Nu er det snart ved at være slut, hvilket både er forfærdeligt og fantastisk. På den ene side glæder jeg mig utrolig meget til at komme hjem til familie, venner og Danmark (som jeg værdsætter mere end nogensinde før) og til at gense en masse skønne mennesker fra platformen på min rejse som fuldtidsturist i Dar Es Saalam, Zanzibar og Nairobi. På den anden side har jeg overhovedet ikke lyst til at sige farvel til familien og forlade min hverdag i Mombasa. Jeg kan slet ikke forstå, at tiden er gået så stærkt! Jeg har heldigvis nået de fleste af de ting, jeg havde sat mig for, men alligevel kunne jeg godt liiiige blive her nogle flere uger, hvis en venlig sjæl tilfældigvis kom forbi og gav mig muligheden for det (læs det som en kraftig opfordring til at vælge Kenya som destination for frivilligt arbejde og/eller turisme)

Noget jeg IKKE kommer til at savne i Mombasa, er mit nuværende arbejde på børnehjemmet. Og det er så en delvis løgn, for jeg kommer jo til at savne alle de skønne børn, som bor der (tjek billederne i albummet "Mighty Redeemer Childrens Home"). Hvad jeg rent faktisk ikke kommer til at savne, er personalets arbejdsindsats, eller mangel på samme, og deres noget tilbagestående syn på børneopdragelse og manglende forståelse for børnepsykologi og udviklende pædagogik. I går kunne jeg ikke længere holde tårerne tilbage. En af babyerne havde grædt hysterisk og enerverende længe, hvorefter stedets kok (den mest socialt akavede mand jeg nogensinde har mødt, som absolut intet havde gjort for at trøste barnet), tog ham indenfor og tæskede ham sønder og sammen med en pind, indtil han fik mærker af slagene! Jeg var så uheldig at overvære det, da jeg var på vej ned af trappen. Jeg flygtede instinktivt derfra med to af børnene i hælene, som så måbende på, fordi de tydeligvis ikke forstod min reaktion. Hvorfor græder et voksent menneske over noget, som sker på daglig basis som led i normal børneopdragelse!? Det lykkedes mig at holde mig på afstand af kokken og alle børnene resten af dagen, da jeg isolerede mig med børnehjemmets yngste beboer Gabriella på fire måneder. Selvom jeg havde forsøgt at forberede mig mentalt på at børnene får slag hjemmefra, var det overraskende overvældende at overvære det med egne øjne. Jeg følte stor sympati for børnene, som skal overleve i dette helvede, indtil de bliver gamle nok til at undslippe "fængslet". Jeg tæller dage for at komme derfra, men børnene kan jo ikke bare gøre det samme. Jeg frygter for, hvilke mennesker de udvikler sig til med den barndom, de får på børnehjemmet og har mest af alt lyst til at smugle dem med i tasken, når jeg rejser hjem.

Uheldigvis stoler jeg ikke på børnehjemmets leder, som har en alt for stor bil, så jeg kan ikke engang hjælpe børnene ved at være den glade giver af økonomisk støtte. Hun har indirekte opfordret børnene til at stikke hinanden, da hun dagligt ligger øre til en liste de ældste børn har udarbejdet over "bad maners" (det kan f.eks. være at et barn havde behov for trøst hos en af os!). Udover listen afstraffer de også hinanden indbyrdes med slag, da det jo som bekendt er noget hurtigere og mere effektivt end kommunikation. Fordi vores opfattelse af børneopdragelse er en noget andet end den praktiserede, har vi ofte skulle forsvare vores værdier overfor de ældste børn, som går direkte til børnehjemmets leder med den observerede indberetning af mzunguernes mærkværdige og blødsødne opførsel. Derudover forskelsbehandler hun på det groveste. Babyerne må som tidligere nævnt ikke bære ble i løbet af dagen og børn ældre end omkring 2 år må ikke løftes eller side på skødet af voksne - på undtagelse af hendes favorit Gift, som får lige hvad han peger på! Faktisk har hun ham og to af de andre børn boende hos sig privat, hvorfor de er pænt påklædt og velernærede. Trods al uretfærdigheden håber jeg, at vores lege, historier og sange har givet børnene glæde og energi nok til, at de i mindste kan udholde tæsk og mangel på opmærksomhed den næste måneds tid. Mit arbejde på dette sted har været en prøvelse af dimensioner, men måske har det været sundt at få øjnene op for, at alle afrikanske institutioner ikke er ligeså velfungerende som Marvel Junior Academy. Jeg er nu en socialrealistisk øjenåbner rigere.