbage. Hun var vist bange for hun ikke havde faaet nok penge med og valgte den nemme loesning med at forsvinde. Det var maerkeligt, men vi tog videre mod faldene. Vi ankom og saa til vores henrykkelse den vaeldige flod forsvinde ned af de lodrette klippevaegge. Krydsningen af floden foregik helt ud til afgrunden paa klippeskaer, der ikke efterlader dig nogen chancer, hvis du traeder forkert.

Hjemmefra havde vi besluttet at vi absolut ikke ville have nogen guider, men efter at maerke klippernes isglatte overflade lod vi os overtale til at faa hjaelp. Guiderne foerte os sikkert over til den anden side af floden. Her gik vi helt ud til kanten og de viste os et areal paa 2*2 meter, hvor det var sikkert at lande i. Det skulle vi da lige proeve, saa fra 7 meters hoejde sprang vi ud i udoedeligheden og vi flyver endnu. Guiderne hoppede ogsaa selv i(de slog dog et par saltomortaler paa vejen) og vi svoemmede sammen ind under faldenes tunge taeppe af haardtslaaende vand. Her kunne vi I ly fra den kraftfulde stroem soege ind I skjulte grotter og klatre op af de skarpe og farlige sider. Tilbage I solen noed vi poelsemadder paa en stor klippe til tonerne af en tandloes countrysanger paa bredden og var nu forbundet med guiderne; vi overlevede sammen.

Bank skal der til

Turneringen naermer sig med hastige skridt og vi leder desperate efter sponsorer. Vi har i flere omgange forsoegt at aftale moeder med lokale direktoerer og fik endelig bid paa krogen. Paa en dejlig solskinsfredag havde vi et stramt program med moeder fra morgenstunden. Vi havde forberedt os til UG med kryds og slange og skrevet personlige breve, fyldt med brevhoveder og gode argumenter. Selv tilladelsen til banen havde vi medbragt idet vi dagen inden for 17. Gang havde rykket for den. Vi gik bl.a. i tre konkurrerende banker og forsoegte med bedste afsaetningsretorik, at overtale dem til at sponsorere. I en af bankerne havde vi utrolig svaert med at koncentrere os, idet direktoeren konstant rokkede med hans tilbagevaerende kun ene tand. I bankerne efterspurgte vi dragter og penge, mens vi andre steder proevede os med sko samt mad og drikke til dagen.

Paa grund af mange positive modtagelser(vi har stadig ikke hoert noget dags dato) var vi i hoejt humoer om aftenen. For at fejre det, tog vi I byen I Ruiru - saa er det proevet med. Da alle siger det ikke er saa sikkert at gaa om aftenen, ringede vi efter nogle bada-bada'er. Efter den saedvanlige prutten om prisen(de siger7 kr, vi siger 6) koerte vi afsted. Straks som man tror man bare kan nyde koereturen, bliver man foerst moedt af spoergsmaal om vejret ift. Danmark. Da den lille formalitet er overstaaet gaar de direkte efter "the kill" og spoerger om man ikke vil sponsorere en tur til Danmark. Hvis det ikke liiiiige er det man har lyst til, saa maa man virkelig komme med gode argumenter for ikke at goere det.

Paa Club Tazmania fik vi lidt Viceroylikoer og en Smirnoff ice og saa var vi ellers koerende paa dansegulvet! Da chokket over hvide paa dansegulvet havde fortaget, var det dog ikke meget opmaerksomhed vi fik. I Ruiru praktiserer de nemlig kun det der gaar under navnet "mirror-dancing". En narcissistisk dans hvor man kun danser med sit eget spejlbillede - et koncept der revolutionerer kinddansen under de sjaeldne sjaelere. Vi er sikre paa, at dette rammer ENVY inden laenge.

Naar vi ikke dansede med os selv, noed vi at snakke med de lokale. En af dem, Fat Bobby, var der med hans kaereste. Hans kone var der hjemme og han forklarede at det var mandens natur ikke at kunne noejes med en kvinde. Han understregede, at hans kone var den smukkeste kvinde I verden, men det var ikke nok for ham. Derfor gik han i nabobyen ud med sin kaereste, som han havde haft lige saa laenge som sin kone. Et dilemma der gaar gennem hele landet, da de synes deres land er det smukkeste I hele verden, men stadig laenges efter det kolde Europa.

