Profile
Blog
Photos
Videos
Saa er der langt om laenge nyt fra de varme lande! Vi gaar helt tilbage til d. 14. denne gang, saa god fornoejelse - der er sket MEGET! :)
Loerdag (d. 14.) fik jeg skyndt mig hjem efter at have vaeret paa netcafe. Jeg sluttede foerst 18.45, og paa det tidspunkt er det ved at blive rimelig hurtigt moerkt. Og igen, at rende rundt paa gaden i moerke som hvid pige er ikke en helt god idé! Men jeg naaede hjem uden ubehageligheder, ud over de mange almindelige tilraab - vi foeler os helt som kendte efterhaanden.
Om aftenen snakkede jeg med min vaertsmor, og vi endte paa en eller anden maade med at snakke om hendes mand. Jeg har vaeret meget paapasselig med at spoerge til ham, idet det virker lidt som et oemt punkt - men samtidig er jeg for nysgerrig til at lade vaere, saa saadan er det! Saa maa de jo bede mig om at holde kaeft. ;) Men min mor snakkede meget rosende om ham og hans liv i England - han flyttede jo dertil for 10 aar siden for at lede efter arbejde, hvilket han saa vist har fundet hos et olieselskab eller noget. Hun sagde ogsaa, at han sendte penge hjem jaevnligt, saa pigerne kunne gaa i skole, sendte gaver og havde besoegt familien tre gange inden for de 10 aar. Saa lod jeg det ligge, for jeg kunne se, jeg ikke naaede meget laengere med mine mistanker - ikke noget, man snakkede om, i hvert fald. Min mor gik, men lidt efter kom hun ind paa vaerelset igen og opfoerte sig ret meget anderledes. Hun fortalte, hun ikke syntes, at det var fair at lyve for mig, og nu skulle jeg hoere sandheden. Og saa fik jeg bekraeftet, hvad jeg troede. Det viser sig nemlig, at hendes mand er bosat i England og er gift med en europaeer - og de venter barn, hvis de ikke allerede havde nogle. Han sendte stort set aldrig penge, og det skete kun, naar min mor ringede til ham og tiggede og bad ham om det, saa boernene kunne blive i skolen (hernede er det kun primary school, altsaa 1.-8. klasse, der er gratis, og det er kun offentlige skoler). Han har ikke besoegt familien en eneste gang i loebet af de 10 aar og kommer med stor sandsynlighed aldrig tilbage igen - og han sender kun ting, naar hans venner, der besoeger London eller bor der, en gang i mellem skal til Kenya og saa spoerger, om han vil have noget med til boernene. Moren havde godt overvejet at finde sig en ny mand, for det er et ret haardt liv at have opdraget fem boern alene og klaret sig selv oekonomisk, men hun syntes ikke, at det var fair over for boernene at give dem en ny far. Samtidig kan man sgu aldrig vide med maendene hernede, der har et noget saa ringe syn paa kvinder og boern - Sammy, faren, var vist ikke blev for at dele taev ud i hjemmet foerhen. Men selv pigerne har aabenbart spurgt moren, om hun ikke skulle have en ny kaereste, fordi de alligevel ikke har noget forhold til faren (selvom de ikke direkte har faaet at vide, at han er gift med boern og aldrig kommer tilbage), og fordi de kan se, hun sidder lidt stramt i det og er ensom. Noget af en historie, vil jeg mene!
Naa. Soendag stod igen i afslapningens tegn. Katja og jeg tog paa Merica Hotel og laa ved poolen en del af formiddagen, hvor vi blev forargede over, at prisen nu er steget fra 200 til 300 shillings for at bruge poolen. Men saa skal man lige huske, at det kun er 25 kroner! ;) Det er ogsaa den motion, vi kan faa her - at svoemme (med omkring 30 meget interesserede tilskuere, selvfoelgelig!). Ellers ikke saa meget spaendende - jeg faerdiggjorde min bog, som jeg havde laant fra MS-huset (Please Don't Make Me Go af John Fenton), og som bl.a. omtaler en Juvenile Court og et Remand Home samt hvordan katolske praester bare gennemtaever boernene. Man skal lige huske, at den er autentisk og foregaar i London omkring 1944 - den slags foregaar altsaa lige her, lige nu. Hyggeligt!
Mandag stod den for en gangs skyld paa messe med CDN og endnu en omgang "Jesus er for sej!", som vi er ved at braekke os over. Misforstaa mig ikke - jeg har intet imod religion, men naar foerst det bliver saa kynisk, at man bare overlader alt til et mirakel, saa er det da til at grine af. Derefter smuttede vi til Juvenile og blev med det samme ret overraskede. Da vi tog derfra, var der ved at blive toemt godt ud i boernene, og allerede er der mange nye ansigter - men ogsaa velkendte. Jeg fortalte for nogle uger siden om nogle boern, der var blevet taget til en hvid amerikaner, som bor uden for Nakuru, og som ville sponsorere dem gennem skolegang og alt andet. Susan var en af de piger, og hende har vi snakket enormt godt med. Det viser sig, at hun var flygtet for stedet og aabenbart (ifoelge de ansatte, skal man lige huske) havde opfoert sig ret skidt. De andre to kan vi ikke helt finde ud af, om de ogsaa proevede at flygte eller hvad, men i hvert fald har hende damen valgt at tage dem tilbage til Juvenile og lige bestemme sig for, hvad der nu skal ske. Det er bare saa trist at hoere, for vi troede lige, at nu var Susan endelig kommet et godt sted hen, og at hun nu skulle gaa i skole og klare sig - hun var endda blevet lovet, at hvis hendes karakterer var gode, ville hun blive sponsoreret til at gaa paa high school i USA! Og det er saa bare smidt ud af vinduet nu. Derudover var der en lille dreng, som vi ogsaa var med til at koere hjem for noget tid siden, som ogsaa var kommet tilbage. Drengen er 8 aar gammel men ser meget yngre ud, og han blev taget hen til sin bedstefar. Historien er, at moren giftede sig med en ny mand, da drengen var yngre, og saa doede moren. Den nye "far" gad ikke have drengen mere, og saa startede kaoset. Han er vist flere gange blevet taget tilbage til enten sin bedstefar eller tante, men er loebet vaek - i en alder af 8. Denne gang var han saa ogsaa loebet vaek og havde selv meldt sig til politiet for at komme paa Juvenile igen. Saa er der fandme noget galt, hvis en dreng paa den alder hellere vil vaere paa saadan et sted - og man kan kun taenke sig til, hvad han har vaeret udsat for, det lille pus. Men ja, Katja og jeg foelte os rimelig haabloese - vi har vaeret der saa laenge og hoert saa grusomme historier, set rimelig grusomme ting, og naar boernene saa endelig kommer ud, er det ofte ikke en meget bedre situation. Med nogle af dem er det saa dybt i dem at soege efter frihed (f.eks. Susan), fordi de saa mange gange har proevet at flygte fra Juvenile og lede efter noget bedre. Veronica, som ogsaa var en af vores gode piger, blev ogsaa taget hjem til Machakos-distriktet for noget tid siden, men det viste sig, at de aldrig fandt hendes bedstemor. Da de ansatte havde staaet og snakket med nogle lokale om, hvor hendes familie kunne vaere, var pigen stukket af - hvorfor ved de ikke. Jeg tror, hun indsaa, de ikke ville finde bedstemoren (hun har vaeret vaek fra familien mange aar, saa der kan jo vaere sket en del) og derfor har taenkt, at hun saa skulle tilbage til Juvenile - derfor hellere stikke af og leve paa gaden, hvilket jeg til dels godt forstaar. Saa det er bare haardt at hoere - vi tror lige, det kommer til at gaa godt for dem, men nej. Eneste virkelig succeshistorie, vi har haft indtil videre, er Esther, som gaar i 7. paa Filadelfia og lige har klaret sig helt vildt godt i sine proever.
