Profile
Blog
Photos
Videos
Hej folks!
Pt. sidder jeg paa en internetcafe i Nakuru, Kenya! Jeg proever paa at faa min baerbare til at lade mig overfoere min blog fra den til denne computer, men det viser sig at vaere lidt problematisk.. Hvorfor skal det vaere saa svaert med elektronik????
Anyway. Jeg har det rigtig godt! Jeg er, efter en smule turbulens, hos en rigtig soed familie, hvor der er tre piger - en paa 19, en paa 15 og en paa 11. De er enormt venlige og meget opmaerksomme paa, om jeg nu har det godt osv. Det er lidt meget i laengden, men enormt soedt. Derudover er jeg startet paa mit arbejde paa Mwangaza Rehabilitation Centre, men har kun vaeret der halvanden dag, saa det er lidt svaert at sige saa meget endnu.
Den sidste uge har vaeret meeeget turbulent og ja.. maerkelig! Aldrig har jeg sagt hej til saa mange mennesker paa en uge (som er med rigtige afrikanske haandtryk, hvor man foerst giver slip, naar man er stoppet med at snakke!), og vi har simpelthen bare vaeret saa mange steder, at jeg kunne sove i tre dage.
I dag er jeg i "byen" med pigerne, som er paa arbejde i en toejbutik (og nej, ikke fedt toej!). Jeg er allerede blevet spurgt tre gange, om jeg vil giftes, og om jeg kan skaffe nogen arbejde/uddannelse i Danmark, men det er jo bare til at grine af. De ser ikke mig - de ser penge.
Ellers er der bare gaaet Obama-mania i folk! Obama "stammer" fra byen Kisumu, som ligger omkring 100 km. herfra, og naar han skal indsaettes paa tirsdag, bliver der holdt kaempe fester over hele Kenya - de stoerste selvfoelgelig i Kisumu. Det er lidt sjovt, for folk forventer virkelig, at han aendrer hele Kenya - hvilket bliver lidt svaert.
Og AHA! Nu virker det med computeren! Hermed kommer saa en opdatering for den sidste uge. Det er lidt rodet, og der er sikkert mange gentagelser, saa baer over med mig!
Torsdag d. 8. januar 2009
Jambo!
Saa er jeg ankommet til Nakuru! Og sikke en dag! Vi stod op kl. 6, for vi havde faaet at vide, at vi ville blive hentet kl. 8. Det var ret haardt, da de fleste af os foerst var gaaet i seng et stykke efter midnat - og flere, blandt andet mig, ikke kunne sove. Men op kom vi, og jeg fik, hvad jeg troede var det sidste normale bad i tre maaneder. Det samme gjalt morgenmaden, saa der proevede vi ogsaa at goere lidt ekstra. Kl. 8 kom Teresia, og vi fik sagt farvel til Louise og Mette, som skulle i en anden retning i matatu - de skal til Mangu. Og saa ellers af sted mod bussen! Vores taxa ramte saa lige ind i en kaempe trafikprop, som var opstaaet ved en politirazzia af diverse matatuer - aabenbart er det ikke heeelt i overensstemmelse med reglerne, den maade hvorpaa der bare sidder nogle maend i dem og opkraever billetpenge. Vi regnede derfor med ikke at naa bussen, men heldet var med os - den var selv forsinket. Ombord med os - i en bus, og ikke bare en matatu!! Fantastisk.
Og dog - stoedddaempere skulle man lede laenge efter, og det samme gjalt ordentlige veje, saa det var en dejlig blanding! Jeg har haft ret ondt i ryggen hernede generelt, og jeg proevede derfor at undgaa nogle af de helt store bump, jeg kunne se, ved lige at loefte mig lidt fra saedet, naar de kom - hvilket bare resulterede i, at jeg knaldede hovedet op i bagageholderen i stedet. Man kan lige saa godt give op - trafikken ER farlig hernede!
