Profile
Blog
Photos
Videos
Der er simpelthen sket så meget siden sidste blogindlæg, at jeg var nødt til at dele dette oplæg i to. For ikke at trætte jer mere end højst nødvendigt. So here we go again.
Vi har været ude at besøge et af de få børnehjem for mentalt handicappede børn, der findes i Kenya. Det var en oplevelse, som jeg ikke vil glemme. Med forholdene og synet på handicappede i det kenyanske samfund taget i mente var børnehjemmet perfekt, men det var alligevel langt fra de danske standarder med en-til-en pædagogik og undervisning udformet efter det enkelte barn og dets behov. Flere af lærerne havde faktisk været på kursus i specialpædagogik i Danmark, så de havde mange pauser indlagt i undervisningen og praktiske fag såsom social træning i skemaet. Nogle af eleverne havde ansvar for kaniner og landbrug. På den måde giver de børnene praktiske færdigheder, til når de engang skal tilbage til samfundet igen. Der er nemlig intet tilbud til unge og voksne mentalt handicappede i Kenya. Der var utrolig mange børn i forhold til antallet af lærerne - vi skal ikke klage over dårlig normering derhjemme! Trods mangel på personale og heftig stank af urin i sovesalene, var det betryggende at møde nogle ildsjæle, som virkelig brændte for at ændre børnenes skæbne og som ikke forklarede deres handicaps ud fra bibelen (!). Forhåbentlig lykkes det at starte lignende hjem op andre steder i landet, så flere børn slipper for at blive gemt væk i en lerhytte resten af deres liv men i stedet får et værdigt liv blandt personale, som forstår dem.
Og nu til noget helt andet og mindre seriøst. Vi fik besøg af nogle af James' maasai venner, som kom og optrådte med sang og dans for os. De havde fuld maasai påklædning på. Her snakker vi rødt klæde, perler ud over det hele og spyd for mændenes vedkommende. Til at begynde med nøjedes vi med at kigge på, men før vi vidste af det, var vi blevet hevet op til dans. Det var virkelig sjovt at danse med, selvom vi ingen jordisk chance havde for at holde rytmen OG kombinere dette med sang på swahili. Af netop denne grund fik vi en maasai kvinde til at knække sammen af grin. Klimaks var da mændene begyndt at hoppe. Jeg har aldrig set noget lignende! Jeg ved ikke, om jeg er enig i, at det er mega maskulint at hoppe højt, men det er i hvert fald rimelig blæret. Gad vide om det giver meget street credit? Det var nok en af de mere turistede aktiviteter, vi har foretaget os, men jeg forstår godt, hvorfor gamle og rige mzunguer betaler for at se dette traditionelle show
I forbindelse med et documentation project på platformen valgte Pernille (en af Kenya pigerne) og jeg at skrive en artikel om kvindegrupper i Kenya. Vi lod os inspirere af gruppen Winitye fra Nanyuki, som er en sammenslutning af selvforsørgende enker, som holder ugentlige møder og oplyser andre enker om deres rettigheder. Det lykkedes os at komme i kontakt med kvindegruppen Ufugaji fra Naibor. Disse kvinder investerer i fællesskab i forskellige projekter (opdræt af får, vandtanke, salg af hjemmelavede tasker osv.) med det formål at sende deres børn videre i skolesystemet og højne deres egen velfærd. Det var virkelig en kæmpe øjenåbner at møde disse kvinder, der i den grad afkræftede mange af vores fordomme om kvinder og deres rolle i det kenyanske samfund. Vi fik et lift ud til sidstnævnte kvindegruppe af James på hans motorcykel. Folk stirrede noget da vi kom drønende to mzunguer og en tætbygget maasai. Det var virkelig smukt at køre gennem det afrikanske landskab med vind i håret (og rockstar briller på)
I sidste weekend på platformen var jeg og nogle af de andre piger på endagstur til Mount Kenya. Vi startede med at gå fra den første kamp og gik i alt en fjorten kilometer strækning (800 højdemeter). Udsigten var sindssyg smuk, også selvom vi langtfra nåede toppen. Det var enormt hårdt at vandre på de stejle strækninger. Man kunne tydeligt mærke hvordan højden besværliggjorde vejrtrækningen markant. Jeg mærkede heldigvis ikke andet til højden end det, at mine hænder svulmede op til ukendelighed. Det så virkelig surrealistisk ud! Jeg fik enorm respekt for dem, der bestiger bjerget, men samtidig også lyst til selv at gøre det samme. Så forhåbentlig når vi at bestige Mount Longonot, mens vi er i Kenya. Så kan man også prale af at have vandret rundt på et vulkankrater.
En af de sidste dage på platformen overnattede jeg og to andre piger hos en lokal familie (lige ude på den anden side af hegnet til Daraja). Det var en kæmpe oplevelse, som jeg er enormt glad for at have fået med. Vi lavede mad sammen med moderen over åben ild. Vi blev udstyret med gamle, uslebne og uhandy knive, som vi skulle skrælle samtlige grøntsager med. Hun iagttog de håbløse mzunguer og har med garanti fået et godt grin. Vi legede med familiens mange børn, og garanteret også børn fra resten af landsbyen (se dette oplægs billede). De kendte allerede "bro bro brille", "boogie woogie" og "hoved, skulder, knæ og tå", så underholdningen kørte rimelig meget på skinner derfra. Indtil familiens ældste engelsktalende søn kom hjem, blev James´ søn hos os som tolk, så vi kunne kommunikere med familien. Omkring spisetid var lerhytten fyldt op med venner og bekendte fra nær og fjern. Vi viste dem en hel billedserie, og de spurgte meget interesseret ind til Danmark. Mit personlige yndlings spørgsmål er, hvor mange løver vi har i Danmark!? Vi sov på det hårde og kolde gulv under samme tag som et par af familiens geder. Vi vågnede alle utallige gange i løbet af natten, fordi det var så koldt kun at sove med tæpper (vi var blevet rådet til at lade soveposerne blive hjemme pga. lopper). Kom man første i tanke om alle de rotter og edderkopper som sagtens kunne smyge sig gennem den utætte dør, blev det ikke just lettere at falde i søvn. Inden vi lagde os til at sove påførte vi anti bug spray. Denne var til stor underholdning for børnene og pludselig var hele lerhytten sikret mod kryb.
Så fik jeg vidst rundet af for de mange oplevelser på platformen. Det har været en fantastisk og meget oplevelsesrig måned. Nu er jeg landet i Mombasa hos min værtsfamilie med min rejsekammerat Lærke. Så næste blogindlæg kommer til at handle om de første indtryk af byen (stranden!), værtsfamilien og arbejdspladsen. To be continued
- comments