Profile
Blog
Photos
Videos
Fjerde dag på overlandssafari - trekking i bjergene
Dagen startede tidligt, da vi skulle ud på en 9 timer lang køretur, så vi spiste morgenmad kl. 6 og kørte derefter afsted. Det viste sig dog slet ikke at være så skidt, at vi kom tidligt afsted, for meget af turen gik igennem et kæmpe naturreservat, og da dyrene er mest aktive, når det er køligt, så vi både springbok, gemsbok, strudse og zebraer på vejen. Desuden så vi solopgangen på vejen, og landskabet var ekstremt flot, så den lange køretur var slet ikke så slem endda. Vi ankom til vores camp site omkring kl. halv fire, og efter en kort tur til poolen besluttede en sydkoreaner og jeg at gå en tur i bjergene, der lå kun omkring en halv times gang fra vores telte. Vi gik en tur på omkring små to timer, og det var vildt flot at se udsigten deroppefra. Det sjove ved Namibia er, at der er rigtigt mange bjerge, men der, hvor der ikke er, er landet helt flat, så fra en bjergtop kan man se utroligt langt ud over græsstepperne. Det var en fed tur, men også meget varm!
Lige på den anden side af stengærdet, der afskærmer vores camp fra 'bushen' har vi nogle små Timon-lignende dyr rendende rundt i deres underjordiske huler, og der er hele tiden mindst én 'på vagt', der stikker hovedet op for at holde øje med, om der er fare på færde, så det er meget hyggeligt at sidde at se på.
Jeg kæmper en konstant kamp med pladsen her. Det er godt, vi kun er 11 mennesker i en bus, der er lavet til 24, for det betyder, at vi hver især har et sæde til alt vores grej, og jeg kan bestemt ikke have mit i det rum i den bagerste ende af bussen, der er blevet tildelt mig. Derfor er hver dag en kamp, for når man skal ind og have noget fra skabet, må man have det hele ud (for af en eller anden grund ligger det, man skal bruge, altid bagerst i rummet!) og derefter ind igen - og man skal trods alt have fat i en del ting i løbet af en dag. jeg skulle nok ikke have taget så meget med, men omvendt er jeg glad for ikke at være i nogle af de andres situation, hvor de næsten ikke har tøj nok med, for der kommer til at gå omkring 10 dage mellem muligheder for at vaske tøj.
Jeg er heldigvis havnet i en god gruppe, hvor folk kommer godt ud af det med hinanden, og der er masser af snak på de lange køreture. Om aftenen sidder vi som regel alle i en rundkreds ved vores telte og snakker, drikker et par øl og hører musik, så stemningen i gruppen er rigtigt god. Man kan tydeligt se, hvor meget det betyder, for én imellem camper vi ved siden af andre grupper, og i nogle af dem sidder folk hver for sig uden at sige et ord, og de ser ikke just tilfredse ud. Når man ser det, bliver man endnu gladere for sin egen gruppe!
- comments