Men turen i sig selv var fantastisk - vi fik set den smukkeste natur, og de flotteste forskelle paa vejen - bjerge, dale, skov, afsveden savanne - og dyr! Baade zebraer, aber og strudse var et smut forbi flere gange - ret surrealistisk at koere paa "motorvejen" og se den slags dyr. Bussen hoppede dog for meget op og ned til, at jeg kunne faa ordentlige billeder af noget som helst. Men det er jo en del af det!
Naa. Efter 2½-3 timers bumlekoersel rullede vi ind i Nakuru og parkerede paa en benzintank. Her skulle vi saa tage afsked med de tre, der fortsaetter til Kisumu - det er en ret maerkelig foelelse, da vi er vant til at vaere virkelig mange mennesker samlet hele tiden. Det bliver ret underligt! Men vi skal selvfoelgelig ses undervejs - om ikke andet, saa naar vi skal paa safari.
Katja ringede saa til Teresia og fortalte, at vi var ankommet, og hun ringede saa til vores vaertsfamilier. Det har aabenbart flasket sig med at naa at finde to familier paa saa kort tid - og dog. Mere om det senere. Lidt efter var Ruth og hendes mand paa stedet for at hente Katja, og jeg blev hentet af Lucy. Hun fortalte, at hun kom fra arbejde og skulle tilbage igen, da de havde moede (de har jo ogsaa haft juleferie og havde derfor en masse af tage sig af nu, aabenbart) - saa jeg ville bare blive smidt af derhjemme. Oookay! Lucy fulgte mig op og viste mig lidt rundt og praesenterede mig for hendes 13-aarige tjenestepige Violet fra Uganda, som ikke kan andet engelsk end "Thank you!". Lucy selv snakker perfekt engelsk, og hun fungerer ogsaa som vores kontaktperson her, saa vidt jeg har forstaaet. Og huset - det er saa fint! Eller, fint og fint - her er TV, mikroboelgeovn, koeleskab, rindende vand, elektricitet, myggenet, bad og toilet med skyl - og mit eget vaerelse! Det er sindssygt, i forhold til hvad vi havde forberedt os paa - der var baade snak om toilet som et hul i jorden i baghaven, etagevask med koldt vand fra en spand (som vi selvfoelgelig selv havde vaeret nede og fylde ved broenden) osv. osv. osv. Saa det overgik nemt al forventning! Men der er selvfoelgelig nogle minusser. De eneste i huset er Lucy og Violet, og der er derfor ingen boern - det var jo ellers noget af det, jeg virkelig havde haabet paa. Derudover spurgte Lucy mig, om det var ok, at jeg delte vaerelse med Violet, for saa kunne hun finde ud af noget med en koejeseng. Der sagde jeg selvfoelgelig, at det ikke var noget problem af ren hoeflighed - men det er det da, for et af kravene til vaertsfamilierne er, at vi som volontoerer har vores eget vaerelse. Det bliver nok lidt haardt, hvis jeg ikke i loebet af de her tre maaneder kan faa lov til at vaere alene. Men, det ville nu vaere til at overlevede, selvsagt. Indtil videre sover hun inde paa sofaen, hvilket jeg ogsaa har det lidt daarligt med.
Dog undrede det mig stadig mht. selve familien her - Teresia havde jo sagt, der ville vaere boern i alle familierne. Saa jeg skrev til hende, hvortil hun svarede, at som hun havde forstaaet det, var Lucy kun midlertidig, og at jeg ville komme ud til en anden familie i naeste uge. Det fortalte jeg saa Lucy og proevede at pakke det godt ind, hvortil hun sagde, at jaaaa, det var da rigtigt - men at hun havde arbejdet for meget til at have tid til at lede efter en familie til mig. Men at hvis jeg gerne ville, kunne hun godt finde en til mig. Saa det sagde jeg ja til - jeg tror, det ville blive rigtigt akavet kun at bo med de to her. Saa nu maa vi se! Der er vist ogsaa gaaet lidt rod i det hele - jeg tror, jeg i virkeligheden skulle have haft Katjas familie, idet hun bad om at blive rykket, og jeg skulle have den familie, der oprindeligt var fundet til os. Samtidig fortalte Teresia i Nairobi, at der var lidt forvirring omkring Nakuru-familierne, idet en families soen havde vaeret ude for en trafikulykke, og de derfor var floejet til England for at faa behandlet ham. Saa det er forstaaeligt, at der ikke er helt styr paa det - og hakuna matata, mon ikke det gaar. :)
Jeg skal ogsaa starte arbejde paa mandag, og det lyder til, at Katja og jeg stadig skal arbejde samme sted, eller i hvert fald for samme organisation, men at vi saa kan vaelge nogle projekter derunder. Dermed har vi fri i weekenden, saa det kan vaere, at vi finder ud af noget med at udforske Nakuru lidt.
