Sydafrika 11. januar - 31. januar

Det nye aar er nu for alvor i gang, hvilket paa arbejdsfronten betyder laengere og knap saa legesyge dage. Boernene er begyndt i skole igen efter en lang sommerferie, hvor vi har proevet at holde dem fra gaden med sjov og leg. 2010 er for T.L.C. et aar med ekstra fokus paa uddannelse og det i alt hvad boernen/de unge foretager sig. Vask haenderne foer du spiser, snak ikke med mad i munden, tegn inden for stregerne, hvor mange fingre har du og hvad hedder de, hvordan finder du en bog paa biblioteket, grib bolden med din hoejre haand - hvilken haand er det, skriv dit navn (vi er stoedt paa drenge paa 10 år der ikke kunne stave deres eget navn), hvad hedder former og farverne, laer at brug en computer, vaer hygienisk, skriv et CV, lav dine lektier osv. Nogle af tingene saetter os paa lidt af en proeve idet vi jo ikke selv kan de afrikanske ord for alt det de mindste skal laere ord for, og derud over er der kommunikationen med de smaa som ikke forstaar engelsk. Til en start uddanner vi altsaa ikke de smaa, men uddannes med dem om trekanter (dreihook) og rød (rooi) og næse (neus). Den del af uddannelsen der bliver prioteret som noget af det hoejeste, isaer blandt de lidt stoerre, er kom til tiden og vaer arrangageret, hvilket ikke er en selvfoelge, fx traekker standture og chips mere i det indre ur end sid stille og lav papirsklip og oprydningen derefter. Det samme gaelder for sproget; skal vi lave sjov og ballade og have ting og sager, saa forstaar de naermest alle sammen engelsk. Som noget nyt er vi begyndt at beloenne de der udviser gode manner. Det er lidt svaert at forklare en 7 aarig at hun ikke maa faa en barbi fordi hun ikke opfoerer sig naer saa paent som hendes veninde, som altsaa faar en Barbi. Den aller vigtigste del af uddannelsen er at boernen for vished om deres rettigheder, det er nemlig ikke altid foraelder, familiemedlemmer eller naboer synes at have styr paa disse. Der sker fysisk, psykisk og sexuelle overgreb som boernen har behov for at faa bearbejdet, hvilket er en process T.L.C. oensker vi skal vaere en del af.

T.L.C.s overhoved Colleen har vist os den alvorlige side af sagen med børnearbejdet ved at fortælle os om flere ubehagelige hændelser.

En lille 6 årrig dreng er i flere år i træk blevet seksuelt misbrugt af sin lidt ældre fætter. De seksuelle "lege" lærer han nu videre i skolen fordi han tror det er en helt almindelig leg.

En 12 årrig dreng voldtager en 4 årrig pige

En af de små drenge vi arbejder med har en stor drøm for fremtiden om at overfalde, røve og voldtage piger

I hjemmene sover hele familien i et rum, hvilket betyder at børnene kan følge med i forældrenes lege, og at forældrene måske ikke altid kan holde sig fra børnene. Dette resulterer i misbrug og at børnene for en forkert seksuel forståelse.

Som planen ser ud nu skal vi hver isaer begynde at fungere som en slags kontaktperson for en mindre gruppe af boern. Vores fornemmeste opgave er at snakke med boernen og sikre os at de trives. Dette er en spaendende opgave, der desvaerre efter vores mening kraever lidt mere tid og tilllid end vi har at goer godt med. Vi haaber derfor lidt paa at blive redet af African time, der foer har udsat et arbejde for os. En hygienedag forleden, hvor vi skulle have badet, ordnet negle og haar paa boerne, blev til en legedag og afslutningsvis en hotdog. Naar foerst man har spist er maven aabenbart for udspilet til at man kan blive badet, saa vi sendte boernen hjem lige saa beskidte som de kom. Som jeg har naevnt foer er den afrikanske arbejdsmentalitet altsaa noget anderledes end vi er vant til, hvilket ogsaa blev bekraeftet da vi paa vej hjem fra arbejde sad i koe fordi der blev malet streger op paa vejen. Arbejdet blev udfoert manuelt af en enkelt mand, mens 8 stod og kiggede paa. Men det er ikke kun os der bemærker deres halvdovne tilgang til arbejdet, de ved det selv hvilket Colleen bekræftede os i da hun til sidste møde ophøjede os "over seas" arbejder, med en kommentar om at vi var flittige og gavmilde sådan at give af vores arbejde. Så vi prøver det bedste vi kan for at leve op til hendes tanker om vores høje standart.

