Profile
Blog
Photos
Videos
Sydafrika, 1. februar - 18. februar
Med kun en uge tilbage i Cape Town var det så småt tid til at rive rødderne op og forberede os på afsked. Men inden vi forsvandt, var der lige et par farvelfester, der skulle overstås heriblandt en lille ølkonkurrence ved navn "100 club". Så mens Mette stod for den "moralske opbakning", drak jeg og 5 andre ølshots i massevis - 1 pr minut i minimum 100 minutter uden at rejse fra din plads og evt. gøre toiletbesøg. Det blev til i alt 217 shots for mit vedkommende, hvilket svarer til 17 øl på 3½ time, og dermed havde jeg slået rekorden for både piger og drenge og sikret mig en ordentlig omgang hovedpine den følgende dag. Av av, men til gengæld er mit navn nu foreviget på væggen i den lille bar på SaltyCrax. Det hele værd :)
Kitesurfing blev der ingenting af, da der selvfølgelig ingen vind var, når vi endeligt havde tid til at hoppe i bølgerne med en drage klar til at blive trukket af sted i det kolde vand. Så i stedet fik vi sagt farvel til Checkers og Mr Price, vores to yndlingsbutikker under opholdet. Carla tog os også med på en fiskerestaurant ved navn Strandloper, hvor vi fik serveret 10 forskellige lækre fiskeretter i løbet af dagen, alle tilberedt på små bålsteder. Rødvinsmarinerede muslinger og krebs med hvidløgssmør var blandt de ting, vi fik lov til at guffe i os med bestik af blåmuslingeskaller :)
Sidst men ikke mindst var der lige en afrikansk rock festival ved navn "Up the Creek", som vi skulle prøve kræfter med, så i selskab med en anden dansk pige kørte vi afsted med Carla og hendes kæreste Armi mod Swellendam, hvor festlighederne skulle foregå. Men hvad der mødte os, var ikke endeløse rækker af telte og høj musik, men i stedet befandt vi os på Lars Tyndskids mark, med ca. ingen mennesker og med en scene på størrelse med dem man bruger i 6. klasse til de obligatoriske teaterforestillinger, der hører folkeskolen til. Men hvad gør det, når bare man har det sjovt! Og det endte også med at blive en rigtig hyggelig weekend, til trods for at vi måtte ligge tre mand i et mikroskopisk 2 mandstelt og med vores liggeunderlag oven på enorme plovfurer. Men hele redeligheden blev vejet op af festivalens højdepunkt, der bestod af koncerter ved floden, der lå lige op af teltpladsen, hvor folk kunne ligge og solbade eller flyde rundt på luftmadrasser, i badekar eller kanoer og hvad ellers folk havde slæbt med sig. Man blev simpelthen nødt til at befinde sig i vandet for at se bandet spille, og når musikken blev rigtig god, gik folk amok med vandkrig. En forfriskende afkøling i de 40 graders brændende sol.
Tilbage i Cape Town var det tid til at sige farvel til alle vores kære venner, som vi havde mødt i løbet af de to måneder. Snøft, især Carla var svær at tage afsked med, men der var jo ikke andet for, end at vi måtte komme tilbage og besøge dem engang, når tid og penge var til det. Vi brugte den sidste dag på med vold at stoppe alle vores sager, som vi havde erhvervet gennem opholdet, ned i vores stakkels rygsække og at tømme vores madskab og plads i køleskabet. På trods af at vi kun var to mand, var det lykkes os at optage ¼ af hele køkkenets opbevaringsplads med vores storindkøb, så måske de andre var taknemmelige for, at vi rejste, i hvert fald hvad det angik.
