Profile
Blog
Photos
Videos
It's Kili time - Make the most of it.. And so I did
Denne blog både starter og slutter med et citat. Første citat er taget fra under en køjeseng i hytte 5 i Horombo midt på Kilimanjaro:
Lykke Eybye
Denmark
Uhuru Peak
2010
Her kommer forhistorien til, hvordan citatet endte der:
Mandag morgen ringede alarmen klokken 06.00 efter en nat med urolige drømme og mange vågne øjeblikke. Klokken 7.00 kørte Nadia, Gaspar og Michael mig til Soko-kontoret. Her fik jeg udleveret en rygsæk, som hurtigt blev fyldt med lejet udstyr fra Soko samt mine egne ting. Lidt senere ankom Stine og derefter kørte vi så mod Moshi. På vejen samlede vi Tim og Lut op og så gik turen ellers mod Marangu-porten.
Day 1:
I Marangu blev vi ordentlig introduceret til vores guider John, Omar and Athuman (udtales som Osman - men i virkeligheden ville han hellere kaldes M&M - Mountain Madness). Selvfølgelig kunne de ikke udtale mit navn - så resten af turen gik jeg under navnet Bahati, hvilket betyder "luck" på Swahili (og egentlig er et drengenavn).
Efter at have skrevet under på et eller andet formelt papir begyndte vi vores lange vandretur ind i Kilimanjaro National Park. Den første dag gik vi ca. 4 timer i regnskov. Her var utrolig flot og et dejligt klima. Omkring klokken 16.00 ankom vi til Mandara huts, hvor vi skulle overnatte. Vi blev indkvarteret i en hytte og derefter fik vi te og popcorn og efter afslapning i hytten og området omkring stod den på aftensmad. Vi havde vores egen kok med (Soko-Sebastians bror), Roman, som lavede helt fantastisk mad til os hele turen igennem. Derudover bestod vores grew også af 9 "almindelige" portere, to opvaskere og en skøn tjener, Freddie (med kælenavnet Mlulu), som bare var helt fantastisk sjov og hjælpsom - om end ikke så god til engelsk. Ved hytterne mødte vi hurtigt mange andre turister, der var på samme tur som os. Bl.a. et engelsk par, 3 svenske kvinder, en australsk mand og en gruppe bestående af 50 englændere, der var på firmatur med forsikringsselskabet, deloitte. Herefter fandt vi hurtigt ud af, hvor vigtigt det var, at stå tidligt op og komme af sted før denne kæmpe gruppe - så udtrykket "the English are coming" blev brugt en hel del..
The Lord of the Rings 4:
Tirsdag morgen stod vi op til varmt vand, som porterne bragte til os i små røde skåle. Det var dog mest Lut, der benyttede sig af det, da vi andre ikke rigtig mente et bad var nødvendigt, når man sådan var på friluftslivstur. Herefter fik vi morgenmad - omelet, pølser, pandekager, ristet brød, frugt, juice, te, kaffe, kakao osv. J
Turen i dag stod på ca. 6 timers gåtur, hvor vi gik fra regnskov til lidt mindre skov og derefter et ret øde område, med få små buske, store sten og fantastisk udsigt - de kaldte området "Moorland" - vi kaldte det "Mordor". Op til turen havde vi joket med, at lege "Ringenes Herre", da Kilimanjaro jo er en gammel vulkan var det oplagt at have en ring med på turen, som vi ville smide i vulkanen. Vi glemte ringen, men rollespillet levede videre. Vi fik hurtigt fordelt de fleste af rollerne: Jeg var Legolas (pga. det lyse hår), Tim var Aragon (fordi han er så sej), Stine var Pippin (fordi hun kunne sangen), Lut var Gandalf (fordi hun ser så gammel ud - dog er hun overraskende nok kun 52 - hun havde heldigvis ikke forstand på ringenes herre, så vi bestemte for hende), vores head guide, John var Frodo, kokken var Sam, Athuman var vist dværgen og Omar var nok ikke helt klar over hvad vi havde gang i.
Halvvejs denne dag, begyndte det at regne. Det var ikke så rart at finde ud af, at det lejede regntøj ikke just var vandtæt og at porterrygsækken ikke havde noget regnslag. Men vi nåede da heldigvis frem til Horombo huts, hvor vi kunne tørre vores ting, da vi skulle tilbringe de næste to nætter samme sted.
