Mandag d. 23. kom vi jo saa hjem fra Nairobi igen. Turen var saamaend fin, bortset fra, at jeg sad i en stol, der var loes, og derfor legede gyngestol hele turen. Foer vi tog af sted, var vi lige i det store center for sidste gang for at hamstre noget moerkt broed og koebe oerepropper til mig (nu maa vi se, om jeg saa kan sove om natten!!). Paa vejen fik jeg et stykke glas op i foden og maatte lige stoppe og grave det ud (jeg er simpelthen saa heldig med de foedder, kan I godt hoere paa det hele!) - og lige ved min haand, som holdt fast i et hegn, sad der en kamæleon (kamelæon? Whatever.) - det er alligevel lidt sejt, at man bare lige ser den slags rende rundt, selv i storbyen. Det samme gaelder turen mellem Nakuru og Nairobi - zebraer, strudse, vortesvin og aber render jo rundt i vejkanten, som sortbrogede koeer goer hjemme i Danmark. Det skal man lige vaenne sig til, men det tror jeg ikke, jeg laerer - hver gang er jeg paa vej ud af vinduet med hovedet foerst for at kigge paa dem saa meget som muligt! Men, efter megacentret tog vi saa, guidet af Teresia fra MS, til et kontor, som stod for immigration. Vi skal nemlig have forlaenget vores visa, hvis vi skal blive her to uger mere. Men den flinke mand bag disken svarede kort for hovedet, at det kunne vi ikke endnu, det kunne vi foerst, et par dage foer det udloeber. Fedt! Vi har ogsaa faaet blandet information om prisen - nogle siger, vi kun kan forlaenge tre maaneder mere, og det er saa lige yderligere 50 dollars. Andre siger, vi kan faa tre uger for 25 dollars - men manden bag disken sagde, at tre uger kostede 200 shilling (cirka 16 kroner) - ooooeh, hvad? Saa det maa vi lige faa kigget lidt mere paa, naar vi kommer til Nairobi i slutningen af vores ophold og skal evaluere. Det er lidt maerkeligt at taenke paa, at naeste gang vi tager til Nairobi, er det, fordi vi er faerdige med arbejdet og familien, og alle (ud over Katja, Nicolai og jeg) saa skal hjem. Og det er simpelthen saa underligt at vaere i Nairobi! Det er vildt, at der i et land kan vaere en helt almindelig, naesten vestlig storby - og at der andre steder i landet er enorm sult, vand der skal hentes mange, mange kilometer vaek og endda hekseafbraending! Saa i et land har man det 21. aarhundrede koerende side om side med.. Ja, hvornaar gjorde man den slags i Danmark?

Jeg havde koebt nogle faa gaver med hjem til familien - noget af det moerke broed samt en laebepomade med smag til hver af pigerne (den aeldste af dem har snakket meeeget om den slags, som kun de sejeste piger havde, men har aldrig proevet det), saa der var jubel. Broedet kunne de ogsaa lide, men havde aldrig proevet saadan noget - de gav mig ret i, at det kun kunne faas i Nairobi, hulk! Jeg fandt ud af, at de havde haft en ret trist weekend - mosteren, som blev passet af familien i et form for udhus, er doed. Hun led af gigt og sukkersyge, og havde vaeret sengeliggende i 1½ aar. Saa nu soerger familie og venner, hvilket goeres i en uge, hvorefter hun saa begraves torsdag. Det medfoerer, at familie og venner (dem, der kan (=gider)) moedes hver aften i ugen og lige siger nogle boenner.

