Hej folkens!

Lidt blandet godt, endnu engang:

Tirsdag fik jeg for resten ogsaa proevet min foerste tur paa en boda boda (cykeltaxa!). Jeg skulle til Mwangaza, hvilket jo ligger i slummen, og min "chauffoer" endte med at fare vild og maatte hjaelpes af mig. Det var noget af en tur, og jeg maatte klamre mig fast til det selv-installerede haandtag, der var paa cyklen, men det gik bedre end forventet - helt uden at vaelte eller blive koert ned, selvom det fandme var taet paa flere gange. Turen, som normalt tager 45 minutter at gaa, maatte jeg betale 30 shilling (2,5 kr.) for - saa det system kunne vi godt indfoere i Danmark! Ikke at det gik super meget hurtigere end at gaa grundet bump og trafik, men det er da en hyggelig form for transport, hvor selv de lokale, der saa mig, hujede af mig og grinte, fordi det jo var en mzungu, der brugte "deres" transportform, frem for bare at tage en almindelig taxa (som koster 15 kr.).

Onsdag fik vi saa snakket med Lucy om baade arbejdsplan og min arbejdssituation. Hun kunne godt se problemet og vil proeve at finde et par andre steder, hvor jeg kan vaelge. Umiddelbart naevnte hun et hjem for piger paa proeveloesladelse, hvor flere af dem vil vaere paa min alder, et hjem + skole for doeve boern, og et "almindeligt" boernehjem i byen - men indtil noget andet, skal jeg bare hjaelpe Katja paa hendes Juvenile Remand.

Torsdag startede med et moede paa CDN, saa til Juvenile, og saa tilbage igen til CDN. Paa Juvenile fik vi leget med de piger, der nu er, og jeg fik snakket med flere af dem - og det er jo sindssygt, de historier de kan fortaelle. Stoerstedelen af dem kommer jo direkte fra gaden og har dermed levet de mest uforstaalige tilvaerelser. En af dem blev forleden lidt trist, og vi fandt saa ud af, at det skyldes os! Vi yder en helt anden form for omsorg og kontakt, end de andre ansatte, og for hende pigen mindede det hende aabenbart om hendes foraeldre, som hun ikke har mere pga. AIDS. De andre ansatte sidder bare paa deres stole hele dagen og glor paa boernene, og goer kun noget, hvis der f.eks. er slaaskamp - vi, derimod, saetter os ned til boernene og snakker med dem og leger, og det er de overhovedet ikke vant til. Det var noget anderledes at opleve end Mwangaza, idet boernene der er vant til at snakke med laererne, om ikke andet saa bare om skolen, og de er ogsaa mindre. Men jeg faar da set nogle forskellige steder! Generelt har den uge bare vaeret forvirrende og meget traettende, og vi har ikke faaet lavet noget konkret, fordi der hele tiden har vaeret moeder, modstridende oplysninger og forhindringer.

Loerdag lavede vi ikke en skid, hvilket vil sige, at vi var i butikken og lavede ingenting. Der var et minimum af kunder, og flere af dem kom kun for at spoerge efter mit nummer. Pludselig foeler man sig ret populaer! Men naar det saa endda er maend, som er gift og har boern, bliver det om muligt endnu mere suspekt. Pigerne var selvfoelgelig flade af grin, for "saadan er afrikanske maend" - men come on, det er jo sygt! Jeg havde, for foerste gang i lang tid, mulighed for at sove laenge - og fik den vaerste nat, idet jeg havde tre meget hoejlydte myg, som jeg maatte staa op kl. 3 om natten for at udrydde. Jeg tror, jeg har mistet ¾ af hjernecellerne efterhaanden, efter at vaere gaaet amok aften efter aften med myggespray, som indeholder et stof (DEET), der er forbudt i Danmark! Derudover gik familiens hane i gang med at gale kl. 4 og fortsatte resten af morgenen - lige uden for mit vindue...

