Profile
Blog
Photos
Videos
"Man kan vænne sig til meget" og "Hvad man ikke dør af, bliver man stærkere af" er to ordsprog der i et par dage har givet genlyd i mit hoved. Ikke fordi jeg normalt har så meget til overs for dem. Måske fordi man faktisk aldrig har brug for at bruge dem hjemme i lille rare og trygge Danmark. Men i denne tid vil jeg gerne tro på dem.
Livet er langt fra dårligt. Der skal jo meget til førend sådan en selv-destruktiv vending egentlig er en realitet. "Always look on the bright side of life" siger jeg tit til mig selv. Nej nej. Livet er bare.... livet er en tilvendingssag. Og lad mig sige med det samme. Man kan vænne sig til meget, om end ting tager tid.
Det var lige lidt livsfilosofi og lidt moralprædken. Jeg vil forsøge at forholde mig informativ uden at blive for abstrakt i resten af indlægget, men de første par dage her det nye sted har virkelig sat mange tanker i gang i mit ellers så store, men tomme og sorte, hoved.
Siden sidst er jeg jo flyttet ud af "det udvidede hotel" der lå i campus ved universitet. American Golf And Tennis Academy hed den nye destination.
Fredag d. 10. februar var så dagen, hvor de første spæde skridt blev taget mod den nye tilværelse skulle vise sig.
Aftenen forinden havde budt på "farewell-dinner" som bl.a. inkluderede overrækning af dimplomer for fuldførelse af den teoretiske del af TEFL-course. Det diplom har jeg naturligvis allerede fået væk. Spørg mig ikke om, hvordan jeg gør. Det er bare noget, jeg er født med.
Herefter skulle vi videre. Normalt når man går ud, er det for at fejre et eller andet. Sådan er det ihvertfald i mit hoved, så jeg ved ikke om vi fejrede, at vi ikke skulle se hinanden mere. Nå, men det var ihvertfald sjovt!
Vi tog på et dejligt sted her i Beijing, der hedder "Helen's". Kommer læseren selv til Beijing, kan dette sted iøvrigt anbefales. Drikkevarer er billige, og de laver også mad til fornuftige priser. Vestlig mad, som for mange var begyndt at komme i høj kurs. Dog ikke for mig, men jeg er jo også det perfekte menneske med tilvænningsevne som en kamæleon.....
Men på Helen's viste det sig at være en times "open mic". De to første performers ville blive belønnet med 10 øl hver. Der var en mikrofon og en guitar. Og den opmærksomhedshungrende skribent tog faklen og spillede ca. ti numre (inkl. Midt Om Natten - dansk kulturopdragelse i Kina. Næste skridt må være leverpostej og så ytringsfrihed og demokrati.). Dette scorede mig så 20 øl til gruppen. Og her ville jeg jo gerne kunne skrive, at en sød lyshåret dansk pige med blå øjne (og svaghed for musikere eller dem der i det mindste prøver) som også boede i Beijing efterfølgende faldt i snak med undertegnede, udvekslede telefonnumre og aftalte en date. Men den historie er vist bare en skrøne ..
Og tilbage på sporet...
Natten mellem torsdag og fredag var lang. Scott, som jeg boede med, skulle rejse allerede kl. 4.00 om natten, så han havde bestemt sig for ikke at sove. Det var dog meget hårdt ved den gode amerikaner. Der var en god håndfuld, der skulle tjekke ud kl. 4.00 mens alle os andre skulle tjekke ud kl. 9.00. Jeg valgt at gå i seng, da jeg kom hjem ved 2.30 tiden, for der ventede en stor og sikkert lang dag om lørdagen. Jeg gik i seng og gav Scott en krammer, mens han var på vej i bad, og jeg var på vej i seng. Jeg sover kun i undertøj og Scott går nøgen i bad, så det blev en krammer med fransk inspiration. Men når man nu er sikker på sin seksualitet, så kan man da lige så godt mærke, man lever.
Jeg blev vækket mange gange i løbet af natten. Jeg tror mange tog en all-nighter. Fx lå norske Line Berger pludselig oven på min dyne for at sige farvel, inden hun tog afsted kl. 4.00. Ha ha .. Læste det lige igen, og det må på ingen måde forstås metaforisk det "farvel", det var helt bogstaveligt.
