Profile
Blog
Photos
Videos
Nu er der efterhånden gået halvanden måned, siden jeg kom hjem fra Afrika. Det er ikke til at fatte - tiden er bare fløjet af sted! Jeg nåede næsten heller ikke andet end at få pakket min taske ud, før jeg startede med at arbejde igen. Jeg føler mig så fantastisk heldig over, at jeg blev kontaktet mht. arbejde, sådan jeg havde noget at vende hjem til uden selv at skulle kæmpe for det Og så er weekenderne ellers gået med at turnere rundt i landet for at gense familie, venner og veninder.
Selvom det lyder som et glansbillede af en hjemkomsthistorie, har det naturligvis ikke forløbet fuldstændig gnidningsfrit. I starten så jeg undrende til mine tidligere vante omgivelser, fordi alting i Danmark er SÅ anderledes end i Kenya og Tanzania; hvor er den insisterende og konstante hede? Den trykkende luftfugtighed? Al forureningen og den urene luft? De mange myg? De smilende og farvestrålende afrikanske kvinder? De til tider anmassende og offensive afrikanske mænd? Alle børnene som ivrigt skriger mzungu efter dig og ikke lader dig passere, før de har fået et kram? De mange tilbud om kath og ægteskab? Hvor er alle de religiøse forklaringer og budskaber trykt overalt i gadebilledet? Mændene som går hånd i hånd uden antydningen af seksuelle undertoner? De fritgående geder og køer? Gadeboderne udsmykket i alle regnbuens farver? Og hvor gemmer alle de engelsk- og swahilitalende mennesker sig? Det konstante liv i gaderne uanset tidspunkt på døgnet? De ufærdiggjorte bygninger overalt? De daglige strømsvigt? Den daglige kalden til bøn fra minareternes skrattende højtalere? Hvor er matatuerne med deres urimeligt høje bas og deres råbende konduktører? ("Ferry, ferry, ferry. Mtwapa, mtwapa, mtwapa. Bamburi, bamburi, bamburi").
Herhjemme er alting så ordentligt og struktureret. Man bliver ikke på samme måde overrasket, så snart man træder uden for sin dør, fordi man aldrig kan forudse, hvad der kommer til at ske. Det meste kører rimelig meget derudaf på autopilot. Folk stresser af sted i et tempo, som er fuldstændig uhørt i det afrikanske kontinent. Virkelig få mennesker hilser på hinanden på gaden, hvis ikke de kender hinanden på forhånd. Faktisk stirrer nogen tilbage på dig, som var du socialt retarderet, hvis du vælger at trodse normen og hilse alligevel. Man kan sagtens tage den vildeste stener på offentlig vej uden at risikere at ende i et grumt trafikuheld eller komme til at fornærme samtlige på ens vej, fordi man ikke hilser tilbage. Man kan stole blindt på at folk dukker op på det tidspunkt, man har aftalt - alt andet bliver regnet for grov uhøflig adfærd. Man skal heller ikke hele tiden være opmærksom på at forhandle om prisen for ikke at blive snydt pga. ens hudfarve. Man kan sagtens transportere sig rundt alene som kvinde efter mørkets frembrud uden urimelig høj risiko for at blive bestjålet eller voldtaget. Det er heller ikke nødvendigt at beskytte sin ejendom med en stor mur og vagthunde, selvom man bor i et middelklasse hus og egentlig ikke ejer noget af større værdi. Her er så stor lighed mellem kønnene, at begge parter i størstedelen af danske familier er aktive på arbejdsmarkedet. Og det er ikke særlig almindeligt med hushjælp medmindre man er stenrig og bosat i whiskeybæltet (og så er hun med stor sandsynlighed "importeret" fra Asien eller Indonesien!). Stort set alle børn befinder sig hos deres biologiske forældre og hvis ikke, er de anbragt på en institution eller en plejefamilie, som er godkendt af staten. Endnu en ting ved det danske samfund som jeg beundrer, er den store tolerance og accept af forskellige samlivsformer; det er ikke længere et tabu at være alenemor- eller far, homoseksuel eller helt at fravælge børn i sit parforhold. En kæmpe lettelse har desuden været danskernes enorme brug af ironi og direkte måde at konfrontere hinanden på (ikke som den afrikanske kommunikation hvor man konstant taler rundt om og antyder i håb om at modparten forstår ens budskab).
Jeg savner det afrikanske liv enormt, men efter at være kommet hjem har jeg endnu engang fået slået fast, hvor glad jeg er for at være født og bosat i Danmark. Jeg ville aldrig kunne etablere mig i Afrika pga. det langsomme tempo, den store sociale og økonomiske usikkerhed som korruptionen fører med sig samt ikke at forglemme, majoriteten af afrikanernes opfattelse af hvide mennesker. Jeg er dog blevet ret så forelsket i hele den afrikanske charme, natur og befolkning, så jeg skal helt sikkert tilbage igen på et tidspunkt. Afrika er ikke et sted, jeg kunne tænke mig at bosætte mig permanent, men det er helt sikkert et sted, jeg vil drage til, når jeg igen får brug for et pusterum fra den klaustrofobiske og kontrollerede danske hverdag
- comments