The big five

En af de ting vi har glaedet os mest til hernede er moedet med Kenyas dyreliv. Vi havde ogsaa brug for at komme vaek i lidt laengere tid, saa safarien saa vi med glaede frem til. Det hele var blevet arrangeret af de to piger I Nakuru, som vi skulle afsted med. Forrige soendag begav vi os derfor nordpaa for at indlogere os paa et hotel I Nakuru(kenyas fjerdestoerste by). Ved ankomsten blev vi moedt af vores driver Bufas og han foerte os til vores hotel, hvor vi saa noget fodbold og gik tidligt I seng. Safarien startede nemlig allerede 06:30, et tidspunkt vi normalt aldrig stifter bekendtskab med. Foerste dag var I nationalparken Lake Nakuru, hvor hovedattraktionen var de op til en million store flokke af flamingoer der giver hele omraadet et lyseroedt skaer. Flamingoerne der ikke vejer mere end to kg kan I saa store flokke, fortaere 180 tons alger paa en enkelt dag. Fugle var I den grad I fokus og man siger det er et af de flotteste fuglescenerier paa jorden naar Marabou-storke, pelikaner, oerne - I alt naesten 450 arter - gaar paa vingerne. Vi var dog mere imponeret af de store hvide naesehorn(som er "hvide" pga. en daarlig oversaettelse I det ordet "wide" beskrivende deres brede mund er blevet oversat til "white"), Rothschilds girafferne, flodhestene og boeflerne. Landskabet, I den forholdsvis lille park, er malerisk med soeen omgivet af febertraeer og skovbevoksede klipper med bl.a. akacier og kaktustraeer(NB Euphorbia candelabra).

Om aftenen spiste vi laekker kinesisk mad - som Johan dog blev syg af - og fejrede dagens oplevelser med en oel.

Naeste morgen moedtes vi paa et ligesaa ukristeligt tidspunkt for denne gang var der en del transporttid. Destinationen var Hells Gate nationalpark i Rift Valley. Det specielle ved Hells Gate er ikke dyrelivet, det er maaden man ser det paa. Udstyret med fire mountainbikes uden bremser droenede vi paa opdagelse i bjergene med den storslaaede natur. Bratte enkeltstaaende klippeskraaninger udgoer en harmonisk kubistisk ramme for de fritgaaende giraffer, antiloper og zebraer, der bryder med det firkantede og skaber en overvaeldende metafysisk verdensoplevelse. Haardt var det - baade for ben og numser - og de smaa tyve km I kuperet terraen var bestemt ikke kun en dans paa roser. Vaerst var det nedad, da vi uden bremser maatte bruge haelene eller smide os af cyklerne for at undvige zebrakadavere og afgrunde.

Soenderbankede ankom vi til vores lodge I Hells Gate, hvor der til vores overraskelse var baade pool, laekker restaurant og bar med widescreen visende Champions League semifinale. Vi gjorde brug af det hele inden vi faldt omkuld I vores telte.

Dagen efter var det igen tidligt op(det var blevet en daarlig vane) og turen gik mod vores rejses hoejdepunkt; Masai Mara. Paa vej til nationalparken blev vores selskab et individ rigere idet vi blev akkompagneret af en sydlig nabo, nemlig Hamburgpigen Francesca, som skulle rejse med os i de sidste tre dage. Fuldstaendig lamslaaede blev vi moedt af Masai Maras betagende natur, som angiveligt skulle vaere et af verdens nye syv vidundere. Vidunderlige er de 1510 km2(dobbelt saa stort som Sjaelland)i hvert fald.

