Profile
Blog
Photos
Videos
I kender mig. Jeg indrømmer det. Jeg er igen bagud med min blog, så liiiige lidt om Nairobi før vi når til beskrivelsen af Mombasa, værtsfamilien, arbejdspladsen samt det løse.
Tour of kibera
Vi kørte i samlet flok fra platfomen, naturligvis i matatuer, skrålende med på alt fra diverse alphabeat hits til drengene fra angoras "hun har en pik" med den uvidende afrikanske chauffør storsmilende imens. Før vi vidste af det, var vi ankommet til Nairobi. Om eftermiddagen besøgte vi Østafrikas største slum, Kibera. Det er en oplevelse, jeg aldrig vil glemme! Selve slummen er gigantisk - langt større end jeg havde fantasi til at forestille mig (1 mio. mennesker stuvet sammen på sølle 2,5 km²). Der er udsigt til tætbyggede blikhuse så langt øjet rækker, dynger af affald i uoverskueligt store mængder, en insisterende stank af urin fra de åbne kloakker, støv og tung luft, bumlet og uvejsomt terræn samt en helt masse børn og unge mennesker som bevæger sig langs de smalle stier (gennemsnitalderen er af åbenlyse grunde meget lav i KIbera). Gennem Kibera snor en bred vej sig (bygget til destinationen Mombasa - Kampala), hvorfor staten i løbet af få måneder gjorde 200.000 af slummens indbyggere hjemløse. Det er mærkeligt at se dette med egne øjne, eftersom jeg for flere måneder siden modtog en e.mail fra Amnesty International med en anmodning om at sætte min underskrift for at stoppe tvangsrydninger af Kibera. Da jeg sad bag min computerskærm i Danmark virkede problematikken uendeligt langt væk, men pludselig kunne jeg se og føle denne utrolig tæt på. Kibera er ganske vidst bygget på statens område (området var før slummens opståen dækket af skov - deraf navnet på swahili), men alligevel forekommer tvangsrydningerne mig ekstreme og brutale. 200.000 mennesker fik et par måneder og en urimelig lav sum penge for at forlade deres hjem men intet alternativt område at bosætte sig i. Miljøet er barsk og præget af fattigdom, dårlige sanitære forhold, kriminalitet, misbrug og arbejdsløshed. Ligesom slummen i Nanyuki er Kibera dog også kendetegnet af liv i gaderne, fællesskab, sammenhold og nærhed. Netop derfor er oplevelsen af slummen meget ambivalent: på samme tid både skræmmende og dragende. Kibera er helt sikkert et besøg værd! (tjek billeder derfra i albummet "livet på platformen" her på bloggen - billeder siger jo som sagt mere end hundrede ord ;))
Action Aid og rap i Uhuru Park
Om aftenen spiste vi afskedsmiddag og sagde farvel til dem, der er rejst videre til Uganda og Tanzania. Dagen efter var vi pludselig, og for første gang i en hel måned, kun os fire, der er blevet i Kenya. Vi skulle mødes med vores kontaktperson Mary på Action Aid Kenyas kontor i Nairobi. Vi blev hentet med privatchauffør og sad alle og stirrede måbende på storbylivet med dets enorme bygninger - et helt andet Afrika, end det vi hidtil havde oplevet! Mary viste sig at være en rigtig sød kenyaner, som gav os en helt masse informationer om vores værtsfamilie og arbejdsplads. Hun kom på bedste afrikanske vis med flere by the way bemærkninger under mødet. Det viser sig f.eks., at vi skal rejse ud af landet for at forny vores visum (ny lovgivning vedtaget i januar 2014), og at der kommer en anden volontør og bor hos familien, så jeg alligevel ikke skal bo alene, når Lærke rejser hjem til Danmark. Efter vores møde tog vi til Uhuru Park for at opleve lidt af livet i Nairobi. Vi fandt et hyggeligt spot ved en sø og ganske få sekunder efter, vi havde sat os ned, kom en fyr fra Kibera og rappede for os. Vi gjorde det hurtigt klart, at vi ikke var interesserede i at købe alle hans udgivelser. Det slog ham ikke ud. Tværtimod. Han spurgte ind til os og komponerede derefter en noget avantgarde rap om Danmark (som han hverken før eller efter vores lille fortælling havde noget begreb om!) J Han snakkede i et væk og fik vendt hele verdenssituationen krydret med en hel del lommefilosofiske inputs, og havde vi ikke stoppet hans massive talestrøm, sad vi stadig i Uhuru Park i skrivende stund.