Naa. Vi havde ogsaa faaet at vide, at Teresia, vores kontaktperson fra MS Nairobi, ville komme paa besoeg mandag og se vores familier og arbejdssteder. Vi ventede laenge (til kl. 16), og endelig ringede hun. Vi fik set min familie (Katjas kender hun), besoegte Katjas mor Ruth paa hendes arbejde, og besoegte de nye MS-piger hjemme hos deres familie. Katja og Ruth smuttede hjemad, og Teresia og jeg tog de nye MS'ere med ud og proeve Nyama choma (stegt koed), som jo er noget af det bedste, man kan faa hernede. Igen en meget klam oplevelse med at se koedet haenge, som det nu goer, og bare proeve at taenke paa andet end "HYGIEJNE!!!!" - men det er jo en oplevelse for sig, og godt smager det jo.
Tirsdag stod den igen paa Juvenile, og vi fik efter to timer besoeg af Teresia, saa hun denne gang kunne se arbejdsstederne. Det viser sig nemlig, at hun er rimelig traet af Lucy og CDN og den langsomme proces, saa hun vil hellere have direkte kontakt til arbejdsstederne og familierne, og saa gaa uden om CDN. Charity, manageren paa Juvenile, gav hende en raekke navne paa steder, hvor hun kunne forestille sig, at man kunne have frivillige, saa det bliver nok meget godt. Det er bare aergerligt, at vi ikke kendte til de steder foer, men til gengaeld har vi vist vaeret glade nok for Juvenile, saadan da. Men vi fik vist hende stedet og fortalt aabent om, hvad vi nu syntes om nogle af tingene, og tog hende derefter til Filadelfia, saa hun ogsaa kunne faa set det. Mere tid havde hun ikke, for hun skulle til Kisumu og se de andres arbejdssteder, men hun er vist tilbage engang i april og kan undersoege mere til bunds om nye arbejdssteder. Katja og jeg tog paa Café Guava inde i byen (ved 12-tiden), fordi vi ikke kunne holde til mere arbejde, efter de skuffelser med boernene. Og saa ellers hjem og slappe af!
Onsdag moedtes vi med de nye MS'ere, Nina og Tine, foran vores kirke og tog dem med til St. Ann. De blev foerst praesenteret for Father Francis, som endnu engang beviste, at han simpelthen bare ikke er en typisk praest - han er lidt sej! Men da vi ankom, gik vi straks hen til boernene og hilste, og allerede paa to uger (sidste onsdag var vi jo paa safari) havde et par mere laert at gaa, saa det er helt vildt hyggeligt. Regina, ejeren af stedet, var henrykt over at se os fire piger, for det viste sig, at stort set hele dagsholdet havde meldt sig syg af flere forskellige grunde, og en var paa hospitalet til undersoegelse med en af boernene - saa hun havde mere end almindeligt brug for hjaelp! Det gjorde saa ogsaa, at det blev en rimelig kaotisk dag. Tre boern var syge og braekkede sig i legerummet, hvoraf en af dem valgte at goere det ud over Nina; flere havde daarlig mave, og naar man saa skal skifte ble, er det ikke just sjovt; de blev foerst skiftet meget sent, hvilket gjorde, at 90 % af dem var gennembloedte af tis (det er ikke ligefrem Pampers, vi har med at goere - her er det stofbleer og ... ja, jeg ved ikke hvad!); og vi tog dem ikke udenfor, hvorfor ved jeg ikke, saa halvdelen endte med at ligge og falde i soevn, plaskvaade. Saa en rimelig hektisk dag - og en herlig velkomst til de nye MS'ere! ;) Det er meningen, at de skal tage over der, naar vi smutter - vi har en onsdag tilbage, som vi faar for os selv, mens de er paa Juvenile, og saa skal de ellers koere det derfra.
Onsdag skulle vi ogsaa rigtigt have vaeret til Nyahururu og se Thompson's Falls (angiveligt et vandfald eller noget) med Francis, men han var syg, saa det maa vente til naeste (og sidste!!) onsdag. Vi har godt nok vaeret heldige med folk, der gider koere os rundt til alle mulige steder - Francis naegter at faa noget for det og modtog meget modvilligt lidt penge for benzinen sidst.
Jeg er desuden kommet i problemer med min bank, viser det sig. Jeg blev ringet op i fredags af to stk. foraeldre naesten i panik, som lige havde modtaget brev fra banken om, at PBS havde spaerret mit kort. Efter en masse snakken frem og tilbage viser det sig, at de har spaerret det grundet "mistaenkelig aktivitet", som vist nok er en masse haevninger inden for kort tid paa cirka det samme beloeb. Men det skyldes, at jeg flere dage naesten i traek har haevet kontanter for at have penge til safari (alt betales kontant hernede), plus at Katjas kort ikke virkede en dag, saa hun laante af mig. Derudover syntes de vist, at det havde set ud, som om der havde vaeret forsoeg paa indbrud paa min konto, saa det er super dejligt. Jeg har nu derfor faaet en saakaldt bloed spaerring, som indebaerer, at jeg skal ringe til PBS, hver gang jeg skal haeve, hvorefter de aabner min konto i 15 minutter, og saa lukkes den igen. OK, det kan man leve med. Men nu har mine foraeldre aabenbart modtaget et nyt dankort til mig pr. post, og jeg ved stadig ikke, om mit nuvaerende kort saa overhovedet kan haeve eller ej. Saa en masse boevl paa et tidspunkt, hvor jeg slet ikke har brug for det, idet jeg staar og skal betale noget af Kilimanjaro-turen med kort i naeste uge, og egentlig bare gerne vil have en konto, der virker. Men, hakuna matata - mon ikke, vi finder ud af det.
