Hejsa, nu det igen blevet tid til at blogge-logge.

Sidste uge stod I fundraiseningens tegn og hvorfor ikke starte hos roede kors. Fulde af optimisme begav vi os af sted til Thika hvor roede kors headquarters befinder sig. Paa vej til Thika stoedte vi paa ikke mindre end oestafrikas stoerste roundabout hvori der befinder sig et mindre reservat(eeh et Check mere paa must see listen). Vores maal med turen var at skaffe foedevarer/likvider til Young Life idet Kenya I oejeblikket lider under kraftig stigende foedevarepriser. 10 millioner kenyanere sulter pt. grundet regeringens skoedesloese salg af forraadslagre til nabolandene hvorfor de nu bliver noedt til at importere det igen til en langt hoejere pris. Der er ikke stor tilfredshed med Kibaki & co hernede. Ikke desto mindre fandt vi let og elegant frem til roedekors kun afbrudt af diverse hilsener fra folk(ay njoroge & camau!). Vi har ingen anelse om hvor de kendte os fra.

Hos roede kors traef vi Alex som, til vores skuffelse, kunne informere om Ruirus nylige ekskludering fra 'Thika district' hvilket betoed vi skulle rette henvendelse til den nyudpegede district commissioner I Ruiru.
Efter en god gang grillburger(for at slikke saarene) drog vi tilbage mod Ruiru for at besoege vores district commissioner. Vi ankom til 'kommunen' og fik af vide at han var til frokost og ville vaere tilbage tyve min. Klog af tidligere erfaringer med tid gik vi en tur paa over en time for at vaere paa den sikre side. Da vi kom tilbage var han der selvfoelgelig ikke og efter en times yderligere venten aftalte vi med sekretaeren at komme tilbage morgenen efter.

Og tilbage kom vi! Vi valgte at kombinere turen derind igen med en loebetur og et supermarkedsbesoeg og moedte storsvedende op foran hans kontor. Staaende med toiletpapir stikkende op af posen moedtes vi af min. halvtreds jakkesaetsklaedte afrikanere med attachemapper formodentlig indeholdende byens fremtidsplaner. Vi satte os i koeen og haabede lidt at komme foran, men ak - selv med vores bedste charme lykkedes det os ikke. Vi aftalte derfor et nyt moedetidspunkt dagen efter og der, iklaedt vores stiveste puds, lykkedes det endelig at faa mr. sqamowiki i tale. Vi praesenterede vores brandtale, men intet traengte igennem hos den lokale Don.

Vi vendte nedtrykte hjemad, men blev glaedeligt overrasket da det viste sig at lucys omtale i Parents Magazinehavde faaet et lokalt firma til at sponsorere et stort lager af boenner og majs. Det eneste vi egentlig bragte tilbage fra vores 3 dage eventyr I Thika og Ruiru var en avis. En avis som vi smed ud i skraldespanden efter en solid gennemlaesning(en af overskrifterne loed: formodet mobiltyv taesket af angry mob). Samme avis blev en uge senere fundet I haenderne paa vores kaere gartner, Charles, efter baade katten Mussolini og hunden Franco havde haft kloeerne I den. Avisen er nu blevet en del af Charles faste lommeportefoelje sammen med det engangskamera lucy betroede ham med, da der var young life parade I 2007.

Nu var de atter tid til en udflugt og vi var spaendte som en flitsbue. Anledningen er endnu et forestaaende bryllup, nemlig mellem Lucy og hendes udkaarne, Johnny. Det var Johnnys foerste moede med svigerfamilien og ideen med turen var at han skulle blive approved og betale nogle penge. Vi tog gladeligt afsted sammen med Louise og Mette(de andre volontoerer, som nu er taget til Mombasa) idet vi var blevet lovet at det var naer Mount Kenya.

Det var det saa ikke helt. Langt var der dog. Helt praecis 13 timer og 4 matatus tog det at naa foraeldrenes hjem hvilket I fugleflugt kun ligger ca 160 km fra Ruiru. Grunden til den lange tid er baade afrikaneres manglende effektivitet, men ogsaa vejenes bestandighed, som goer at man slet ikke kan koere staerkt og faar ondt i numsen. Mange af de foeromtalte timers rejsetid gaar ogsaa med at vente paa at matatuerne bliver (over)fyldt. Ventetiden gik bl.a. med at en psykisk syg lokal spyttede til maals efter os. Ellers laeste vi vores nyindkoebte mandeblade som Johnny dog liiige ville laane hvorefter vi aldrig saa skyggen af dem igen.

