Onsdag, efter jeg havde faaet opdateret bloggen sidst, moedtes vi saa med Father Francis, som er en herlig mand. De sjoveste og mest oplyste mennesker, vi moeder, er faktisk praesterne, i hvert fald ham her og Father Peter i Kituro - det skyldes maaske, at de ingen familier har, who knows... Men vi fandt ud af, hvad alt det der med arbejde gik ud paa - han ville meget gerne, hvis vi kunne hjaelpe paa et boernehjem i naerheden, for Basil havde aabenbart fortalt ham, at vi havde maaasser af tid - hvad den mand ikke ved er bare, at vi saadan set har fuldtidsarbejde plus alt det, vi skal forberede, saa det er temmelig umuligt. Men vi har aftalt med Francis, at vi har tid til at vaere der hver onsdag og hjaelpe. Foer vi tog af sted, var vi lidt skeptiske - men hold da fast, et sted! Vi ankom og saa straks 20 boern i alderen 1-3, der gyngede paa nogle smaa gynger i deres "have". Stedet er egentlig bare et stort hus med en dame, som ingen uddannelse inden for boern har, som har valgt at tage sig af boern, der er blevet forladt. Hun var helt fantastisk at hoere paa, og meget inspirerende - og naar hun saa fortaeller, at et barn var blevet fundet i en broend, et andet i en skov, et tredje efterladt paa et hospital, saa forstaar man hende sgu godt. Hjemmet koerer vist kun paa donationer (og vi havde alarmklokkerne klar, for, som vi har oplevet, er de som regel ikke blege for at spoerge om selvsamme), men hun havde vist haft frivillige fra Canada foer og kendte derfor lidt til den slags arbejde. Der er nogle andre arbejdere paa hjemmet ogsaa, men de er aabenbart underbemandede og har derfor brug for folk til bare at holde oeje og lege med boernene og yde omsorg, hvilket jo netop er lige det, vi kan. De har endda legetoej og en del ting, saasom ordentlige senge og alt muligt, men bare ikke ordentligt tid til det, fordi der er for mange boern til for faa folk. Saa det ville vi hellere end gerne! Faktisk tror jeg, at jeg, hvis CDN ikke formaar at finde et ordentligt arbejdssted til mig snart, siger, at jeg gerne vil arbejde der fuldtid, for det er godt nok et sted, hvor man kan lave noget. Boernene var i starten bange for os, men da vi gik derfra, hylede de og hang paa os, fordi de paa saa kort tid havde opbygget tillid til os, bare ved at vi snakkede til dem og tog dem op. Dét var fedt at maerke! Men selvfoelgelig skraemmende, for det er virkelig nogle barske ting, de har vaeret igennem, allerede som helt nyfoedte - men det er sgu dejligt at se, at nogle hernede forstaar problematikken, i det mindste. Saa det er en mulighed - nu maa vi se. Efter at have vaeret der nogle timer, tog vi med Father Francis tilbage igen og spiste frokost. Meget bizart at sidde og spise med en praest, men efterhaanden er vi saa vant til deres over-religioese tankegang, at det ikke roerer os. Samtidig er han enormt sej og virker ikke som en praest, og var rigtig rar at snakke med - om alt fra rugbroed til opdragelse (hvor han gav os ret mht. at slaa boern, juhuu!).