Torsdag stod den igen paa Juvenile. Jeg blev om morgenen hentet af Katja og hendes vaertsmor Ruth i bil, idet vi havde en masse hulahopringe staaende i mit hus. En ting, jeg har glemt at fortaelle, er, at vi for lang tid siden fik en del penge doneret til vores arbejde af nogle folk, som hoerte om stedet, og hvad vi havde at fortaelle om manglende ting og hvordan det blev koert. Hvor meget vi fik er lidt ligegyldigt, men det er i hvert fald nok til at koebe en del ting til boernene - derfor har vi kunnet koebe shanga og bolde, og denne gang havde vi saa faaet koebt hulahopringe, badmintonsaet, sjippetove og nogle flere bolde. Men vi sad som saedvanligt de foerste to timer og bare ventede paa at kunne lave noget, fordi boernene skal rense hele stedet, spise, vaske op, vaske toej osv osv osv. Vi er efterhaanden blevet vant til - hvor grusomt det end lyder - at boernene bliver slaaet efter, og at vi ser personalet rende rundt med pisken i haanden som et magtsymbol eller hvad ved jeg. Ikke at vi accepterer det, selvfoelgelig ikke - men vi har bare fundet ud af, at der ikke er noget at goere ved det. Vi har proevet at fortaelle de ansatte adskillige gange, at der er andre maader at straffe paa - de fleste boern vil vaere mere kede af at blive naegtet adgang til at lege en dag end at blive slaaet - men vi faar bare at vide, at "Saadan er afrikanske boern altsaa ikke!". Men, der tager de fejl, for vi kan jo se, hvad der virker, naar vi siger det. Et eller andet sted foeler jeg ogsaa, at boernene respekterer os mere end de ansatte - ganske enkelt fordi de har respekt for os, fordi vi forklarer dem, hvorfor de ikke maa dit og dat, frem for at vaere bange for os, som de er for de ansatte - tit aner de ikke, hvorfor de faktisk bliver slaaet, andet end "daarlig opfoersel". MEN, hvad jeg ville frem til, er, at vi i dag saa flere af drengene blive stillet op paa raekke og tjekket, om de havde vasket sig ordentligt (hvad vi lige kunne tolke, i hvert fald). Var den fede madame ikke tilfreds, skulle de stikke haenderne frem, og saa blev deres haandflader pisket (!!!!!!), hvorefter de kunne gaa hen og vaske sig. Paa det tidspunkt var vi ved at faa nok, og det udloeste selvfoelgelig endnu en tudetur, mest fordi vi bare er saa opgivende efterhaanden. Det hele er saa sindssygt hernede, og det kan bare ikke aendres paa. Det, jeg bliver ved med at sige til mig selv, er bare, at vi kun kan vise boernene, at ikke alle voksne er onde og oensker dem ondt - vi oensker faktisk, uanset hvilken grund de sidder paa det sted - at de kommer ud og faar sig et godt liv, og vi synes faktisk, det er sjovt at rende rundt og lege lege med dem. At der er nogen, der tror paa dem og ser dem som mennesker frem for en flok koeer, der bare skal kostes rundt med. Det viste vi dem ogsaa senere paa dagen, selvom vi egentlig bare havde lyst til at tage "hjem" og taenke paa noget andet - vi gav dem nogle af de ting, vi havde med, og vi lod dem lege med det inde i gaarden frem for at tage dem ud - efterhaanden er vi ret traette af at skulle spoerge om lov for at lege med dem, idet der skal en ansat med ud, saa vi har vores indirekte oproer ved at lade alle boernene lege paa samtidig en gang i mellem. Og straks var der over 60 boern (vi har faaet flere til i loebet af nogle faa dage), der styrtede rundt med badminton, bolde og hulahopringe. Lidt af et cirkus, men vi havde det sjovt. Midt i det hele kom der to voksne udefra, som havde en lille dreng med, og jeg gik helt i baglaas - drengen var ham Peter, der kun var omkring fire aar, og som blev taget fra stedet for en maaneds tid siden for at komme paa et boernehjem i Naivasha. Peter er og bliver jo vores lille yndling fra det sted, idet han altid hang paa os og bare elskede, at vi var der - men en dag var han bare vaek. Nu er han saa tilbage, fordi de vist har fundet hans far, og saa skal han tilbage. Hvorfor han skal et smut forbi Juvenile er vist lidt uvist, men saadan er det. Saa alt i alt en ok dag, men ja.. Jeg tror bare, vi er lidt opgivende nu, fordi vi ved, vi saadan set kun har fire arbejdsdage tilbage.
Og generelt er vi bare saa traette af det hele. Jeg har aldrig vaeret saa overbevist om, at jeg er ateist, som jeg er nu. Paa St. Ann koerer der bibelmusik hele dagen, de ansatte synger "Mester Jakob"-sangen, bare i Jesus-udgave, og der skal bedes bordboen. Paa Juvenile er det eneste, de ansatte foretager sig sammen med boernene, at bede foer maden og en gang i mellem have kristendomstimer, hvor man synger om, hvor herlig kristendommen er. Selv Filadelfia er gennemsyret af religion, fordi det vist er noget indremissionsk i Danmark, der stoetter det. Derudover ser man mange frivillige hernede, men langt stoerstedelen er her som missionaerer, og derfor gaar folk ogsaa bare ud fra, at vi er det. Og det er lidt belastende! Misforstaa mig ikke - jeg har stadig ikke noget imod nogen specifik religion, men naar folk blindt overlader deres skaebne til en gud frem for at arbejde for noget, saa bliver jeg lidt forundret. Mange er saa sikre paa, at et mirakel vil ske for dem, og at de pludselig vil loefte sig fra deres nuvaerende situation. Og det er bare bund naivt - det er i forvejen rigtig svaert at komme ud af fattigdommen, saa hvis man opgiver sit eget liv, saa er der ikke mange alternativer. Derudover er det bare saa ironisk at se folk praktisere religion og snakke om at elske sin naeste og hjaelpe andre, for derefter at se dem gennemtaeve et barn, som om de nyder det. Men selvfoelgelig gaar vi ikke og kritiserer kristendommen hernede - vi har endda fortalt flere, at vi er kristne, fordi de aendrer for meget syn paa én og lukker af, hvis man ikke er samme trosretning. Derudover er det svaert at fortaelle boernene paa Juvenile, at man ikke tror paa noget som helst, naar mange af dem sidder tilbage med intet andet end troen paa, at Gud nok skal hjaelpe dem ud af den situation, de er endt i, og at Gud nok skal foere dem tilbage til deres familie. Flere af dem har jo ogsaa fortalt os om deres selvmordstanker, og saa er det lidt svaert at tage deres sidste stump af haab fra dem. Men nogle gange faar vi bare lyst til at praedike om vores tro - eller mangel paa samme - naar vi konstant skal hoere om, hvor god Gud er ved alle. Var han saa god, saa stederne hernede nok ikke saadan ud. Tag det ikke personligt, det er bare et lille surt opstoed over systemet hernede, som koerer paa kristendom og korruption - skidegod blanding!
Fredag skulle vi nemlig ikke arbejde, fordi vi selv havde arrangeret en tur til Kisumu! Vi tog af sted med matatu uden at have et hotel at sove i, idet vi enten ikke kunne faa fat i dem fra min guidebog eller fik fat i nogen, der ikke fattede noget som helst gennem telefonen. Saa, egentlig en rimelig stor udfordring, som ikke er helt smart - men til Kisumu ville vi (og undskyld, mor, men naar I laeser det her, er det for sent at bekymre sig ;) ). Vi koerte ved en 8-tiden, efter at jeg var blevet hentet naesten foran mit hus, fordi de ikke koerte afrikansk tid lige den dag - Katja var ankommet til "kontoret" foer mig og havde koebt billetter, og havde der faaet oplyst en ventetid paa minimum 20 minutter - og efter fem minutter var de paa vej til at koere, foer jeg overhovdet var dukket op. Men, vi kom da af sted paa vores lange rejse, og endte med at vaere i Kisumu efter kun tre timer. Vi havde frygtet, at det ville tage meget laengere tid, men de har vist vaeret i fuld gang med at reparere vejene helt fra Mombasa til Kisumu (= den eneste "high way" i landet), saa det var intet, i forhold til hvad vi frygtede. Dog stadig ret skidt, sammenlignet med de gode, danske veje! Vi ankom saa til Kisumu og blev straks moedt af 20 gadesaelgere, som alle var utroligt begejstrede for Obama (hans far stammer jo fra en lillebitte landsby uden for Kisumu, saa de har haft en kaempe stroem af amerikanske turister fra isaer november til februar, men selv nu er der mange - og alle gaar ud fra, at vi er amerikanere). De var, som mange andre ogsaa har proevet sig med efterhaanden, meget interesserede i, om vi ville "make an Obama" med dem, nu hvor vi jo er hvide. Sikke et tilbud, men dog ikke. Vi sprang hurtigt paa et par boda bodaer, styrede dem mod et af budgethotellerne fra min guidebog og startede saaledes vores jagt efter et sted at sove. Tredje sted vi proevede, River Sand Hotel, var der bid, og vi fik et vaerelse med balkon og "lake view" for kun 950 shillings (ca. 85 kr.) pr. nat inklusiv morgenmad. Ikke helt daarligt - og dog. Vi havde hverken vand eller lys hele vores ophold der, og morgenmaden naaede de aldrig at servere til tiden, foer vi tog af sted. Men stedet var fint, og soeen kunne man da se. I starten troede vi, vi gloede paa en mark uden for vinduet, med det viste sig at vaere noget groen plantevaekst, der er i soeen, som daekker ret meget, og som flyder lidt frem og tilbage afhaengigt af tidspunktet. Lake Victoria er, angiveligt, den andenstoerste ferskvandssoe i verden og deles baade af Kenya, Tanzania og Uganda, hvis ikke flere. Dog er den bare saa forurenet, og ingen af landene kan blive enige om, hvis skyld det er, og derudover er der baade blevet lukket nogle kaempefisk ud i soeen, som langsomt aeder alle de andre fisk, samtidig med at plantevaeksten er ved at draebe al liv i soeen. Super hyggeligt!
