Afrejsedag, fra Accra til Berekum.

Tirsdag d. 19. februar blev vi hentet kl. 7 af Anthony og hans kone og datter. Der var sindssyg kø, surprise, hans datter kom næste en time for sent i skole, hun skulle have mødt kl. 8. Vi kørte til Osu til Anhotnys svigerfar og svigerfarens kone med vores kufferter, et lille mørkt skur med en lugt af indelukkethed. Svigerfarens havde intet sprog, kunne kun kommunikere ved lyde og lidt tegnsprog, og hans kone havde også meget begrænset sprog, kunne kommunikere ved få ord, som name, og ved at pege. Vi gik alene rundt på de nærtliggende gader, havde glemt solcreme, så Kamilla blev mega skoldet på skuldrene.

Kl. 13.15 blev vi kørt i lufthavnen, check in var fra kl. 13-14 og boarding fra kl. 14.25. Vi fløj til Kumasi kl. 15 i et lille spidsnæset fly, 20 personer. Da vi ankom til Kumasi lufthavn gik vi fra flyet og ind i venteværelset, hvor bagagebåndet fandt sted. For enden af båndet var en glasrude hvorigennem vi næsten kunne se ud til flyet. Personalet fik vores bagage ud af flyet, op på en stor vogn som de efterfølgende måtte skubbe over til ruden med det 10 meter lange bagagebåndet. Vi blev hentet af chauffør Domonic fra skolen: Nursing and Midewifery training school, i en flot, hvid firhjulstrækker med lædersæder og aircondition,. Turen gik ad de halvasfalterede veje gennem Sunyani, småbyer og mindre landsbyer med op til 130 kilometer/timen. Der blev dyttet flere hundrede meter i forvejen, så folk enten kom af vejen eller ikke gik ud på vejen, i stedet for at slippe speederen eller at bremse. Louise blev nød til at spørge ham om ikke han ville sætte farten ned, da Kamilla var blev skidt af turen - han satte herfra farten ned til 90-110 kilometer/timen.

Kl. 19.30 ankom vi til skole- og hospitalsområdet, her blev vi modtaget af mother Teresa som viste os til rette i vores 18 kvm værelse med seks skabe, to vinduer med tremmer, myggenet og glasplader for ruderne. Hun havde fået køkkenet til at tilberede aftensmad til os: Ris med kylling og salat med banan - nok mad til en helt familie, det var fint, appetitten er bare ikke så stor i varmen.

Vi fik pakket ud og faldt i søvn til unge afrikaneres sang, musik og dansen.

Første dag på Campus- og hospitalsområde.

Onsdag d 20. februar kunne vi heldigvis sove længe, men vågnede allerede klamt svedende kl. 7. Den første badeseance tog afsæt i en kæmpe forskrækkelse, Louise kom stormende ud af toilettet, da en stor fugl baskede om ørene på hende. Da Louise så træder ud i baderummet og lukker døren efter sig, råber hun panisk at døren uden håndtag er låst. Kamilla kommer farende fra baderummet ved siden af, og i sin iver for at komme Louise til undsætning er hun ved at stå på røv og albuer med alle badetingene. En ghanesisk pige fik hjulpet Louise ud ved brug af et reserve håndtag på muren bag. Efterfølgende gik Kamilla meget smart ind i rummet ved siden af, med håndtaget i hånden, for at se om døren derinde kunne åbnes - så blonde som vi nu engang kan være, og rigtig nok som nogen kunne have forudset, så kunne døren ikke åbnes. Louise fik dog fat i hjælp, denne gang af en ghanesisk dreng, som blot tog hårdt i håndstaget, grinede og skubbede til, åndssvage følte vi os. Vi fik taget det kolde bad vi havde ventet på, Louise måtte fange de få dråber fra bruserhovedet og jeg måtte krølle mig sammen under en vandhane i 30 cm højde.

Vi mødtes derefter med mother Teresa som fulgte os til Monicas kontor(rektor). Her snakkede vi plan for de næste par dage, gennemgik regelsæt for området. Vi fik mødte en masse vigtige personer, som vi kunne trække på ved behov. Vi blev vist rundt på hospitalsområdet, og så de forskellige afdelinger: General ward - male/female, Pediatric ward, Maternity ward, PHC (Puplic Health Center/Care) Dental and Eye ward, Emergency Room, Surgury and Fever unit.

Efterfølgende fik vi rundvisning i Berekum af mother Teresa og en chauffør fra skolen, herunder "supermarkede", markede med alt fra tekstik-plastvarer, grønsager og tørrede fisk. Senere efterfulgt af opvask og tøjvask på en primitiv måde.

Strømsvigt kl. 19, hvorefter der blev snakket, og lyttet på højlydt bøn og sang fra studerende fra kl. 18-20. Vi lagde os til at sove ca. kl. 22.15, og kl. 22.30 kom strømmen tilbage, timing is just everything.