Og døren gik op og i et par hundrede gange. Det blev ikke til meget søvn den nat. Men sådan skal det vist bare være. Heldigvis skulle jeg ikke køre i tog i 30 timer, som mange andre skulle, for at komme hen til deres nye sted.
Jeg vågnede op alene i værelset, da Scott jo var taget afsted. Selvom vi kun nåede at bo én måned på det sted, var det allerede blevet lidt hverdagsagtigt, og det var særdeles hårdt at stå op og holde sig vågen efter badet, men at forlade det gav også en mærkelig smag i munden. Her ville jeg normalt have skrevet en plat kommentar som: ".. det skyldes dog måske at jeg havde børstet tænder i det meget mærkelig tandpasta, jeg har købt herovre" men jeg undlader, da dette er et emotionelt og lidt sensitivt øjeblik på bloggen her.
Vi blev alle kørt over til en anden campus, hvor alle de andre engelsklærer (dem som tog kurset på nettet) holdt til. Her blev vi hentet af Esther, som er en slags kontordame her på stedet og vores kontaktperson. Vi kørte en times tid og pludselig var vi i en lille snusket og vist ikke ret ren baggård. Dem som man altid ser i dokumentarer om Kina. Men her skulle vi altså bo. Nå! Det var så kulturchock #1!
Vi fik hevet vores kufferter op af de 5-7 små men meget beskidte trin. Den ydre ståldør (i stil med en beskyttelsesdør fra Øst-Tyskland) og så den almindelige dør blev åbnet. Bang! Kulturchock #2. Ingen vinduer i stuen. Møghamrende og ubeskriveligt beskidt (se billede (før/efter rengøring)), gammelt og rustent. Specielt toilettet lignede en katastrofe. Det såkaldte køkken var også meget beskidt og i hjørnerne var der helt sort. Vi smed dog kun lige vores kufferter, da vi skulle videre.
Herefter blev det til frokost, registrering på den lokale politistation og så en tur hen til skolen. Det tager ca. 20 min. at køre ud til skolen fra hvor vi bor. Her mødte vi resten af personalet. Skolen er meget lille. Ikke fysisk - langt fra, men hvad angår antallet af elever. Der er vist omkring 50 elever, men skolen og dens område er abnormt.
Kulturchock #3 indtraf også, da vi hørte om skolen. Skolen er først og fremmest en militær skole og så er dem meget ambitiøs. Derfor er den også meget streng. Der er også regler, vi skal føgle som undervisere. Det er regler der i mine ører lyder lidt obskure, men "This is China". Om end de to øverste i hierakiet er fra henholdsvis Spanien og Amerika.
Vi kom lidt sent hjem, hvorefter vi fandt det nærmeste supermarkedet, som i øvrigt er kæmpe. Det er nærmest en Bilka, dog er priserne overkommelige. Ellers bare tidligt i seng om aftenen.
Jeg bor sammen med en svensk pige der hedder Olivia.
Lørdag d. 11 februar gik med rengøring. Vi startede med en tur ned til supermarkedet og købte masser af rengøringsudstyr. Jeg gjorde rent i 3 timer, og det hjalp gevaldigt, men der stadig er meget meget beskidt. Nu er det dog tåleligt at opholde sig der. Weekenden gik hurtigt med masser af 'ingenting' og masser af søvn.