Landskabet virker utrolig uberoert, som om det ikke er forandret siden Karen Blixen tog paa safari i Mara efter sortmankede loever. Loever, der trods bestanden var helt nede paa 9 I 1961 i dag ligger paa lur overalt I graesset. Udover de stolte loever, saa vi I de naeste dage massevis af elefanter og en enkelt leopard hvorfor vi nu kan bryste os af at have set the big five(naesehorn, boeffel, loeve, leopard, elefant). Vi saa selvfoelgelig ogsaa tonsvis af andre dyr bl.a. krokodiller, geparder, gnuer, elandantilopen, sjakaler osv. Krokodillerne observerede vi I flodkanten, da vi krydsede graensen til Tanzania og begav os paa lynvisit ind I Serengeti der faar Masai Mara til at blegne i stoerrelse. Herover denne flod vandrer der op mod halvanden million gnuer og zebraer I juli-august for at foelge I haelene paa regnen, som giver savannen vand og graesset vaekst. Gnuer og zebraer samles I store flokke paa flodbredden og naar en pludselig springer ud I stroemmen foelger resten efter som lemminger. Her er drama, drab, doed, skoenhed og eventyr med en lykkelig slutning, naar miraklet sker og mor og kalv genfinder hinanden paa den anden side. Dette saa vi desvaerre ikke…

Vores tyske turist var saa uheldig foerst at blive forfulgt af vrede polakker, senere oedelaegge sit kamera(dette sker to meter fra en loeveflok) og de sidste dage lide af ekstrem kvalme . Om aftenen naar Francesca plejede sig selv I teltet, spillede vi andre whist og noed den gode mad.

E pluribus unum

Hjemme igen og straks drama. Nabohjemmet Joy rapporterer om en bortloeben gartner med ko og trilleboer. Ogsaa herhjemme flyver anklagerne idet Lucy fortaeller om forsvundne skeer. Baade drengene og gartneren er under svaer mistanke. Bedst som vi er igang med at evaluere vores undervisning med drengene kommer Charles droenende ned af bakken. Koerende paa endnu en cykel uden bremser har Charles faaet for meget fart paa og vaelter ned I floden. Et I nuet ubehageligt oejeblik, men et oejeblik vi ikke kan glemme. I samme indsaa vi nemlig Charles uskyld - Tyve korer ikke paa cykel. Ghandi kunne have vaeret cyklist. Hvis Jesus havde tilbagelagt sin Via Dolorosa paa cykel, havde han haft stoerre held med at fylde nutidens kirker. Cyklen er uskyldens symbol, afvaebnende I al sin tilforladelige hverdagsagtighed, venlige menneskers venlige maade at komme frem paa. Som den inkarnerede gode vilje representerede cyklen det overskuelige og almindelige og boed sig til som en maalestok for menneskelighed midt I ellers uforstaaelige og fremmedartede juridiske systemer.

Et andet tyveri, rettet ikke mod Lucy selv, men mod sagesloese Nikolaj er den systematiske aftapning af sin deodorant. Som indholdet falder I flasken stiger den I Lucys krukker for denne mandlige duft, kan hun ikke staa for. Hun er ikke den eneste der mister forstanden. YnglingsMinor har nu faaet den ide at overhaelde ledningerne med vand for at "increase friction". Og naar der kommer gaester beder han altid en af os om at sige hej til vedkommende for ham - dette er aller sjovest naar han beder os om at goere det for en person der sidder lige overfor ham(ehm, say hi to this girl for me).

Dette gaelder dog kun for de sjaeldnere gaester og ikke for fx Lucy's slyngveninde, Susan, der altid kommer over. Saa snart hende og Lucy er sammen gaar der totalt femte klasse I den. Vi proever for det meste at fortraekke os til vores rum, men invaders saa af pigerne, der vil have deres kjoler kommenteret, vil ind og ligge hos os og siger at de tager til vild fest. Naar det sker ville vi oenske biskopen kom forbi. Hans evige snak om "Holy Safari Tours" er langt at foretraekke frem for deres fniseri. Hans salgstale er omhyggelig, men prisen er over dobbelt saa hoej, som det vi betalte og naar han insistere paa at faa den I 30 $ sedler bliver det hele for overnaturligt for os.

Drengenes ferie er nu forbi og vi er derfor alene med de helt smaa om dagen, men det er faktisk hyggeligt nok, da vi paa trods af sprogbarriere er kommet taet paa nogle af dem. Isaer den mindste Simon, som en dag har glemt det vi erfarer og erfarer det vi aldrig naar, er vi blevet helt vilde med.

Det er stadig fedt at vaere her, men vi glaeder os helt vildt meget til at bestige Kilimanjaro og fra toppen se hvor smaa alle de andre bjerge er.