Som afslutning paa sommerferien havde vi henholdsvis pigerne og drengene med i skoejtehallen, hvilket var en kold men god oplevelse. Mange af de smaa sorte har aldrig proevet at staa paa skoejter foer, saa det var bambi paa glatis for alle pengene. Vi var halv saa mange voluntoere som boern, hvilket betoed et barn i hver haand, og saa ellers afsted med tre par skaelvende knaer, (to par pga usikkerhed og et par fordi det skulle baere vaegten af de to andre par.) Isaer ryg og arme var smadret efter to dage med slaeb, loeft og grib unger her og der. Mange naaede dog at faa foeling med det, og isaer drengene som var mere modige og selvstaendige naaede et hoejt niveau. Man skulle dog holde et vaagent oeje med dem for at undgaa at koere fingerne af dem. Kontrolloerne var ikke altid at regne med da de var mere optaget af vores navneskilte, blonde haar og blaa oejne end ungernes sikkerhed, hvilket resulterede i at en kontrolloer var lige ved at koere baglaends ind i ungerne i et forsoeg paa at snakke med os. Vi fik da alle ungerne med hjem i god behold. Kun Caroline fik et lille snit i sin finger da hun nærmest smed sig ind under mine skøjter. Hvad angår økonomien i forbindelse med en sådan fornøjelse, så er det såmænd os frivillige der betaler via de 10.000 kr vi gav for at være en del af T.L.C. i 2 måneder. Nogle af pengene går selvfølgelig til husly mens vi er herre over resten. Vi er altså selv med til at bestemme hvad pengene skal bruges på. Udover aktiviteter som skøjtehal og strandture, rekvisitter som æg til æggekast, krus til brillefodbold og perler til halskæder, samt hotdogs og sandwich til de små sultende maver, så har Steffie og jeg bestemt os for at give ungerne en musikafspiller, da vi ved de er glade for og bestemt også gode til at danse.

Efter godt en måned i de forskellige settelments føler vi at vi kan stort set alle børnenes navne, eller hvert fald deres kælenavne, hvilket de bruger meget fordi deres navne er så lange og besværlige. Og dog, der bliver nemlig ved med at dukke nye ansigter op som vi ikke har set før. Til gengæld er der også nogle af de børn som vi lærte at kende i starten, der nu er forsvundet, eller hvert fald ikke er at finde når vi er i settelmentsene. En forklaring fra Carla er at familierne rent faktisk tager på sommerferie til andre settelments. Hvorfor de ældste drenge ikke altid deltager i vores program har dog en helt anden forklaring, nemlig den at de er med deres fædre på bar, for at lære til denne del af livet. Det er ikke kun os der kan børnenes navne, men også børnene der henvender sig til os ved at råbe, sige eller hviske vores navn, alt efter hvor generte de er. Mit navn er blandt børnene, alle i TLC og alle på hostlet Medi, og det er jeg for længst holdt op med at rette på. Tit og ofte præsenterer jeg faktisk mig selv som Medi, og det klinger jo også bedre med Steffie.