Soendag stod i hyggens tegn. Vi startede paa Merica Hotel, som er et ret stort hotel i midten af byen, hvor man for 200 shilling (15 kr.) kan bruge poolen og strandstolene hele dagen. Jo tak! Det var bare overskyet, saa, tro det eller ej, vi froes som ind i helvede! Saa efter at have vaeret i poolen, hvor vi troede, vi skulle doe, og vi - uden succes - proevede at laere den mindste at svoemme (det kan ingen af pigerne finde ud af), laa vi bare oppe, indtil vi ville hjemad. Da vi saa kom hjem, bagte Katja og jeg banankage - uden vaegte eller de helt korrekte ingredienser - og en ovn, som broed sammen undervejs og tabte den oeverste varmeplade. Kagen blev derfor fuldkommen forbraendt paa overfladen - men hold kaeft, hvor blev den god! Pigerne gloede dog noget, for de havde aabenbart aldrig bagt kage foer, ud over saadan noget kagemix. Og de syntes, at den smagte fantastisk og fik spist den hurtigere, end smaa boern goer i Danmark. Saa var det helt ligesom at vaere hjemme, omend temmelig surrealistisk! Samtidig saa vi Loevernes Konge paa dvd, saa det var jo, som det skulle vaere. Senere tog min vaertsmor os alle til en lokal restaurant, hvor vi skulle smage Nyama choma - stegt koed. Vi var bare en anelse mistaenkelige, isaer da vi saa, hvordan koedet blev opbevaret (det bliver aldrig det samme at gaa ind til en slagter i Danmark igen!) - men det smagte fantastisk. Derefter hjem igen og spise chapati (vores yndlingspandekager), som jeg ikke har faaet i familien siden den foerste dag. Saa alt i alt bare en rigtig hyggelig dag! Jeg tror, at vi gentager succesen med kagebagning hos Katjas familie naeste weekend.

Vi har hele dagen kunnet hoere/se politihelikoptere flyve lige over os, og det skyldes, at der i naerheden af Nakuru har vaeret en kaempe brand. En lastbil fyldt med benzin var aabenbart vaeltet et sted i gaar aftes, hvorefter flere hundrede fattige folk var loebet derop til for at kapre lidt benzin, de kunne saelge videre og tjene nogle oerer - men en eller anden var aabenbart vadet derop til med en cigaret, og ja.. Nu er der saa i hvert fald over hundrede doede, og de taeller stadig. Det er en katastrofe ud over det saedvanlige, idet flere af dem kom fra en selvbestaltet lejr i naerheden, hvor folk, der havde mistet alting i den saakaldte "post election violence" efter valget for et aars tid siden, havde slaaet nogle noedhjaelpstelte op og proevede at faa et nyt liv til at fungere med det, de nu kunne faa fat i - saa nu er der boern der, der vitterligt har intet. Samtidig har der for nogle dage siden vaeret en kaempe brand i Nairobi, i et supermarked. Der var ogsaa flere doede, som egentlig kunne have vaeret reddet - men nogen havde aabenbart lukket doerene, for ellers ville folk jo loebe ud med varer, de ikke havde betalt for - og det gaar selvfoelgelig ikke. Tankegangen hernede er fuldkommen grotesk, og det er overhovedet ikke til at forstaa! Men faktum er, at flere var villige til at loebe ind i butikken, bare for lige at snuppe noget, de kunne saelge.. Generelt er der bare en syg tankegang, som den ekstreme fattigdom afspejler. Jeg oplever ogsaa mange tiggere paa gaden til tider, for naar det rygtes, at vi hvide kommer gaaende, kommer de vrimlende. Og det er altsaa boern helt ned til 5 aars alderen, vil jeg tro. Og selvfoelgelig vil man gerne give dem noget, men man kan bare se dem sidde et par meter vaek og sniffe lim for de faa penge, de faar tigget sammen. Vil man hjaelpe dem, skal man hellere koebe en pakke broed og dele ud af, men det gaar bare heller ikke helt, for saa skal man have til dem alle - hvilket mildt sagt vil ruinere mig. Det er saa sygt at vaere i et land, hvor man bliver moedt med den slags hver eneste dag, og selv historier i tv handler om desperate, sultne folk. Forskellen mellem rig og fattig er saa ekstrem, og en decideret middelklasse findes kun i meget begraenset udstraekning.