Det maa vaere nok for nu. Jeg har det glimrende og er ret overrasket over forholdene - baade de gode og de daarlige. Samtidig er jeg doedtraet og skal have ringet hjem, saa godnat! :)
Fredag d. 9. januar
I dag har jeg jo ogsaa haft fri, og jeg er bare alene hjemme med Violet - saa jeg har vaeret ude for at se omraadet lidt. Og hold da op! Saa snart man stiller sig uden for doeren (det her er en form for etageejendom), kan man i baggrunden se kaempe smukke bjerge, og foran det en stor soe. Stedet skraaner, saa man kan virkelig faa en god udsigt over det smukke landskab og husene, som fortsaetter langt nedad. Som kontrast til den smukke blaa himmel er her fantastisk flot! Jeg gik en tur op ad vores meget stenede og ujaevne vej og kom efter et stykke tid op til noget, der ligner enhovedvej, som vi koerte af i gaar paa vej til huset her. Og gaaturen nedad den var noget af en oplevelse - jeg saa ikke en eneste anden hvid paa min lange tur, og som hvid pige, der bare saadan kommer gaaende, vakte jeg en del opmaerksomhed. Folk er dog ikke ubehagelige, bare meeeget nysgerrige - og selvfoelgelig ude paa at tjene penge. Hver femte cykeltaxa (bada bada) stoppede og spurgte, om jeg skulle have et lift - og nej, det er langtfra cykeltaxaerne derhjemme! De her er rent ud cykler, hvor der paa bagagebaereren er blevet placeret en pude - og saa er det jo en taxa! Det er ret komisk at se, for mange lokale benyttede sig af det - baade businessmaend og -kvinder i rimelig fint toej samt gamle damer. Det skal jeg selvfoelgelig have proevet, men jeg kan ikke forestille mig, at det er super behageligt at sidde bagpaa og klamre sig til cyklen, mens man slingrer ind og ud af trafikken! - dog koster en tur kun 1,5 danske kroner, saa det er lige til at overkomme! Men anyway - folk var meget imoedekommende, og selv boernene raabte "Hello madame, how are you?". Paa min tur fik jeg stort set ikke set andre "butikker" end markedsstande med enten frugt eller toej. Da jeg kom tilbage til min egen vej, passerede jeg en mand med hans datter paa armen, og da jeg gik forbi dem endnu engang, spurgte han meget venligt, om jeg var blevet vaek, for han havde ikke ligefrem set mig der foer. Jeg fortalte, hvad jeg skulle, og jeg har nu faaet min foerste ven - Tibs og hans datter Naima. Han fortalte mig ogsaa, at jeg godt kunne opgive mit skole-swahili - folk i Kenya snakker slang, hvor det er en blanding af swahili, engelsk og deres lokalsprog. Held og lykke! Da han hoerte, at jeg var fra Danmark, spurgte han, om der ikke var meget koldt - og da jeg saa kunne svare, at sidste opdatering, jeg havde hoert, boed paa minus otte grader og sne, var han ved at falde bagover. Deres koldeste maaned, som er vores sommer, er mindst 20 grader. Lige nu er her jo sommer, saa vi faar lige ret meget varme. Men Nakuru skulle vist vaere nogenlunde ligesom Nairobi, saa jeg haaber, vi ikke doer af varme - modsat de andre tre, som er i Kisumu, hvor selv de lokale siger, at der virkelig er varmt.
