Profile
Blog
Photos
Videos
Dag 12 - Ankomst til Botswana
Dagen i dag blev den, hvor vi tog afsked med Namibia (selvom det for mit vedkommende nærmere var et snarligt 'på gensyn') og krydsede grænsen til Botswana. Køreturen i dag var på omkring 500 km - heldigvis på gode veje, så vi var fremme ved camp site omkring kl. 16. På turen havde vi desuden gjort to stop, hvor vi så en kamæleon og en lille skilpadde :) Campen lå midt i bushen, og toiletter og bad var bygget op af strå, hvilket betyder, at man ikke er i tvivl om, hvad naboen laver :)
Om eftermiddagen blev vi mødt at 'rigtige' bushmen (afrikanere med meget begrænset påklædning, der lever i og af bushen). De tog os med ud på en gåtur på omtrent halvanden time, hvor de viste, hvilke planter/rødder/bær, der er gode at spise samt hvilke, de bruger til andre formål - f.eks. mod mavepine (efter at have spist for meget kød) eller for at øge fertiliteten hos kvinderne. Det var super fascinerende at se, hvordan de oprindelige bushmen levede, og hvordan nogle stadig lever! De sluttede af med at vise, hvordan de laver en hurtig håndvaskning i bushen - med sæbe! Dette gjordes ved at finde to specielle rødder - den ene rig på vand, og den anden meget velduftende. Den første snitter de så i fine stykker, som de herefter presser i hænderne, og sammen med den anden rod (der skummer op), ligner deres hænder fuldstændigt at være smurt ind i vand og sæbe. Derefter viste de os, hvordan de laver ild med to specielle pinde, de også havde fundet på vejen - det tog dem i alt omkring 5 minutter at starte et bål! På vejen rundt tog vores tolk (bushmændene taler ikke selv engelsk) fat i mig og bad mig sige en lyd a lá: "u-uh". Med det samme lød et kor af tilsvarende lyde fra rundt omkring os, og det viste sig, at det var måden, mændene holder styr på kvinderne på. De siger den lyd, og kvinderne svarer, og på den måde ved de, hvor kvinderne er henne - meget sjovt :)
Om aftenen, da vi skulle til at gå i seng, opdagede jeg, at mid telt havde stået åbent hele dagen! Det er bestemt ikke smart her, for vi har flere gange haft både slanger, edderkopper og skorpioner i campen, og desuden er vi nu kommet ind i malariaområdet, så selv myggene er værd at holde øje med! Jeg gik derfor mit telt grundigt igennem med en lygte, men det lod ikke til, at der var det store at komme efter, så jeg gik roligt i seng. Desværre kunne jeg kun sove til kl. 4 om natten/morgenen, hvor fuglene vågner, og hanerne galer (og telte er meget lidt lydtætte!), men sådan er det at bo i telt, og jeg er så småt ved at vænne mig til, og sætte pris på, det :)
- comments