Profile
Blog
Photos
Videos
.. og saa er det blevet tid til storbyen!
Men, lige lidt "historie" foerst:
Loerdag skulle vi jo saa fejre Valentins Dag i byen! Vi gjorde os klar sammen med Faith, min aeldste vaertssoester (som er 19), og vi skulle hentes af hendes faetter, som havde bil. En times tid efter det aftalte tidspunkt (kl 21) ankom han - uden bil. Vi skulle aabenbart fragtes til byen i tuktuk! Og en tuktuk er en ganske spoejs form for transport - egentlig er det bare en form for scooter, hvor der er blevet trukket en metalkasse henover, saa det foeles, som om man sidder indenfor (jeg proever at laegge et billede op paa et tidspunkt). Vi kom saa ind til byen (for man gaar virkelig bare ikke paa det tidspunkt af dagen - ikke engang de lokale folk goer) og gik ind paa Club Dimples, hvor vi fik en (aegte!) rose og aekel roedvin. Faith moedtes hurtigt med sin "date", og de gik lidt vaek og sad og snakkede - saa Katja og jeg fik tid til at sidde og studere de andre folk. Dansegulvet blev aabnet af en lokal pige, der begav sig ud i vild mavedans - til Westlife. Den foerste time blev der kun spillet Westlife, Celine Dion osv. (nok i anledning af dagen) - men alligevel blev der danset amerikaner-gangster-dans, mest af alt af drengene - meget, meget kikset - men meget, meget underholdende! Vi fik drukket lidt lokale oel, og da de begyndte at spille mere... normal musik, begav os saa selv ud paa dansegulvet, hvilket resulterede i tyve fyre, der straks syntes, de ogsaa skulle danse. Vi fik brugt vores fine afvisningsfraser ("pis af!"), og saa var det faktisk helt sjovt efterhaanden. Aftenen sluttede kl. 4 (!), hvor vi tumlede hjem i seng efter en noget underholdende aften.
Soendag stod den paa afslapning, endnu engang, ved Merica Hotels pool og frokost paa Gilani's samt en dejligt afslappende aften hos hver vores familie. Ikke de store nyheder der.
Mandag igen messe hos CDN efterfulgt af moede med Lucy. Jeg blev sendt til Philadelphia endnu engang for at finde ud af, hvad jeg kunne lave der - men alle laererne var optagede af en sang- og dansekonkurrence for boernene, som skulle loebe af stablen dagen efter. Saa jeg brugte dagen paa at snakke med sekretaeren om det hele og hjaelpe hende med at skrive nogle ting ind! Jeg fik moedt nogle faeringe paa stedet, hvilket var meget bizart - at staa i Kenya og pludselig snakke dansk med nogle fremmede! Men de virkede flinke, og jeg fik ogsaa snakket med en volontoer fra New Zealand paa min egen alder. Selve stedet virker saa organiseret, og jeg er saadan lidt.. de har frivillige i forvejen, saa hvad kan jeg bruges til..? Men det er fedt som en oplevelse, saa det maa man tage med. Jeg savner bare Juvenile, selvom det er ret haardt!
Og apropos. Tirsdag stod den saa paa Juvenile igen sammen med Katja. Vi havde vores kameraer med denne gang for at tage nogle billeder og uploade her i Nairobi (glaed jer, de er saa seje!), og boernene var ellevilde.. "Picture, picture, picture" - osv... Vi fik ogsaa sat en dvd paa (Tarzan!), saa boernene fik hygget sig. Vi blev spurgt, om vi ville med paa hospitalet, hvilket vi sagde ja til, uden at vide hvad det indebar. Det viste sig, at vi skulle have boern med - to, som skulle have epilepsimedicin, en som havde noget hudsygdom, en som havde gaaet rundt med en metalsplint i haanden og dermed haand haevet til dobbeltstoerrelse i to uger, og en pige, som skulle undersoeges grundet voldtaegt. Vi spurgte saa, om vi skulle gaa med hende ind i undersoegelsesrummet, for udover os var der kun to mandligt personale med - og joeh, jaeh, det kunne vi da godt. De taenker virkelig ikke over den slags saa meget det sted, aabenbart - hun skulle jo bare undersoeges, big deal. Men for en pige paa omkring 14-15, som allerede har oplevet saa meget...? No way. Samtidig var personalet ret forvirret, og jeg fik lov til at sidde og vente med stoerstedelen af boernene, mens Katja og den ene mand gik sammen med pigen, der skulle undersoeges, og den anden mand hentede medicin. Intet problem der, for jeg snakkede fint med de aeldste af boernene og spurgte, om de skulle paa WC osv. Nej nej, de var ok - indtil den mindste af dem, som er hjerneskadet og har epilepsi, tissede i bukserne. Stakkels dreng, men det maatte han bare overkomme, for det havde personalet ikke tid til at tage sig af. Hospitalet var noget af en overraskelse. Det koerer paa regeringens penge, hvilket taler for sig selv, og selv det mest usle sted i Danmark ville stadig slaa dette milevidt. Der var virkelig ikke saerlig rent, og overalt var der ventende personer - ofte kunne folk vente hele dage, hvilket goer, at mange bare ligger og sover uden for hospitalet, uanset hvilken tilstand de er i.... Wow!
