Profile
Blog
Photos
Videos
Ottende dag på overlandssafari - Spitzkoppe
Vi forlod Swakopmund og kørte et par timer nordpå. På vejen gjorde vi et stop ved et 'krystal-marked'. Namibia har mange specielle sten i undergrunden (bare ikke diamanter), og dem sælger de rundt omkring på små markeder. Jeg var nu ikke specielt imponeret, og det var der vist heller ikke andre, der var, for ingen købte noget. Kort efter vi har forladt krysalmarkedet, ser vi en mand stå og vifte på vejen (som i virkeligheden mere er et spor!) og en bil ved siden af, der tydeligvis er brudt sammen. Manden fortæller, at de har ventet siden i går på, at der skulle komme nogen. Inde i bilen ligger en anden mand og sover, og han har åbenbart HIV og skal på hospitalet til behandling. Jeg tror ikke rigtig, vores guider stoler på mændene (der kun havde omkring 5 minutters gang til markedet), for så havde de nok ringet efter hjælp, men de gav dem i hvert fald et par dunke vand.
Bagefter kørte vi ud i noget, der virkelig må kaldes ødemarken. Der var ingenting - udover natur og bjerge - i flere kilometer, og det, der lå inden for en 10 km radius, var blot få, spredte blikhuse. Vores camping site var så primitivt, at der hverken var toilet, bad eller vand, så det eneste, vi havde, var det, vi selv havde medbragt. Kun et lille stykke fra vores camping site lå et område, hvor der var vægmalerier fra de oprindelige bushmen - omkring 1000 år gamle. Det siges, at bushmændene drak et eller andet, der fik dem i en form for trance, og i denne trance ville de så male de dyr, de troede, de ville fange i dagene efter. Det var meget sjovt at se, men desværre var meget af det utydeligt, fordi det har været udsat for sol, vind og vejr i så mange år.
Om eftermiddagen var vi fire drenge, der besluttede, at vi ville bestige et nærtliggende bjerg. Så vi fyldte vores rygsække med masser af vanddunke og begav os afsted i eftermiddagssolen. Turen viste sig dog at være noget hårdere end beregnet, og flere gange var nogle af os ved at komme galt afsted - heldigvis uden at det gik helt galt. Udsigten var dog helt fantastisk de omkring 400 meter, vi kom op, og vi kunne vitterligt intet se, udover den afrikanske natur. Sammenlagt tog det os omkring 3,5 time, fra vi forlod campen, til vi var tilbage, så det var lang tid for de forholdsvis få meter, men det er virkelig svært at kravle rundt over gigantiske sten og gennem tykt buskads.
Da solen var ved at gå ned, siger vores chauffør, TJ, lige pludselig, at han kan se noget bag en busk, kun 50 m fra os. Alle rejser sig op og kigger efter busken, og der er ingen tvivl om, at vi kan høre lyde fra et eller andet dyr. Vi kan også se noget bevæge sig, men det er ikke umiddelbart til at sige, hvad det er - bare at det er stort og gulligt. Vi havde fået at vide, at der var en leopard i området, og da vores camp lå i midten mellem to mindre bjerge, var vi alle ret oppe at køre, da det sagtens kunne være et sted for en leopard. Langsomt kommer halvdelen af dyret frem bag buskadset, og pludselig kommer hele kroppen til syne, og vi kan se, at det bare er David, New Zealanderen, i et tigerkostume, og han er ved at dø af grin. Hele turen havde han snakket om, at vi skulle se tigre, og det sørgede han så for, at vi gjorde :)
Lige pludselig, på et tidspunkt, da det er blevet mørkt, står der en ung, sort mand midt i vores camp med små ting, han vil sælge til os. Det var virkeligt underligt, for vi var vitterligt uden for lands lov og ret! Han begynder at sludre med os, og det ender med, at han blev der aftenen ud og sad med os rundt om bålet - meget snaksagelig fyr, og selvom han virkede harmløs, stolede jeg ikke rigtigt på ham, for han løj bl.a. om sin alder og sådan.
Om aftenen havde jeg besluttet, at jeg ville sove uden for - det er meget rarere hernede, fordi teltet lige giver 3-5 grader ekstra, og det er i forvejen rigeligt varmt! Jeg måtte dog hurtigt opgive, da det havde dryppet lidt om aftenen, og det lokker virkelig kryb og insekter frem, og de gik i mine sko, hoved og hår, så det var simpelthen for ulækkert. Derfor lagde jeg mig ind i bussen og sov dér.
Morgenen efter stod jeg og Hervé, fra Schweiz, tidligt op, da vi ville se solopgangen fra et af de små bjerge ved siden af os. Desværre var det først, da vi var kommet derop, og solen var kommet en anelse frem, at vi kunne se, at det var fuldstændigt overskyet, og der var derfor ikke meget at se, så vi gik tilbage til lejren. Lige nu er vi på vej til Etosha, hvor vi skal være et par dage - der er ikke noget som en 9-10 timers køretur i 35 grader i en bus uden aircondition :) Landskabet har ændret sig noget, og her er meget grønt og mange træer, hvilket faktisk efterhånden er en rar afveksling fra ørkenen!
- comments