Soendag d. 11. januar
I gaar stod den paa rundvisning. Vi havde noget tid, foer jeg skulle moedes med Katja inde i byen, saa Lucy viste mig hurtigt rundt i omraadet via taxa. Taxachauffoeren blev jeg i oevrigt introduceret for (Ivan), idet Lucy kaldte ham paalidelig og gjorde det klart, at han ikke ville forlange overpris fra mig grundet min farve - det er aabenbart noget, jeg vil stoede paa en del hernede, ifoelge Lucy. Men anyways - vi koerte foerst til det, hun vist nok kalder Juvenile Remand, som er en form for hjem for gadeboern og piger paa proeveloesladelse (!!) osv. Vi moedte manageren, som fortalte, at der ud af 82 boern er 18 piger. Da jeg traadte ind i gaarden, hvor alle boernene rendte rundt og legede, blev der naesten bomstille, og alle stoppede og kiggede paa mig. Det er alligevel lidt sindssygt, isaer hvis man ikke er super glad for massiv opmaerksomhed i forvejen. Det kan jeg vist godt vaenne mig til. Der var en lille pige, der meget genert kom hen og gloede paa mig, som jeg saa gav haanden - og saa var hun ellers bare sej blandt de andre. Man skulle tro, de aldrig havde set hvide foer - men der har vaeret andre volontoerer og arbejde paa dét hjem, saa det er lidt utroligt. Det kan selvfoelgelig vaere, at de har haft en vis udskiftning i boernene siden da, men tendensen er den samme overalt. Flere af dem gik ogsaa helt i baglaas, bare jeg sagde "Jambo" eller "Habari za leo?" (hvordan har du det i dag) til dem. Efter det tog vi hen til et andet hus i naerheden, hvor der var laast og ingen mennesker. Saa vidt jeg forstod, er det er sted, hvor boernene kan komme hen og lige faa lidt omsorg og mad, og saa hjem igen - og at de derfor ikke har aabent i weekenden. Men jeg skal ikke helt kunne sige det.. Men begge steder kan jeg vaelge at arbejde. Bagefter var det saa ind mod byen, hvor vi foerst stoppede hos Lucys skraedder - og idet jeg er Lucys ven, var hendes skraedder mere end villig til at lave noget til mig i fremtiden - og straks blev jeg placeret med et katalog i haanden med de mest komiske afrikanske bud paa toej. Men tilbuddet skal selvfoelgelig bruges, og jeg skal da koebe mig noget fint toej, foer jeg tager herfra. Saa ser jeg sikkert yyyndig ud!
Da det var klaret, smed Lucy mig af, hvor jeg skulle moedes med Katja. Al indkoeb foregaar vist kun paa én gade, for alt andet er "lokale butikker". Katjas vaertsmor hernede har en "butik", hvilket er en lille stand, hvorfra hun saelger smykker og souveniers. Derfor var Katja i fredags blevet introduceret for flere af de andre saelgere, og vi er nu derfor venner med dem og bliver passet godt paa. Det er dog stadig sjovt at se deres reaktion, naar der kommer Mzungus som os - informationen om, at vi er paa vej, bliver givet fra stand til stand, og saa er der ellers en flok repraesentanter, som hopper op og vil snakke med os. Men idet vi allerede kan snakke med nogen af dem, og de ved, at vi ikke poster penge i deres ting med det samme, kunne vi se, at saa snart andre hvide kom gaaende, gik halvdelen af dem fra os for at proeve lykken hos de andre. Vi gik lidt rundt for at se noget andet end bare hovedgaden, og det er tydeligt, hvad der er deres, og hvad der er vores. Det er helt ok for os at gaa rundt blandt de lokale - men nej, hvor bliver der snakket og stoppet op. De fleste er nu meget gode til at lade som ingenting, men gadesaelgere, tiggere og boern er omkring os hele tiden. Saa det gaelder om at holde pengene taet paa kroppen! Det er dog ikke synderligt ubehageligt, bare ret komisk. Hvide mennesker (ud over os) holder sig vist kun til hovedgaden, netop fordi de "kun" er turister (haehae, hvor lyder jeg god!). Det er nu lidt mere spaendende at se bagsiden af det. Efter et par timer fik vi mad paa Gilani's, som et kaempe supermarked (og ja, hurra! Det har de her!!) med en restaurant ovenpaa. Der kommer jeg nok til at komme forbi ret ofte, for det er daelme god mad (som man selv vaelger og ved, hvad er!) til ikke alt for mange penge. Mmmmm. Og saa ellers hjem igen med min private taxachauffoer for 15 kroner!