Tirsdag d. 24. stod den paa arbejde igen - Juvenile. Vi ankom om morgenen, og var der kun en halv time, foer vi blev fortalt, at fem af drengene var blevet loesladt og skulle hjem - og om vi ville med paa hjemmebesoeg. Og dét ville vi jo gerne! Saa ud i busssen, der er noget af et oldtidsfund, og hvis stoeddaempere man godt kan skyde en hvid pind efter. Vi bad om lige at faa lov til at koebe noget vand med paa vejen, hvor vi saa skyndte at koebe lidt frugt, kiks og vand til boernene - vi var ikke sikre paa, at de faktisk havde faaet morgenmad, og med vores erfaring kunne vi ligesom regne ud, at det ikke bare ville tage en time. Saa de var lykkelige - man skal lige have i tankerne, at de ikke faar frugt paa Juvenile, saa nogle af dem har ikke faaet frugt i tre-fem maaneder! Vi koerte ud paa landet til et sted, som vist ikke engang har et officielt navn og smed den foerste dreng af. Moren var ikke hjemme - hun var i skoven og arbejde - saa det var hushjaelpen, som maatte tage imod drengen. Det blev gjort meget hurtigt, og der var ikke rigtig nogen gensynsglaede, selvom drengen havde vaeret loebet hjemmefra flere maaneder, og de ikke engang vidste, hvor han var - politiet kan ikke finde ud af at dobbelttjekke oplysninger om de boern, der er loebet vaek, med boern indskrevet paa eksempelvis Juvenile. Derefter koerte vi til Kabazi, som ligger i bjergene, og som involverede noget af en bumletur - vi var flere gange sikre paa, at bussen ville koere baglaens ned ad bjerget igen, fordi den ikke kunne klare den store stigning og de loese sten. Og uden hegn ved siden af det, der burde vaere en vej, er det temmelig nervepirrende at koere rodeokoersel!! Drengen, som er 12, boede rigtigt hos sin bedstemor i en lille landsby, Bahati, hoejere oppe en Kabazi, men huset saa temmelig forladt ud, og der var en grav i haven mere end normalt, saa drengen - saa de ved ikke, hvad de skal goere med ham. Indtil videre maatte han med tilbage igen til Juvenile, den stakkel. Endnu en dreng blev smidt af i dalen, i byen Subukia. Han er kun seks aar gammel, og det er altsaa sindssygt, hvordan de goer det der med at finde familien - de spoerger drengen, hvor han bor, koerer til den by og spoerger efter nogen, der vil kendes ved ham. Derfor kommer de tit hjem med boernene igen, fordi boernene nogle gange bare siger et andet sted for at slippe for at komme hjem igen - man skal jo taenke paa, at der er en grund til, at de i foerste omgang loeb hjemmefra... Men vi fandt nogle maend, som vist nok kendte en mand, hvis dreng var vaek, og pludselig ledte hele byen efter den mand - sagen var ogsaa, at vi ikke kunne koere op til hans hus, idet vejen er saa daarlig og stejl, at kun motorcykler kan koere derop. Men de fandt saa til sidst drengens bedstefar -men igen, der bliver ikke snakket super meget med familien om, hvad planen derfra saa er. Der bliver bare sagt, at nu maa de soerge for, at han kommer i skole, og at han ikke loeber vaek igen. God plan! Den sidste dreng blev afleveret i Anestar lige uden for Nakuru - og saa var klokken ogsaa blevet to om eftermiddagen, og vi var doedtraette. Hovedpine havde jeg ogsaa faaet, idet saadan en bumletur ikke er helt rart for ens hoved, der ikke kan andet end at dingle rundt - og flere timer i traek er altsaa ikke helt morsomt! Samtidig var vi daekket af stoev - Nakuru og omegn er afsindigt toert i oejeblikket, og oppe i bjergene (og mange andre steder) er jorden meget, meget roed grundet vulkanjord. Det forstaerkes af, at vi kun har haft saadan cirka fem dages regn i den periode, jeg har vaeret her - Nairobi har haft lidt mere, saa vi, da vi slet ikke kunne finde rundt mere, fordi der pludselig var saa frodigt. Men, marts og frem er regnperiode, hvor det kan ske at regne fra morgen til aften, saa det skal nok blive interessant! Men som det er nu, tror jeg, jeg kommer hjem med to kg. stoev i lungerne!

Da jeg kom hjem, fortalte min yngste pige (Doris paa 12), at hun var blevet slaaet i skolen, fordi hun havde dumpet en matematikproeve. Det var noget med fem slag pr. forkert opgave, og det goeres altsaa med en pind - hun havde faaet saa mange, at hun ikke kunne taelle dem, og hele aftenen kunne hun daarligt bevaege sig, fordi hun havde saa ondt i skuldrene. Det er altsaa hjernedoedt, for saa er det sgu for at skade boernene! Laererne kan ikke noejes med bare at stikke dem en lusssing eller noget - det her er jo direkte tortur.

Men aftenen blev saa brugt paa at tage til mosterens gamle hus og soerge. Der var jaevnt mange mennesker, og selv Father Francis var der og sige en masse, som jeg selvfoelgelig ikke forstod en pind af. Dog blev jeg inviteret til at introducere mig selv, hvilket var temmelig bizart. Men, det kan man lige saa godt vaenne sig til! :)

Onsdag d. 25. var vi saa paa St. Ann endnu engang. Det er simpelthen saa hyggeligt at vaere der. At skifte lortebleer er maaske ikke det sjoveste, men det maa man tage med! Ud over det hygger vi bare med boernene og leger med dem, naar de er i legerummet. De kalder de ansatte "mum", og det goer de ogsaa med os nu - soedere bliver det da ikke! :) Vi havde begge medbragt vores gode "rugbroed" til frokost, for Katja havde faaet tilsendt en pakke i Nairobi - og havde blandt andet faaet makrel i tomat!!!! Og aldrig har makrel smagt saa godt. Resten af dagen var bare afslapning derhjemme!

Saa egentlig ikke saa meget nyt igen. Ud over, at jeg har faaet tilfoejet et nyt instrument til det dyreorkester (myg og hane), som gaar amok hver nat og morgenen: Familiens hankat er i loebetid, saa den sidder hver aften og nat og jamrer ude i haven. Ikke engang oerepropperne er nok der...

