Profile
Blog
Photos
Videos
14.12.09 - 22.12.09 Sydafrika
Ja, vi er ikke blevet mindre begejstrede af Sydafrika, som tiden er gaaet. Hold da fast et dejligt land med en masse dejlige mennesker! Alt er saa anderledes fra lille DK, og hvor er det fedt at opleve en ny kultur netop, fordi vi bor her og har tiden til at maerke den afrikanske hverdag og mentalitet. Her tager man ikke tingene saa tungt. Hakuna matata passer faktisk helt og aldeles perfekt paa hvordan afrikanerne griber tingene an. Bussen gaar naar den gaar og naar man den ikke lige, ringer man da bare til et kaert familiemedlem et godt stykke forgrenet ud af stamtraets grene. Der er altid en venlig sjael, der er klar til at hjaelpe. Men det kraever lidt taalmodighed at vaenne sig til i starten. Isaer begrebet tid er helt anderledes end hjemme. Vi er i den grad blevet introduceret for "African time", hvor en time fra eller til ikke goer den store forskel. Naar vi faar at vide at vi bliver hentet kl. 9 for at tage paa arbejde, kan den let blive 10.30, foer vi forlader hostellet, saa vi har en del spildtid ind imellem. Men faktisk har vi nu vaennet os lidt for meget til det, saa nu er det nogle gange os, der bliver ventet paa - saa forbered jer paa 2 afslappede pigeboern til 1. marts, der maaske tager en senere flyafgang hjem, fordi det ikke lige passede ind i dagens program :)
Ellers kan jeg fortaelle, at vi nyder godt af, at alting er saa billigt hernede. Moentfoden hedder rand, og 1,5 rand svarer til 1 dansk krone. Saa naar man i den afrikanske udgave af H&M kan faa beklaedningsgenstande til 30 kr pr stk, saa sker det da en gang i mellem, at vi faar en top eller to med hjem til hostellet, saa vi har endnu mere at rode med, og den stakkels rengoeringsdame maa laegge flere kraefter i, naar det hele ryger ind i vores sengeskuffe og lukkes med noget, der minder om vold.
Vi har moedt to danske drenge hernede, Andre og Anders fra Ribe, som vi bor og arbejder med, saa dem har vi efterhaanden laert rigtig godt at kende. Saa vi besluttede at tage paa en lille roadtrip sammen i anledningen af, at vi havde fri 6 dage i traek op til jul, fordi vi havde opsparet lidt fridage. Saa afsted gik det i vores kaere lejede soelvgraa Renault Logan med kurs mod Namibia, et land nord for Sydafrika. Vi havde faaet at vide, at der var ca. 12 timers koersel til byen Swakopmund, som var vores maal, men det viste sig at dette var en afrikansk cirkavurdering af situationen, for der var omtrent 2000 km hvilket tog os to dage at kaempe os vej igennem igen i venstre side af vejen ligesom i Australien. Men det lykkedes, og vi fik vores laengeventede namibiske stempel i vores pas efter at have besoegt graensekontoret, hvor de ansatte var ifoert afslappet soendagstoej og hoerte festmusik, mens vi udfyldte forskellige formler. Lidt anderledes stemning og serioesitet end vi er vant til :)
Der var flere hundrede kilometer imellem byerne, naar vi koerte, og der var absolut ingenting at se paa de lange straekninger - oede oede oede. Eller dvs. nogle gange kom en mand gaende ude i ingenting, og andre gange var vi saa heldige at se dyr ogsaa. Der var baade strudser, vildsvin og bavianer, for ikke at naevne de mange geder og faar, der pludseligt kunne finde paa at gaa ud midt paa koerebanen, hvis det var det, de havde lyst til. Men naar man saa endeligt kom til en by, saa var det bare med at tanke op, for man vidste aldrig, hvor lang tid der ville gaa, foer vi kom til en tank igen.
Undervejs paa koereturen overnattede vi i en luksushytte paa stedet "Felix Unite", da dette var det eneste sted, der ikke var fuldt booket, da vi sent kom i tanke om, at vi jo ogsaa lige skulle have tag over hovedet om natten. Men med afrikanske priser var det alligevel billigt, og vi sov fortrinligt i de store bloede senge :)
I Swakopmund derimod fandt vi et lille hyggeligt hostel ned til vandet, som en yderst venlig lokal mand guidede os hen til efter have hoert om vores efterspoergsel ved byens tank og at have ringet rundt til diverse andre steder og tjekket, om der var noget ledigt til os. Magen til venligt og overskudsagtigt menneske skal man lede laenge efter i DK.
