Profile
Blog
Photos
Videos
Her kommer et liiiiidt forsinket indlæg om min og Carolines rejse til Dar Es Salaam, Zanzibar og Nairobi, men bedre sent end aldrig, som man siger
Tiden fløj af sted hos familien og på arbejdet i Mombasa, så før jeg havde set mig om, var det tid til at sige farvel til Pernille, Julie, familien, naboerne og alle de andre, jeg havde lært at kende gennem mit ophold. Den sidste dag var enormt hektisk, men det lykkedes mig at blive klar til morgenen efter, hvor Caroline og jeg havde en 8-10 timers (dvs. 12 timers!) bustur til Dar foran os. Julie og jeg havde samlet nogle ting, som vi ikke havde mulighed for at tage med til Danmark, som vi forærede til familien. Det var skønt at se deres begejstring over beskedne gaver som batterier og et par natbriller. Vi fik taget nogle fællesbilleder og udvekslet kontaktoplysninger og afskeden blev behagelig afdæmpet uden overdrevne og storladne følelser. Lige efter min smag. Dog tror jeg ikke, at jeg på det tidspunkt, eller stadig for den sags skyld, virkelig har forstået, hvor langt væk de befinder sig fra lille Danmark!
På eventyr i afrikansk bus
Vi hoppede ind i bussen som kørte efter akkurat samme afrikanske procedure som sidste gang. Denne gang blev vi dog ikke overraskede over manglen på informationer undervejs, over at den sparsomt tilgængelige information udelukkende blev givet på swahili eller at busturens varighed altid forlænges med adskillige timer, fordi lokale passagerer helst hopper af og stiger på de mest gudsforladte steder. Læg til at der ofte er mere hul end vej, og at buschaufføren sommetider bliver sulten og derfor holder ind på ubestemt tid. Vi kom heldigvis frem lige før det ubarmhjertige mørke sænkede sig over byen, skaffede en sød taxa mand (.. som ikke var knivskarp til engelsk. Men hey, vi befandt os jo også i Tanzania!) og fik værelse på YMCA af en overgearet receptionist som døbte os sweethearts. Næste dag havde vi tænkt os at tilbringe nogle timer i Dar, men vores nye receptionist veninde rådede os meget insisterende på omgående at tage til Zanzibar, da vi tilfældigvis havde ramt "independence day", hvorfor trafikken til fastlandet skulle være enorm. Vi valgte at lytte til de lokale, hvilket langt hen af vejen har vist sig at være ganske fornuftigt, og sejlede derfor direkte til Zanzibar. Dette lykkedes dog ikke uden igen at mærke korruptionen på egen krop. Det er nemlig sådan i Dar, at der findes et officielt billetkontor, som sælger færgebilletter til 35 dollars og en milliard uofficielle som køber billetter fra det officielle kontor og sælger dem til overpris med en fesen forklaring om havneskat som selvfølgelig kommer oveni hatten, selvom den officielle pris tydeligt står trykt på billetten.. Ingen ville fortælle os, hvor vi kunne finde det officielle kontor, så vi endte i fælden ligesom alle andre. Det var svindlernes held at færgen sejlede ti minutter efter, og at den næste første sejlede flere timer efter, for ellers havde han fået en væsentlig større sviner Vi kom heldigvis forholdsvist smertefrit igennem immigrationskontrollen, som så noget undrende på de mange østafrikanske stempler vores pas, og nåede frem til stor gensynsglæde med elleve af de andre fra platformen på "Teddy's place", som har en perfekt placering lige ned til stranden på østsiden af øen.
Paradise on earth
Den næste uges tid er flydt sammen for mig, men i overskrifter kan nævnes; hygge i godt selskab, afslapning, badning, sandslotte og sandhavfrue, mad på lækre restauranter, snorkling, en solid portion drinks til billige penge (det kan sagtens betale sig at prutte om prisen på ALT i lavsæsonen), svømning med delfiner, slentreture ved vandet, indsamling af muslingeskaller, læsning i hængekøje, bål og ildshow og den mest fortryllende stjernehimmel. Efter en uges tid med fantastisk gensyn ved lækre bounty strande først i Paje på østsiden og derefter ved Nungwi i nord, tog Caroline og jeg til Stonetown, hvor vi tilbragte vores sidste dag i Tanzania. Vi fik arrangeret en privat krydderitur inkl. frokost med en stortalende guide, hvilket var en rigtig god oplevelse.