Torsdag d. 26. tog jeg til Philadelphia (som vist staves Filadelfia) fra morgenstunden. Jeg tullede lidt rundt, indtil de fandt mig noget at lave, men i den tid fik jeg lige snakket med sekretaeren. Jeg havde nemlig hoert fra nogle af pigerne paa Juvenile i tirsdags, at en af dem var kommet paa Filadelfia! Faktisk en af dem, jeg har snakket allermest med, og som virkelig er en god pige - Esther paa 14, som mistede sin familie under urolighederne forrige aar. Og jeg fandt hende saa i gaar paa Filadelfia, hvor hun er kommet ind i en 7. klasse - og hun blev jo kisteglad for at se mig, saa det var rigtig dejligt. Jeg har snakket meget med hende om, at hun ikke maatte give op (hun hoerer blandt de boern, som snakkede om selvmord, fordi hun hadede stedet saa meget og foelte sig i saa haabloes en situation), og at hun nok skulle komme ud en dag og gaa i skole igen, som var hendes stoerste oenske. Og det er bare saa dejligt at se, at det kan ske for hende nu - hun bor nu paa Filadelfia-boernehjemmet og har det allerede synligt meget bedre. Boernene bliver jo heller ikke truet med taev paa Filadelfia, saa bare dét er en kaempe lettelse for hende. Saa ja. Det er virkelig rart at se, og jeg fik et kaempe kram - ogsaa fordi jeg efterhaanden for hende bare er blevet lig tryghed og omsorg, saa det er nu hyggeligt. :)

Men jeg blev saa smidt ind i en 3. klasse, hvor jeg skulle lege hjaelpelaerer. Det blev gjort ved at sidde og rette noget hjemmearbejde, hvilket ikke kraevede alverden - jeg haaber, jeg kan komme til at lave andet end det paa stedet, men det er vist den klasse, jeg i hvert fald bliver tilkoblet. Efter frokost (hvor jeg hjalp med at servere majs og boenner - retten har et lokalt navn, jeg ikke kan stave til, og er faktisk bedre, end det lige lyder) fik jeg lov til at snakke med nogle af de aeldste piger paa min alder, som i denne weekend er hjemme fra deres high school paa "ferie". Sammen med dem lavede jeg the og begyndelsen paa aftensmad til alle pigerne - 50 af slagsen! Jeg smuttede igen ved en 16-tiden og gik hjem derfra, hvilket jo lige tager de der 45 minutter. Nogle gange er man saa heldig at stoede ind i en stime af boern, som lige har faaet fri fra skole - jeg stoedte saa ind i flokke fra tre forskellige skoler, der alle - meget insisterende - peb "MZUNGU, how are you, how are you???" efter mig. Jeg har vaennet mig til bare at svare "Nzuri sana, na wewe?" (meget fint, og du?) til dem, hvilket resulterer i en hel flok af boern, der stopper op og glor med aaben mund og polypper - for hvide kan sgu da ikke snakke Swahili! Saa det er den morskab, man kan faa, naar man er blevet spurgt 500 gange i traek om det samme skingre, intetsigende spoergsmaal. ;)

Til aften har jeg leget danskerhus med min "familie". Jeg har serveret mit "rugbroed" med spegepoelse (ikke lige saa god som dansk, selvfoelgelig, men tilnaermelsesvis spiselig!) og agurk for dem, hvilket de fandt ret underligt - men fint nok! Senere gav jeg dem noget af det lakrids, jeg havde tilbage (lakridsstjerner fra Malaco), hvilket de aldrig havde set foer - "liquorice" havde de aldrig hoert om foer - men dét var et hit! Og alle tre piger skulle endda lige have en med i munden for at blaere sig med, da de skulle paa indkoeb - det er tydeligvis de mest underlige ting, der giver streetcredit hernede. Men jeg morer mig, saa det er jo herligt!

I dag har jeg bare vaeret paa Filadelfia og endnu engang bare siddet i en 3.-klasse. Det er hyggeligt nok, men.... jeg er her for at arbejde, skal vi lige huske.. Derudover var jeg med Katja og nogle af de ansatte fra Juvenile henne og besoege en pige fra Juvenile (Susan paa omkring 14), som endelig, endelig er kommet fra stedet - hun er kommet hjem hos en (hvid!) amerikaner, som bor lige uden for Nakuru, hvor hun bor med en anden fra Juvenile. Vi var saa glade, at vi naesten tudede - Susan er en af dem, jeg har snakket allermest med, og som altid kommer hen og giver et kram. Det er super dejligt at se, at nogle af dem slipper ud fra stedet, mens vi er der! Hende amerikaneren soerger for hjemmeundervisning for pigerne pt., og senere paa aaret skal Susan saa tage sin eksamen i Nyeri. Og naeste aar skal hun vist, hvis alt gaar vel, paa high school i USA! Saa det er SAA fedt at opleve. :)

I weekenden skal Katja og jeg med Father Francis op og se Menengai-krateret, som ligger lige uden for byen og kan ses stort set overalt. Det bliver ret cool! Ellers haaber jeg lidt paa endnu en tur ved poolen, for afslapning kan man ikke faa nok af, naar resten af ugen er temmelig hektisk.. Jeg haaber, I nyder kulden derhjemme! ;)