2010 bringer som sagt seriøst arbejde med sig og det om børnene er i settelmentsene eller ej. I flere dage i træk har vi slæbt skrammel fra diverse indsamlinger og sorteret det til de forskellige settelments og til gadedrengene. Tøjet sorteres i køn og aldersgrupper hvilket i vores øjemål ikke helt går efter den europæiske skala. En trøje med mærket 7 år vurderer vi passer til babyborndukken. Tøjet blev de følgende dage delt ud til børnene der villigt ventede i den lange kø for at få et sæt tøj og et par sko der passede dem. Legetøjet var straks en vanskeligere opgave at have med at gøre, da vi havde de små førskolebørn rendende omkring os. Det blev et stort legeland da den ene sæk efter den anden, fyldt med legetøj, blev hældt på jorden. Jeg fik dog de mindste skræmt væk efter de havde tilset goderne. Et par af de største dvs. dem der egentlig burde være i skole, men ikke lige gad, eller ikke havde nået bussen, hjalp mig med at sortere legetøjet i drenge og pige sager. Efter en hel dag med sortering kom skolebørnene hjem og jeg fik besked på at hælde legetøjet på jorden igen, så børnene kunne vælge et stykke hver. Jeg vil gerne indrømme at jeg følte mit arbejde var spild, især da jeg så pigerne rende rundt med spidermanddukker og drengene med lyserøde heste. En anden ting vi har slæbt på i den sidste tid er bildæk. Disse skal bruges som hegn rundt om de små TLC centre (træskure) vi har i de forskellige settelments. Bildækkende blev hurtigst mulig malede i al verdens skønne farver for at forældrene ikke skulle stjæle og sælge dem. dette sker mens børnene er i skole, og når så børnene endelig kommer hjem får vi lov at pakke deres skolebøger ind. Seriøsiteten går dog lidt af det, da kun 3 har fået deres bøger med hjem fra skole. Det skal dog heller ikke lyde som om vi har det for hårdt, og Carla er god til at skrue ned for niveauet og tiden i settelmentsene når det bliver for varmt. Den anden dag oplevede vi varmerekord i den tid vi har været her i landet. Dagen bød på intet mindre en 38 grader hvilket i wolwerivier blev fejret med en vandkamp mellem drengene og jeg. Vandbasen var en balje der var ved at blive fyldt op med vand, og som vi i løbet af ingen tid fik tømt til glæde for os selv, men til last for en gammel sur mand der pludselig kom løbende og skældte drengene ud, eller hvert fald den ene stakkels dreng der stod tilbage, resten var for længst stukket af da manden nåede baljen. Nu forstår jeg måske hvorfor den første sætning børnene har lært os lyder sådan: "Hardloop vor jew liva" - "løb for livet." Det skal lige nævnes at selvom vi oplever høje temperaturer, så er vandet stadig mindst lige så koldt som det gode gamle Vesterhav. Men det er der nu engang ikke noget at gøre ved når man har en hel flok unger med til havet, som gerne vil bade, så er det bare i badetøjet og efter dem ud i bølgen den blå. Det var dog lidt en anden oplevelse da vi en dag tog de helt små børn, dvs. 5-6 årige med til havet. Nogle af dem havde aldrig set havet før, og langt de fleste af dem var så ræd for det, at de faktisk begyndte at græde. Det endte dog hverken værre eller bedre end at samtlige 12 børn blev elle vilde med at bade og rendte ustyrlige rundt. Til sidste måtte vi tage affære da vandet blev for højt og børnene for ustyrlige, så vi endte med de sandindsmurte unger i jaquzzien på Salty Crax.

