Profile
Blog
Photos
Videos
Dag 11 - Windhoek
I dag ventede der en lang køretur (omkring 8 timer), og med tømmermænd efter i går aftes, var det slet ikke sjovt - overhovedet! Vi lå alle ned i bussen og forsøgte at sove det hele væk, og det var først, da vi gjorde et stop midtvejs, hvor vi fik noget junk og cola, at vi langsomt begyndte at blive mennesker igen!
Vi ankom til Windhoek, Namibias hovedstad med omkring 800.000 indbyggere, ved 2-tiden om eftermiddagen og fik nogle timer til at spadsere rundt i byen. Windhoek er en meget vestlig by, hvor der er pænt og rent på gaderne, næsten ingen tiggere, og hvor alle husene er meget velholdte - der er nærmest ingen slum her, og man føler sig meget sikker på gaden. Da Namibia oprindeligt (inden Første Verdenskrig) var en tysk koloni, er stort set al skrift her på tysk, hvilket er lidt spøjst, når man er i Afrika :)
Jeg gik rundt med David (New Zealanderen, og vi havde siden Swakopmund forsøgt at finde et sted, hvor man kan købe et lille trofæ og få indgraveret det. Idéen var, at vi ville bilde de andre ind, at vi havde vundet "Månedens turistpris", fordi vi havde indleveret en pung, vi havde fundet på gaden. Efter lang tids søgen fandt vi så et sted, og vi købte en lille pokal og fik trykt teksten "Best tourist, January 2012, Dept. Of Tourism, Namibia" - sindssygt påfund, men meget sjovt, og det bedste var, at vi faktisk fik overbevist de andre om, at det var officielt, så nu tror de, at vi er blevet kåret til månedens turister i Namibia :)
Om aftenen skulle vi ud og spise på en lokal restaurant - det var noget af en oplevelse! Selve stedet var dekoreret som en mindre jungle, og man sad ved lange borde under stråtag. Det var helt vildt fedt lavet! Her fik vi også, for første gang, rigtigt smagt på noget 'game-meat'. Jeg bestilte en tallerken med tre bøffer på hver omkring 100-150 gram. Der var struds, gemsbok og springbok, og det smagte helt vildt godt. Selve tallerkenen var anrettet med de tre bøffer, nogle meget finthakkede kartofler (sindssygt sprøde) og i midten en snaps, som de havde sat ild til - Namibian Bush Fire hed det på menukortet, og det var det uden sammenligning bedste måltid, jeg har fået i Afrika indtil videre! Jeg smagte desuden noget krokodille, som en af de andre havde bestilt, så jeg kom vidt omkring :) Selvom vi syntes, maden var lidt dyr, løb det samlede måltid (med 1 L øl) faktisk kun op i 180 namibiske dollars (omkring 150 kr., så egentlig var det vel ikke slemt med alt det kød).
I dag skal vi så igen ud på en lang tur (omkring 8 timer igen), og vi skal sige farvel til Namibia og kører i stedet ind i Botswana, så det bliver spændende at se, hvad de har at byde på dér :)
- comments