Swakopmund er kendt for at vaere stedet hvor oerken og hav moedes, saa det skulle vi da selvfoelgelig tjekke ud - og hvorfor ikke goere det med stil paa sandboards og firhjulede crossere? Saa vi fyrede op for aktiviteterne og fik sandboardet, der svarer til snowboarding bare paa sand i stedet for sne. Jeg fik lov til at lege paa begynderbakken, mens Anders, Andre og Mette gik amok med hop osv., da de alle havde erfaringer med snowboarding. Bagefter proevede vi nogle andre boards, som man laa paa maven og susede ned af oerkenens sandbakker paa - Her tog jeg revanche og kom helt op paa 70 km/t, saa det var med at holde godt fast paa vejen ned. Men det var begraenset hvor mange gange vi naaede at proeve de forskellige boards, for der var ikke noget der hed lifter ligesom paa skiferie, saa man skulle selv kaempe sig op af bakkerne igen i varmen. Pyha, det kunne maerkes i benmullerne!
Senere var vi saa ude at raese paa crossere op og ned af sandbakkerne - helt og aldeles underholdende og anbefalelsesvaerdigt, selvom det som med saa meget andet maskineri og elektronik lykkedes mig at faa min til at gaa i staa, saa vores guide maatte bakse rundt med den i et kvarter foer den hostende kom i gang igen. Ups :)
Vi var ogsaa ude at sejle i havkajakker sammen med den mest hyggelige guide, der fortalte loes om alt der var omkring os af dyr, natur og saltproduktioner. Paa vandet sejlede vi rundt i det mest oemme outfit bestaaende af blaa kaemperegnjakker og gule kasketter, mens delfiner, flamingoer og tusindvis af maeh'ende saeler med deres unger var omkring os. Det loed som en hel anden faarefarm, og hold fast et syn naar de op til 800 kg tunge dyr loeb afsted over stranden eller kastede sig rundt i boelgerne ved siden af os. Sikke en oplevelse.
Senere paa et gademarked snakkede vi med lokale afrikanere, og Mette koebte et rigtigt flot stort maleri, mens jeg blev kaldt "sister" fordi i deres oejne, er vi alle i familie. Jeg er virkeligt imponeret over, hvor let de tager paa tingene. Da vi skulle hjem og hente penge, til det vi koebte, gik de bare med og gav os tingene med ind paa hostellet, foer vi overhovedet havde betalt dem. "Vi stoler paa hinanden her i Afrika" sagde han til mig, og ligesom vores tur-guide med kajakkerne, talte han heller ikke pengene efter at have faaet dem. "Don't think too much. You're in Africa" faar man bare at vide. Det kunne vi maaske laere lidt af derhjemme?
I byen moedte vi Martha en soed afrikansk pige, der tilboed os at besoege hendes familie i en stamme nordpaa, som boede i lerhytter og som ville lave traditionelt mad for os osv.. Og da vi netop gerne ville proeve at opleve dette her under vores ophold i Afrika, var vi klar paa at koere afsted med det samme. Men ligesom turen her til Namibia blev underdrevet en kende, saa viste det sig, at det hun kaldte en lille tur paa 200-300 km var naermere smaa 1000 km, da vi fik peget byen ud paa et kort. Saa vi maatte takke nej til det ellers yderst interessante tilbud og i stedet igen efter kun to dage i Namibia koere dejlige 2000 km tilbage til Cape Town. Man kan mildt sagt sige, at vi fik hoert vores medbragte cd'er igennem mere end en gang, og at der lige var tid til en omgang "Hit med sangen" eller to undervejs.
Heldigvis var vi 4 til at koere saa det gik lige, men det er med at holde tungen lige i munden, naar man kommer ind i de mere trafikerede omraader. Afrikanerne har nemlig vaeret saa smarte at indse, at der faktisk er 2 spor i hver side af vejen og ikke bare et, som man umiddelbart skulle tro, for er der lidt for meget trafik tager man da bare rabatten i brug ogsaa. Heldigvis er de gode til at hjaelpe hinanden med overhalingerne. Havariblinket bliver flittigt brugt som tak for hjaelpen, naar den forankoerende billist hjaelper en med at blinke ud, som signal for at der er fri bane til at overhale. Smart smart, isaer naar der tit sidder smaa tyve mennesker paa biler med lad, mens speedometeret runder de 120 km/t - hvis de da er heldige at have saadan en.... Spaendende!