Vores nytaarsforsaet paa den personlige front er at opleve lidt mere af Sydafrika og hvad dertil hører af afrikansk natur og kultur end vi gjorde i december, hvor vi mest bare slappede af, hvilket vi i øvrigt også havde brug for efter 3 måneder på farten. Vi har fået Carla til at lave en liste over must sees and does. Vi er kommet godt fra start og har allerede besøgt et afrikansk loppemarked, hvilket til forveksling ligner det lokale i Haunstrup, med alt dets nips og skrammel. Forkælet os selv med en tur i biffen til den nette sum af 20 kr - ja det er jo næsten ikke til at lade være. Ageret tilskuere til en søndagskoncert i den smukke Kirstenbosch have med smukke bjerge som baggrund for scenen hvorpå Zebraer og Giraffer optrådte - og nej det var ikke dyr men navnet hvorunder bandet gik. Påbegyndt vores kitesurflektioner som vi troede var gratis pga. vores arbejde, men som vi fandt ud af blot er tildelt en rabat, hvormed det bliver en dyr fornøjelse, men en nødvendig fornøjelse eftersom Blouberg skulle være et af de bedste steder at udføre denne lad-dig-trække-af-en-kæmpedrage-mens-du-surfer-sport. Jeg formår dog en enkelt gang at flyve nærmest hel væk med min kite. Besteget Lions Head. Som navnet antyder, ligner bjerget et løvehoved, hvis man har fantasien med sig og den rette vinkel foran sig. Hiken var forfriskende (efter at have brugt meget tid i sofaen julen over) og overkommelig, men blot en opvarmning til Table mountian, Cape Towns kendetegn, som skulle vaere en haard omgang. Hoppet ud fra et fly i 3000 meters højde, dog med mand og taske på ryggen (som de bildte os ind indehold en faldskærm.) Og vi kom da også alle ned, sikre men meget øre i hovedet. Leget naturpatruljen med de brasilienske piger ved en fuglesø med kikkert om halsen. Stået på wakeboard (for mit vedkommende plasket lidt rundt i søen) med tre drenge/mænd fra Salty Crax. Steffie og jeg har der ud over arrangeret en del ture for alle på hostlet, da nogle af Carlas forslag ikke egnede sig til at blive oplevet alene. En tur på trommecafe endte som en succes med ømme hænder og en smuttur på irsk pub, hvor Steffie og jeg stjal dansegulvet. Åbning af det nye VM stadion, hvilket indebar en kedelig og for os på solsiden sveddryppende kamp, blev fuldendt med en tur på den afrikanske restaurant Mama Africa, hvor der blev serveret alt fra struds til antilope, samt mijitobar hvor vi slog mave med en cocktail - halvdelen udenfor, den anden halvdel indenfor da baren var så lille. Tøsetur til Robben Island, hvilket ikke var nogen større succes, men dog en historisk nødvendighed når nu vi befinder os på de breddegrader. Fødselsdagsfest for Lin på Moyo, en vaske ægte afrikansk restaurant, i et vaske ægte afrikansk univers, med savannens vilde dyr på menuen og afrikansk dans og musik på scenen. Besøg på Tikibar med halvpris cocktails, hvilket resulterer i at vi når næsten hele cocktailkortet igennem på de 3 timer. Alle får et sip her og der. Aftenen ender selvfølgelig på de lokale, hvor alle danser og er glade indtil Marc, manager på Salty Crax, får brækket næsen i en slåskamp. Dette er det mest voldige vi har set hernede, og det var vel og mærke blandt berusede hvide - ligesom det sker i Danmark og alle andre steder.

Endvidere har vi været vidner til optagelserne af det naeste afsnit af programmet fra Thailand til Thy, hvilket øjensynligt blev optaget med hemmeligt kamera på den thairesturanthvor vi prøvede at nyde et måltid, men blev forstyrret af min uvorne mani med at stirre - denne gang på fem fede, hvide, gamle, velhavende maend med hver deres sorte, unge, smukke dame, som hver især havde nok i sin partner hvilket gav sig til udtryk ved at der ikke rigtig blev snakket ved bordet, men til gengæld kysset for alle pengene. Det skulle dog senere vise sig at vi selv blev en del af en lignende oplevelse da vi efter vores Kirstenbosch koncert endte op på selv samme resturanet med John og Lee, der kun lige ligger på den gyldne side af de 40 år. Og så var det lige pludselig mange andre øjne der havde en gevaldig trang til at stirre. Vi undlod dog kysseriet.

Vores chef Carla bliver mere og mere som en rigtig god og sjov veninde, som tager os med ud og opleve meget mere end bare livet i settelmentsene. Hun er altid klar til sjov og ballade, og det selvom vi er de dumme danskere der har overtaget hendes hostel. Dog er hun stadig også den gode "boss" der altid søger for os og vores sikkerhed - hun skulle jo nødig miste arbejdskraft. =) Hendes sikkerhedsinstinkter kan udtrykkes med et par situationer som disse:

Carla kører rundt med os, som hun altid gør, men kommer til at køre 10 meter for langt. i stedet for bare at læsse os af, vender hun bilen og kører os helt til døren. Der kunne jo være noget på vejen, hvorpå man kunne slå sine fødder siger kvinden der altid vandre barfodet rundt.

