Profile
Blog
Photos
Videos
Onsdag på hospitalet på medical ward 6 startede som det nu plejer med morgenrapport fra nattevagten, som iøvrigt er på arbejde fra kl 17.30 til kl 07.30. Det er godt nok nogle lange timer at være på arbejde. Når man fortæller dem, hvordan vagtplanen er herhjemme i Danmark, så ryster de lidt på hovedet og siger, hvordan man kan det, kun arbejde 8 timer! Det er lidt svært for mig at forstå, hvordan man kan arbejde så mange timer, men omvendt kan jeg godt forstå det, da det ikke er sikkert at gå rundt i byen om aftenen, derfor møder de så tidligt om aften og har fri om morgenen. Det bliver mørkt allerede kl 18.30 hernede og det bliver lyst kl ca 6.00 om morgenen. Efter morgenrapporten går vi rundt og siger hej til patienterne, så man kan danne sig et indtryk af, hvilken tilstand de er i og som en sygeplejerske sagde, at man jo lige skal tjekke, at de ikke er døde. Derefter deles morgenmedicinen ud, hvilket jeg var med til. Men jeg doserede ikke medicinen. Når man giver medicin, bliver det givet til de pårørende og så skal de sørge for, at patienten får medicinen, hvilket jo ikke helt passer sammen med vores måde at gøre tingene på i Danmark. For det første er pårørende i Danmark slet ikke lige så involverede i plejen som her og for det andet skal vi jo altid se patienten tage medicinen, ellers kan vi jo ikke signere for det. Det eneste medicin, sygeplejerskerne giver til patienterne, er medicin, som skal gives intravenøst (iv) eller intramuskulært (im). Fx bliver antibiotika givet pr IV i en forholdsvis stærk dosis og med det samme, ikke ligesom i Danmark, hvor der hænger en pose med væske og antibiotika, som bliver godt blandet og løber stille ind. Desuden bliver der ikke givet medicin til patienterne, hvis de ikke selv har været ude at købe det, der skal bruges, som hospitalet ikke har i deres lille udvalg.
Der skulle ligges venflon på en patient, som er lidt modstridig, han har ingen tale og modarbejder hver gang han skal have medicin eller andet. Det menes, at der er noget psykisk i vejen med ham. Jeg vil tro, at han har fået en blodprop i hjernen og har mistet sin tale og ikke kan forstå, hvad de siger til ham. De var 4-5 mand om at holde ham nede, så de kunne ligge venflonet. Da lægen havde lagt det, sprøjtede han en omgang saltvand hårdt ind og ignorede patientens smerter og fandt ud af, at det ikke lå rigtigt. Derfor pillede han det af og så prøvede de i den anden arm. Her fik de det rigtigt i og det gik som det skulle. Derefter blev der kaldt på konen, så hun kunne holde sin mand, så han ikke ville pille det ud igen. Hun bandt sin mand fast til sengen med den ene arm, så han ikke kunne pille i det. Under proceduren grinede de medicinstuderende, som hjalp med at holde, flere gange og det gjorde lægen også. Jeg synes simpelthen, at det er så respektløst og tydeligt imod mandens grænser. Men samtidig var det også nødvendigt, da patienten ellers ikke ville kunne få sin medicin. Ens etiske og moralske dilemmaer bliver hurtigt sat på prøve her.
Lidt senere havde de kaldt på en specialist fra børneafdelingen, som skulle ligge en nasalsonde på en mand, som var meget udmagret og ude af stande til at spise selv og var somnolent. Han havde ikke fået mad i 5 dage. De prøvede først mange gange med en meget stor sonde, en størrelse, som jeg ikke har set derhjemme. Jeg spurgte til, hvorfor de brugte så stor en str., hvilket var fordi, at man brugte det, man kunne få fat på. Jeg bliver gang på gang nødt til at huske mig selv på, at man ikke har de samme ressourcer hernede som derhjemme og at der er en grund til, hvorfor de gør tingene, som de gør. Da det ikke kunne lykkedes med den store sonde, prøvede man med en lille sonde, hvilket efter mange forsøg lykkedes. Jeg havde svært ved at se, hvordan han kunne være specialist, da jeg har set det gjort og har prøvet det selv hjemme i Danmark og det var helt sikkert ikke på samme måde, det blev gjort. Men om ikke andet, så fik han lagt sonden. Da de skulle starte ham op med at få mad i sonden, fik han lidt køligt mælk i sonden. Inden de giver maden, tjekker man om den sidder rigtigt ved at holde enden af sonden ned i et krus vand. Jeg ville ihvertfald ikke give mad til ham, da jeg ville tjekke det på en helt anden måde og jeg ville ikke føle mig sikker på, at den lå rigtigt. Desværre døde patienten et døgn senere :(
Torsdag morgen: Som før startede vi med morgenrapport, hilsen og medicingivning. Under medicingivningen gav en sygeplejestuderende forkert medicin til en patient, hvilket blev sagt meget stille til den sygeplejestuderende, patienten eller familien fik ikke besked og der blev ikke noteret nogle steder, at der var givet forkert medicin. Den sygeplejestuderende fik bare besked på, at hun skulle dobbelttjekke med sygeplejersken før hun gav medicin igen. Kort tid efter var den sygeplejestuderende på vej til at give væske med medicin i en pose gennem IV, da hun satte den til, gjorde hun ikke noget ved det luft, der var i slangen. Jeg skyndte mig at sige noget til sygeplejersken, som straks gik over og tog over og viste hende, hvordan man skulle gøre.