I dag (soendag) var jeg i kirke! Og hold da op, en oplevelse. Vi skulle gaa et lille stykke, som bragte os taet paa slummen. Allerede udenfor kirken kunne man hoere hoej musik og sang - og det startede hele ceremonien med. Op og staa og synge, klappe og danse, ned og sid og bed. Og hvad jeg husker fra de faa gange, jeg har vaeret i en dansk kirke - saa er det paa ingen maade taet paa det her! Der var nok omkring 1000 mennesker samlet i "kirken" - en stor lagerhal med lysstofroer i loftet og nogle faa store malerier paa vaeggene - og dem var der gang i! Selve sangene var egentlig rigtig gode, for det var paa aegte gospelmanér. Ellers stod den paa praediken fra en dame, som skiftevis raabte og hulkede ind i mikrofonen - hvilket alle andre ogsaa gjorde. Der gik ikke laenge, foer naesten alle havde taarer rendende ned ad kinderne, mens de enten mumlede eller raabte deres boen. Senere hen overtog en mand scenen og gik i gang med mere traditionel praediken, som foregik paa en blanding af swahili og engelsk, saa lidt fik jeg da forstaaet. Under hele ceremonien vendte flere sig om og proevede diskret (yeah right!) at se mig. Boernene var mere indiskrete, og flere af dem, som havde mig inden for deres radius, proevede at roere ved mine haender, hver gang jeg havde dem paa stolen foran. Det var lidt skaegt! Efter tre timer kunne man godt se, at folk var ved at blive utaalmodige, og Lucy fortalte, at de normalt sluttede rimelig taet paa klokken 13. 13.45 gik vi derfra, og Lucy forstod ikke, hvorfor han bare blev ved og ved med at snakke. Om det var pga. mig ved jeg ikke - jeg var den eneste ikke-lokale i kirken, og undervejs blev "visitors" da ogsaa velsignet, saa who knows. Paa forberedelseskurset blev vi advaret om denne slags praedikener, der normalt varer tre timer, men som bliver fordoblet til aere for hvide. Igen, jeg aner ikke, om det var derfor - men hun sagde, det var foerste gang, hun havde oplevet det.
Ellers har vi bare slappet af i dag og set tv (som de aabenbart goer meget, naar de endelig kan!). De viser en enorm maengde af amerikanske shows hernede, og havde jeg energien til at blive laenge oppe, kunne jeg baade se gamle afsnit af Scrubs og House! - !!!!!!!!! Men, det har jeg ikke, og jeg tror ogsaa, jeg bliver skoer, hvis jeg ser saa meget tv. Dog faar jeg set nyhederne (paa swahili - de engelske er ogsaa meeeeget sent)! Der er erklaeret hungersnoed (ud over det saedvanlige) i Kenya grundet fejl i hoesten. Problemet er opstaaet ved toerke samt sidste aars "post election violence", som nogen nok vil huske - der havde mange aabenbart for travlt med at slaas til at soerge for deres marker, saa nu er isaer majshoesten slaaet fejl mange steder. Det er et kaempe problem, for majs er basis for en stor del af de fattiges kost - mange spiser ugali, som er noget groed kogt op paa majsmel. Saa det er egentlig uhyggeligt, hvad det valg har kostet for folk hernede. Ikke nok med, at mange doede i kampen for deres rettigheder - nu doer endnu flere af en ny boelge eftervirkninger.
