Profile
Blog
Photos
Videos
... Så kører vi igen:
Værtsfamilien
Vi blev taget rigtig godt imod af familien. Vi snakkede kort med dem om aftenen, men de lod os gå tidligt i seng, fordi det var umuligt for os at skjule, hvor smadrede vi var på det tidspunkt. Det skal lige siges, at familien havde to danske volontører fra global contact boende sidste år, så de er rimelig tjekkede og ved ligesom, hvad det går ud på. Familien bor i Kiembeni estate og består af ægteparret Livingstone og Lucy, deres 11-årige søn David, hvis kælenavn er doctor (!), og deres 7-årige datter Darlene Mercy som bliver kaldt sister af alle. Faderen arbejder med transport muligvis som speditør (i'm not quite sure), og moderen siger, hun arbejder fra kl. 10-16 dagligt, men indtil videre har hun været utrolig meget hjemme, og vi mistænker hende for at kalde sin lokale juice business for det daglige job. Det skal jeg lige have afklaret inden, det bliver alt for akavet at spørge hende. Børnene går i skole tæt på hjemmet i flere timer dagligt, end jeg gjorde i gymnasiet. De er meget moderne i afrikansk optik f.eks. opfordrede moderen os til ikke konstant at rende så tildækket rundt, som vi ellers var blevet rådgivet til hjemmefra. Den første dag tog moderen os med til en swimmingpool tæt på deres hjem og til city mall, hvor de heldigvis har en nakumatt (supermarked på størrelse med føtex, hvor der er så meget personale ansat, at de næsten løber i vejen for hinanden, og hvor de forhandler alt, hvad hjertet begærer). Derefter har de ladet os tage af sted på egen hånd. Det er virkelig befriende, at de på ingen måde er kontrollerende, og at de er forstående for, at vi gerne vil opleve så meget som overhovedet muligt, mens vi er hernede. Faciliteterne er næsten som hos en middelklasse familie i Danmark: kæmpe fladskærm, køleskab, træk-og-slip toilet, rindende vand, vaskemaskine, fane i loftet, store senge og strøm hele døgnet (på nær de gange om ugen, hvor strømmen svigter nogle timer). De har tilmed hushjælp, så det er meget vanskeligt for os at få lov til at hjælpe til med de huslige pligter såsom madlavning, opvask, tøjvask og rengøring. Derfor føles det endnu som om, vi bor på hotel, men det ændrer sig forhåbentlig med tiden, når vi ikke længere kun er gæster. Vi blev noget overraskede over de luksuriøse forhold, da vi var blevet vant til at leve under mere primitive forhold på platformen. Det er dog fedt at se en anden side af Afrika, som er meget langt fra lerhytter og hungersnød.
På trods af de ydre ligheder mellem Danmark og Kenya i form af luksuriøse faciliteter, har vi en meget anden kultur og andre værdier end familien. Vi har faktisk allerede berørt emner som religion vs. videnskab, begravelser, synet på handicappede, abort, flerkoneri, ægteskab, familiehierarki, skolesystem og institutionalisering af samfundet, hvor vi bestemt ikke var enige hele vejen igennem. Det giver noget enormt spændende og underholdende diskussioner. Den største forskel er, at familien er meget kristen. De går i kirke HVER søndag (en pinsekirke hvor folk er meget spirituelle og får religiøse kald), beder bord- og aftenbøn, har udsmykket deres vægge i stuen med udvalgte bibelcitater og læser op af bibelen flere gange ugentligt. Rollefordelingen i familien er dog meget konservativ; kun moderen er i køkkenet (når hushjælpen en sjælden gang imellem har fri) og faderen er familiens patriark som jævnligt sidder i sofaen og udsteder ordrer, som resten af familien uden brok udfører for ham. Han er desuden master of the remote control, så hvis børnene er ved at se noget tv, når han får lyst til at zappe, så er det bare ærgeligt Sonny boy. Det skal man lige vænne sig til. Familien spiser ekstremt sent hver dag (omkring kl. 20-21). De ejer intet spisebord, for de sidder altid foran fjernsynet og spiser. Det værste ved den konstellation er næsten, at afrikansk tv virkelig er overdramatisk. De viser primært serier med elendigt skuespil, der er så ekstremt overspillet, at det bliver plat og tager fokus fra handlingen. Stemmerne passer heller aldrig med mimikken, og så er underlægningsmusikken nærmest komisk dramaturgisk. De virker faktisk som billige b- film, som aldrig skulle have været udgivet og vist til offentligheden. Vi har planer om at lave et dansk måltid til dem, hvor vi sidder sammen og spiser som en familie. Om det så kræver, at vi låner borde og stole fra hele nabolaget, så gør vi det sgu. Det andet er simpelthen for mærkeligt at spise i sofaen foran fjernsynet, når man kommer fra en familie, hvor aftenmåltidet er et socialt samlingspunkt.