Det blev vores kære private taxachauffør Sungani, der skulle køre os til Baz Bussen, der var den rutebus, der skulle transportere os fra hostel til hostel op langs den sydafrikanske østkyst. Men pga. kaotisk morgentrafik var vi ret sent på den, og Sungani holdt på, at det var unødvendigt og ringe og sige det til buschaufføren, så vi sad nervøse og kunne ingenting gøre. Heldigvis var Sydafrika ikke det værste land at være forsinket i grundet "african time", så vi nåede selvfølgelig den kære bus og kunne sætte kurs mod Oudtshoorn. Det viste sig at være et smukt naturområde omgivet af bjerge, og vejret kunne vi heller ikke klage over. Koldt var det i hvert fald ikke. Vi havde vores hidtil varmeste dag på hele vores verdensrejse med en temperatur på 46 grader. Heldigvis skulle vi campere og undgik derfor de ulidelige dorms, hvor ti mand blev stuvet sammen i en saunalignende temperatur. Der var dog også visse ulemper ved vores lille telt. Selvom det var nok så let at bære rundt på og kun tog 30 sekunder at slå op (pløkker er opreklameret), så havde vi lige glemt at tage højde for, at ud over os selv skulle der også være plads til to kæmpe rygsække plus diverse andet pik pak. Så det endte med at Mette sov udenfor teltet pga. pladsmangel. Men ikke nok med det. Hun blev nødt til at flytte sig yderligere væk fra teltet til en sofa, da jeg brugte natten på at prøve at hoste lungerne ud.
Oudtshoorn havde en del at byde på, og da vi aftenen forinden havde set lidt på en tidsplan, gik det op for os, at vi havde alt for lidt tid, til alt det østkysten havde at byde på. Så vi var tidligt ude af fjerene for at spise en brøkdel af et strudseæg, der i sig selv svarer til 24 almindelige hønseæg, og senere at ride på selve dyret. Det yderst uintelligente dyr kan løbe op til 70 km/t, men med os på ryggen blev det bare til en hurtig spurt rundt i indhegningen, før vi halvt faldt af, halvt blev hevet af af personalet. Jeg tror bestemt heller ikke, at det var spor behageligt for den store fugl, så vi skyndte os videre til næste punkt på dagsordenen, der bestod af Cango Caves, der var en stor grotte. Her valgte vi adventure-turen, der bød på snævre tunneller og små sprækker, som man skulle mase sin dertil indrettede igennem. Nogle steder var der ikke bredere en 30 cm, så det var med ikke at undervurdere sin egen størrelse inden man begyndte turen. Dette var sket for en dame tidligere, der havde siddet så godt og grundigt fast, at det tog ti timer før hun kom fri igen, og i denne tid spærrede hun udgangen for flere andre personer, heriblandt en mand med diabetes. Men vi kom heldigvis helskindede ud, selvom jeg må indrømme, at jeg havde mine problemer en gang imellem :)
Næste stop op langs kysten var Storms River, der bød på regnvejr og summen af diverse dyr i nattens løb, så Mette var nødsaget til at forlade sin hængekøje og gøre mig og min hosten selskab i teltet. Lidt fik vi dog sovet, så vi var klar til næste dags udfordringer, der først og fremmest bød på en tidlig udflugt til Tsitsikamma Nationalpark, hvor vi ud fra det udleverede kort over parken vurderede, at vi sagtens kunne nå at traske alle de små ruter igennem, inden dagen var omme. Men vi blev klogere! Allerede efter det første lille hike var vi udmattede, da turen viste sig at gå op af et lille bjerg, så lårbasserne blev rigtigt sat på prøve. Vi blev enige om, at det var godt nok at vi havde startet vores rejse i USA og ikke sluttet der, da vi med vores nuværende kondition nok måtte have været blevet nede i Grand Canyon, da vi nok ikke ville være i stand til at gå turen op igen. Men heldigvis bestemte vi jo selv farten på denne lille udflugt, så med tilpas mange pauser nåede vi toppen og kunne nyde belønningen i form af en fantastisk udsigt.