Da jeg kom hjem, var der pyntet fint op, og jeg spurgte, om vi skulle have gaester. Og det skulle vi, for der skulle vaere messe! Lidt perpleks var jeg, indtil jeg fik forklaret, at nogle grupper af mennesker nogle gange har messer hjemme i huset for at.. ja, det ved jeg ikke. Sammenhold? Whatever. Men ind af doeren kommer vores kaere Father Francis, som er den sejeste religioese mand, jeg kender! Det varede en times tid, udelukkende paa swahili, hvor vi som saedvanligt baade skulle rejse os op, synge, sidde ned, rejse os, bede, vifte med armene og jeg ved ikke hvad - jeg var flad af grin, isaer fordi mine vaertssoestre sad ved siden af mig og var flade af grin over min forvirring - selv Francis kunne ikke lade vaere med at grine af mig, fordi jeg var saa malplaceret i det hele. Men sjovt var det, og saa har jeg ogsaa proevet det med!
I gaar moedtes vi saa igen med Father Francis (ifoert Pokemonbluse!) om morgenen, idet han skulle koere os til St. Ann, endnu engang. Igen medbragte vi vores kameraer, saa der ryger ogsaa nogle billeder op af de bittesmaa boern der - ogsaa for at vise kontrasten mellem Juvenile og St. Ann (= regeringsstyret vs. privatorganiseret!). Endnu en dag med lortebleer, mad over det hele i kaskader og boern kravlende over det hele. Fedt er det, men noej, hvor er man ogsaa traet efter en dag med 20 boern... Francis hentede os igen og viste os, hvorfra vi skulle tage en bus i dag for at komme til Nairobi. Vi blev smidt af i byen, spiste frokost paa Gilani's (vi er afhaengige, we know it - and we like it!) og besluttede os for at snakke med nogle safarifirmaer. Vi har nemlig aftalt med de andre MS'ere hernede, at vi moedes her i Nairobi og snakker om safaritur, idet vi efterhaanden skal til at have det planlagt. Vi fik snakket med to plus en ven af Katjas vaertsmor, saa nu har vi lidt forskelligt. Jeg fik om aftenen taget noget billeder af min familie, saa I ogsaa lige kan se dem. Jeg ville utroligt gerne ogsaa have taget nogle billeder af omraaderne i Nakuru, men jeg toer simpelthen ikke paa nuvaerende tidspunkt at gaa rundt og flashe mit kamera - mest fordi jeg simpelthen ikke gider ligne de andre turister i omraadet mere end noedvendigt.
Og i dag blev det saa Nairobi-dag!! I kan tro, vi har set frem til den her dag - vi har det fint i Nakuru, men det er ogsaa bare rart at faa koblet af og, ikke mindst, set de andre MS'ere. Vi tog en saakaldt matatu shuttle omkring 8.30 - i saadan en kan man sidde 10 mennesker, og det goer man, saa man skal vente paa, at den bliver fyldt op. Det koster 350 shilling (25 kr) pr. vej for omkring 100 km. Og turen startede hyggeligt nok - trafikprop og gennemrodning af ting af politibetjente! Turen var behagelig nok - faktisk mere end med bussen til byen, som kostede det dobbelte, saa det var fantastisk! Og igen er man helt betaget over, hvad man faar set paa vejen - busksteppe, bjerglandskab, soeer, frodige omraader og naaleskov. Og dyr! Vi ankom omkring 11.00 til Nairobi og kunne gaa hen til MS-huset. Og noej, hvor foeler man sig hjemme! Vi fik at vide i receptionen, at to andre MS'ere skulle ankomme samme dag, hvilket vi ikke forstod, idet vi var ankommet en dag foer de andre. Det viste sig, at det var Louise og Mette, fordi Mette er blevet syg! Hun har haft nogle maveproblemer i omkring to-tre uger nu, men er blevet indlagt paa Nairobi sygehus (for 800 kr. pr. doegn!). Vi fik koebt ind til huset i vores kaempe, dejlige storcenter, og tog saa ellers mod sygehuset for at besoege hende. Og wow, en forskel sammenlignet med hospitalet fra i tirsdags! Der var RENT og paent! Og det var kaempestort. Men Mette havde det ok under omstaendighederne og var i bedring - de kunne ikke se noget synderligt galt med hendes blodproever, og de tror, de bare er en form for madforgiftning. Dog har hun foer faaet malariamedicin og alt muligt andet paa et lille sygehus i naerheden af deres bosted, som saa aabenbart har forvaerret det hele, saa man skal passe lidt paa! Hun bliver der for natten, men burde komme "hjem" til os andre i morgen, forhaabentligt.
Ellers har Katja og jeg bare slappet af i dag - selv lavet mad (YES!), stenet rundt og brugt computeren (vi har gratis internet, mens vi er her - og jeg har min baerbare med! :P ).
Jeg orker ikke at skrive meget mere - egentlig er der heller ikke saa meget mere at fortaelle, bloggen er ikke saa spaendende denne gang.
Jeg har for resten ikke faaet min pakke endnu :( - Katja har faaet sine, som aabenbart har vaeret igennem tolden, saa det er nok der, problemet ligger. Jeg haaber, de naar at faa den, mens vi er her, men ellers sendes den bare til Nakuru - hakuna matata!
So long for now! I er velkomne til at skrive, isaer denne weekend, hvor jeg faktisk har mulighed for at svare! :)
Jeg savner jer alle sammen saadan og glaeder mig til at komme hjem, selvom jeg har det skoent! Men sne ville nu vaere skaegt at have.....
- comments