Apropos mad har jeg ogsaa faaet smagt ugali - og det smager egentlig fint! Lidt a'la kartoffelmos, bare mere fast. Det spises med fingrene, ligesom omkring halvdelen af min mad har vaeret indtil videre, hvilket man lige skal vaenne sig til. Maden er ogsaa enormt fed, saa det er lidt ubehageligt. Jeg havde jo egentlig i tankerne, at jeg nok ville tabe mig af at vaere hernede - men gennemsnittet for volontoerer er vist, at pigerne tager omkring otte kg. paa - hovedsagligt pga. kosten! Groentsager faar vi ikke mange af, og frugt er ogsaa lidt begraenset. Alt bader i olie, og der er bare ikke meget naering i noget som helst. Jeg tror, jeg vil leve af havregryn, naar jeg kommer ud i den nye familie!
Mandag d. 12. januar
Hold da op, en dag! Kl. 8 tog jeg med Lucy til "the office", som er hovedkontoret for organisationen, jeg arbejder hernede for - Catholic Diocese of Nakuru (CDN). Og det toer siges, at de er katolikker! Mandag morgen startes med 40 minutters messe i en katolsk kirke, som ligger lige ved siden af. Dernaest er der the/kaffe/kakao samt de der boller, der smager som aebleskiver, i kontorets frokosthal. Her var Katja og jeg centre of attention, og vi blev da ogsaa bedt om at rejse os og introducere os selv for de 150 ansatte. Festligt! Men de er alle enormt soede og imoedekommende - og nysgerrige! Efter ogsaa at have snakket med Lucy paa hendes kontor, skulle vi snakke med Mr. Basil, som er noget naer jordens soedeste mand. Han havde dog moede kl. 10, saa vi skulle bare vente - og ja tak, vente fik vi da lov til! Foerst kl. 14 var de faerdige, og der havde vi allerede faaet spist frokost og snakket med alt og alle i naerheden. Men, African time - vi kan lige saa godt vaenne os til det. For at goere en lang historie kort - vi kom af sted og skulle saa ud og se de steder, vi kunne komme til at arbejde. Det ene var det der Juvenile Remand, jeg allerede havde set, og det andet, Mwangaza, er, hvad jeg havde forstaaet det som - et sted, hvor boernene kommer hen og leger og bliver undervist, og saa tager tilbage til familien og slummen igen. Det er saa op til os at vaelge, hvor vi hver isaer gerne vil arbejde - den ene det ene sted osv. Katja er vist indifferent, saa jeg faar heldigvis valget. Eller, heldigvis - det er sgu haardt at vaelge, hvor man skal hjaelpe, naar man ser forholdene. Det foerste sted lignede et faengsel, og "legestedet" var en betongaard med hoeje mure omkring. Det andet sted havde en stor, toer graesplaene og nogle soelle klassevaerelser - og begge steder er underbemandede, saa begge har brug for al den hjaelp med hvad som helst, som de kan faa. Samtidig kan man bare se, at boernene traenger til saa meget - de er saa soelle at se paa, og flere af dem har de der meget karakteristiske store afrikanske maver, som er tegn paa under-/fejlernaering. Jeg tror dog mest, jeg haelder til det sidste sted, da de har de mindste boern der, og der i det mindste er lidt plads til at lege og vaere ordentligt udendoers. Men lad os nu se - vi skal have taenkt til i morgen, hvor vi moedes med Basil igen. Da vi kom tilbage til kontoret igen, tog Katja ind mod byen for at moede hendes vaertsmor ved hendes butik, og jeg proevede at finde Lucy. Hun var dog "out in the field" og arbejde, idet hun er i gang med et vand- og fredsprojekt i slummen - og hendes mobil var doed for stroem. Himmel og jord blev saa sat i bevaegelse, for hvad skulle jeg saa goere? Straks soergede Basil for transport til hendes hus (som egentlig er i gaa-afstand fra kontoret), som to fra kontoret stod for. De syntes dog, det ville vaere synd for mig, hvis jeg skulle sidde derhjemme sammen med hushjaelpen og kede mig, hvis jeg kunne have det sjovt med dem! Saa ind paa i en lokal butik og koebe sodavand, og saa skulle vi ellers snakke. Det virker maaske lidt suspekt, men saadan er folk hernede bare - umaadeligt venlige og meget obs paa ens trivsel. Isaer dem fra kontoret holdt oeje med os i dag, for vi var jo gaester. Eller, nej, det er vi jo ikke, og det skal vi ogsaa have laert dem - men til at starte med er det da meget rart! :)
