Profile
Blog
Photos
Videos
Weekenden fik jeg som sagt brugt sammen med Katja og hendes familie, hvor vi endnu engang kastede os ud i banankagebagning. Ovnen broed ikke sammen denne gang, saa det var da en forbedring, men de har til gengaeld et problem med myrer, som er overalt - ogsaa i sukkeret. Det resulterede i, at vi maatte sidde og si det, foer det kunne bruges (og der skal desvaerre ret meget i banankage), saa det var noget af et projekt, som resulterede i sukker i hele koekkenet, naesten. Derudover havde Ruth, hendes "mor", forsikret os om, at der i melet allerede var bagepulver, saa det skulle ikke i. Men haeve gjorde kagen ikke, saa da den kom ud, var den - endnu engang - sort, og denne gang ogsaa flad. Den smagte dog af banankage, med modifikationer, saa vi overlevede - men jeg tror, at naeste madlavningsdag bliver et nyt projekt... Maaske frikadeller! Men ellers var det fint. Vi fik endnu engang stenet Disney film (vi sagde, at det var grundet Martha, den 6-aarige pige i huset, men... vi ved vist alle sammen bedre) - og jeg fik sovet ordentligt, fordi de slet ikke har samme mygge- og haneproblem, som min familie har. Eller, som jeg har hos min familie - de er vist rimelig kolde i roev**, men det er jeg ikke! ;) Vi brugte begge formiddage ved Merica Hotels pool, hvor vi vist som de eneste kunne finde ud af at svoemme. Dog var det temmelig ubehageligt at bevaege sig rundt i bikini, naar stoerstedelen af dem omkring poolen var lokale maend, som var der for bare at.. Ja, det ved vi egentlig ikke - snakke og kigge, saa det ud til! Nogle stykker var der for at svoemme, hvilket der blev gjort et meget helhjertet - og meget plaskende - forsoeg paa, hvorefter de saa ud til at vaere meget tilfredse med sig selv. Vi maatte dog anstrenge os for ikke at bryde sammen af grin - men det er jo sundt at grine... Ikke nok med, at de lokale ikke havde noget imod at glo meget aabenlyst - vi blev ogsaa spurgt af en kinesisk fyr, om han maatte faa taget et billede sammen med os (mens vi var ifoert bikini, selvfoelgelig) - eeeeh... NEJ! Saa byen er fuld af perverse folk, og det maa man lige vaenne sig til. Frokost fik vi ogsaa begge dage paa vores yndlingsrestaurant Gilani's, hvor man endda kan faa frugtdrink og jordbaermilkshake!! Mmmmm... Jeg fik ogsaa proevet at koere med matatuerne her i Nakuru for foerste gang, hvilket var noget af en oplevelse. Man mases endnu mere sammen end i Nairobi, idet de er mindre her (men der er plads til 14 personer), og naar man skal af, er der ikke nogen soed lille "stop"-knap - her gaelder det bare om at banke paa taget/siden, saa chauffoeren kan hoere det, hvorefter du maa hoppe for livet, naar du skal af, for ikke at blive ramt af bodabodaer eller lignende.
Mandag stod den endnu engang paa en morgen hos CDN med messe og kakao. Vi fangede Lucy, som ikke havde noget nyt om arbejde, og som heller ikke havde vaeret i stand til at fange Basil, hvilket heller ikke lykkedes os. Videre paa Juvenile igen, hvor vi fik sat Loevernes Konge paa, idet jeg alligevel havde den i tasken - til stor jubel.
