Profile
Blog
Photos
Videos
Første beretning fra Kina.
Efter at være blevet droppet i Billund i torsdag af Ole og Rasmus gik turen til Amsterdam.Alt forløb fint til vi kom ombord på den lille Fokker 70 der skulle bringe os til Amsterdam. Lennon var bestemt ikke tilfreds med at være ombord og skreg i ti minutter - trak et andet barn med sig der også begyndte at skrige. Og det tiltrak sig en del opmærksomhed. Endelig stoppede han og kort efter lettede vi. Herefter var der ikke de store problemer i den retning og han klarede det fint.
På flyet fra Amsterdam til Beijing lykkedes det os at få en lift til ham og modsat Helen og jeg nåede han syv timers søvn inden vi landede rettidigt kl. 08.55 kinesisk tid.Men der gik næsten en time med at komme ud af lufthavnen. På flyrt kom Helen til at sidde ved siden af en kinesisk pige der var på vej hjem. Boede normalt i Irland med hendes belgiske mand men var nu med mikset barn på vej på ferie i Kina. Og hvis vi troede vi slæbte meget var det ingenting. Vi måtte hjælpe hende i lufthavnen med at få samlet al sin bagage sammen og hvordan hun nogensinde har fået så meget med på flyet er en gåde.Lige netop som vi var klar til at gå ud løb vi på den sidste forhindring - al bagage skulle scannes. Ikke en særlig fed fornemmelse når man er bevidst om at samtlige regler for import allerede er brudt. Men vores bagage gled igennem uden bemærkninger og var en del lettet. Jeg er sikker på der ikke var nogen der sad og så på skærmen eller også så de en film på skærmen men vi slap ud.
Her blev vi mødt af Helens yngste onkel - tante og fætter og en af Helens veninder der bor i Beijing der blot forbi for at sige goddag og hilse på. Herefter gik turen med bil til Tianjin - en køretur på mere end 100 kilometer tog på en varighed af niere end tre timer - men også dette stod Lennon igennem til UG. Alt i alt har han indtil nu klaret det rigtigt fint.
Kæden hoppede lidt af i går da vi ankom - vi tog direkte hen og besøgte familien og jeg fik fornøjelsen af at hilse på Helen forældre og brødre - den enes bror datter (Lennons kusine) og den anden bror kommende kone. Men da Lennon kom ind i stuen kom der fart over feltet og alle skulle se - høre - røre og holde - alt sammen akkompagneret af meget meget høj tale - så var det nok og han fik demonstreret at han minimum kan nå samme DB som der tales med her. Men ikke noget at sige til det. Han var lidt stresset efter turen - træt og trængte som os andre også til lidt hvile. Og der blev rykket en del i ham. En overgang var jeg bange for der skulle ryge en arm eller et ben af men også dette klarede ham. Hvis han er vokset n år vi kommer hjem er det fordi han er blevet af de kinesiske familiemedlemmer der trak ham i hver sin retning.
Herefter blev vi kørt til hotellet -fik pakket ud - fik et bad - skiftet tøj og hvilede lidt. Herefter gik turen tilbage igen - denne gang med alle de gaver vi havde medbragt og der er kun en ting at sige til - juleaften bliver aldrig det samme igen. Der var rigtig mange pakker men begejstringen var stor. Og de faldt i god jord. De flasker jeg havde medbragt fra min far til Helens far gjorde ikke bare lykke men også et stort indtryk. Gaverne har nok optaget ca. 80% af vores bagage og jeg kan med sikkerhed sige det ikke er mit tøj der fylder i bagagen. Jeg råder på denne tur og tre par bukser - tre par strømper - tre par underbukser og fire T-shirts.Kun et par sko og så toiletsager så der blev pludselig plads i kufferterne igen. Men det varede ikke længe. Vel tilbage på hotellet kom Helens forældre forbi. De havde lidt gaver vi skulle have med hjem. Og der var en del. Hvordan vi får det her med hjem vides ikke endnu men vi skal helst ikke stoppes i tolden. Og jeg har gaver med hjem til alle medlemmer af familien - Ole - Mona - min søster - mine forældre og de kan godt begynde at glæde sig. Hvis jeg kommer helskindet gennem tolden.