Ugen er gået - og nu er det allerede torsdag. Hvad er der så sket? Absolut intet. Skemaet er ikke fastlagt endnu og det reele semester begynder først mandag d. 27. februar. Dette betyder at vi bare sidder på kontoret og kan lave lige, hvad vi vil. For mit vedkommende har det betydet masser af surfing på nettet, ansøgninger om boliger i Århus og masser af computerspil. Dagene er lange, og jeg skal med bus hver dag, for at komme herhen. Det tager ca. 20 minutter i bussen. Der er et meget mystisk og meget kinesisk system ude ved frontporten, som gør at kun visse personer kan komme igennem. Jeg har endnu ikke forstået hvem, hvad og hvorfor og jeg tror heller ikke at skolens eget personale har. Derfor skal man samles op af en lille bus, for at blive kørt igennem porten og de ca. 200 meter op til hovedindgangen. Bussen venter på personalet (6 styk inkl. os) ca. kl. 7.40. Dette betyder, at jeg altså skal med bussen kl. 7.20. Det tager heldigvis kun 5 minutter at gå hjemmefra. Så jeg skal hjemmefra kl. 7.15, hvilket betyder op kl. 6.30. Vi har fri kl. 17 hver dag, og 10-15 minutter går der, før vi er ude ved busstopstedet. Det betyder at jeg har været hjemme ca. kl. 17.45 hver dag. Ja, det er meget lange dage, synes jeg. Og nu laver jeg endda ingen ting på kontoret, så når jeg reelt set begynder at arbejde, bliver det da helt vanvittigt. Jeg er på farten i ca. 10½ time hver dag. Dette betyder dog også, at jeg de sidste par dage allerede har været i seng kl. 21.30/22.00 fordi der simpelthen ikke er mere energi.
På første dag (mandag d. 13. februar) var jeg dog ude og stå på ski i to timer! Der ligger nemlig et lille skisportssted ca. 200 meter fra skolen, og det skulle jeg da prøve, mente de. Også fordi det nok lukker i næste uge pga. temperaturen, som begynder at liste sig op over frysepunktet om dagen. En storslået oplevelse, og jeg var langt bedre, end jeg husker. Så naturligvis faldt jeg ikke en eneste gang....... altså mens jeg kørte på ski..... kun da jeg skulle med (transportbånds)liften.
Men er det hele så i virkeligheden så skidt? Man kan jo vænne sig til meget. Og lejligheden begynder med små skridt at virke mere og mere som hjem. Det skal jo bare fungere. Hverdagslivet er ikke rigtigt begyndt på skolen endnu, så jeg kan ikke rigtig sige noget, men jeg tror, der er potentiale til at dette ophold kunne blive succesrigt, hvis man selv er omstillingsparat, og jeg gør, hvad jeg kan for at holde humøret højt, hvad end der sker.
Så betragt mere prologen som værende en cliffhanger. Jeg har det fysisk godt. Jeg har fx stadig ingen problemer med mavesystemet, selvom jeg synes, jeg gør, hvad jeg kan for at udfordre den med mad fra gadekøkkenerne og alt muligt underligt. Mentalt har jeg det også fint, om end jeg stadig er inde i en tilvendingsperiode og der går nok en lille uges tid, før det begynder at blive rigtig hjemmeligt. Måske mest fordi det er så fremmedartet, og lejligheden er så kinesisk. Det går nok. Det skal gå!
Det område vi bor i er heldigvis meget opløftende. Der er simpelthen ALT, hvad man skal bruge lige i nærheden. Masser af restauranter, banker, specialbutikker, en cofee shop, en biograf og busstopsteder. Der ligger endda et Wanda Plaza (stort shopping center) og Bajiao Amusement Park (Tivoli) lige i nærheden. Metrostationen ligger kun 10 min. væk, så området er helt perfekt. Vi bor endda i et lidt mere stille område, lige præcis langt nok væk fra alt liv til, at der er ro lige der, hvor vi bor, så selve området er eminent, og jeg kunne ikke have ønsket noget bedre. Så alt i alt er det godt nok, og at det hele er så autentisk fremmer blot den kulturelle oplevelse. (Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.)
Jeg tror , jeg har fået lettet mit hjerte for denne omgang. Takker for jeres interesse og fordi I læste med.
Pas på jer selv og husk og få set noget Champions League for mig.
Kh Mads
P.s. billeder begynder så småt at være tilgængelige på min Flickr profil: http://www.flickr.com/photos/madshovgaard
- Men bemærk følgende:
Censurering i Kina --> Æder båndbredde --> Hammer ustabilt internet -->Tærer på Mads Hovgaards tålmodighed --> Dropper at lægge billeder op.
Kausalitetskæden for uploadning af mine billeder eller mangel på samme..
- comments