Efter at vaere ankommet moedtes vi med Anna Mai og Hanne (to af de andre MS frivillige), som bor lidt uden for Kisumu - Hanne skulle have lavet rigtigt afrikansk haar, saa de var inde i byen - og vi glaeder os til at se resultatet af det frisoerbesoeg, naar vi ses i Nairobi!! Og fredag opdagede vi jo saa, at jeg var syg - hallelujah. Jeg kastede op hele natten (sorry, maaske for meget info) og fik ikke lukket et oeje, saa loerdag morgen var jeg super frisk.
Loerdag stod vi op, saa vi kunne spise morgenmad kl. 7. Morgenmad kom der ikke noget af, andet end the, men jeg kunne alligevel ikke spise noget. Vi smuttede op til matatustationen igen og fandt en matatu mod Kakamega. To timers bumletur senere ankom vi til Kakamega by, som er noget af en lille flaekke, saa vidt vi lige kunne finde afgoere. Vi proevede lidt forskellige steder at finde ud af, hvordan vi kom derfra ud til Kakamega Forest, som ligger en 20 km. fra byen - vi fandt ikke meget og endte derfor med bare at faa fat i en taxa, der tog os derud for 800 shillings (70 kr.). Han anede ikke, hvor vi skulle hen af og ville koere os til det sted, de fleste hvide tager til i skoven, men vi havde allerede bestemt os for et andet sted, som han tilsyneladende ikke kendte. Han var da heller ikke bleg for lige at bede om flere penge, fordi vi jo er hvide og hamrende rige, ifoelge ham, men det havde han ikke held med. Efter et stykke tid paa en meeeget stoevet og bumlet landevej ankom vi til det, vi ledte efter - KEEP Isecheno Bandas. KEEP er en lille organisation, som arbejder for at bevare skoven, og de har nogle faa gaesthuse, man kan leje. Det er simpelthen saa hyggeligt et sted! Det ligger midt i skoven, og man bor i nogle lerhytter med nogle faa senge i. Myggenet har de ogsaa soerget for, og mad kunne man ogsaa faa for et lille beloeb. Og de havde ingen andre gaester end os, saa igen var vi heldige med at dukke op uden at reservere foerst - angiveligt skal reserveringer ske via post, idet det aabenbart ligger for langt vaek fra alting til at have en telefon. Vi tog en lur efter vores lange tur, og derefter tog vi af sted paa vores foerste tur i regnskoven. Vi kom af sted med en guide, saa vi kun var os tre i skoven. Vi gik i omkring tre timer langs bittesmaa stier og fik historier om alt fra insekterne til kaempestore traeer. Skoven er den eneste regnskov tilbage i Kenya - foer kolonitiden og den voksende befolkning var en meget stor del af Kenya daekket af regnskov, og det fortsatte helt til Vestafrika. Men, nu er den saa begraenset til lille Kakamega, som vist kun er omkring 300 km2. Vi fik at vide, hvordan skoven har mange dyr, insekter og planter, som er fuldkommen unikke for skoven, saa det var ret fedt at gaa rundt. Og undervejs fik vi baade set en masse aber, fugle, insekter og 40 meter hoeje traeer! Hele den tur gav vi kun 300 shillings (25 kroner) for pr. person, saa det er ikke ligefrem megadyrt. Jeg gik direkte hjem til vores hytte og proevede at sove resten af aftenen, hvilket ikke gik supergodt - jeg var stadig ikke blevet rask, tvaertimod, men jeg ville bare faa set Kakamega Forest.
Soendag skulle vi op, foer Fanden faar sko paa - vi stod op 4.30, for vi skulle ud og gaa langt og se solopgangen. Vi smuttede af sted med vores guide, gik 4 km. gennem skoven og fik langt om laenge kravlet op paa en lille bakke i fuldkommen moerke. Herfra kunne vi se ud over hele skoven og se solen staa op over den, og det var fantastisk at se paa! Derefter tog vi ned til en hule i bjerget, hvor englaenderne vist engang har haft ledt efter guld, men uden meget held. Hulen var til gengaeld fuuuld af flagermus, saa Katja var hylet helt ud af den. Det gjorde nu ikke mig noget at se dem 10 centimeter fra mig, for vores guide holdt fast paa, at de ikke bed folk. Saa det var lidt sjovt! Derefter en laengere tur tilbage igen, hvor vi baade proevede at svinge i lianer (dog ikke Tarzan-style 30 meter oppe i luften, bare i jordhoejde) og kravle over vaeltede traeer med slanger under. Tilbage til morgenmad (som for mit vedkommende bestod af vand) og saa ellers af sted med en form for speciel skovtaxa af sted til Kakamega by igen. Der fik vi, efter lang tids venten, en matatu mod Kisumu igen. Egentlig er det en omvej at tage tilbage til Kisumu og saa til Nakuru derfra, men vejene direkte fra Kakamega til Nakuru er simpelthen saa daarlige, og transporten ikke lige saa god. Der er nemlig stooor forskel paa, hvilken form for matatu, man tager med! Mellem de store byer (Mombasa, Nairobi, Nakuru og Kisumu) koerer den saakaldte matatu shuttle, som er deres soede smaa matatuer, hvor de kun klemmer 10 passagerer ind. De koster lidt mere end de almindelige, men noej, hvor er de ogsaa det vaerd! Ellers skal man nemlig med en almindelig matatu, som rent ud sagt er sindssygt, til tider. Ofte kan man se igennem til jorden, saederne er rimelig loese, der er ikke rigtigt nogle funktionelle sikkerhedsseler og, som sagt, saa bliver der koert helt forfaerdeligt. En sjov oplevelse, meeen bagefter er man glad for stadig at vaere i live. Det var i den grad tilfaeldet, da vi kom tilbage til Kisumu, for det havde godt nok vaeret en haard tur - mig, der hang ud af vinduet og var paa vej til at kaste op ved hvert bump, og desuden skulle vi stoppe konstant efter 100 meter, fordi der skulle folk af eller paa - det er ogsaa det, der er godt ved shuttle, for de koerer direkte, modsat de almindelige noget saa dejige matatuer...... yep. Vi fandt, efter lang tids straeben, en matatu shuttle til Nakuru, og efter at have verbalt overfaldt manden paa deres "kontor" for foerst at give os billetter til de almindelige matatuer og derefter proeve at kraeve overpris, fordi vi er hvide, fik vi endelig vores saeder og var paa vej igen. Det var dog heller ikke beroligende, for vores chauffoer koerte, som om han koerte en almindelig matatu, og han stoppede ogsaa hver halve time for lige at tjekke det ene hjul - meget betryggende!!!! Men det er tydeligvis normalt at koere, som om man mangler hovedet hernede - trafikulykker er meget hyppige hernede, selvom jeg tvivler paa, der er en korrekt opgoerelse over det, og derudover ser man nogle gange bare koeer, faar, geder eller lignende ligge i vejkanten, fordi de lige er blevet ramt af en bil. Paa vejen til Kisumu saa vi en kaempe ko ligge midt paa vejen (doed, selvfoelgelig) og lidt fra den en lastbil, som havde faaet smadret ret meget af foererhuset. Der har vaeret fart paa! Men vi naaede efter lang tid hjem, jeg fik sagt hej til familien og fik derefter snakket i telefon med min rigtige familie. ;) Jeg var dog stadig ikke paa toppen efter weekenden, med al den bumletransport og nye steder samt det faktum, at jeg ikke havde indtaget mad siden fredag morgen..