Til gengaeld var turen derop rigtig flot og vi saa baade zebraer og bavianer I vejsiden og var ved at koere en kongeoern ned. Da vi kom frem blev vi moedt af en storsmilende fru lucymor som var ekstatisk over at kunne byde saa fornemme gaester velkommen. Vi fik aldrig rigtig snakket med modern, da hun efter hvert eneste spoergsmaal svarede: 'wumgufubu CHICKEN!'. Eksempelvis da vi komplementerer hendes fornemme bolig faar vi svaret; 'yeees Chicken'. Men hyggeligt var det.

Da Mount Kenya var en smule udenfor raekkevidde for en dagstur valgte vi at vende blikket mod det efter sigende smukke T-Falls. Vi arrangerede en taxamand til at koere til vores destination, vi skulle dog lige forbi en begravelse og samle 14 overraskende glade passagerer op. Selvom 3 af dem hang bag paa varevognen var der stadig temmeligt trangt med plads.

Vi kom dog frem til vandfaldet og blev moedt af 'billetsaelgende' lurendrejer, som kraevede 1000 sh. For at faa lov til bare at se vandfaldende paa afstand. Nix blev der sagt, men vi endte alligevel med at slippe lidt penge for at slippe for ham. Efter foerste hindring blev Johan foerst bombarderet af en kamaeleonkastende dyretaemmer og derefter af spydgale wannabe masai'er, som selvfoelgelig alle ville have penge. Vi klarede os dog igennem og begav os ned af faretruende stier mod vandfaldets bund, helt uden guide til stor utilfredshed for masserne.

Turen derned var stejl og smuk(billeder foelger en dag) og vi ankom sikkert til bunden hvorefter vi fortsatte ned af floden efter at have danset rundt foran det 65 meter hoeje vandfald. Proevelserne ned af floden indebar baade liansvingning, klippespring, krabbeangreb og offentlig besoergelse.

Efter vi klatrer op af siden igen med udsyn til en pizza i restaurenten, opdager Nikolaj dog, da han endelig naar toppen i 30 graders varme, at han har glemt sine skodsko I bunden af dalen ca omkring stedet hvor den skamloese lorten paa moder natur fandt sted. Nikolaj overvejede for og i mod, men endte alligevel med at sprinte ned og op af de farlige hoejdedrag og generhverve sine tabte sko.

Ventende paa vores taxa, som vi havde aftalt skulle vaere der en time tidligere, smed vi moenter i oenskevandfaldet samt systematisk undgik de 25 kvinder med identiske shops der alle solgte de samme 'handcrafted unique antique African artifacts'. Taxaen kom aldrig saa vi gik et stykke ind til en naerliggende by.

Johan havde imidlertidig faaet det daarligt, saa den lokale by blev soelet ind i opkast til beboernes store forskraekkelse. Da matatuer I byen alle var ekstremt dyre fandt vi nogle lokale der skulle ca samme sted hen I deres gamle pickuptruck uden affjedring. Turen var ikke saerlig sjov for Johan der maatte kaempe med ikke at kaste op paa de bumpede veje, og naar det saa endelig skete i den medbragte pose endte det ud I hele ansigtet(paa grund af vejen!) til stor morskab for det oevrige selskab.

Heldigvis lavede chickenmor graeskarsuppe og snacks til Johans mave, som efter sigende skulle vaere ren luksus for maven. Smagen var dog ikke en success, saa selve fortaerelsen blev en kamp vaerdig til det store laerred.

Morgenen efter blev Johan tvunget til at tage hjem paa grund af sygdom akkompagneret af Louise til stor sorg for alle.

Derfor var det bare Nikokaj og den lille men eventyrlystige Mette der fortsatte rejsen! Ind satte vi os i en matatu med retning mod MS Platformen ved Nanyuki. fem timer, 2 punkteringer og et blaf senere var vi fremme i byen stiftet af hvide nybyggere I 1907. Her moedtes vi af et virvar af gadesaelgere og plattenslagere, der alle ville have fingrene I vores knappe pengebeholdning. Vi fandt dog frem til en gruppe bada bada'er og efter en haeftig forhandling ogsaa til en nogenlunde rimmelig pris. De lod til de kende den nye MS Platform, hvilket vi ikke selv gjorde, saa vi haabede paa det bedste. Ud af landevejen gik det I hvert fald med 90 kmt paa den lille og taetpakkede motorcykel.

Til vores held ankom vi til det rigtige sted og vi blev moedt af 20 halvblege danskere og vores gamle Zanzibar-laerer, Mira. Det viste sig, at vi kom den helt rigtige dag, for der var ikke gaaet mange timer foer vi befandt os I et aerkeafrikansk hjem og blev budt paa lokale specialiteter. Der var nemlig vaske aegte kulturudveksling paa MS programmet denne aften. Efter maden fik de aeldre maend opmaerksomheden, da de fortalte roeverhistorier I rundkredsen af lyttende tilhoere. De aeldre damer stod dog ikke tilbage og afbroed ofte historierne med lokal dans. Morskaben maatte dog ende og vi var to meget traette rygsaeksrejsende, da vi faldt omkuld I vores laante senge.