Efter endnu et hike ud til et ikkeeksisterende vandfald var vi på vej mod dagens anden udfordring nemlig verdens højeste bungy jump ved broen i byen Bloukrans. Nu havde Mette fablet om det elastikspring i 5 måneder, og jeg havde hele tiden sagt, at jeg slet ikke havde behov for at kaste mig ud fra en 216 meter høj bro, og at det måtte hun pænt selv ordne. Men eftersom at en stor del af de folk vi havde mødt på SaltyCrax havde set frygten i øjnene og klaret springet, følte jeg mig nødsaget til at følge trop, og nu var det jo ikke lige hver dag, at man var i Sydafrika. Så på med elastikkerne om benene, og så var vi ellers klar til den adrenalinfyldte udfordring efter at have taget en glidebane under broen over til det sted hvor springet skulle foregå. Her blev spillet høj musik, nok mest af alt for at overdøve udspringernes skrig, for ikke at gøre de næste mere nervøse, end de var i forvejen. Mette sprang først og tog helt frivilligt et hovedspring ud over kanten, mens jeg måtte have en hånd (eller to!) til at skubbe mig, og når benene er bundet sammen, er der jo ikke så meget andet at gøre, end så at falde ned i dybet. Mette så ikke mit spring, men hørte bare skriget fra mig, da jeg fløj af sted og dinglede med hovedet nedad. Og i modsætning til hendes store smil og grin, da hun havde overstået det, var der vidst mere dirrende hænder og nervøse ansigtstræk fra min side. Men nu kunne vi i hvert fald prale med, at vi havde gjort det! :)
Tredje stop på turen var Jeffreys Bay, hvor vi tog til "Factory Outlet", der var store butikker med nedsatte sportsmærkevarer, så vi så os nødsaget til at shoppe lidt souvenirs med hjem. Mette var også begyndt at udøve Carla-ritualer, hvilket betød, at hun gik rundt med bare tæer i byens gader. Dette spillede dog ikke så godt med alle de glasskår, som lå overalt på vejene, så det var godt, at vi senere skulle en tur ud til et vandfald, hvor vandet kunne lirke alle skårene løs. Vandfaldsbesøget var i det hele taget en succes. Der var store stenflader at sidde på, men som man også kunne hoppe ud fra og ned i det dybe vand 4-5 meter under en. Og hvis ikke man turde det, så var der i stedet en tarzan glidebane, hvor man kunne hænge sig i armene og så glide 15-20 meter ned, indtil man ramte vandet. Så vi fik leget en hel masse i vand den dag.
Næste stop var Port Elisabeth, hvor vi kun lige overnattede før vi tog videre tidligt næste dag mod Chintsa, hvor vi fik arrangeret det sådan, at Akhon skulle bo sammen med os på hostel i et par dage. Akhon var den afrikanske pige, som var i praktik på SaltyCrax, mens vi var der, men som nu efter at hun var færdig med sin praktik ikke rigtigt havde så meget at lave andet end at vente på svar fra forskellige steder, hvor hun havde søgt arbejde. Herfra tog vi et smut til East London, som var en temmelig fattig by med kun sorte indbyggere. Her havde Akhon gået på universitetet, så hun kendte byen ud og ind, hvilket vi priste os lykkelige for, da hverken Mette eller jeg havde lyst til at rende rundt i byen alene, da vi mildest talt skilte os ud med vores lyse hud, vandresandaler og anderledes tøj. Transporten dertil gik via offentlig transport og altså ikke den væsentlig dyrere transport, som hostellet kunne tilbyde. Da Akhon kunne snakke Xhosa med alle de ansatte damer, fandt hun hurtigt ud af, hvor den nærmeste Township lå, og så kom vi ellers ud på en times gåtur, for yderligere at vente en halv time på at der kom en taxa. Det måtte simpelthen være umuligt at passe et arbejde, når man aldrig vidste, hvornår man kunne komme frem eller tilbage. Men transporten var billig, og der var nok for os at se på, mens vi ventede. Der var fx en mand, der kom gående forbi os med et komfur balancerende på hovedet. Ja, hvorfor ikke? :)