Mandag stod den endnu engang paa arbejde, men for sidste gang et smut forbi kirken (den kommer vi ikke til at savne!!) og CDN. Men, en uge tilbage!! I kirken fortalte praesten om en tur, han havde vaeret paa i weekenden, hvor han var kommet op til et lille distrikt langt oppe i det nordlige Kenya. Her havde han siddet i en kirke sammen med en masse andre praester, men aabenbart er muslimerne i det omraade saa voldelige og staerke i deres tro, at de smed sten ind af vinduerne, fordi de kunne hoere sang derinde fra. En person var aabenbart blevet draebt af det, og i omraadet er det ikke sikkert for de lokale at vaere kristne, saa de maa gemme sig i huler og have lydloese messer, for at kunne praktisere deres tro. Det er alligevel sindssygt! Og apropos tro, saa har jeg hoert, at paven har udtalt, at kondomer ikke hjaelper i kampen mod AIDS, saa hurra for at oplyse folket... Det vaerste er, at flere hernede faktisk vil tro paa det, tragisk som det nu er. Men ja, for at komme tilbage - vi havde vores sidste messe og CDN-tur, hvor vi fortalte Basil, at det var vores sidste dag derefter, hvorefter han insisterede paa at moedes med os bagefter te. Han var dog intet sted at finde, saa saa meget for det. Vi smuttede til Juvenile, legede med boernene (det meste af tiden gik med at lade dem lege med mit haar, hvilket endnu engang er en smertefuld oplevelse, naar 10 meget entusiastiske piger staar omkring én og hiver i hver deres tot!!) og ja.. ikke saa meget andet! Der er en lillebitte hundehvalp paa stedet, som ankom i sidste uge - den blev aabenbart fundet uden for stedet og var blevet efterladt af sin mor, saa nu er det ikke kun foraeldreloese boern, vi tager os af laengere. :) Vi har doebt den Fido, bare for at vaere saa danske som overhovedet muligt, og vi var meget stolte, da Fido i dag valgte at skide inde paa managerens kontor. Ej, selvfoelgelig ikke, men vi kan ikke protestere saa meget over forholdene, saa det var et diskret oproer gennem hunden i stedet. :)
Der er kommet ret mange nye boern til stedet igen, og jeg tror, vi efterhaanden er oppe over de 70 igen. Vi blev for resten ogsaa fortalt, at Esther, vores yndlingspige, som "slap ud" fra stedet og kom til Filadelfia, nu er blevet taget til den amerikanske dame, der bor uden for Nakuru, nu hvor de andre piger valgte at flygte derfra. Det er bare saa godt, for Esther er sgu en klog pige, og hvis hun klarer sig godt, kan det jo vaere, hun faar lov til at komme til USA og gaa paa high school - godt nok noget af en mulighed for en pige, som bare har mistet alt grundet voldelighederne her i landet i 2007!
Ellers smuttede vi bare fra Juvenile ret tidligt for at komme op og faa koebt nogle flere ting (bolde, sjippetove og tandboerster) til boernene, saa det var fint. Vi er ogsaa ved at have styr paa Kilimanjaro-turen og skal snarest have betalt 30 % af pakken for at vaere sikker paa en plads. Derudover lykkedes det mig endelig at faa haevet nogle penge, paa trods af diverse problemer med min konto.
Tirsdag tog vi ned paa Juvenile igen men var der ikke laenge, foer vi blev spurgt, om vi ville vaere med til at tage nogle af boernene af sted til retten. Og selvfoelgelig ville vi da det! Saa af sted med os og omkring 10-15 boern ind til politistationen inde midt i byen. Selve bygningen er paen, idet det jo for regeringen gaelder om at holde det prestigefyldt, der hvor regeringen og politiet arbejder - turen er ikke heeelt kommet til deres andre institutioner, som eksempelvis Juvenile.... Vi blev foert ned i kaelderen og hen af en lang gang med en masse celler paa den ene side. Hver celle indeholdt omkring 20 maend, hvoraf der nok kun var plads til, at omkring 10 kunne sidde paa gulvet samtidig! - at gaa der var en meget underlig og ubehagelig oplevelse, for de raabte alle sammen af os (mere end de lokale plejer, og langt mere ubehageligt) og proevede at gribe fat i os. Det fik de ansatte selvfoelgelig hurtigt stoppet - laenge leve volden hernede, tydeligvis..... Boernene blev saa raabt op (mens vi stadig stod i den der skumle gang med tilraab og alt muligt), og da alle var tjekket af, skulle vi, sammen med den ansatte fra Juvenile, gaa igen. Saa kunne boernene ellers blive dernede og hygge sig! Det er ufatteligt, hvordan systemet fungerer hernede - godt nok kan nogle af boernene have gjort nogle forfaerdelige ting, men overhovedet at tage dem hen til saadan et sted er jo hjernedoedt, naar flere af boernene er omkring 8-10-12 aar! Men vi tog saa tilbage, legede med sjippetove, badminton og hulahopringe igen - indtil Katja, mens hun snakkede med Fido, knaldede hovedet ind i en mursten og fik en bule paa stoerrelse med Lolland, der gjorde, at hun ikke kunne koncentrere sig om at blive der meget laengere. Det passede saamaend fint, for vi skulle op i byen og have ordnet vores internetting. Vi fik overfoert de 30 % af pengene til vores Kilimanjaro-mand (saa er det bestemt!!), og jeg ville have overfoert den her blog. Men det viste sig, at deres computere havde braendt min USB-noegle sammen - hvordan skal jeg ikke kunne sige, men pludselig virkede den ikke mere paa nogle computere. Jeg fik mig derefter en fin diskussion med "the man in charge", og vi (jeg) naaede frem til den afgoerelse, at han kunne beholde den et par dage og proeve at se, om han kunne faa den til at virke, og ellers ville jeg have en ny. Nu maa vi se!
Vi skulle ogsaa have vaeret hos Priscilla, som vi har moedt gennem CDN, og som hele vejen igennem har forstaaet vores frustrationer med ventetid og uvidenhed, idet hun selv gennemgik det hele som praktikant paa stedet samtidig som os. Hun havde lovet at lave god mad og hygge, men der gik ged i den, og vi misforstod tidspunktet. Enormt aergerligt, naar vi har saa faa dage tilbage og nu har faaet planlagt de sidste dage i Nakuru mere eller mindre!
Og tirsdag fik jeg jo endelig min foedselsdagspakke fra Danmark! :D Jeg aabnede den derhjemme og sad i loebet af ingen tid med balloner, flag og slik spredt ud over det hele! En rigtig hyggelig pakke, som ankom paa et rigtig godt tidspunkt - vi kan efterhaanden godt maerke ret saa meget hjemve, hvilket folk vist har kunnet maerke paa os... Det skyldes nu mere, at vi, som jeg har naevnt foer, mere eller mindre foeler os klar til at tage fra Nakuru, saa nu er det hele bare lidt vemodigt. Men, nu er der ikke laenge til, at vi er hjemme i kolde Danmark igen! Juhuuuuu!
Onsdag stod den igen paa St. Ann - og denne gang for sidste gang. Vi havde koebt en kaempe kage med, som vi selv havde bestemt designet paa, for at give boernene noget kage - og det var et hit! Og dejligere bliver det heller ikke, naar man kan se, at den nydes: Boernene spiste alle med fingrene og havde det selvfoelgelig i loebet af ingen tid i hele hovedet. Jeg kommer nu til at savne alle de smaa boern, for selvom det er rigtig haardt (vi kan altid maerke det i hovedet og ryggen efter en dag der!), er det noget af det skoenneste at se paa de smaa tumlinger, der bare triller rundt og vil lege og have kram. En ting er dog sikkert - jeg skal ikke vaere vuggestuepaedagog!!! (Saa langt saa godt mht. valg af uddannelse...)
