Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg har i dag været inde og undervise for første gang. Der er desværre ikke ret godt styr på tingene hernede, så mine første uger har ikke været helt optimale - en masse administrativt bøvl, som jeg ikke vil belemre jer med! Men en ting er sikkert! Det er virkelig svært at få ro når man ikke kan navnene på eleverne. De har alle to navne, og både piger og drenge kan hedde det samme. Derudover hedder mange det samme - nogen hedder det bare som deres første navn - andre som navn nummer to. Eksempelvis har jeg en dreng, der hedder Viet Anh. Men så er der også en pige, som hedder Phuong Anh(hende på billedet). Det er totalt forvirrende, og jeg håber det lykkes inden længe.
Det er også meget anderledes typer opgaver de laver hernede. De arbejder utroligt meget med ordforrådstilegnelse og nogen gange føles det som om de skal have en lille ordbog i hovedet. Dette sætter så også tydelige spor ved deres andre evner. De har generelt meget svært ved at føre samtaler, og udtrykke personlige ting, hvor der ikke er et bestemt facit. Når der ikke er det, går de næsten i baglås og ved ikke hvad de skal sige. Så det skal der arbejdes en del med. Derudover måles alt op i konkurrencer og belønning, hvilket jeg gerne vil lidt væk fra. Hvordan har jeg endnu ikke fundet ud af, da det er så integreret i dem, at de skal bedømmes hele tiden. Men det finder jeg forhåbentligt ud af :)
- comments