Profile
Blog
Photos
Videos
I er nok temmelig forvirrede på nuværende tidspunkt. Hvad skal den sære titel betyde? Jo, jeg har såmænd fået nyt job hernede på børnehjemmet "Mighty Redeemer Childrens Home", og det involverer en hel del sved, savl, tis, snot, tårer, opkast og tyndskid. Til start skal det lige nævnes at børnene er nogle skønne guldklumper (det meste af tiden i hvert fald), som jeg virkelig hurtigt er kommet til at holde af. Stedet derimod er en helt anden sag. Som udefrakommende ser børnehjemmet imponerende ud, fordi huset er stort og med tilhørende have. Børnehjemmet har også nogle sponsorer fra Tyskland, så børnene har tidligere været på ture ud af huset. Dette faktum gør dog blot, at jeg har endnu sværere ved at forstå, hvorfor de nedprioriterer bleer til babyerne i løbet af dagen. De er dog så privilegerede, at de har ble på om natten, men om dagen skal de lære at gå på potte - også selvom de er så små, at de endnu ikke selv kan gå! Jeg er på ingen måde tilhænger af dette babyer-bruger-potte-og-ikke-ble-projekt, men jeg ville måske have lettere ved at acceptere det, hvis personalet så rent faktisk tog babyerne på potten i ny og næ. Det sker så ikke i praksis. Så vi har æren af en helt masse børn med gennemblødt og beskidt tøj, som ikke bliver skiftet på andre end vores initiativ. Selv da jeg i dag var indsmurt i tyndskid og stod med synderen på armen, som ligeledes var indsmurt, var det ikke bevis nok på nødvendigheden af bleer. Jeg blev blankt afvist i min forespørgsel og måtte så undskyldende over for barnet nøjes med at give ham rent tøj på. Min indre djævel håber lidt på, at han laver samme stunt senere i dag, hvor jeg ikke længere er der. Så kan de jo selv stå med lorten. Bogstavelig talt. Som bonusinfo skal det nævnes, at de ikke udleverer plastikhandsker (til hvide mennesker).. meget lækkert at rengøre indsmurt barn med de bare næver. Som om manglen på bleer ikke var nok hænder det tilmed, at vi bliver bedt om ikke at skifte børnene - for de tisser jo bare i bukserne igen om lidt.. Personalet tager sig af madlavning, rengøring og tøjvask, og så må mzunguerne ellers underholde børn, skifte tøj, hjælpe på toilettet og løse konflikter, selvom de på ingen måde mestrer swahili eller er udstyret med otte arme hver. Når lokummet virkelig brænder, kan man sommetider finde personalet siddende i hyggelig snak med the og andet godt i solskinnet og i tilpas stor afstand til børnene. Og selvom ens store paniske øjne og viltre hår siger alt, skal man alligevel forklare dem, at man har brug for hjælp. Og man kan så ikke forvente, at de har tænkt sig at reagere på ens bøn. Dette skete endnu engang i fredags, hvor regntiden viste sit sande ansigt, hvorfor vi måtte være indenfor hele dagen. Hele personalet skulle af mystiske årsager lave hovedrengøring, så Pernille, Caroline og jeg havde 25 ud af 28 børn stuvet sammen i et rum på størrelse med mit værelse. Så kan I ellers tro, der var fest for fuld udblæsning! Vi har lavet evaluering med vores kontaktperson fra Action Aid i dag, og hun lovede os ikke at sende fremtidige volontører til børnehjemmet. Jeg overlever lige med nød og næppe, fordi jeg kun skal arbejde der i tre uger, men hvis udsigten havde været hele tre måneders arbejde, er jeg ikke gjort af det rette stof (og tvivler på at nogen vesterlændinge med samvittighed og respekt for børn er det).
Vores arbejde på børnehjemmet har dog givet gevinst. Vi var nemlig til bryllup hos en af vores kolleger i lørdags. Jeg var så småt begyndt at opgive håbet om at opleve et afrikansk bryllup, men det lykkedes lige netop på et hængende hår. Det var meget anderledes end vestlige bryllupper. Kirken var lille og primitiv og udsmykket med farvestrålende stof og gavebånd i dagens anledning. Selvfølgelig var der stort set ingen udover os, da vi mødte op til tiden, så vi blev underholdt af den livlige dansende præst og hans kiksede kompagnon med de vildeste beats på keyboardet. Da gæsterne endelig ankom, dansede først gommens familie ind i kirken til en blanding af keyboardets romantiske toner og de afrikanske kvinders karakteristiske højrøstede glædesudbrud (yalalalalalalalah), og derefter kom bruden, hendes familier og alle brudepigerne. Ritualet mindede egentlig meget om det danske, på nær afslutningen hvor præsterne samlede sig i en ring omkring det nygifte par for at bede for dem. Derefter var det tid til photo session, hvor vi mod vores vilje blev hevet ind foran linserne. Så nu er vi bevaret til evig tid i mange afrikanske fotoalbum. Kageritualet var også noget helt andet. Brudeparret skærer første stykke sammen, fodrer hinanden, hvorefter de rent symbolsk skal fodre hinandens familier. En af gæsterne fik den vittige idé, at brudgommen da skulle fodre os i samme omgang, hvilket fik hele selskabet til at knække sammen af grin. Vi havde medbragt en beskeden gave, men den forsvandt ikke bare i mængden, som den ville have gjort til danske bryllupper, da mange af gæsternes bidrag til festen var i form af mad. Lige apropos mad så bestod bryllupsmiddagen af pilau, som er en krydret risret, som mange afrikanere får til daglig. Den eksotiske middag blev serveret til folk siddende i rækker af plasticstole eller stående spredt omkring. Det var en meget nedbarberet udgave af det bryllup, jeg kender til, men stemningen var en helt anden, så det er virkelig en fantastisk oplevelse at få med
- comments
Mia Ladegaard Hej :) Vi er tre piger fra CBS som er i gang med vores bachelor project og har i den forbindelse virkelig brug for folk som har arbejdet som frivillig på et børnehjem i udlandet. Vi har læst din blog, og håber virkelig at du har lyst til at hjælpe os ved at svare på nogle spørgsmål omkring dine oplevelser. Vi sender over spørgsmålene over FB besked eller e-mail. Svarende vil være 100% anonyme i opgaven. Håber du har lyst til at hjælpe os Mvh. Maria, Amanda og Mia