Tilbage til hjaelpearbejdet igen og vores guldklumper med fletninger og afrohaar og 11-talssnotnaeser for alle pengene. Vi nyder virkeligt at komme ud til dem naesten hver dag i de smaa settlements/samfund, og det er fedt at de begynder at kalde os ved navn, og at vi ogsaa saa smaat kan begynde at huske nogle af deres. Her i anledningen af hoejtiden har vi julet en masse med dem og lavet julepynt og gaver med dem og delt de obligatoriske poelsehorn ud til dem, som de faar hver gang vi er paa besoeg. Men lige saa soede engleboern som de kan vaere, lige saa meget terrorister gemmer der sig ogsaa i dem. Saa da Carla vores "boss" en dag forlod os i en time for at hente noget mad til boernene, var vi klar til at tage flyveren hjem til Danmark igen efter 60 minutters pinsel med 30 ustyrlige boern som limede deres toej sammen, klippede alt julepynten i stykker og rendte raabende og skrigende rundt. Heldigvis blev alt godt igen da Carla kom igen og fik sat skik paa flokken med en loeftet pegefinger eller to. Det goer det bare heller ikke lettere for os at holde styr paa dem alene, naar de ikke alle forstaar engelsk. De taler til gengaeld alle Afrikaan som er en blanding mellem mange forskellige sprog bl.a. hollansk og tysk. Saa det er rent faktisk muligt for os at forstaa noget af det de siger, og isaer paa skrift kan vi genkende mange ord. Nogle af deres navne er ogsaa hjemmelige. Nathasja, Morten og Daniel er bare nogle af dem.
Boernene er alle meget selvstaendige idet de passer sig selv meget af tiden - vi ser ogsaa tit, at smaa 6-7 aarige boern baerer rundt med lillesoester eller lillebror paa ryggen. Saa det er ikke lige kram og kaerlighed, de faar mest af af deres foraeldre, saa naar vi kommer og tager dem op, slapper de fuldstaendigt af og putter sig ind til os. De er virkeligt kaere.
Det er ogsaa underligt at se piger yngre end en selv sidde og amme og jeg tog mig selv i at blive helt overrasket da jeg en dag blev spurgt af en af dem om jeg havde boern selv. "Nej! Jeg er jo kun 20!" Men saadan fungerer tingene jo ikke hernede.
Og selvom i "voksne" derhjemme brokker jer over "den danske ungdom nu til dags", saa kan jeg fortaelle, at det langt fra er bedre hernede under aekvator. Det er de faerreste af boernene, der gennemfoerer skolen pga. dovenskab, og senere er det heller ikke alle, der faar et job, fordi de ikke gider at arbejde. De har ogsaa en underlig trend med at hive de oeverste 4 fortaender ud, for senere at faa dem erstattet med falske guldtaender. Det er sejt ude i de smaa samfund, hvor de bor, men knapt saa sejt naar de ikke lige har raad til at faa sat de nye planlagte taender i og maa rende tandeloese rundt. Det er jo ogsaa lidt svaert at faa et arbejde, naar man ingen taender har i munden.
Et andet eksempel paa deres dovenskab er et stort projekt som vi var med til at lave, hvor et firma sponsorerede en stor koekkenhave til et af de smaa samfund til en vaerdi af 15.000 danske kroner. Men det der var smaa fine stiklinger, da vi plantede dem for nogle uger siden, er nu smaa visne soergelige rester, fordi der ikke lige var nogle af de unge, der vandede haven.
Saa der er nok at tage fat i og hjaelpe dem med, men det er rigtig hyggeligt og vi ser frem til at lave flere projekter med dem trods de ikke alle gaar lige godt :)
Haaber at i overlever alt juleraesen derhjemme - det er en af de faa ting vi ikke savner :)
God jul fra varmen
// Steffie
- comments
Peter Filtenborg Staunsbæk Vildt lækkert at læse om jeres oplevelser! Og godt skrevet Steffie :D Håber du/i har det godt - det lyder det jo til. Kh Peter