Madforgiftning??

Ved 2-tiden igår pakkede Nadia og jeg vores tasker og drog mod byen. Inden da havde vi spurgt vores Sister Flora om hvornår vi skulle være hjemme (Jason fra kontoret havde fortalt at søstrene altid gav deres frivillige en ret stram curfew). Men hun sagde blot "whenever you like".. Så vi gik herfra lettere forvirrede.

Vi kom dog med DallaDalla'en uden problemer, selvom det vist var lidt grænseoverskridende for Naida at være tvunget til at tilbringe det meste af køreturen siddende ovenpå mig. Men vi nåede frem til Shoprite, hvor vi mødtes med Glory. Hun lavede den første feedback på os (altså for at høre hvordan vi har det og om alt er som det skal være). Den anden feedback klares efter en lille måneds tid. Men der var ikke de store problemer at berette om, da alt indtil videre har gået fint. Vi begik os derefter mod kontoret, hvor vi skulle til den såkaldte Cultural Workshop.

Dog var det ikke helt det, som vi havde forventet af en workshop omkring kulturelle forskelle. Den rette titel var vist nærmere "Kønsroller i kulturelle sammenhænge inkl. meget billedligt indslag omkring omskæring af de kvindelige kønsorganer". Da vi ankom var kontoret fyldt med en 20-30 frivillige. Vi satte os i en rundkreds sammen med en af de lokale host-mødre, som skulle stå for workshoppen, som fandt sted for første gang hos Projects Abroad. Vi startede med en simpel præsentationsrunde og så gik hun ellers igang. Hun var medlem af en gruppe, der kæmpede for kvinders rettigheder og hele foredraget endte egentlig med at handle mest om den tanzanianske kulturs undertrykkelse af kvinder. Til sidste sluttede hun af med en meget livagtig figur, der viste de kvindelige kønsdele før og efter forskellige former for omskæring samt ved fødsel efter omskæring.

Da jeg indtil nu af uforklarlige årsager havde haft lidt ondt i maven og kvalme, gjorde dette seminar mig ikke just bedre tilpas. Det endte faktisk med at en amerikansk pige besvimede i sin stol. Jeg holdt mig dog ved bevidsthed.

Efter denne, også for kontorets folk, lettere bizarre oplevelse blev vi mødt af flere frivillige, der havde gjort klogt i ikke at møde op til workshoppen. Vi fyldte herefter to DallaDallas og kørte til Shanghai Restaurant, der er en kinesisk/japansk/whatever restaurant i Arusha. Her sad jeg bl.a. ved bord sammen med en dansk pige og jeg fandt ud af, at vi faktisk er en del danskere med Projects Abroad i Arusha lige nu. Alle var utrolig søde og det var skønt at møde så mange, der er i præcis samme båd som en selv. Vi er en stor del, der lige er ankommet - så det er dejligt.

Efter maden, som var helt fantastisk, fik jeg det endnu værre. Så jeg var glad for, at vi snart skulle hjem. Vi delte en taxa med to danske piger, der bor i Kizungo, en by lidt længere ude end os. Taxa-chaufførene hernede er ikke helt til at regne med, så kontoret har numrene på nogle, de kender personligt. De kan dog vise sig heller ikke at være helt pålidelige altid. Engang var en mand dukket op personligt, efter de havde ringet efter ham - han havde dog lige glemt at tage sin taxa med. Og en anden har det med at være en smule beruset, når han kører om aftenen/natten. Men hernede kører de alle ret vildt, så det mærker man sikkert slet ikke.

Vi blev hentet af en, som mente, man sagtens kunne køre mindst 80 km/t over diverse speedbumps (som de har ret mange af) samt store huller i vejen. Dette var ikke just en rar oplevelse for min efterhånden dårlige tilstand. Da det nu var blevet utroligt mørkt formåede vi at køre forbi vores vej først, så vi fortsatte til Kizungo med Nanna og Lis-Marie, og derefter kunne vi køre tilbage til vores hus.

Dagen i dag har for mit vedkommende foregået i sengen. Jeg har ikke været voldsom syg eller noget. Men har bare haft kvalme og lidt ondt i maven samt været utrolig træt. Søstrene har været rigtig forstående, og de har da også kigget lidt ind til mig. Det var rigtig dejligt. Jeg har det efterhånden bedre, hvilket jeg er rigtig glad for. I morgen har vi nemlig planer om at mødes med en stor gruppe af de frivillige og sammen med Regan fra kontoret skal vi så gå lidt over 7 km. op mod Mt. Meru og se et eftersigende flot vandfald. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Både at komme ud og opleve noget, men også til at mødes med de andre igen.