I East London mødtes vi med Akhons veninde Lolli, der var 22 og havde et barn på 5. Så var stilen lagt. De tog os bl.a. med til en park, som var temmelig skummel og mennesketom, men som var stedet, hvor man hang ud om aftenen. Så grillede man og fik lidt at drikke, og man fordelte sig i parken efter om man var til fest og ballade, business eller om man bare gerne ville gemme sig og holde lav profil. Som pige gik man fra gruppe til gruppe og fandt nogle at nasse sprut og mad fra, og hvis ikke drengene var specielt interessante, så smuttede man bare efter man havde spist og drukket. Akhon fortalte at pigerne især gik efter bilerne når de valgte drenge. Dem fra Cape Town, Eastern Cape og Durban var romantikere, og dem gad de i hvert fald ikke, men dem fra Johannesburg derimod dem var der gang i, og de var sjove at feste med. Som dreng var man faktisk lidt på den, hvis man enten ikke selv havde en bil eller havde en ven, der havde en. For så kunne man jo ikke give pigerne et lift og havde sværere ved at komme i kontakt med dem. Pigerne forventede i det hele taget en del af drengene. Når de var i byen skulle drengene betale for alt hvad hans kæreste eller pigen han godt kunne lide drak, og i de fleste tilfælde også hendes veninders drinks. Og det sørgede pigerne selvfølgelig for at udnytte til det groveste, også i de tilfælde hvor de slet ikke var interesserede i drengen.
Akhon og Lolli fortalte også andre spøjse historier. Utroskab var fx ret udbredt. Pigernes udgave af historien var, at drengene var så meget utro, at pigerne blev nødt til at følge trop. Så generelt havde man én seriøs kæreste og så lidt andre useriøse ved siden af. Selv en af landets højeste politiker havde svært ved at holde sig på måtten. Trods hans fem koner var det lykkedes ham at få et barn med en elskerinde uden for ægteskab. Godt gået, kan man sige :) Måske det også forklarer, hvorfor der hænger plakater overalt med reklamer for billige, hurtige og smertefri aborter samt reklamer for penisforlængelser og elskovsdrikke…
Gaden i East London vrimlede med store tykke negerkvinder med børn på ryggen bundet fast med stofstykker eller håndklæder rundt om livet. Vi undrer os stadig over, hvordan de kan være så fattige og samtidigt så kraftige, men det må ikke være maden, der bliver sparet på. Ellers var der gadesælgere overalt, der solgte alt fra frugt og grøntsager til negleklippere og gulvmobber. Der var endda folk, der sad og holdt deres helt egen offentlige telefon. De sad på en skammel og solgte bolsjer og andet sødt, mens de vogtede over en fastnettelefon, som man kunne betale for at låne.
Inden turen gik hjemad igen, stiftede vi bekendtskab med deres populære fastfood Vet Koek, der bestod af en kæmpe friturestegt æbleskivelignende bolle med en ordentlig skive kødpølse indeni. Velbekomme.
Busstationen var også et besøg værd. Her var der ligesom i Cape Town etableret alt lige fra fastfoodrestauranter til frisører i store containerbokse, og på vejen hjem i bussen sad vi som sædvanligt fuldstændigt klemt sammen og i selskab med en stor negermamma, der råbte og grinede højere, for hver øl hun fik under turen. Benzinpåfyldningerne på tankstationerne var også noget for sig. Man sagde et bestemt beløb, og så fyldte tankpersonalet ellers på for det præcise beløb helt ned til sidste cent. Og hvis tanken umiddelbart var tom, så skubbede og vuggede man bilen frem og tilbage (selvfølgelig mens passagererne stadig sad i bussen), indtil der var plads til de sidste dråber benzin. Sikke en dag! :)