Zebra rocks:
For at vænne os til den tynde luft havde vi valgt at betale for en akklimatisationsdag, hvor vi altså skulle blive på samme sted en ekstra dag. Da det er en god idé at gå lidt op og derefter ned igen, hvis man vil undgå højdesyge, gik vi en lille tur op mod noget, der hedder Zebra Rocks, hvor et stort stykke sort klippe har fået hvide striber pga. kalk. Her byggede Tim sig et stentårn, hvilket er en mzungu-tradition på bjerget. Derfra gik vi op på en bakke, hvor der var en fantastisk udsigt fra. Vi kunne se både Mawenzi og Kibo, som er to ud af de tre toppe, Kili har - hvoraf vi skulle op på Kibo, der er den højeste.
Eftermiddagen tilbragte vi på et træplateau, hvorfra vi havde en helt fantastisk udsigt ned mod Moshi by. Tim havde sin lommekniv med, så vi fik "hurtigt" fikset en "ring" ud af træ. Det var et fælles projekt, så vi snittede alle lidt på den og selvom den eneste finger, ringen kunne passe på nok skulle have samme tykkelse som sytråd og at ringen mest af alt lignede en småkage, var vi alle meget stolte af vores projekt, der bragte en vis "Emil Fra Lønneberg-stemning" frem i, i hvert fald de tre yngste af os.
Point of no return:
Endelig kom den længe ventede og frygtede dag. Vi skulle gå til Kibo huts, som er sidste stop inden summit day. Jeg var efterhånden begyndt at kunne mærke den tynde luft i form af besværet vejrtrækning selv ved den mindste bevægelse samt smerte i lungerne. Men generelt var hele vores gruppe ret heldig hvad angår højdesyge - det eneste vi mærkede var den besværede vejrtrækning, let hovedpine og manglende appetit.
Vi gik den flotteste tur nogensinde i et meget fladt og øde landskab med skøn udsigt mod Kibo, som var fuldstændig dækket af sne. På vejen mødte vi mange som var på ned fra toppen. Bl.a. den australske mand, som jeg havde snakket med tidligere. Han havde nået toppen, selvom det havde sneet kraftigt hele natten. Dette gjorde os en del nervøse for den kommende nats vejr.
Vi nåede Kibo huts ved middagstid og herefter snuppede jeg en lille morfar inden tidlig aftensmad og sengetid. Klokken 23.00 blev vi vækket og efter at have iført mig 1 par støvler, 2 par strømper, 3 par bukser, 4 trøjer/jakker, 2 par vanter, halsedisse, pandebånd, hat og pandelampe gik turen mod toppen. Vi var utrolig heldige med vejret, da himlen var fuldstændig klar og fyldt med stjerner og vinden minimal. Vi havde indtil videre været gode til at følges ad, men den sidste dag var SÅ stejl og så højt oppe, at det ikke kunne lade sig gøre. Så Omar, Lut og Tim gik i forvejen, mens John og jeg samt Stine og Athuman dannede bagtrop. På vej op til toppen af krateret - Gilman's Point - var jeg parat til at give op. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det var bælgmørkt, "stien" var utrolig stejl og fyldt med sten, der rutsjede væk under os, jeg havde næsten ikke sovet og det var umuligt at tage mere en to bitte små skridt uden at hive efter vejret. Jeg pressede mig selv op til Gillman's Point, hvor jeg havde håbet på at se solopgangen og derefter gå ned. Men "desværre" var det for koldt til at vi kunne blive der, så John pressede mig videre. Jeg var efterhånden så udmattet, at jeg råbte af ham på dansk og vrissede, når han ikke ville lade mig holde pause. Men han bar min rygsæk og jeg satte iPod'en i ørerne og på en eller anden måde nåede vi lige pludselig (/efter endnu 2 timers elendighed) Uhuru Peak, 5895 m. over havets overflade, Afrikas højeste punkt, toppen af verdens højeste fritstående bjerg, fredag d. 5. november 2010 klokken 06.35. Siden vi vågnede om aftenen havde jeg aldrig i min vildeste fantasi troet, at det var muligt. Jeg kan slet ikke beskrive hvordan det var. På en måde var jeg utrolig skuffet - al den anstrengelse bare for at se et skilt. Og samtidig var det alt det, jeg nogensinde havde turdet håbe på. En skøn følelse af uovervindelighed og sejr kombineret med den smukkeste udsigt, solopgang og kæmpe gletsjere. Når jeg tænker tilbage på det nu, føles det hele som en drøm og jeg får helt tårer i øjnene.