Torsdag d. 15. januar
Nu er jeg saa ENDELIG hos min endelige familie. Og den er kanon! Det er en dame paa 48, som bor med tre af sine doetre, som er 19, 15 og 11. Hun har derudover to andre boern, som bor i Holland og Australien - og hendes mand bor i England. Saa det er noget af en familie! De har, modsat Lucy, deres eget hus, som ligger fem minutter fra kontoret, og jeg har faaet mit eget vaerelse med dobbeltseng. Det er skoent! Pigerne er enormt flinke og snakker rigtig godt engelsk, saa helt akavet bliver det ikke. Dog opfoerer de sig meget, som om jeg er gaest, og serverer hele tiden for mig, hvilket er lidt irriterende. Det er selvfoelgelig enormt soedt af dem, men det goer det bare lidt.. akavet. Men hele familien er enormt soede, saa det er fint. :)
Ellers gik tirsdag sin gang med at sige hej til hvad foeles som hele kontorbygningen. Basil synes aabenbart, at det er meget vigtigt at praesentere os for ALLE, hvilket er helt ok - bare lidt besynderligt. Derudover tog vi til Rombai (tror jeg, det hedder) for at.. ja, det ved vi egentlig ikke helt! Vi blev praesenteret for en Father et-eller-andet, som vi sad og snakkede med et stykke tid. Saa spiste vi ugali hos ham og koerte et andet sted hen og hilste paa. Det virker til, at Basil udfoerer en del arbejde med bare at koere ud og sige hej til folk - nok for at se nogle projekter eller noget, men det virker bare saa ineffektivt. Det kan selvfoelgelig ogsaa bare vaere for at vise os en masse steder, hvilket er enormt fedt - vi bliver bare saa umaadeligt traeatte, fordi vi er i gang hele dagen, og der er saa meget nyt. Vejen dertil og tilbage var fantastisk. Den var saa hullet (der, hvor der endelig var vej), at en dansker ville have fravalgt at koere der. Det stoppede dog ikke Basil, som tog den med mellem 20 og 70 kilometer i timen - aldrig har jeg hoppet saa meget i en bil! Men vi morede os, hvilket morede de lokale i bilen. Men uden at overdrive - det var ren rodeo. Samtidig hoerte vi Dolly Parton-baand paa repeat, saa det var temmelig bizart.
Onsdag var det saa tid til at starte paa vores nye arbejdspladser. Jeg valgte Mwangaza RehabilitationCentre, som er det sted, hvor boernene kommer hen og bliver undervist, leger, faar lidt mad og saa tager hjem igen. Jeg startede dagen med at snakke med Gillian, som er en gammel, gammel dame fra Skotland. Hun arbejder der paa sit 15. aar og er "still going strong". Hun laver for det meste kunst med boernene, saa det tyder paa, at jeg ikke noedvendigvis behoever det - de faar tegnet og malet rigeligt. Derudover er der tre unge laerere, som selv har vaeret boern paa det hjem for nogle aar siden. Og saa er der et par andre tilkoblet. Jeg proevede bedst muligt bare at observere, men det var svaert at vaere en flue paa vaeggen, da alle ungerne gloede som besatte. Godt nok er de vant til Gillian, men jeg er en anden type Mzungu, aabenbart. Jeg fik dog lov til at tage to boern ud af undervisningen og oeve nogle bogstaver med dem, og senere hjalp jeg to drenge med noget engelsk, saa det er fint. Ingen af boernene snakker eller forstaar dog rigtigt engelsk, saa det skal nok blive udfordrendende. Samtidig var de bange for at lege med mig, hvilket der selvfoelgelig er flere grunde til. Dels at jeg er spritny derinde, dels at jeg i deres oejne er ligesom en laerer - og dem leger man ikke rigtigt med - og dels at jeg er hvid.