Tid til at sige farvel til Akhon og fortsætte mod næste destination, der var Coffee Bay. Denne by lå langt ude på landet og fra at se endeløse blikbyer, blev vi nu mødt af synet af små farverige lerhytter med landmænd og alverdens dyr. Turen ud til byen tog 2 timer, og 50% af tiden kørte vi i den forkerte side af vejen (hvilket vil sige højre side) for at undgå diverse dyr og huller. Så det var den rene slalomkørsel mellem køer, får, grise, æsler og heste. Indhegninger til dyrene brugte man ikke :)
I Coffee Bay boede vi på et hostel midt i en afrikansk landsby, hvilket betød at vi fik set det lokale liv, og at de fleste af hostellets medarbejdere var lokale. De tog os bl.a. med på et hike langs kysten på tre timer, der gik op og ned af stejle bakker, for til sidst at ende ud ved hole-in-the-wall, hullet i væggen. Altså en klippe ude midt i vandet med et stort hul i hvor store bølger slog igennem. Her svømmede vi så ud gennem det kraftfulde vand, men pga. for voldsom strøm var det ikke muligt at springe ned i vandet ved hullet fra en lille afsats. Jeg morer mig gang på gang over, hvor let afrikanerne tager på tingene. Vi blev udsat for en del risiko i løbet af dagen med et ikke helt ukompliceret hike og bagefter en hård svømmetur, og ikke på et eneste tidspunkt blev vi spurgt til vores fysiske tilstand eller svømmekundskaber. En sådan udflugt i USA eller Australien ville have forårsaget, at vi skulle underskrive adskillige papirer, hvor vi signerede vores liv væk. I dette tilfælde blev vi bare bedt om at medbringe solcreme og vand :)
Om aftenen fik vi arrangeret, at vi overnattede hos en afrikansk familie i landsbyen, og her boede vi hos Elvin og Zugi på hhv. 43 og 37, trods de så meget ældre og nedslidte ud. De var blevet gift da Zugi som 15-årig ved et uheld blev gravid, og Elvin havde ikke råd til at have flere koner, selvom det var fuldt acceptabelt. Men man skulle betale "La Bola" til pigens forældre i form af køer, så det var en dyr omgang, alt efter hvor mange køer hun var værd. Jeg ville nu være ked af at blive gjort op i køer (eller grise, mink eller vaskemaskiner for den sags skyld, mor og far :) ), men hvad pokker, det ser umiddelbart ud til at fungere, så måske vi skulle importere lidt gamle afrikanske traditioner til Danmark :)
En anden tradition som vi også burde overveje er gulvvask med kolort. Man samler simpelthen en spand af den yderst lækre substans og masserer det godt ud på jordgulvet. Og så er gulvet så godt som nyt, og det lugter (næsten) ikke. :)
Elvin var førtidspensioneret fordi han havde fået en arbejdsskade og derfor måtte gå med krykker, så mens konen gik på arbejde, tullede han rundt derhjemme og servicerede gæster som os og passede dyrene og hans lille mark med diverse grøntsager og frugter og sjov tobak.
Zugi lavede et massivt aftensmåltid som er det eneste store måltid de får; Samp bestående af hvide majs og bønner kogt sammen, og dertil fik vi kål og en lille smule kødsovs. Og portionen var kæmpe, så vi kunne kun klemme 1/3 af det ned. Dagens resterende måltider bestod af Xhosa brød der blev bagt i en gryde over bål og er et simpelt massivt brød, der mættede rigtig meget.
