Profile
Blog
Photos
Videos
Internet igen..
Fredag: Vi skulle som sagt tilbringe weekenden i Moshi, så efter endnu et besøg i Shoprite gik vi de andre piger i møde med en pose fuld af vand, slik og kiks. Vi gik hen på busstationen og sagde:"Moshi" og derefter blev der råbt og skreget fra alle sider, om hvor vi skulle gå hen. Vi kom ind i bussen, hvor vi ventede på at den skulle blive fyldt og køre til Moshi. Der gik en masse sælgere rundt og forsøgte at sælge alt fra tyggegummi til legetøj ind gennem vinduerne til os. Skørt.
Vi nåede Moshi klokken 19.00 og det var allerede bælgmørkt, så vi tog en taxa til hotellet for at være på den sikre side. Det viste sig så at ligge 500 meter nede ad gaden. Vi tjekkede ind på to 4-mandsværelser på Kilimanjaro Backpackers Hotel og efter en hård forhandling med en (skæv) receptionist sparede vi hele 4 kr. pr. overnatning hver. Efter en hurtig aftensmad i hotellets restaurant gik vi tidligt i seng, da vores ven i receptionen ville skaffe os en guide til klokken 7.30 dagen efter.
Lørdag: Vi stod tidligt op og spiste morgenmad (ristet brød, marmelade, smør, kaffe, te og vandmelon. Ikke noget vildt, men alligevel mere mættende end søstrenes pap-toast og GRATIS). Herefter var vi klar til vores guidede udflugt til Marangus vandfald. Det var vores guide bare ikke. Vi ventede i baren, hvor vi havde udsigt til Kilimanjaro og endelig klokken 9.15 dukkede guiden op.
Udsigten til Kilimanjaro..
Så tog vi ellers en dalla til Marangu. Halvvejs valgte den dog at bryde sammen på vej op ad en bakke. Men kein problem - efter 2 sekunder kom en splinter ny Toyota og samlede alle mzunguerne og deres guide op. Den nye bus var dog en del mindre end en almindelig dalla, så vi sad i lag mens vores guide stod op med hovedet ud af soltaget. På forsædet blev Louise klemt ind ved siden af en mand, der havde medbragt en hel bøtte vatpinde og valgte så at rense sine MEGET beskidte øre i bussen..
I Marangu startede vi med at bestille frokost, så vi var sikre på, at de havde noget mad i byen, når vi kom tilbage fra vandfaldet. Ellers gik vi afsted mod Ndoro vandfaldet, som heldigvis ikke var ligeså stejl og anstrengende tur som Mt. Meru vandfaldet. Ved vandfaldet, som var super flot, badede de 3 piger, der havde været kloge nok til at medbringe bikini. Vi andre soppede lidt og nød det dejlige solskin.
På vejen tilbage gik vi forbi en traditionel chagga-landsby, hvor vi hørte om stammen, som bor her ved Kilimanjaro. Og vi besøgte deres underjordiske huler, hvor de gemte sig for maasai'erne når der var krig mellem stammerne. Det var rigtig spændende, men også lette klaustrofobisk (især da vi fik besøg af en flagermus og så på at skilt, at den smalle gang fortsatte 125 km den ene vej).
Tilbage i Moshi fik vi lidt rundt i byen og efter en tur på det lokale marked ramte vi hotellet igen. Der var det tid til en lille lur og et bad. Aftensmaden indtog vi på en østrigsk inspireret restaurant, hvorefter turen gik mod La Liga - en natklub, som vi var blevet anbefalet. Her gav vi 40 kr. for entré (DYRT), men stedet var kæmpe stort. Bl.a. var der en udendørs biograf, udendørs bar og dansegulv samt en kæmpe scene, hvor alle mulige dansere optrådte foruden en almindelig indendørs natklub. Her blev der drukket alt for meget konyagi inden turen, efter et forgøves forsøg på at få pizza midt om natten, igen gik hjem til hotellet.
Søndag: Som I nok kan tænke, var søndag en hård morgen. 7 piger blev hurtigt til 5, da Louise var ramt af madforgiftning (/massive tømmermænd) og Nadia bare var lidt svag. Så de blev tilbage på hotellet, mens vi andre tog en dalla sammen med en guide mod noget, vi troede var en stor industriel kaffefarm med uendelige marker med snorlige rækker kaffeplanter og kæmpe fabrik. Efter 1 time i en slemt lugtende dalla på en meget ujævn vej var vores tilstand ikke just blevet bedre. Nu skulle vi så gå en halv time stejlt opad i varmt og fugtigt klima. Endelig nåede vi "kaffeplantagen", som viste sig at være en gammel mand og hans søn, der boede i et faldefærdigt hus omringet af små skure med en ko, en gris, et køkken/bålsted, toilet, høns og hunde foruden et par kaffeplanter og banantræer. Der lugtede af lort blandet med kaffe og dyr, hvilket gjorde min i forvejen negative indstilling endnu værre. Men vi fik set/prøvet alle stadier af hvordan man laver kaffe og det endte da med at være meget spændende.
Da vi skulle hjem ville guiden have os til at drikke den lokale banan-øl, Mbege, men vi takkede pænt nej og drømte i stedet om McDonalds
Den halve times gåtur var ikke så slem nu det gik ned ad bakke, men oveni den fik vi lige yderligere 45 minutter nedad, da dalla'en åbenbart ikke kører helt derop så tit. Men så fik vi da set en skildpadde på vejen.
Alt i alt var det en udmærket dag, der blev afsluttet med sen frokost på en indisk/afrikansk restaurant inden vi tilbragte 2 timer i bussen hjem til Arusha.
Mandag: Formiddagen stod igen på undervisning, hvilket for mit vedkommende stadig er forbundet med frustrationer og en lyst til at slå eleverne eller at græde og give op. Eftermiddagen tilbragte vi i Arusha, hvor vi fik fornyet vores internet.
Igår, tirsdag, skete der heller ikke det helt store - bare undervisning og afslapning. I eftermiddag har vi planer om at mødes med to danske piger, der bor tæt på os. Men nu vil jeg til time og håbe på, at eleverne forstår bare en lille smule i dag..
- comments