I dag har vi vaeret ude og se en del! Vi tog med Basil til Lake Baringo, som er en kaempestor soe ca. 130 kilometer vaek. Der moedtes vi foerst med en dame i Marigat, som var tilkoblet organisationen, og som baade stod for et vandprojekt, en skole og alt muligt andet. Katja og jeg blev inviteret derhen for at bo nogle dage. Omraadet, stedet og kvinden, vi snakkede med, virkede saa rart alt sammen, saa det tror jeg, at vi benytter os af! Efter et stykke tid der tog vi til det centrale Baringo, hvor vi da lige skulle forbi en reptilpark - what?? Vi havde faaet at vide, at vi bare skulle ud og snakke med en eller anden gruppe, og normalt har vi ikke kamera paa os hernede. Men det var temmelig aergerligt, at vi ikke havde et med den dag! For vi kom ind og var kun os, og skulle vist ikke betale indgang - og fik lov til baade at holde kaempeslanger, smaa og store skildpadder og se paa aligatorer helt taet paa. Jeg havde kun min mobil at tage billeder med, men i det mindste fik vi taget nogle. Basil sagde ogsaa, at vi kunne komme ud og se flodheste (der lever baade flodheste og aligatorer i Lake Baringo), men vi sagde nej tak, for det var sgu for aergerligt uden kamera - vi faar nok muligheden for at se dem igen i naeste uge, hvis vi tager dertil og bor - med kamera! Endelig kom vi saa op til den kvindegruppe, vi skulle moedes med. Det var 20 kvinder, som alle er tidligere prostituerede, men som nu har dannet en gruppe i samarbejde med CDN, hvor de stoetter hinanden. CDN har laant dem nogle penge, hvoraf halvdelen skal betales tilbage med tiden. Det var virkelig fedt at hoere dem, af hvad vi nu forstod, for de havde virkelig selv faaet aendret deres liv. Efter omkring en time der, hvor vi ogsaa fik mad, koerte vi hjemad igen. Omraadet er fuldkommen fantastisk derved, for der er massevis af bakker og saa den der kaempe soe. Meget mere bakket end her i Nakuru! Dog var der ogsaa meget varmere end her, saa det skal nok blive spaendende at opleve. Man kunne naesten smage varmen - blandet med "smagen" af fisk i luften. Mmmmm.
Og saa har jeg krydset aekvator! Det goer man bare paa vejen dertil, saa naar vi kommer tilbage, skal vi lige have stoppet der og lege rigtige turister.
Mine oejne, naese og hals er ved at gaa amok hernede. Der er saa usaedvanligt meget stoev i luften, at det helt sikkert er usundt at indaande. Mine oejne kloer, og jeg foeler mig helt forkoelet, for man kan bare ikke undgaa det. Det maatte godt lige regne en gang i mellem!
En anden ting, der virkelig ogsaa gaar mig paa nerverne, er myg. Jeg har kun faaet enkelte myggestik, siden vi kom til Kenya (Afrika, generelt) - men der er en del her i omraadet. Og naar man gaar i seng, er de inde paa vaerelset og ikke til at fange. Og selvom man har myggenet paa eller ej, kan man hele tiden hoere dem, naar de kommer taet paa. Jeg vaagner af det hver gang, og faar derfor sovet endnu daarligere, end jeg i forvejen goer. Jeg har dog faaet fat i saadan en mygge-doe-spray-ting nu, saa nu kan de bare komme an.
Og nej, jeg er ikke blevet neger endnu! Jeg skal smoere mig ind i solcreme ret meget, og solen er ret skarp at opholde sig i. Samtidig, naar jeg endelig tror, at jeg har faaet farve, gaar jeg i bad og opdager, at stoerstedelen er stoev.
- comments