Der var børn overalt og kun 3 af dem tilhørte familien, som vi boede hos. Resten var nabobørn som strømmede til, og som vi fik til at danse og synge for os, lige indtil det blev mørk. Der var jo ingen elektricitet, så allerede kl. 7 måtte de have stearinlysene klar. Elvin var den eneste der kunne tale engelsk, men han var til gengæld også rigtig god til det, og vi fik en masse gode snakke med ham. Vi sov i en af de små farverige lerhytter på hver vores madras, luksus. Men allerede kl. 6 næste morgen blev vi vækket af diverse dyrelyde, og vi var efterhånden ikke i tvivl om hvad det brune under vores sko var. Det var i hvert fald ikke mudder alt sammen. Mums. Men nogle af dyrene var nu ret praktiske alligevel. Efter morgenmaden drønede hønsestøvsugeren lige en omgang rundt i hytten og fjernede alle brødkrummerne :)
Efter Coffee Bay gik turen til Mthatha, hvor vi skulle besøge Akhon i hendes landsby. Så hun hentede os i øsende regnvejr inde i byen og viste os "limousinen", som var vores primitive transportmiddel til landsbyen. En lang hvid bil med et bagagerum med bænke i siderne, hvor 14 mand inklusiv indkøb og bagage blev stuvet ind, så vi nærmest ikke kunne bevæge os på den 45 lange bumletur på grusvej. Vores rygsække blev bundet fast på taget med reb, og alle grinede og pegede af os og spurgte, om vi var faret vild. Men næh nej, vi var skam på rette vej, mod det der viste sig at være en lille mudret landsby med dyr og børn overalt. De fleste boliger bestod af farverige lerhytter og Akhons mors hus, som hun opholdt sig i i weekenderne, lå lige ved siden af hendes bedsteforældres som var dem der sørgede for os under besøget. De boede sammen med Akhons små kusiner, og det er normalt at børnene i en familie bor ude på landet ved deres bedsteforældre på landet i en periode mens de var små, mens forældrene bor inde i byen.
Alle syntes vi var smukke fordi vi var så anderledes og havde blondt langt hår, og i modsætning til de andre steder hvor vi har været nær fattigdom, blev vi her beundret, og folk var nysgerrige i stedet for andre steder, hvor de kun snakkede med os for at få os til at købe noget. De var så gæstfri alle sammen og ville alle se os, så i løbet af de få dage vi boede i landsbyen, tror jeg alle naboerne "tilfældigvis" lige kom forbi for at snakke. Det var ved at gå Akhon lidt på nerverne til sidst, at fortælle om og om igen hvor vi kom fra, hvad vi skulle her osv. osv..
En af de første ting der var på programmet efter vi var ankommet i landsbyen, var at aflægge "chefen" i landsbyen et besøg, fordi Akhon var bange for, at vi ville vække lidt for meget opsigt, og at små unge drenge ville kunne finde på at genere os. Men "chefen" forsikrede os om, at vi ville være i sikkerhed under vores besøg, så det var godt.
Bedsteforældrene var rigtig søde, eller dvs. vi snakkede kun med bedstemoderen, for bedstefaderen gik bare rundt for sig selv og sagde ingenting. Men i anledningen af vores besøg skulle der slagtes en høne, og det tog Akhons små kusiner på hhv. 8 og 10 år sig af. De fangede hønen og skar halsen over på den og hjalp med at partere den bagefter. Og intet gik til spilde på den høne. Al indmad blev pænt sorteret fra og lagt i en gryde sammen med hønsefødderne, og med lidt løg og salt smagte det skam helt udmærket :) Al tilberedningen blev gjort over bål, så det tog sin tid, og det hjalp bestemt heller ikke, at der ingen elektricitet var. Men måske det var meget godt lige i det her tilfælde, for da vandressourcerne er knappe bliver vandet genbrugt til alskens ting, så vandet der blev brugt til at rense kyllingen med, kunne da snildt bruges til at vaske op i bagefter…
Man skulle også lige vænne sig til at der ikke eksisterede skraldespande derude. Man smider bare skraldet fra sig, hvor man har lyst. Toiletbesøgene foregik efter eget valg enten i en spand indenfor eller bag en busk udenfor, og vi fik også prøvet et ægte Xhosa bad, der foregik i en lille vaskebalje med få liter vand. Dvs. det var kun kvinderne, der badede sådan. Mændene gik ned til floden i ny og næ og skyllede sig lidt. Akhon fortalte, at engang brugte de floden til alt lige fra madlavning og drikkevand til tøjvask, bad og toilet, men det holdt de op med, da folk begyndte at blive syge. Hmm. Hvorfor mon de gjorde det? :)
Under vores besøg fik vi en masse traditionelt Xhosa mad, og hver gang øste de en kæmpe portion op af det massive majsmad, og hver gang må vi give op kun 1/3 igennem det, for at se dem hælde resten tilbage i gryden igen. Vi prøvede også deres tøj og malede mel og lavede mad med dem. Vi fik også prøvet kræfter med at balancere med en balje vand på hovedet eller for den sags skyld en stak brænde. Vi var faktisk helt okay til det, hvis vi selv skal sige det.