Tirsdag oplevede jeg for foerste gang et barn, der blev slaaet foran mig. Jeg sad inde paa managerens kontor paa Juvenile og drak noget vand, og pludselig kom et barn loebende ind og satte sig paa knae ved vaeggen. Normalt maa boernene ikke komme derind, medmindre de har et moede med manageren eller noget, saa jeg spurgte ham, hvad han skulle, men han kunne ikke meget engelsk ud over "yes" og "no". Lige efter kom en af de ansatte, som faktisk er den, vi har snakket mest med der, og i haanden havde han en laederpisk, som de tit bruger til at true boernene med. Jeg spurgte ham saa, hvad der skete, og han sagde bare "daarlig opfoersel" - og da han bad drengen om at tage skjorten af, kunne jeg godt se, hvad der skulle til at ske. Jeg skyndte mig at smide min taske og egentlig styrte ud af doeren, men foer jeg naaede ud, var han allerede i gang, og jeg kunne hoere lydene, da jeg skyndte mig derfra. Jeg fandt Katja, vi satte os udenfor, og saa startede tudeturen. Det er fandme bare haardt, for vi er jo godt klar over, at det sker, men saa laenge man ikke ser/hoerer det, kan man bilde sig selv ind, at det ikke sker. Samtidig har vi fortalt netop den mand mange gange, hvordan vi har det med vold mod boern, saa at se ham med en pisk mod en lille dreng er fuldkommen ubaerligt. Hvis vi skal respektere, at de bruger det som opdragelsesmetode (selvom, tro mig, det var svaert ikke at stille sig i vejen, og derfor maatte jeg bare ud derfra), maa de ogsaa respektere, at vi ikke vil vaere i naerheden, naar det sker, og bede os om at gaa. Vi fandt senere ud af, fra drengen selv, at det var, fordi han havde taget en sweater paa! En af de andre drenge var blevet frigivet, saa han skulle hjem - og han fik derfor normalt toej paa (almindeligvis har de alle sammen uniform paa og er barberede). Denne dreng havde saa lige faaet fat i en troeje og ville tage den paa, for normalt kan ingen af dem vaere "mere" end hinanden - og det blev han saa slaaet for. Vi blev der ikke meget laengere, fordi en af de andre ansatte alligevel lavede noget religionshalloej med boernene, saa vi satte os endnu engang op paa Gilani's, fik en frugtdrink og fik afreageret. Det er virkelig ikke til at holde ud, og det er vanvittigt haardt, at vi bare skal finde os i, at der ikke er noget at goere. Vi taenker sikkert mere over det, end boernene goer, for de er vant til, at saadan er det bare. Og vi kan ikke goere andet end at vise boernene, at der faktisk ogsaa findes folk, der viser omsorg og gider lege, frem for folk som kun skaelder ud og slaar - for det er virkelig kun det, de oplever fra de ansatte. Vi var selvfoelgelig forberedt paa, at det ville ske - men at se det en halv meter fra en selv er fuldkommen sindssygt.
Men der var som sagt en anden dreng, som tog hjem - han var faktisk en af vores yndlingsdrenge. Drengen er retarderet (hvis man maa sige det? Det er han!), men forstaar os egentlig udmaerket, fordi han tager sig energi til at proeve at forstaa. Han er den, der elsker os allermest - han var den foerste til at komme hen og sige hej de foerste dage, og paa det sidste er han kommet stormende og er overfaldet os med et kaempe kram, saa snart vi har stukket hovedet indenfor. Han er omkring 12 aar og har aldrig gaaet i skole - hans far er ogsaa mentalt handikappet, ligesom flere af hans soeskende. Det viser sig, at der egentlig er skoler for den slags boern her i Kenya, men de er saa overfyldte, fordi der er saa stort et behov fr hjaelp til boern af fattige familier, som ikke er helt normale - men en af disse skoler var han aldrig kommet i, og han havde heller ikke udsigt til det, idet han "bare" skulle hjem igen. Det er fandme synd, at man som handikappet virkelig bare er foedt til et liv i helvede.
Onsdag var vi endnu engang forbi St. Ann boernehjemmet, som er for de heeeelt smaa. Og hold da op en dag! Vi fik to gange skiftet ble paa 20 boern - og det er altsaa ikke vores moderne fine bleer, men stofbleer med plastik rundt om. At goere det rimelig hurtigt paa 20 boern er temmelig svaert, isaer naar de imens stjaeler bleer og klude fra hinanden. Men vi kom da igennem det - dog en anelse mere kvaestede end foer.. Vi var ogsaa i legerum med dem et par gange og ude paa gyngerne, hvor vi alle gangene havde samtlige boern kravlende rundt paa os, mens de tog fat i alt, hvad der kunne tages fat i - isaer haarelastikker og -naale! Vi var der til en 14-tiden, hvor Father Francis (som ogsaa havde koert os derop) hentede os igen. Det er virkelig hyggeligt at vaere der, men ogsaa haardt. Jeg overvejer stadig bare at arbejde der fuldtid, men samtidig ved jeg heller ikke lige, om maalet med min tur her er at skifte ble i to maaneder.. Vi maa se! Og apropos, saa tog vi forbi CDN-kontoret for, endnu engang, at snakke med Lucy om flere forskellige ting. Og det var, endnu engang, total forvirring, og vi blev sendt frem og tilbage - til sidst skrev vi bare en seddel og gik hjem, og saa maa vi se torsdag morgen.