Rejsen mod det ukendte
Efter to dages tid i Nairobi var det tid til at sætte kursen mod Mombasa. Bussen var luksuriøs og alt andet, end vi turde håbe på. Det er nemlig bedst ikke at sætte næsen op efter noget i Afrika, men i stedet bare at tage tingene som de kommer og lade sig overraske undervejs. Det er faktisk virkelig en befriende og afstressende livsstil, når man først lige har vænnet sig til det Det var underligt at sidde i bus uden at vide, hvad der ventede én efter sidste busstop. Som vi nærmede os, blev vi derfor tiltagende spændte: hvilket område bor familien i? Hvordan er faciliteterne sammenlignet med platformen? Passer beskrivelsen af familien med de papirer, vi har fået udleveret? Hvordan vil de tage imod os? Kommer de til at sammenligne os med tidligere volontører? Efter ti timers bustur gennem det smukkeste landskab med fritgående giraffer landede vi i Mombasa. Varmen var trykkende, selvom det var aften. Vi mødtes med vores anden kontaktperson Beth, som introducerede os til familierne. Vi blev forsinkede, fordi vi endte i vores første trafficjam allerede den første aften.
Mombasa
Afslappet tempo - vi tager tingene, som de kommer. African time med stort a er herskende her. Venlige og imødekommende afrikanerne (primært henrykte børn og tilnærmende mænd), som KONSTANT kontakter én på gaden, ud af et vindue i matatuen, everywhere. Moskeer og burkaklædte kvinder i gadebilledet. De fem daglige kalden-til-bøn med arabiskklingende ord lyder fra minareterne: "Allah U Akhbar". Skrald i uoverskuelige mængder som brændes af de mærkeligste steder. Små gadebutikker i alle regnbuens farver, som sælger alt fra bananer til parykker, og som altid holder åbent på nær om søndagen, hvor det hele går i stå, mens størstedelen af befolkningen er i kirke eller moske. Her kan du naturligvis prutte om prisen. Passer den dig ikke, går du bare videre til næste butik lidt længere nede af gaden. Insisterende hede, trykkende varme og høj luftfugtighed. Selv afrikanerne ånder lettet op ved det mindste vindpust. Køer, geder og høns fritgående i gaderne. Aflåste porte og høje mure beklædt med glasskår omkring husene vidner om meget kriminalitet. Hektisk og kaotisk trafik hvor spillereglerne så afgjort er, at den stærkeste overlever. Der er ikke plads til hensynsfulde og tålmodige bilister. Faldefærdige og bumlende matatuer hvis sælgere insisterende tilbyder alle forbipasserende et lift ved at råbe navnet på endestationen. Tæt sort os fra køretøjerne. Her er ikke det store fokus på miljø og grøn energi! Kath-tyggende mænd som ikke skjuler deres forbrug, og som gerne forsøger at sælge ud af deres varer. Duftene fra de mange gadekøkkener overalt der blandes som efterlader ens næsebor totalt desorienterede. Liv og mange mennesker i gaderne. Flere af dem siddende i havestole hist og her. Ufærdiggjorte bygninger. Himmelsk strand med klart vand og lækkert sand. Mombasa er resultatet af tilfældighedernes spil og er ikke berørt af byplanlægeres struktur og store visioner om byers udformning. Intet reelt bycentrum og mangel på kulturelle tilbud såsom teater.
Følg med i næste blogindlæg som handler om værtsfamilien, arbejdspladsen og alle vores nye afrikanske venner
- comments