Familien bor i et compund, som de deler med en anden familie. De kommer og går i hinandens huse som det passer dem, hvilket virkelig er hyggeligt. Man er pludselig blevet del af en stor happy family. Nabofamilien har tre børn på ni, fem og halvandet år. Den yngste er en virkelig nuttet dreng, som hedder Emmanuel men bliver kaldt Nunu. Han vandrer bare rundt og bliver beundret af alle, han møder på sin vej. Ham kunne jeg godt finde på at stjæle med hjem
Marvel Junior Academy
Lærke og jeg arbejder på Marvel Junior Academy, som er en skole for 2-6-årige børn. Børnene bor på børnehjem (disse udgør dog ikke så en procentdel af eleverne, som da skolen startede) eller kommer fra meget fattige familier. Mange af disse børns skolegang er derfor sponsoreret af udenlandske enkeltpersoner. På trods af børnenes udgangspunkt er størstedelen af dem velfungerende og trives i stor stil på skolen. At børnene trives skyldes i den grad lærernes store indsats. De er enormt kompetente og har langt hen af vejen en fornuftig pædagogisk tilgang til børnene og undervisningen. Som eksempel på dette kan nævnes, at de vægter omsorg og kærlighed højt i arbejdet med børnene, fordi de er opmærksomme på, hvor stor indflydelse dette har på børnenes læring. Skolen drives af ildsjælen Victoria, som bruger stort set al sin tid og sine penge på at sikre disse børns trivsel og fremtid. Hun har bygget skolen på hende og moderens grund - så kan hun jo altid lige få fikset det arbejde, hun ikke nåede i løbet af dagen. Hun har derfor en meget ydmyg bolig. Lærerne er virkelig åbne, imødekommende og fleksible. De takker os konstant for vores indsats, også selvom vi ikke hele tiden føler, at vi udretter noget revolutionerende og banebrydende. Da vi kom på skolen første dag præsenterede de os bl.a. for børnene ved at sige, at vi kommer fra et kontinent langt fra Afrika, og at vi derfor ved mange ting, de ikke ved. Victorias mor, som også hjælper til på skolen med praktiske gøremål, reagerede på vores ankomst ved henrykt at udbryde: "We are blessed with girls from Denmark". Hun fortalte os også, at vi altid kan komme til hende, hvis vi har brug for at snakke eller bare for lyst til en hyggelig stund i deres selskab. Hun tilbød os også en skulder at græde ud ved, hvis vi involverede os i noget med de kenyanske mænd. "Vores mænd er nogle idioter, der kun tænker på at få en billet til Europa", som hun køligt sagde uden at fortrække en mine. Sommetider er det næsten for meget, at vi ikke må hjælpe til med det praktiske arbejde, og at de konstant henter en stol til os, selvom de andre lærere står op. Er der en ting, jeg har lært om afrikanerne, så er det, at man ALDRIG må sige nej, når de tilbyder én noget. Det er virkelig uhøfligt. Så forhåbentlig kan vi få dem fortalt på en pæn måde, at vi altså overhovedet ikke hverken behøver eller forventer særbehandling. De er enormt taknemmelige, og jeg lærer meget af at arbejde på skolen. Lige nu er vi i gang med et lille billedprojekt, hvor eleverne skal dekorere rammen om et billede af dem selv, som vi har taget. Så hænger vi alle billederne op for at pynte klasselokalerne. Vi er nu blevet hyret til at tage billeder i undervisning og blev tilbudt at bidrage til skolens hjemmeside. Den daglige udfordring er det faktum, at mit spæde swahili forhindrer mig i at have samtaler med de yngste børn. Af en eller anden grund, så rækker deres ordforråd længere end til mine standardhilsener, tal og dyrenavne!?
Indstillingen til skole er en helt anden i Kenya. Eleverne er meget ivrige og rækker konstant hånden op for at deltage - også selvom de ikke kender svaret. De flyver op fra deres små plasticstole, forsøger at knipse højlydt og skriger med deres skingre stemmer i kanon (tea)cher. De er så ivrige, at de ikke får udtalt hele ordet. Det er simpelthen så komisk at overvære. Respekten for lærerne er desuden enorm. Jeg bliver tiltalt "madam Nanna" eller "teacher Nanna". Det er faktisk overraskende svært at reagere på, fordi det er uvant at blive tiltalt så formelt. Hver dag hilser eleverne i kor, når vi ankommer og forlader skolen. Det skal man lige vænne sig til. Ligesom vi observerede på den lokale skole, mens vi var på platformen, er undervisningen enormt kollektiv. Størstedelen af tiden svarer eleverne i kor, gerne på noget som de har gennemgået på samme måde utallige gange før. De har indlært meget som remser, der bare lirres af helt ukritisk. Når en enkelt elev udpeges og denne klarer sig godt, synger alle eleverne i kor, mens vedkommende selv vrikker med hofterne foran tavlen: "well done, well done, keep it up, keep it up, a very good boy/girl". De har tydeligvis en helt anden kultur for at fremhæve de dygtige elever for at motivere de mindre dygtige.