Og torsdag blev det saa. Jeg fik snakket med Lucy, hvilket kun foerte til, at hun bad en af de andre om at koere mig til et sted i byen, der hedder St. Francis. Det er, ligesom Mwangaza, et sted, hvor boern fra slummen kommer hen om dagen, faar lidt undervisning og saa tager hjem igen kl. 16. Dog laver de ikke lige saa meget med boernene der som paa Mwangaza, saa de kunne bruge mig til at lege med boernene, lave noget kreativt arbejde med dem og lave individuel undervisning. Det lyder ok, men jeg er bare bange for, at det er en gentagelse af Mwangaza-succesen... Der er ogsaa en anden mulighed, hvilket er et form for hjem ved navn Philadelphia - det skal jeg vist hen og se i morgen, og saa skal jeg have besluttet mig til mandag. Det er bare svaert, for nu har man vaennet sig til at vaere et sted - jeg tog hen til Juvenile efter at have vaeret forbi St. Francis, og Katja havde der fortalt boernene, at jeg ikke kom derhen i dag, for det troede hun. Det var de blevet rigtig kede af, og da jeg saa kom alligevel, gik det hele i orden. Jeg forklarede saa nogle af pigerne, at jeg nok fra mandag skal vaere et andet sted og kun kan komme paa besoeg en gang i mellem, hvilket de var meget utilfredse med. Og det er jeg egentlig ogsaa, for maaske skulle jeg bare blive der - de virker, som om de er det sted, hvor man kan lave mest, og hvor man kan faa rykket mest paa nogle boern, fordi flere af dem i det mindste snakker godt engelsk, og fordi man faar set, hvor sindssygt systemet egentlig er. Men jeg giver selvfoelgelig det andet sted en chance, hvorend det bliver, men nu er der i mindste flere forskellige muligheder, i tilfaelde af at det ender med at vaere som Mwangaza. Foelg med i naeste episode!
Fredag startede jeg endnu engang med ventetid hos CDN. Jeg blev efter 1-2 timer taget til Philadelphia for at blive vist rundt og saadan - og hold da op et sted! Det er kaempestort og indeholder baade to boernehjem (et for piger, et for drenge), som tilsammen indeholder omkring 95 boern, en skole for boernehjemsboernene og boern i slummen med omkring 480 elever, et krisecenter for kvinder og en del andre ting. Jeg vil skulle hjaelpe med boernene, men hvordan ved jeg endnu ikke - de gaar jo i skole i loebet af dagen, saa det ville vaere der, jeg kunne hjaelpe. Hende, jeg snakkede med, ville vist gerne have, at jeg blev tilkoblet en 3.-klasse som en form for hjaelpelaerer eller noget.. Stedet virkede enormt fint, og jeg fandt ud af, at det stort set koeres af danskere! De havde aabenbart for 10 aar siden opdaget nogle lokale, som proevede at give nogle af slumdrengene bare en lille smule mad, og i laengden have boern boende hos sig, som havde mistet alt. Stille og roligt blev der saa koblet mere og mere paa, og de er saa oppe paa, hvad det er nu. Det er, ligesom St. Ann, koert paa donationer, saa det er ret godt klaret. De har endda en hjemmeside! Www.newlife-africa.org
Jeg foretraekker det frem for St. Francis, men jeg ved stadig ikke - i princippet vil jeg jo bare gerne blive paa Juvenile, for de har virkelig ingenting - ikke engang undervisning eller omsorg. Det er dermed der, vi har mulighed for at have stoerst indflydelse og virkelig foele, at man faar rykket paa noget. Det skraemmende er bare, hvor stor forskellen er paa de regeringsstyrede steder, og paa de donationsstyrede steder. Saa jeg tror, jeg maaske tager en dag om ugen, hvor jeg er fast paa Juvenile - og saa har jeg jo i forvejen hver onsdag paa St. Ann med de helt smaa boern. Dermed vil det kun blive omkring 2-3 dage paa Philadelphia, saa det er ok - jeg foeler ikke rigtigt, at de har brug for mig, men nu maa vi se. Jeg starter paa mandag!
Men naeste uge faar vi ikke arbejdet saa meget. De to foerste dage er normale arbejdsdage, saa er der St. Ann paa onsdag, og saa smutter vi til Nairobi torsdag til soendag eller mandag.
I dag skal Katja og jeg med den aeldste pige fra min "familie" i byen i anledningen af Valentins Dag! Det skal nok blive interessant at se, om vi slipper levende derfra...
Hyg jer - og Happy Valentine!
- comments