Bagefter blev vi hentet af Father Francis igen og koerte mod Nyahururu - han havde nemlig lovet os at vise os Thompson's Falls, som er et kaempe vandfald lige lidt uden for byen. Og wow, maa man sige! - det var grande. Det er vist 81 meter hoejt og det andethoejeste i Kenya! Og vi gik hele vejen ned via en meget stejl og besvaerlig bakke - ifoert klipklappere, idet Francis lige havde glemt at informere os om, at vi skulle lave Kilimanjaro-traening.. Men det gik nu fint, og jeg overvejer at melde mig til Guinness som foerste person, der faktisk bestiger Kilimanjaro i klipklappere. Hvad siger I? ;) Men det var en fed tur, hvor vi ogsaa fik taget billeder med et par "lokale" - egentlig bare almindelige afrikanere, som klaedte sig ud som traditionelle stammemedicinmaend (fra Kikuyu-stammen) og tog penge fra turister for at faa taget billeder. Men, naar det er sagt - det hele var fedt! Vi gav ogsaa Francis hans afskedsgave - et masaai-klaede (han er jo vores masaai-bodyguard, har han lovet!), saa nu er det ogsaa ordnet. Derefter tilbage mod Nakuru, men nej, lige et stop paa vejen foerst, fordi vi da lige skulle ind og have aften-te hos hans mor. Meget, meget surrealistisk at sidde og drikke te med en praest og hans mor, maa man sige!
Torsdag smuttede vi igen paa Juvenile, men lidt senere end normalt. Vi skulle nemlig foerst lige ind til byen og have koebt lidt af hvert. Torsdag var nemlig vores sidste dag med mange af de ansatte, idet de skulle paa en tur til Lake Bogoria om fredagen - hvorfor skal jeg ikke kunne sige. Men derfor skulle vi jo saa, om vi kunne lide dem eller ej, sige farvel der. Vi havde tidligere set, at man et sted kunne faa en daase med smaakager, som hed "Danish Royal", og som er alle de der smaakager, men kan faa meget almindeligt i Danmark. Derfor blev det vores afskedsgave, fordi vi ikke gad give dem noget saerlig stort. ;) Derudover fik vi ogsaa koebt lidt forskellige smaating til Esther, idet vi havde hoert, at en af de ansatte maaske skulle op til den dame, Esther bor hos nu, og aflevere endnu en pige. Tilbage til Juvenile, faa pakket tingene ind til Esther, og saa skulle vi ellers af sted igen - i tuk-tuk! Vi fandt Esther paa hendes skole, fik lov til at snakke med hende alene og gav hende tingene - hvorefter hun ikke anede, hvad hun skulle sige til det hele. Men vi er enormt glade for hende, for hun er sgu en god pige, og isaer fordi hun egentlig er vores eneste succeshistorie fra Juvenile - alle de andre, vi virkelig troede ville faa det godt fremover, er enten stukket af eller bare overfoert til et andet sted. Saa derfor er Esther ret vigtig for os! Vi var selvfoelgelig ved at tude, men saadan er det jo. :)
Vi blev smidt af inde i byen igen og koebte nogle flere ting til boernene, idet fredag jo var vores sidste dag. Og vi fik fyldt nogle poser, for at koebe ind til 60-70 boern er ikke saadan ligetil! Saa da vi gik ud derfra, foelte vi os desvaerre som endnu mere hvide, end vi plejer - vi hader at gaa rundt og se ud, som om vi bare har roeven fuld af penge og bare giver loes til "de fattige" (for det er det, de fleste hvide laver, naar de endelig er her - kommer og er i 15 minutter, giver nogle ting til boernene og ser aldrig stedet igen). Og vi ved jo, hvordan de lokale ser paa de hvide, saa at bekraefte deres forventninger til hvide er ikke fedt - isaer ikke, naar det jo ikke engang er vores penge men nogen, vi har faaet doneret. Men saadan er det jo, og vi ser heldigvis ikke saadan ud det meste af tiden. Men de ansatte paa Juvenile har ogsaa bemaerket det, og det er til at braekke sig over - siden vi er kommet med alle de ting (for det er ret meget efterhaanden), har vi virkelig faaet at vide "hvor godt et arbejde vi goer for de boern" - det er sjovt, som vi ikke hoerte et eneste ord i den retning, da vi rendte rundt med dem og kastede med sokker osv., fordi der simpelthen ikke var noget at lege med. Saa det er endnu en grund til, at vi er klar til at tage af sted - uanset hvad vi forklarer dem (for vi HAR forklaret otte millioner gange, at det ikke er vores penge), saa er det jo stadig os, der er kommet med tingene, og dermed vores penge. En af de ansatte ville ogsaa give mig kontakterne til et boernehjem, han kendte, hvor der tilfaeldigvis var en repraesentant paa besoeg den dag - for som han sagde "hvis jeg nu eeeendelig fandt nogle flere ting i Danmark, jeg havde lyst til at donere, eller engang fik nogle penge". Det er selvfoelgelig fint, mange af stederne koerer paa donationer - men den slags kommentarer er bare foerst kommet, efter vi er kommet med alle de ting, og det er ikke rart. Men det maa vi finde os i - saa laenge boernene bliver glade og laver noget frem for bare at sidde og glo og blive slaaet. :)
Vi smuttede forbi internetcafeen, fik ordnet de sidste ting med Kilimanjaro-depositum (saa nu er det helt sikkert, vi skal af sted! Oh my God!!), og jeg fik mig endnu en venlig diskussion med chefen der, som til sidst valgte at give mig erstatning for min USB-noegle. Saadan skal det vaere! :D Efter at have vaeret inde i byen ret meget af dagen og faa koebt ting til vores store afslutning fredag, smuttede vi forbi Francis i kirken og fik med hans hjaelp transporteret nogle smaa traeer, vi har koebt, ned til Juvenile. Vi taenkte nemlig, at saa kunne vi efterlade noget, som ville holde lidt bedre end legetoej - og havde derfor faaet Francis' hjaelp (han er aabenbart uddannet inden for planter og alt muligt) til at vaelge et avocado- og et appelsintrae samt seks andre smaa traeer af en slags, jeg ikke kan huske. Vi fik plantet vores traeer sammen med nogle af drengene i deres lille "shamba" (mark), og jeg vil nu blive husket som et appelsintrae og Katja som et avocadotrae. Vi synes, det er meget soedt, og de var med paa at give dem vores navne. :)
Efter det var klokken 18.30, og vi hoppede ombord paa en bodaboda og op mod Hotel Waterbuck, som ligger ret langt vaek fra Juvenile. Der var nemlig stooor MS-fest, idet de havde deres aarsmoede for alle MS-ansatte der - og angiveligt er det det sidste aarsmoede, foer MS gaar sammen med Action Aid, saa det skulle fejres, at de stadig var alene, og derfor stoerre end det plejede. Teresia, vores kontaktperson, havde inviteret os, idet vi jo ogsaa er en ret stor del af MS Kenya, og da vi ikke havde tid til at skifte, maatte vi bare tage direkte derop med jord paa toejet og stoev i hovedet. Saa kan man da se, vi laver noget! Men det var enormt hyggeligt, og der var fantastisk god buffet (jeg fik kalkun og god kylling for foerste gang i jeg ved ikke hvor lang tid!!) samt livemusik fra en gut ved navn Eric Wainana (eller lignende), som aabenbart er det bedste, Kenya kan byde paa - og derfor er han blevet MS ambassadoer. Det var bare ret maerkeligt at befinde sig et sted, hvor folk blandt andet gik og snakkede dansk - saa var det slut med Katja og mig, som normalt kan finde paa at snakke rimelig meget om andre folk, fordi vi ved, de ikke fatter en skid... Hovsa. :) Efter nogle timer smuttede vi hjemad, for nogle af os skulle jo op og paa arbejde dagen efter!