Platforms besooget blev rundet af med en morgenboksetraening foert an af en paa overfladen meget yndig pige, det skulle dog hurtigt vise sig, at hun I haerren var blevet en vaske aegte draebermaskine. Der loed det ene ATTAAAAAAACK efter det andet, hvilket ikke nok med at vaekke hele campen ogsaa piskede os krigsfanger frem til ekstrem udmattelse. Ikke den aller bedste start paa en, skulle det vise sig, yderst udfordrende dag.

Nu skulle vi paa Mount Kenya 5189m. Og det saa billigt som muligt, hvilket betoed en lokal matatu, med lokale evigt urinerende geder under vores saeder, til foden af bjerget - efterfulgt af mange timers vandring I stedet for noget mere komfortable og hurtigere alternative.

Vores oekonomiske rejse havde dog ikke sparet os nok til at kunne betale det pebrede indgangsgebyr til nationalparken omkrandsende bjergets tinde. Saa vi maatte enten vende om og traske den lange vej hjem igen, eller tage udfordringen op.

Det endte med vi sneg os udenom vagterne og begav os af dyreskabte stiger videre op gennem det maegtige bjerg. Lugtende af gedepis moedte vi bjergaber, zebraer og andre vilde dyr paa vores tur gennem jungleskoven, der daekkede bjergets stejle sider. Paa den smukke opstigning kunne vi I det fjerne hoere elefanternes kraftfulde broil afbrudt af krypskytternes draebende skud, hvilket foerte os laengere og laengere op af bjerget og laengere og laengere vaek fra civilisationen.

Efter et hvil i en skovaabning blev vi pludseligt overrasket af synet af tunge roedgraa roegskyer, liggende som et massivt taeppe, over traetoppende og nu kunne det kun gaa for langsomt med at komme tilbage. Stadig paa vagt for vilde dyr og parkvagter begav vi os derfor over bjergfloder og nedfaldne traeer tilbage mod landevejen. Og da vi endelig naaede vejen kunne vi se at branden daekkede store dele af skoven og vi priste os lykkelige over vores handlekraft. Reflekterende over dagens strabadser udaandede vi et lettelsens suk, da vi fra bagsaedet af en militaerjeep, der gav os et lift, kunne se tilbage paa et begivenhedsrigt eventyr.

Dagen var dog ikke slut endnu og om aftenen moedtes vi med tre af pigerne vi var paa Zanzibar med. De havde faaet anbefalet en restaurant af nogle engelske soldater og vi taenkte; hvorfor ikke. I porten til "restauranten" blev vi moedt af militaeruniformsklaedte vagter, der straks gjorde honoer. Stedet vi var kommet hen var I virkeligheden en yderst eksklusiv country club med golfbane, rosenhave, springvand og dyretrofaeer haengende paa vaeggene. Heldigt vi havde sparret pengene paa bjerget. Vi fik den helt store rundtur paa stedet, heriblandt Masaidans tilpasset de engelske gaesters alder og temperament.

Til middag fik vi serveret en 4 retters menu og vi blev underholdt af de engelske gaesters pianospil og sang. Det meget formelle selskab stod I skarb kontrast til vores stadigvaek gedetislugtende shorts, der ikke helt lavede op til den strenge dress code. Men vi klarede os da igennem uden pinligheder og vores private vagt, Joseph, ville faktisk have vores email, da vi skulle afsted.

Om aftenen sov vi paa hotel, desvaerre tabte jeg min telefon I bilen paa vej hjem, men det maette jo ske paa et tidspunkt(der er nu blevet koebt en ny, ekstremt flot og kapacitetsdygtig model). Turen hjem var meget smertefri og vi var meget traette ovenpaa en oplevelsesrig tour.

Hjemme igen havde Johan faaet det godt igen efter to dages pleje og vi var klar til at holde farvelfest for pigerne om aftenen. Aftenen blev krydret med sang og vi havde undervist drengene I den danske nationalsang som de udfoerte efter bedste prins Henrique standarder.

I og med pigerne har forladt os har vi faaet deres vaerelse hvilket er rart naar stedet bliver invaderet af hunkoen, som under daekke af velgoerenhed, men I virkeligheden grebet af bryllupseuforien, kommer for at se det danske udvalg. Den samme dame kommer for eksempel forbi hver eneste dag for at hoere om det ikke er muligt at vaske noget af vores toej, men det jo afrika, saa hvorfor fanden skal vi vaske toej…

I mangel af billeder fra Zanzibar er der nogle gode paa www.kilroyblogs.com/sinneogjonathan

Asantaayyaee for jeres tid.