Farvel Zanzibar, hej Nairobi
Dagen efter fløj vi med direkte fly (!) til Nairobi fra den mindste og mest primitive lufthavn, jeg nogensinde har set! Taskerne skulle gennemses af en forvirret kvinde, som på ingen måde mestrede det engelske sprog. Hun spurgte os henkastet på sit gebrokne engelsk, hvad vi havde i taskerne og kiggede overfladisk, hvorefter hun sendte os bort. Det er sikkerhed på højniveau. For at være ærlig fik jeg noget bange anelser, da jeg egentlig engang har lovet mig selv aldrig at flyve indenrigs i Afrika. Mens vi ventede længe på flyet, som overhovedet ikke kom til tiden (surprise), var vi ved at blive oversvømmet af den massive monsunregn, som rasede udenfor. Som så mange andre steder, havde de ikke lige fået indrettet sig efter den årlige regntid Da vi omsider sad i flyet, blev vi informeret om, at vores direkte fly skulle mellemlande i Mombasa. Alle blev beordret ud af flyet, hvorefter både vi og vores bagage blev tjekket, inden vi fik tilladelse til at stige ind i det samme fly igen. Ligesom i bussen fik vi absolut ingen forklaring om, hvad der skulle foregå, så vi måtte forvirret spørge os frem. Det mest overraskende ved hele den fjollede seance var, at vi også her kunne nøjes med selv at fortælle, hvad vi havde i taskerne. Da jeg som et led i min opremsning nævnte souvenirs, bad den lufthavnsansatte mig uddybe dette. Det første jeg kom i tanke om, var en træelefant til min mor.. han spurgte mig, hvorfor jeg da ikke havde købt hende en ægte en af slagsen storgrinende over sit eget vittige påfund! Det var den sikkerhedsprocedure. Efter flere fjollede lufthavnsoplevelser på én dag, end jeg har haft i hele mit liv, ankom vi til Nairobi.
Vi overnattede på et hyggeligt backpacker sted, men rykkede senere til YMCA, da det ligger noget mere centralt. Vi brugte vores guidebøger mere disse få dage, end vi har gjort i løbet af de sidste fire måneder. Så som alle andre turister var vi både ude at fodre fredede Rotschilds giraffer i Langata i udkanten af nationalparken, besøge et elefantbørnehjem (David Sheldrick Wildlife Trust), ture den som intellektuelle på nationalmuseet, se udsigt over Nairobi fra toppen af Kenyatta Conference Center og picnice igennem i både Uhuru - og Central Park. Vi mødte mange skæve eksistenser i parkerne, men vores sidste dag i Kenya satte rekord; vi sad fredeligt og slappede af med udsigt til den idylliske sø, da vi pludselig hører nogle underlige støn. De viste sig at komme fra en ellers nydelig forretningsmand, der stirrede stift på os, mens han onanerede i fuld offentlighed. Han flygtede heldigvis, da vi begyndte at pakke vores ting for at komme væk derfra hurtigst muligt. Vi blev siddende, og for at det ikke skal være løgn, endte vi med at blive filmet med skjult kamera af nogle unge kenyanske fyre, som havde udvalgt os som ofre til deres tarvelige prank. Så på en eller anden videooptagelse derude, sidder Caroline og jeg og vinker fjoget, mens vi siger "beware" på swahili Efter at have tilbragt ulideligt mange timer i lufthavnen (1 ½ time mere end planlagt, fordi flyet overraskende nok var forsinket), spurtet gennem Cairo lufthavn for at nå vores næste fly og derfor ikke fik vores bagage med, landede vi på dansk jord igen til en varm velkomst. Jeg er simpelthen så lykkelig for, at jeg valgte at rejse lidt rundt efter endt ophold, så min afrikadrøm ikke sluttede brat fra den ene dag til den anden.
Så er det ved at være slut med livet som blogger. I slipper dog ikke for et sidste indlæg om nogle ugers tid, sådan et hvordan-er-det-at-vende-tilbage-efter-så-mange-måneder-refleksion
- comments