Og fredag kom dagen saa. Det var vores allersidste dag paa Juvenile, saa den skulle vaere noget specielt. Og det blev den! Vi ankom lidt senere end normalt, fordi vi skulle have saa mange ting med, og det kraevede lidt organisering. Det lykkedes os - paa én gang - at faa lavet shanga (perler), modelervoks, tegninger og spille badminton med boernene, uden at det gik galt. Normalt proever boernene at stjaele tingene, som jeg har fortalt foer, men denne gang gik det rimelig fint! Det var denne gang de aeldste drenge, der lavede perler (!), og de fik produceret to fine ringe, saa Katja og jeg kunne faa en ring hver - enormt soedt! :) Vi fik generelt hygget rigtig meget med dem og soerget for, at de ansatte ikke tog del i det. Det klarede de nu fint selv, for de sad bare paa deres flade r*** og gloede paa boernene. Vi saa i dag endnu engang nogle smaa piger blive slaaet paa haenderne, hvilket vi selvfoelgelig stadig er ved at flippe ud over. En af dem begyndte at graede, da hun var sluppet vaek fra den ansatte, og straks tog vi os af hende. Vi var paa det tidspunkt i gang med at forberede noget guf til boernene inden for, saa vi tog hende med ind og proevede at hjaelpe lidt paa det hele. Hvorfor man overhovedet goer saa smertefuld en ting ved helt smaa boern er jo ubegribeligt, og man skulle virkelig tro, de ansatte noed det, selvom de selvfoelgelig "bare goer deres job, for boernene er jo ustyrlige" - gu' er de ej. Men, ja! Vi havde koebt en kaempe kage til boernene samt baade saftevand, karameller, slikkepinde, kiks og alt muligt andet, som de normalt aldrig faar. Og de var henrykte! De fik saa mange ting, at de ikke engang kunne holde det i haenderne, og jo, det er muligt at have oejne saa store som tekopper - det lykkedes, da de saa den flotte kage og alt det, der ventede paa dem! Saa det var en stor succes, og boernene var virkelig taknemmelige. Det var rigtig dejligt at se dem glade og taenke paa noget andet for en gangs skyld. Bagefter gav vi dem en masse saebebobler, og lidt efter begyndte vi saa vores farvelrunde, hvilket var ret haardt. Vi er jo kommet taet paa mange af de boern efterhaanden, selvom der har vaeret udskiftninger, og det er bare saa maerkeligt at taenke paa, at man ikke skal se dem mere. Mest fordi vi ikke aner, hvad der kommer til at ske med dem nu - og de bliver der i seks maaneder og bliver pisket dagligt, om de kommer hjem igen og faar taev der, om de kommer paa et boernehjem, eller om de flygter - eller noget helt andet. Gudskelov er der stadig de andre MS-piger, Nina og Tine, som skal vaere paa stedet i 2½ maaned endnu og derfor stadig kan holde stedet lidt i oererne og soerge for, at der sker noget - og holde os lidt opdateret. :) Det svaere var ogsaa bare, at mange af boernene ikke forstod det og sagde "See you tomorrow/Monday", og det tog lang tid at forklare, at vi saadan set nok aldrig kom igen - og at vi heller ikke kunne tage dem med til Danmark. Det er godt nok haardt at blive bedt om det, naar man udmaerket ved, hvad de kommer til at leve med hernede, og hvor daarlige udsigter nogle af dem har. Da vi gik fra stedet, var vi selvfoelgelig begge to tudefaerdige, for ligegyldigt hvad har baade stedet og boernene paavirket os afsindigt meget, og vi har oplevet ting - baade rigtig gode og ekstremt daarlige - som vi aldrig vil glemme. Og nu er det bare ovre, det vi har arbejdet paa i tre maaneder.. Wow.
Loerdag tog Katja og jeg ned til hendes vaertsmors butik med en bunke shanga (perler), for nu skulle vi hygge. Vi laerte at lave nogle forskellige armbaand, og det er faktisk lettere, end jeg lige troede. Senere paa dagen koebte vi nogle flere perler inde i byen samt laase, naal og traad, for saa kan vi lave smykker, naar vi kommer til Nairobi! ;) Derudover fik jeg ogsaa koebt de sidste gaver til min vaertsfamilie - jeg giver i forvejen en del af de ting, jeg har haft med, saa det var bare lidt ekstra, der skulle koebes. Efter det var det bare hjem igen, have noget frokost og hygge resten af aftenen. Jeg proevede paa vejen rundt loerdag at tage nogle billeder af nogle forskellige ting i byen, for det har vi slet ikke faaet gjort indtil nu - det er ikke saadan ligetil at gaa rundt og flashe et kamera i byen, baade af hensyn til tyve, men mest fordi vi hader at blive set paa som "bare turister". Derudover er det heller ikke fedt bare at tage billeder af almindelige folk, for jeg tror, de efterhaanden er rimelig traette af at ligne aber i bur, saadan som folk nogle gange opfoerer sig hernede. Billederne maa bare vaere inde i mit hoved, saa! ;)
Jeg fik for foerste gang i meget lang tid noget godt koed, idet vi fik hakkekoed a'la en form for koedsovs med ris! Ellers fik jeg bare pakket lidt, hvilket var noget af en udfordring, for pludselig har man jo lige lidt mere, end da man tog af sted.