Nedstigning
Efter at have pakket alle tingene sammen i Kibo-hytten gik det ellers nedad. Jeg endte med at gå næsten hele vejen fra Kibo til Horombo alene. Det var skønt. Høj solskin og det største smil jeg nogensinde har præsteret. I Horombo fik jeg endelig signal på min telefon og ringede straks til det lille land i nord.
Vi var alle utrolig trætte og en eftermiddagslur og tidlig sengetid, var lige hvad vi havde brug for. I mellemtiden havde det desværre vist sig, at Stine havde fået lidt vand i lungerne, så hun var faktisk ret så syg. Englænderne havde en læge med (som by the way har bestiget Kili 5 gange indenfor et år - crazy) og hun hjalp heldigvis Stine. Inden sengetid skulle vi udregne drikkepenge til hele holdet, hvilket viste sig at være en større matematikopgave. Vi endte med et godt resultat - synes vi selv - og dagen efter delte John penge ud og vi kunne hver især give ekstra personlige drikkepenge. Jeg stak min porter, Hamza, 20 kr. Han var simpelthen så sød hele turen igennem, og hver gang jeg følte en bølge af selvmedlidenhed skylle indover mig, kiggede jeg på en porter eller tænkte på Hamza, der bar min kæmpe rygsæk samt sine egne ting og evt. en kæmpe pose på hovedet eller nakken.
Lørdag stod vi op 5.45 - for "På bjerget er der ingen tid - når det er lyst, er det dag, når det er mørkt er det nat." og derefter gik vi gennem "Mordor", skov og regnskov indtil vi endelig kom ned til porten og ud i virkeligheden igen.
Efter gruppebillede samt afsked med portere osv. kørte vi til Moshi, hvor vi spiste frokost på en restaurant. Her fik vi vores første Kilimanjaro øl (eller KILLINGmanjaro, som Lut kalder det nu) efter turen samt vores fine diplomer, der fra nu af er mit kæreste eje. Det var rigtig rart at være nede blandt civilisationen igen - selvom det tog os omkring et halvt år at krydse gaden.
Tilbage i Mateves
På Soko-kontoret blev vi modtaget med knus og kram af de ansatte og efter et farvel til guiderne hentede Nadia mig i en taxi. I går aftes stod den på glædeligt gensyn med alle børnene og søstrene samt det længste og bedste bad i hele Tanzanias historie. Nu sidder jeg i skrivende stund og håber på, at mine fødder langsomt heler sig selv, imens hele min krop gør ondt, mit ansigt er voldsomt forbrændt af solen (undskyld mor) og Sister Leonarda henter kaffe og brød til mig, da hun mener jeg ikke kan gå - hvilket er delvist sandt.
Den sidste uges tid har været den hårdeste fysiske udfordring, jeg nogensinde har været udsat for, det har været helt igennem ubeskriveligt fantastisk og jeg gør det aldrig igen - i hvert fald ikke indenfor de næste par år.
Det jeg muligvis har lært af denne tur er:
- At presse mig selv derud, hvor det ikke burde være menneskeligt eller fysisk muligt
- Samt at sige:
- Baridi sana (meget koldt)
- Nimechoka (jeg er træt)
- Poa ge cheesy kama ndizi dani ya fridgy (jeg er ligeså cool, som en banan, der har været i køleskabet)
Citatet, som denne blog slutter med, er taget fra en turistsang, som vi hørte et par gange eller 3 på turen:
"Kilimanjaro, Hakuna Matata…"
- comments
Lykke Til ære for frk. Overgård kommer her svarene på mine pakkespørgsmål fra sidste blog: 2 par vanter var nok, men et 3. par blev pakket ned og lånt ud. 3 pakker vådservietter var mere end rigeligt og kun 2 ville nok have været at foretrække. Håndklæde var ikke livsnødvendigt, men alligevel rart at have med, da ansigtet faktisk blev vasket én enkelt gang. Og angående toiletbesøgende, var der lommeletter nok til 200 gange, men kun ca. 85 blev brugt. Dog er antallet af gange, der blev tisset svært at medregne, da der også blev pudset næse med de omtalte lommeletter samt, at der af miljømæssige grunde ikke blev benyttet papir, når tisseriet foregik i det fri bag en busk..