Profile
Blog
Photos
Videos
Vi stod tidligt op, for vi skulle mødes kl. halv syv for at få smidt vores bagage ind i bussen. Da vi havde gjort det, kom der en mindre bus og hentede os - vi skulle på 'townshiptour', dvs. ud og se et af de områder, der oprindeligt havde til formål at huse de sorte, der arbejdede i storbyerne (der var forbeholdt hvide under apartheid-styret). Det township, vi skulle se, Laga, er et ganske almindelig township med omkring 50.000 mennesker (udelukkende sorte) på et meget lille område. Men det var helt forskelligt fra det, man ser på tv. Der var naturligvis områder af townshippet, der var ekstremt fattigt, og hvor folk boede i blikskure. Men der var også områder, hvor der boede succesfulde sorte i pæne, velholdte huse (de kalder selv de områder i townshippet for 'Beverly Hills). Det interessante ved turen var dog, at man faktisk slet ikke følte sig utryg ved at gå dér. Folk virkede faktisk rimeligt ligeglade med os, og til gengæld er stemningen relativt god, for som vores guide, der selv bor i selvsamme township, forklarede, hjælper man hinanden rigtigt meget med at se efter hinandens børn osv. Det var derfor en noget anderledes oplevelse, end det man normalt får af de afrikanske 'slumområder'. Vi spiste også frokost i et nærliggende område og smagte noget øl, en af kvinderne i townshippet havde brygget (men det må de nu godt beholde selv!). Derefter blev vi kørt tilbage til vores bus, hvorefter vi kørte ud af Cape Town og op langs vestkysten. Det var en fantastisk køretur på omkring 6 timer sammenlagt med fantastisk natur og store bjerge. Det er spøjst, at bare man kommer en time fra Cape Town, så er man virkelig ude af civilisationen, og der går timer imellem, man ser andre biler eller byer. Landskabet er ekstremt tørt og meget kuperet, men virkeligt flot. På turen spottede vi også vores første eksotiske dyr - en bavian, der kravlede rundt et par hundrede meter fra bussen.
Flere steder langs vejen står der også nogle meget mærkelige, men tilsyneladende 'officielle' skilte med teksten "No hooting - oustriches getting laid". Vi ved ikke helt, hvordan det skal forstås, men vi har fået meget sjov ud af dem :)
Vi stoppede for dagen på en vingård i Trawal (der ligger så langt ude på landet, at der under byskiltet reklameredes med, at de havde en ATM), hvor vi først slog vores telte op og derefter hoppede direkte i poolen, for den sidste del af turen var det omkring 35 grader i skyggen, og bilen har ingen form for aircondition eller køling, så selv vores vand har samme temperatur :)
Derefter stod den på smagning af den vin, der dyrkes på farmen - seks forskellige hvid', rød-, rose- og mousserende vine samt en afrikansk udgave af portvin og et stort ostefad - 60 rand! Det var ikke så dumt efter en lang køretur og med en solnedgang og bjerge i baggrunden!!
Herefter grillede (braai, som de selv kalder det) ejeren af vingården noget fisk for os, som smagte enormt godt. Der blev drukket et par øl, og da klokken blev elleve gik vi så i seng, for vi skulle være klar til at køre kl. 07.30. Lige inden vi gik i seng, var der en New Zealander, der fik øje på to skorpioner omkring 30 meter fra vores camping site, så teltene blev også lige grundigt gennemgået, inden vi for alvor gik til ro. De var dog ikke dødelige, beroligede chaufføren os, men at blive stukket ville gøre allerhelvedes ondt i flere dage, så vi følte ingen trang til at gå for tæt på! Det var dog ikke helt let at sove, da det var ekstremt varmt, så de fleste af os sov bare i et meget tyndt lagen og vågnede så til gengæld klokken fire om natten, hvor temperaturen var faldet til 15 grader - man skal lige vænne sig til at sove i telt :)
Menneskerne, jeg rejser med, er ekstremt flinke! Det er en skæg blanding; vi har folk mellem 18 og 40 år og folk fra Tyskland, New Zealand, USA, Australien, Sydkorea og Schweitz (og Danmark, selvfølgelig). Vi er allerede blevet så godt rystet sammen, at fire af dem, efter vinsmagningen(!), besluttede at hoppe nøgne i poolen, så man kan vist roligt sige, at isen er brudt :)
- comments