I samme ombæring kom Helens bror hed to store kasser - den ene indeholdende en barnevogn og den anden indeholdende en seng. Ting vi havde bestilt hjemmefra og som vi efterlader til næste gang. Madrassen havde vi selv med. Planen for aftensmad var at vi skulle ud at spise med Helens forældre på en lille restaurant i nærheden af hotellet. Hendes onkel havde imidlertid en anden plan. At hele familien skulle spise på hans regning på en anden restaurant. På det her tidspunkt havde vi været vågne i mere end 24 timer og jeg var ved at være grydeklar - trængte i den grad til søvn - det samme gjorde Lennon og Helen. Men af sted tog - typisk og simpelt kinesisk måltid og så hjem. Men det udviklede sig.
Vi fik et lokale for os selv - et rundt bord med en glasplade der kunne dreje og så blev der sat mad ind - se billederne - jeg talte op til 18 retter og der var meget i overskud der vi var mætte. Alkoholen var medbragt og i Kina er det helt normalt.
Jeg fik at vide at Lennon skulle jeg ikke tænke på hvorefter han blev mandsopdækket af Helen mor og de to tanter. Jeg tror ikke engang der bliver passet på den amerikanske præsident på samme måde. Så jeg slappede af og spiste og drak det der fandtes passende. Min bror havde aldrig overlevet det her og Mie ved det.
Efter et timer endte vi og vendte tilbage til hotellet godt mørbankede. Vi fik en god nats søvn og var friske her til morgen. Programmet for i dag lyder på frokost hos Helens anden onkel - nudler i stor stil og så Helens fars 60 års fødselsdag i aften. I morgen søndag fejres med lidt forsinkelse Lennons første 100 dage så der er ikke meget tid til at falde af på den.
Oplevelserne her er mange og der sker sædvanen tro en masse hver gang med går ud af døren og også meget der trodser enhver beskrivelse. Mere herom senere.
Det her er min 14ende tur til Kina og det vil sige jeg nu har krydset det asiatiske kontinent ikke mindre end 27 gange og jeg kan stadig ikke vænne mig til. Lennon har nu krydset det en gang men lur mig om han ikke kommer til at gøre det mange gange i fremtiden.
Det er naturligvis ham det handler om og med det syn man har her på børn og da ikke mindst "blandede" børn får han en opmærksomhed jeg ikke har set tidligere - og en del gaver. Men næsten overalt hvor vi kommer (supermarked - restaurant m. m) vækker han en del opmærksomhed med sin lyse hud og de brune øjne. Jeg tror Helen er blevet stoppet næsten ti gange af mennesker der vil vide hvordan han er blandet. Helens familie er naturligvis en del op at køre over ham og det fjerner en del opmærksomhed fra mig J - men alt i alt indtil nu er alt forløbet planmæssigt.
Samlet status er at hvis man lider af eksamensangst - er nervøs før en personlig samtale så skal man prøve at møde en kinesisk familie og være ham udlændingen gerne vil se og snakke med. Men lige nøjagtig sproget er et problem - kun Helen taler engelsk og det kommer en del underlige episoder ud af. Som f. eks når jeg sidder med hendes far og hendes onkler - snakken går og jeg forstår ingenting - heller ikke selvom de taler MEGET tydeligt kinesisk. Så kan jeg ligeså godt tale dansk. Det gør ikke den store forskel.
Peter fra Tianjin - Nordøst Kina -
- comments
ole Flot beskrivelse - næsten som at være der selv - så det dækker fint mit behov for den slgs oplevelser.