Vi besøgte også den lokale skole, hvor Mette brillerede som lærerinde for en stund. Børnene var helt vildt generte men samtidigt også nysgerrige, og lærerinderne var meget gæstfri og helt vilde for at vi skulle se og tage billeder af alt, så vi kunne komme tilbage og hjælpe dem. Vi måtte indrømme at forholdene heller ikke var helt i top. Alt var faldefærdigt og ødelagt, men børnene syntes ikke at mærke til det og havde det sjovt uden alle de materielle ting, som vi er afhængige af herhjemme. Om eftermiddagen kom alle børnene også forbi Akhons bedsteforældres gårdhave af nysgerrighed pga. Mette og mig, så det endte med at det blev en stor legeplads med sjippetov og klappelege osv..
Sidst men ikke mindst var vi i kirke en aften. Man møder bare op plus minus en time omkring det officielle mødetidspunkt efter "african time", og både børn og voksne deltager. Jeg kan love for at vi fik gospelsang for alle pengene uden nogen form for hjælpemidler af musik eller sangtekster. Det lød fantastisk og en gang imellem brød en person ud af mængden i den lille lerhytte, hvor små 50 mennesker var stuvet sammen, og sagde hvad personen havde på hjerte, og derefter fortsatte gospelsangen igen hvor den slap. Akhon sagde at det nogle gange kunne blive ved hele natten, men vi gik efter et par timer, da de begyndte med healing og andre lidt mere seriøse ritualer. Men de var vildt beærede over, at vi var iblandt dem og holdt en kort lille tale for os, hvor de sagde at de så os som et tegn på fremskridt, og at vi betød held. Men resten forstod vi ikke, da det foregik på Xhosa, men stemningen var ubeskrivelig alligevel.
Det var vildt fedt at være landsbyen i de tre dage og mærke deres hverdag, men både Mette og jeg var enige om at det var lidt for simpelt i længden, i forhold til det vi var vant til hjemmefra. Fordi alting var så primitivt, var det jo begrænset, hvad man nåede i løbet af en dag. Men vi havde mange sjove minder med derfra, som fx da den lille kusine først pudsede hende skolesko og derefter brugte den samme børste til at rede sit hår. For ikke at nævne det lille besøg af en 12-årig dreng, der fungerede som elektriker og kom med en skruetrækker og pillede ved nogle kogeplader og diverse afbrændte ledninger, der måske stadig løb strøm igennem. Spændende.
Vi sluttede vores besøg af med et besøg i Mthata, hvor Akhon viste os Nelson Mandela Museet, og hvor vi besøgte hendes veninde, der studerede til sygeplejerske og trods hendes 25 år boede på et slags kollegium, hvor hun og 3 andre delte et meget lille værelse og gav det, der svarer til 90 kr. i måneden for at bo der. Alt var fattigt, og vi så også Akhons gamle folkeskole, hvor hun fortalte at et udbredt problem var at lærerne datede eleverne… Hyggeligt.
Vi var i den grad kommet til den fattige del af Sydafrika med helt andre traditioner og levemåder, end hvad vi så i storbyen Cape Town. Men det var fedt at se og opleve, og vi nød at have muligheden for at komme væk fra alle de turistede hosteller og i stedet bo hos Akhon og se det virkelige Sydafrika.
Men selvom vi har det fedt, må jeg indrømme, at sommerfuglene i maven er begyndt at melde sin ankomst, da vi meget snart sætter fødderne på dansk jord igen. Jeg glæder mig til at se jer alle sammen til, og jeg glæder mig lidt til at have noget at stå op til om morgenen. Tænk at man næsten kan savne at lægge vasketøj sammen og tømme opvaskemaskinen. Tro det eller ej, det er faktisk også lidt hårdt at holde ferie i et halvt år :)
// Steffie
- comments