Mandag var det tilbage til arbejdet igen - og vi blev enige om, at vi allerede traengte til weekend igen. Vi startede, som vi altid goer mandag, med messe i kirken og the (kakao!) og ja.. unoedvendig spildtid. Bagefter fortalte Lucy, at hende og Basil havde diskuteret, fordi Basil aabenbart mener, at der er maaaasser, jeg kan lave paa Mwangaza (fordi han i virkeligheden ikke ved, hvad der foregaar de forskellige steder) - men at Lucy godt kunne se problemet. Saa hun leder fortsat efter et nyt sted til mig. Jeg tog derfor med paa Juvenile Remand igen, hvor vi for foerste gang ville proeve at lave lidt begynder-engelsk for de 6-8-aarige, hvilket var omkring ti boern. Sagen er bare, at de har saa forskellig en baggrund, at nogen er startet i skole, foer de kom til Juvenile, hvorimod nogle aldrig har set bogstaver foer. Det var nu skaegt nok, og selv de store ville gerne vaere med, fordi det mindede dem om skole, hvilket de alle sammen laenges efter - vi kunne laere noget......

Senere paa dagen blev vi spurgt, om vi ville med paa tur, hvilket vi sagde ja til, uden at vide, hvad det egentlig var. Det viste sig, at vi skulle til en by uden for Nakuru - og to timers rodeokoersel senere ankom vi til praecis det sted, vi havde set i nyhederne - den eksplodere benzinbil. Hvorfor vi skulle se stedet er stadig uklart, men de ansatte ville aabenbart gerne bruge tid paa at tage derhen og tage billeder med deres mobiltelefoner, saa vi fik ogsaa nogle billeder. Det var fuldstaendig sindssygt at gaa rundt paa stedet (som overhovedet ikke var spaerret af!). Vi kunne gaa, hvor der var blevet hentet folk, og man kunne se de braendte traeer, som strakte sig omkring hundrede meter ind i skoven fra vejen. Angiveligt var folk begyndt at loebe, da den foerste ild begyndte, men de ville ikke slippe den smule vaerdifuld benzin, de havde kapret - og derfor naaede ilden ind til dem, selvom de var langt inde i skoven. Det var saa surrealistisk, at jeg stadig ikke fatter det i nuvaerende tilstand - men man kunne stadig se afsvedne pletter paa graesset, og et sted saa vi ogsaa en lille piges jakke ligge.. De billeder forsvinder ikke lige foreloebig. De ansatte snakkede om noget med nogle boern, saa vi gik ud fra, at vi maaske skulle ud i lokalomraadet og lede efter boern, som nu var blevet foraeldreloese, og som derfor maaske havde et behov for at komme paa Juvenile - men nej, vi var der kun for at se stedet og lastbilen. Dog havde en af de ansatte brugt hele dagen paa hospitalet i gaar med at finde ud af, om der var boern, de kunne hjaelpe, men paa nuvaerende tidspunkt ved jeg ikke mere. Den maade, hvorpaa der bliver taget haand om tingene, er saa fuldstaendig anderledes, og alene det, at omraadet ikke var spaerret af, virker forrykt - selv politiet gik rundt og tog billeder med deres telefoner, men gudskelov var det meste fjernet fra stedet..