Efter en tur i byen vælger vi at gå de 300 meter der er hjem til Salty Crax, hvilket Carla ikke helt kan indfinde sig med da hun jo selvfølgelig har tilbud os et lift. Det ender med at Carla starter bilen for at køre ved siden af os mens hun råber at vi skal løbe. Da vi når porten til Salty Crax vender hun bilen og køre tilbage hvor hun kom fra.

Vi får altså tit og ofte tilbuddet om at blive kørt og det selvom vi bare skal en smut i mallen der højest ligger en kilometer væk. En anden service som vi finder meget luksuriøs, er hendes iver efter at vi kommer ud og opleve noget. Vi skal knap nok snakke om hvad vi kunne tænke os før event, transport og frokost er arrangeret.

Vi har for at udvikle vores horisont lavet en madklub med vores kollegaer dvs. de tre piger der arbejder frivillig på Salty Crax. Vi har med et brasiliensk hold tvillinger, samt en mørk sydafrikaner at gøre. Planen er at vi skal servere mad vi finder meget nationalt, og hvad er mere nationalt i Danmark, end kogte kartofler, frikadeller og brun sovs?! Problemet er bare at det er svært at finde ingredienserne til en ægte dansk middag, især hakket svinekød skal man lede længe efter i slagterens delikatesse afdeling, og så er frikadelle og forloren hare jo udelukket. Efter megen renden rundt mellem de forskellige supermarkeder bliver det til hakkebøf med løg, rødbeder og meget lysebrunt sovs - den eneste farve der er at hente er fra hakkebøfferne som vi brænder lidt på. Desserten er friske jordbær med mælk, da vores mødre aldrig har lært os at lave rødgrød med fløde, men det er selvfølgelig hvad vi lærer dem at sige da de indtager desserten. Akon vores afrikaner har serveret samp bestående af kogte brune bønner og hvide majs og Flavia og Fernanda har serveret læg og kartoffelsuppe med ualmindelige søde sager til dessert, det er de åbenbart glade for i Brasilien. Det ender med at vi tager revanche mod supermarkederne og faktisk finder grissefars - formet som et farsbrød vel og mærke, men det sætter ikke en stopper for at servere frikadeller, denne gang med persillesovs.

Vi har nu opholdt os i Sydafrika i to måneder, og har en måned tilbage. Vi har været tjekket ind på salty Crax i to måneder og har en uge tilbage. Vi har arbejdet for TLC i to måneder og det er altså blevet tid til at sige farvel til børnene. Det er lidt trist at skilles nu, hvor man lige er kommet ind på livet af dem. To måneder er altså for lidt til at gøre den store forskel, og så alligevel. Det ser ud til at børnene har haft det godt i vores selskab og har været glade for os. (Carla har rost os til skyerne.) I Onder Die Brug siger vi farvel med en omgang mad. I Wolwerivier siger vi farvel til drengene og pigerne hver for sig ved henholdsvis at tage dem med til stranden, og til maleundervisning. De fleste af børnene forstod ikke at det var et rigtigt farvel og at vi ikke kommer til at ses igen. Afskeden med pigerne fra Wolwerivier blev dog noget rørende da det er dem vi har haft mest med at gøre, og derfor er kommet tættest på. Pigerne viste os at de forstod alvoren af vores farvel, da de gav os deres malerier fra dagens maleundervisning som kun Steffie og jeg havde været en del af, og som havde været en rigtig hyggelig og intim oplevelse. På malerierne var skrevet hilsner og mange søde ord fra de 12 piger, og for mange af dem var et tantekys på munden på sin rette plads i denne situation, så det fik vi også med da alle pigerne før afgang linede op på en række foran os.

Og hvad har vi så efterladt os? Latter og smil, en CD-afspiller, fulde maver, Klappelegen Andersine, Andersand og Rip, Rap, Rup, og forhåbentlig nogle gode minder. Vi har hvert fald selv noget at tage med hjem i vores i forvejen proppede tasker.

Farvel chokoladeklumper og farvel til jer der hjemme. Vi ses om intet mindre end en måned.

// Mette