Fordi lærerne er så dygtige og skolen så velfungerende, havde jeg lullet mig selv ind i en urealistisk fantasi om, at dette var det sidste sted, man slog børn. Det viste sig dog ikke at være tilfældet, hvilket chokerede mig meget. En af pigerne sagde noget ubehøvlet på swahili og fik nogle slag over benet som straf. Det var enormt hårdt at overvære, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg valgte ikke at blande mig, da man ikke skal lade afrikanerne tabe ansigt. Jeg synes desuden, at jeg stadig er for ny til at konfrontere hende. Jeg håber, at hun slog, fordi hun "er af den gamle skole", så lærerne ikke også kan finde på at reagere på samme måde. Jeg havde forsøgt at mentalt forberede mig på denne situation hjemmefra, men det tror jeg ikke, man kan med den slags. Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan man kan mene at vold og en ordentlig børneopdragelse hænger sammen. Det virker så primitivt. Som den lette løsning. Det strider imod alle mine værdier. Respekt bør værre større end frygt. Forhåbentlig kan vi have den samtale på et tidspunkt. Det ville være enormt interessant.
Vi har foræret dem få af vores gaver. De blev meget glade for undervisningsmaterialerne, så nu glæder jeg mig endnu mere til at give dem al det skønne LEGO, vi har fået doneret.
Alle vores afrikanske venner
Afrika er det letteste sted at få nye venner. Man skal selvfølgelig forholde sig noget kritisk til de mange henvendelser, hvoraf størstedelen er ivrige sælgere. Der findes heldigvis også dem, der ikke har skjulte intentioner, og som har et helt reelt ønske om at lære dig at kende. Dem har vi heldigvis mødt en håndfuld af. Allerede efter to dages ophold i Mombasa kastede Lærke og jeg os ud i en gåtur på egen hånd, som endte noget anderledes, end jeg havde fantasi til at forestille mig! To 11-årige drenge, Rando og Moses, henvendte sig til os for at høre, om vi kendte deres to danske lærere Andrea og Sally? Vi måtte desværre svare nej. De spurgte os, om ikke vi kunne tænke os at se deres skole. Vi faldt i snak med de søde og snaksaglige drenge, så før vi vidste af det, endte vi i en landsby af lerhytter, hvor vi blev præsenteret for tre forskellige familier. De hev alle stole frem til os og var virkelig taknemmelige over vores besøg. Hvilken glæde over besøg af totalt fremmede, som du aldrig kommer til at møde igen. Det er virkelig et imponerende eksempel på afrikansk gæstfrihed. Selvom familierne ikke ejede meget, insisterede de på at forære os nogle sukkerrør (se billedet her på bloggen). De kan for resten ikke anbefales, da de mest af alt smager af sukkervand. Det var dog en autentisk oplevelse af en afrikansk snack. Tilbage til historien. Vi blev desuden inviteret indenfor i flere af de huse vi passerede, men måtte desværre takke nej. Vi fik nummeret på en mand ved navn Henry, som gerne vil vise os en anden skole. Vores liste med kenyanske numre er forøget siden den dag. Helt old fashioned med nummerudveksling med pen og papir (Thomas med liggestolene, Sabastian fra stranden, fransktalende Vinny fra Bamburi osv.) Der kom flere af deres venner til og en onkel som vi gik og cyklede derudaf. Skolen (Barnabas Mission School) virkede virkelig fed, og drengene var tydeligvis stolte af alt gå der. Pludselig opdagede jeg et malet verdenskort, som virkede bekendt. Det er lavet af tidligere danske volontører fra global contact, som har lagt dette projekt op på hjemmesiden, sådan at vi blev præsenteret for det på grundkurset. Wow, hvor er verden lille! Vi var af sted omkring tre timer og fik simpelthen så mange gode oplevelser. Bonusinfo: de to danske volontører har kontaktet os, så vi skal på cafe med dem i næste uge
Et par dage senere mødte vi en kenyansk kvinde i Nakumatt, som pludselig henvendte sig til os på gebrokken dansk. Det viste sig, at hun havde boet de sidste syv år på Frederiksberg og studerede i Danmark. Vi snakkede alle godt sammen, så hun inviterede os på tur, så hun kunne vise os Kenya fra dets bedste side med lokal kendt guide. Vi har faktisk tilbragt det meste af denne uge i hendes selskab; cafe, rundtur i Mombasa, shopping på marked og i "Mr. Price" (Afrikas svar på h&m) og en heldagsudflugt til Malindi og Watamu, som er to kystbyer nord for Mombasa. Hun flyver hjem til Danmark igen, så nu må vi klare os på egen hånd. Det er virkelig sjovt at møde nogen på den måde og så bare tage af sted! Jeg er helt klart åben for mere af den slags, mens vi er hernede
- comments