Torsdag stod den endnu engang paa arbejde paa Juvenile. Vi var der igen kl. 8, men kunne ikke lave noget med boernene foer omkring kl. 10, andet end at snakke med de meget faa, som ikke lavede noget - deriblandt en lille 4-aarig dreng, som har forelsket sig fuldkommen i os og er saa glad, naar vi kommer. Pigerne, som vi normalt snakker med, tog dog lidt afstand fra os og virkede lidt kede af det, og vi proevede at finde ud af hvorfor - det viste sig, at de to madamer, som vi overhovedet ikke kan holde ud, til morgenmaden havde fortalt boernene, at de ikke var glade for, at boernene snakkede saa meget med os, for det gjorde bare, at boernene ikke kunne koncentrere sig om deres pligter, naar vi kom. Det er helt forkert, for det goer boernene sgu - de ved, de faar taev, hvis de goer et daarligt arbejde, og de foerste to timer holder vi os i baggrunden og snakker med dem, der har "fri" den dag. Saa det blev vi rimelig forargede over at hoere - isaer fordi de damer, endnu engang, goer ting bag vores rygge i stedet for at sige det til os, som jo egentlig er problemet. Men pigerne bloedte heldigvis lidt op, for de vidste jo ogsaa godt, at de sagtens kunne arbejde, selvom vi var der og sad. Ellers var dagen fin - vi fik baade leget med balloner med de mindste i gaarden og tegnet videre med pigerne, som blev fuldkommen opslugt af det - vi bad dem taenke paa en god dag med deres bedste ven, og flere virkede meget mere positive, da de gik ud igen. Vi grinte dog en del, da nogle stykker havde tegnet nogle mennesker med temmelig meget lyseroed hud... Det er nu hyggeligt, og mange af dem ser os netop som venner og kommer hen og krammer, holder i haand og nusser haar - de er fuldkommen vilde med vores lange lyse haar, og fik de lov at bestemme, ville vi have bittesmaa fletninger i hele haaret nu, lavet af ti piger paa én gang.

Vi er ved at have udviklet paene cykelarme og -ben efterhaanden - i laengden er det temmelig irriterende hele tiden at have t-shirt paa, men hvis vi viser skuldre og knae bliver der, om muligt, kigget endnu mere efter os, og det bliver anset som anstoedende - akke ja...

I gaar (fredag) var rimelig almindelig. Vi var endnu engang paa Juvenile og ville, efter de havde faerdiggjort deres pligter, lege uden for med nogle af pigerne. Det fik vi at vide, at det ville de to madamer ikke have - og en begrundelse fik vi aldrig. Vi tog dem saa ind og tegne sammen med de mindste boern i stedet, hvilket endnu engang var et kaempe hit. Vi gik tidligt i ren arrigskab, da de to damer forhindrer os i at lave det, vi egentlig er her for - og, ser det ud til, bare til deres fornoejelse. Jeg tror egentlig, at de bare er traette af deres arbejde og boern, saa hvis de har det sjovt, er det naermest forkert. Stedet er tydeligvis bare en ventestation, men problemet er, at mange af boernene er der i flere maaneder, og saa bliver det sgu ret haardt bare at sidde og glo. Men vi tager den med ro og siger ikke noget til damerne, men ser bare, hvordan vi kan tilpasse os selv med tiden, selvom det er svaert. Vi hoppede forbi CDN-kontoret og spiste frokost, koebte frugt og tog hjem til mig og spiste det. Det er fantastisk, saa godt frugt smager hernede - jeg kunne leve af mango!!

Jeg har hoert en lille fugl synge om, at der er en pakke paa vej til mig fra Danmark! Som vist indeholder dansk slik!! Den er vist sendt som ekspress og burde derfor lande i Nairobi inden for meget faa dage, meeen nu maa vi se - jeg hoerer, at postsystemet ikke er det mest effektive hernede. Samtidig skal jeg saa ogsaa lige afgoere, om den saa skal sendes videre til mig i Nakuru, eller om jeg selv henter den i Nairobi hos MS - vi skal nemlig alligevel dertil om to uger og bruge weekenden der, saa nu maa vi se! Jeg glaeder mig til at faa den! :D Saa hvis nogen har en masse penge til overs, sender I bare overraskelser herned af - det er ret saa hyggeligt!

I dag er Katja og jeg igen paa Merica Hotel for at tage en afslapningsdag ved poolen. Men igen er det overskyet, saa lige nu sidder vi her og kan ikke beslutte os for, om vi vil i vandet - man skulle jo noedig fryse...

Weekenden bliver brugt hos Katjas vaertsfamilie, hvor vi endnu engang vil forsoege os med at bage kage, nu hvor vi hyggede om min families sidste weekend.... Fortsaettelse foelger!

Tusind tak for alle beskederne, alle sammen! Det er skoent at hoere fra jer! :)