Tirsdag stod den paa arbejde hele dagen. Vi ankom kl. 8, men kunne ikke lave noget de foerste 1½-2 timer, fordi boernene har deres "duties", som gaar ud paa at goere hele stedet rent, stadig mens personalet bare kommer dryssende og sidder og glor. Senere tog vi nogle af de aeldste drenge med ud paa "graesplaenen" for at lege nogle lege, hvilket mest gik ud paa at faa dem til at loebe saa meget som muligt, fordi de overhovedet ikke kunne sidde/staa stille. Vi ville selvfoelgelig gerne kunne lege med alle boernene samtidig, men maa tage dem ud i hold, da der er over 70 boern. Derudover maa pigerne og drengene aabenbart ikke vaere ude og lege samtidig - og der skal ogsaa en vagt med, for der har vaeret flere tilfaelde af boern, der loeb vaek, naar de var derude, selvom der er hegn. Og det er sgu forstaaeligt! De laver intet der. De bor jo paa stedet og venter bare - enten paa en afgoerelse fra retten, som mildt sagt kan tage lang tid, eller at deres foraeldre henter dem, hvilket ogsaa kan give en del ventetid. De fleste venter bare, uden at vide paa hvad. I loebet af dagen skal de goere rent, vaske toej, lave al maden (og servere for personalet) og selvfoelgelig vaere stille. Leg paa deres asfalterede gaardsplads er som regel forbudt, og de faar kun lov til det i sjaeldne tilfaelde - ellers skal der vaere nogen, der tager dem ud i deres "indhegning", hvilket der ikke ofte er nogen, der gider. De har nogle gange nogle aktiviteter, deriblandt bibellaesning (de fleste har ikke andet at haabe paa, end at Gud vil hjaelpe dem) og hoejtlaesning. Ud over det maa de bare underholde sig selv, hvilket bliver gjort ved at sidde og glo og snakke hele dagen og ikke forstyrre personalet - for hvis foerst man opfoerer sig skidt, faar man taev. Vi har endnu ikke oplevet det, men har set dem true boern flere gange, og vi fik ogsaa fortalt af en af pigerne, at nogle af boernene var blevet slaaet, da vi havde de aeldre drenge ude og lege, fordi de havde rendt rundt og leget i gaarden. Det er saa fuldkommen grotesk, at vi er ved at tude, naar vi hoerer det - og det bare er saa dagligdags. Mere uhyggeligt er det, at de goer det bag vores rygge, fordi de nok godt ved, vi ikke anerkender det - men paa den anden side ved jeg ikke, hvad jeg ville goere, hvis de gjorde det foran os, for vi har faaet at vide, at vi ikke maa blande os og anfaegte deres autoritet over for boernene, hvilket jo er rigtigt nok. Men der bliver aabenbart baade benyttet pisk, lineal og de bare naever - paa boern helt ned til 4-aars alderen... Og det er sindssygt ubehageligt at taenke paa, isaer fordi vi bare foeler os saa magtesloese! Men nok om det. Vi fik snakket med en del af dem i dag og fik ogsaa lavet nogle tegninger med dem, hvilket de normalt aldrig goer. Materialerne til det er der ikke, selvom stedet vist har nogle penge dedikeret til det, saa vi har bedt manageren om at koebe nogle forskellige ting, saa vi kan lave nogle aktiviteter. Vi sluttede tidligt, da vi begge var fuldkommen smadrede - om ikke andet psykisk, fordi der er saa meget at forholde sig til, ikke mindst boernene som elsker en overalt paa jorden, bare man saetter sig ned, tager dem i haanden og snakker til dem - om de saa forstaar det eller ej.

Det er sjovt, som man oplever verden gennem tv. Jeg tror, at mange i vesten regner med, at Afrika syd for Sahara bare er saa fattigt, at alle gaar paa gaden, ingen har raad til mad, og alle bor i lerhytter - den forestilling havde jeg da et eller andet sted, selvom jeg var blevet fortalt, at det ikke forholdt sig saadan. Men det er jo det, man ser i tv, ikke? Kigger man saa omvendt paa det, kan man se, hvorfor de griner af os, naar man fortaeller dem den slags - pigerne i min vaertsfamilie var overbevist om, at alle uden undtagelse i den vestlige verden var supertynde og havde laaangt glat haar. Der maatte jeg saa forklare dem om fedmeepidemien, og at nogle altsaa bliver foedt med kroeller uden at goere noget ved dem. Dertil var de ansatte paa Juvenile overbeviste om, at al mad, vi overhovedet lavede, enten var lavet, naar vi koebte det (altsaa, at vi hver eneste dag spiste paa restaurant), eller at al mad uden undtagelse blev tilberedt i mikroovnen. Den slags faar de selvfoelgelig ikke fra nyhederne, men mere de tv-serier, som slaar Horton Sagaen big time i daarlig tv! Samtidig forstaar mange ikke aarstiderne, idet de bare er vant til varmesaeson og regnsaeson, som rammer bestemte maaneder (blandt andet marts og april, saa det skal nok blive sjovt!). Saa naar vi fortaeller dem om sne, regner de bare med, at det er der stort set hele aaret.

Pt. har vi "fri", for vi skulle have haft et moede med en praest - hvorfor ved vi ikke, men han er gudskelov soed - men han havde lige en begravelse at tage sig af, og vi skal derfor vente to timer. Saa hvorfor ikke bruge dem paa at handle og faa skrevet til alle dem derhjemme? :D

Pas paa jer selv! Jeg savner saadan Danmark (men nyder vejret her :P ).