Men i gaar (soendag) var saa sidste dag hos familien. Jeg fik spist morgenmad og gik derefter i gang med at lave min lidt forsinkede foedselsdagskage, som var sendt fra Danmark - det er jo vaeldig smart, at der bare skal tilfoejes vand. :) Kagen blev selvfoelgelig braendt uden paa og ikke faerdiggjort inden i, men saadan fungerer deres ovn bare - lettere sindssyg... Under alle omstaendigheder syntes de, at den smagte godt, so who cares. ;) Jeg gav dem ogsaa deres gaver, hvilket der var vild jubel over - pigerne fik hver en film (man kan faa dvd'er hernede med 20-50 film paa, som er piratkopier fra Kina og i en vanvittigt daarlig kvalitet - men det er det, alle ser, og de koster 200 shillings (15 kroner) pr. stk), og derudover fik de en masse slik, min iPodoplader (Faith fik jo en iPod fra hendes far i England, men hun har ikke en computer - lettere aandssvagt) og oereringe. Lois (hushjaelpen) fik nogle cremer og oereringe, og Schola (moren) fik mit kaempe myggenet fra Danmark, som jeg slet ikke har faaet brugt. De var fuldkommen oppe at koere og kunne slet ikke takke nok, saa det var jo dejligt, at det var en succes. :) Lidt senere viste jeg pigerne alt det toej, jeg ikke skulle have med hjem, og saa gik de helt i selvsving igen og kom naermest op a slaas over, hvem der skulle have hvad. Stort set al toej, de har, er jo secondhand fra gaden, saa det var en vild luksus for dem at faa noget "nyt", selvom det selvfoelgelig ogsaa er genbrug. Da moren saa det, gik hun helt i baglaas og syntes, at jeg skulle have noget igen - Schola er jo "businesswoman", hvilket vil sige, at hun har en lille butik, der saelger toej, som er mindst 20 aar bagud i tiden. Men hun fandt nogle bluser, som jeg maatte styre mig for ikke at grine af, men det var til mig, mine foraeldre og broedre - saa glaed jer derhjemme, det bliver helt sikkert et hit!! Jeg blev noedt til at stoppe hende i at finde flere ting (hun gik i gang med at finde undertoej) og sige, at der altsaa ikke var plads til mere i min kuffert (hvilket er sandt nok!) - det er enormt soedt af hende, og jeg ved, det er toej, de kunne have faaet penge for, saa jeg fik ikke lov til at sige nej. Jeg var bare fuldkommen faerdig af grin over det, for tanken om nogensinde at gaa med det...... Nej! Haha :)
Senere paa dagen tog vi ud at spise alle sammen, for at fejre den tid jeg har vaeret hos dem og lige hygge den sidste dag. Vi tog paa Hotel Stem, som ligger lidt uden for byen, hvor vi fik nyama choma (stegt koed), som jeg jo er blevet helt vild med. Det er bedre end grill! Ellers syntes Schola bare, at vi skulle koere lidt rundt i byen (og flashe deres kaempebil, sikkert), og saa ellers hjem til hygge resten af aftenen - jeg skulle selvfoelgelig bruge tid paa at pakke, idet jeg altid faar gjort den slags ting i sidste oejeblik... Du husker godt en halv time, foer jeg tog af sted, ikke mor??? ;)
Og mandag blev det saa, og allerede fra jeg vaagnede op, havde jeg det maerkeligt. At gaa og pakke de sidste ting, faa gjort sig klar, rede sengen for sidste gang og saadan - det var ret underligt! Jeg fik sagt farvel til Doris, som smuttede tidligt i skole, og senere kom Katja for at sige farvel til "min" familie, og jeg fik sagt farvel til hendes vaertsmor. Schola koerte os ind til byen, hvor de to aeldste piger insisterede paa at tage med - og at sige farvel til de tre var virkelig, virkelig maerkeligt. Det endte selvfoelgelig med, at alle tudede, og ikke engang min vaertsmor kunne kigge paa mig men blev bare ved med at kigge ned og vaere ked af, at hun "mistede en datter". Til slut kunne jeg selvfoelgelig heller ikke styre mig, og saa kunne vi staa saadan og sige farvel til hinanden. Katja og jeg fik spist morgenmad paa vores yndlingscafe Guava for sidste gang, og saa ellers af sted mod Mololine Matatu Shuttle mod Nairobi. Lidt efter begyndte det at gaa op for mig, hvad det egentlig betoed, at vi nu tog fra Nakuru - og efter endnu en tudetur kunne jeg ligesom forstaa, at vi var paa vej. Det er bare maerkeligt, for vi har trods alt oplevet en del i loebet af de tre maaneder med vores nye familier, og de har, trods diverse smaaproblemer, vaeret herlige at bo med. Og tanken om maaske aldrig at se de mennesker igen, som man har levet saa taet op af i saa lang tid - well, det er ret bizart!! Men jeg har faaet deres emails, saa lidt kontakt kan vi da holde.
Vi kom saa efter nogle timers bumletur til Nairobi, og lige nu befinder vi os i MS Guesthouse, som jo er et dejligt sted, hvor vi foeler os helt hjemme. Vi fik snakket med Teresia, som har kontor i forlaengelse af denne bygning og indlogeret os. Og derefter af sted mod dagens udfordring - visa-helvede!! Vi smuttede hen til immigrationskontoret for at udfylde vores ansoegning. Og forloebet var som foelger: Vi udfyldte en ansoegning og gik hen til den rigtige disk. Vi skulle saa aabenbart ogsaa lige udfylde en ansoegning om at vaere "aliens" (!!) samt faa fat i to pasfotos. Ansoegningen fik vi udfyldt, og saa gik den vilde jagt ind paa at finde et sted at faa taget billeder, for det vidste vi jo ikke. Vi fandt til sidst en mand, der tog billeder, og det virkede meget suspekt, men efter 10 minutter fik vi vores billeder, hvor vi ligner.. ja, nogle meget bange piger. :) Men saadan er det jo! Ind igen, aflevere ansoegninger + billeder, hvorefter vi fik at vide, at vi manglede at udfylde noget paa en af ansoegninger. Tilbage igen, udfylde og op i koeen igen. Hun godtog til sidst papirerne og billederne, bad om 2200 shillings (cirka 200 kr.) og sendte os hen til en anden disk. Hun fik nogle andre papirer fra os + vores pas (som vi ikke var meget for at komme af med), blev sendt hen til en tredje disk, og saa blev vi sat til at vente. Lidt efter blev vi kaldt op igen, fik en ny lap papir og satte os ned igen. Saa blev vi kaldt op igen, taget med ind af en skummel gang, ind i et baglokale og vente igen - i et rum, hvor der ikke var andre end os og en flok lokale maend, som kiggede meeeget nysgerrigt. Saa blev jeg foerst kaldt ind, fik malet mine haender knaldsorte og skulle have taget aftryk af alle fingre samt haandflader et par gange. Hun grinede lidt af mig (den foerste af de der mennesker med humor, de andre var pissesure!), fordi jeg tydeligvis aldrig havde vaeret igennem den slags foer. Saa fik jeg endnu en lap papir og blev sat til at vente - med fuldkommen sorte haender. Jeg fandt lidt vat og noget meget maerkeligt lugtende vaeske uden for, som skulle rense fingrene, saa lidt havde de trods alt soerget for - hvis det saa ellers havde vaeret effektivt. Jeg ventede igen og til sidst skulle vi saa ud og hente vores pas. Det lyder maaske enkelt nok (eller ikke), men den proces tog altsaa omkring tre timer. Noget af en oplevelse, maa man sige! Og baade processen, prisen og resultatet kommer vist an paa humoeret hos den ansatte den dag, idet vi har faaet mange forskellige oplysninger fra baade Teresia, andre MS-ansatte og ansatte paa immigrationskontoret. Men, nu er det klaret, saa pyt med det!
Derefter smuttede vi til Sarit Centre, vores kaempestore shoppingcenter her i Nairobi, og fik koebt lidt proviant til de naeste dage. Men ved I hvad?? De havde ikke mere af vores wannabe-rugbroed!!! Saa der var jo krise, for det er ellers kun i Nairobi, man kan faa det. Men vi fik da klaret vores indkoeb, smuttet hjem, og resten af dagen har vi bare slappet af og nydt selv at kunne bestemme musik, mad og... ja, alting!
Jeg fik ogsaa lige snakket i telefon med min rigtige mor denne gang, saa det er meget hyggeligt. Jeg savner jer derhjemme!!! Men, glaeder mig nu ogsaa til de eventyr, vi skal opleve de naeste tre uger: Vi bruger en uge her, og de andre MS'ere ankommer paa hhv. torsdag og loerdag, saa der skal bare hygges - de skal jo hjem d. 7. april, heldige mennesker. :) Mandag smutter Katja, Nicolai, Nicolais far og jeg saa mod Moshi (Tanzania) for at kravle lidt paa Kilimanjaro, hvilket vi starter med tirsdag. Det burde vi vaere faerdige med soendag, og mandag tager vi saa mod Mombasa, som ligger ved kysten. Der skal vi saa vaere, indtil vi tager hjem, og vi skal finde ud af, hvad vi praecist vil lave - vi har baade snakket om selve Mombasa, Malindi og Lamu, som alle er fantastiske steder med stor afstand imellem, og vi har kun en uge - argh! Og saa, endelig, d. 21. april - HJEMAD, hvor vi saa lander d. 22.4. Jubiiiii! :)
Saa ikke mere for denne gang! Det var godt nok ogsaa noget af en roman efterhaanden - sorry, men der har liiige vaeret lidt problemer med at opdatere og have tiden til det! ;) Denne uge har vi jo fri adgang til internettet her i Nairobi, saa I ser mig nok en del paa Facebook, for en gangs skyld! ;)
- comments