Profile
Blog
Photos
Videos
I dag har to af de andre piger fra huset været til bryllup. Jeg var ikke helt på toppen, så jeg valgte at blive hjemme. Det var også et katolsk bryllup, så det er ikke ligeså anderledes, som måske et mere buddhistisk bryllup ville være. Dette bryllup bliver i hvert fald holdt over flere dage - og der bliver ikke sparet overhovedet. Lidt som jeg kender det hjemmefra med tamilske bryllupper.
Vi fik fine invitationer og små gaveposer med forskellige vietnamesiske snacks og kager i skolen fredag. Læreren, der skulle giftes havde også det flotteste album med bryllupsbilleder med i skole. De var så flotte og bliver åbenbart taget inden selve vielsen. Der har hun 4 forskellige sæt tøj på - alm. brudekjole og andre virkelig smukke kjoler, der ikke er hvide.
Det meget sjovt at det er tydeligt at se på makeuppen at de gerne vil være så hvide som muligt. Det var nærmest også umuligt for mig at finde en creme uden nogen form for whitener den første dag, hvor jeg ikke havde modtaget mine ting. Anyways! Resten af brylluppet finder sted i næste weekend hvor der bliver holdt noget reception og hvor de skal en tur tilbage til pigens landsby og lave en masse spændende ting. Vi når desværre af tidsmæssige årsager ikke at komme med, selvom det kunne være virkelig spændende.
Om aftenen var vi inviteret hjem til "bolig-damens" mor. Jeg kan ikke huske hendes navn, og det er hvad vi har kaldt hende gennem hele processen. Det er en dame, der også er lærer og som underviser i billedkunst på en public school. Hun har været meget sød og hjælpsom og vi har skrevet mails med hende hjemmefra, da hun var så sød at kigge på lejligheder til os. Det endte så med at Sijtze - lederen af vores afdeling på Olympia School havde fundet en lige overfor skolen, så det var lidt mere belejligt. Denne "boligdame" er 44, men hun ser meget ung og smart ud. Hendes engelsk er ikke det mest perfekte, men hun prøver. Det er mere end man kan sige om størstedelen af befolkningen. Der er INGEN, der kan tale engelsk, og det er meget svært at spørge folk om noget.
Hun ringede torsdag eftermiddag og inviterede os ud på en restaurant samme aften med hendes mand og tog også derefter med ind i byen. De er meget gæstfri og havde i dag, så inviteret os hjem til hendes mor.
Deres hus var i to etager, men meget primitivt. Der er virkelig koldt. Det gælder alle huse - også vores eget. Håndværket i bygningerne er elendigt og der er ingen isolering. Vi går også med en masse tøj og sover med flere lag for at kunne holde varmen. De var virkelig søde alle sammen, og det var lækker mad vi fik. Det føles lidt mærkeligt, men de holder meget øje med hvad og hvor meget man spiser og griner af en, da vi stadig ikke er helt professionelle til det med spisepinde - meen det kommer forhåbentligt. Vi har jo god tid endnu. Vi fik mangostan, en virkelig lækker frugt til dessert og en lillebitte kop te inden vi skulle skynde os videre til biografen. Teen kaldes enten chey(som er lavet på blade eksempelvis grøn te) eller chai(der er en blanding af flere ting). Den serveres også sådan lidt halvlunken og ikke varm som vi kender det hjemmefra. Dette gælder flere af de ting de spiser bl.a. suppe, der også flere steder er lidt halvkold.
Vi kørte til et kæmpe center for at gå i biografen. Der er næsten ingen mennesker, da det primært er mærkevarer, der bliver solgt, og det er der kun et fåtal, der har råd til. Men de har virkelig mange af disse kæmpe centre, på mange etager, men hvor pladsen slet ikke er udnyttet og hvor det virker som om det bare er nogle investorer, der har kastet en masse penge i et projekt. Vi var også i biografen i går fredag i et center på 72 etager, hvor vi så The Impossible - virkelig rørende film, men i knap så god kvalitet. Prisen for en billet er 80.000 dong - ca. 28 kr.
I dag så vi så hobbitten i 3D i en anden biograf. Det var nøjagtig samme kvalitet som derhjemme. Forinden havde vi gået rundt i centeret lidt, og spist is med deres to drenge - Tom på 9, (som virkelig minder mig om Jacob min lillebror) og Tit på 16, der så også var med inde og se filmen. De har virkelig gode manerer, og er meget respektfulde overfor deres forældre. Det kunne vi godt lære lidt af i Danmark.
- comments