Derefter var jeg til møde med vores mentor James og nogle andre chefer inden for hospitalet. Derudover var vi os sygeplejestuderende fra Danmark, USA og nogle udvekslingsstuderende fra Nairobi. Vi fik undervisning i, hvordan man vasker hænder, attitude og meget mere. Det var da meget fint, men ikke noget, jeg ikke vidste i forvejen. Derefter blev jeg til noget undervisning om Family Planning, da hende sygeplejersken, jeg gik med på afdelingen skulle til det. Det var rigtig spændende, jeg nåede desværre ikke at være med til det hele. Jeg undrede mig dog over, hvordan et rum fyldt med sygeplejersker ikke kunne svare på et spørgsmål omkring, hvornår man som pige må begynde at tage p-piller. Derefter tænkte jeg meget over, hvordan vi i Danmark ved mange ting, fordi vi bl.a. har seksualundervisningen i folkeskolen og er rigtig glad for, at vi har sådan et system.
Fredag morgen mødte jeg ind, om natten var der 3 patienter, som var døde. Den ene var manden fra før med sonden og den anden en mand, hvor lægen havde sagt, at det bare var luft han havde i maven, da hun undersøgte ham dagen før. Der var i løbet af aftenen kommet en patient, som lider af epilepsi og så var han fange fra det lokale fængsel. Der var 3 fanger, som alle lå i senge ved siden af hinanden. De er spændt fast med håndjern fra et håndled til sengen. Jeg undrer mig over, hvordan man kan være så ligeglad med patienter og ignorerer dem så meget, bare fordi de er forbrydere. Jeg havde meget svært ved at se, at en patient, som lider af epilepsi og som havde et anfald, at man bare lader ham ligge og ingenting gør for ham. Lidt senere snakkede jeg med ham, hvor han fortalte, at han havde en voldsom halsbrand som følge af mavesyre. Jeg tog kontakt til lægen, som udskrev noget medicin til ham, som kunne hjælpe på symptomerne og patienten blev rigtig glad. En af de andre patienterne, som var en fange, led af store abstinens problemer, fordi han ikke fik sin heroin, som han var afhængig af inden han kort tid før var blevet anholdt. Heller ikke denne patient hjalp man, så han kunne holde abstinenserne ud. Nogle af sygeplejerskerne grinede bare lidt af ham.
Jeg vil sige, at jeg er overrasket over, hvor stor forskel, der er på den sygepleje vi giver i Danmark og så den man giver her på hospitalet. Jeg kan ikke rigtig få det til at stemme overens med de teoretikere, som jeg har lært at kende og elske fx Virginia Henderson, Joyce Travelbee eller andet. Jeg var med til at lave en sygeplejeproces med nogle sygeplejestuderende på en patient. Deres minder meget om det vi kender hjemmefra, dog med lidt flere punkter i. De lavede den meget godt og var rigtig glade for den hjælp jeg kom med og mine spørgsmål. Vi lavede det på patienten med sonden. Fx mht til ernæring, hvor man skal beskrive målet - her ville de skrive noget omkring at patienten skulle opnå at få nok mad, hvorefter at jeg spurgte dem, jamen hvad er nok mad og hvordan kan man måle på det. Det fik dem til at tænke og sammen fik vi lavet en god sygeplejeproces. Dog var jeg lidt skuffet over deres handlinger og evaluering, hvor de fx skrev i forhold til immobilitet, at patienten skulle vendes hver 2. time for at undgå tryksår, at det havde de gjort og at de oplevede at det hjalp. De havde ikke en eneste gang vendt patienten og jeg spurgte dem, hvordan de kunne skrive det på uden at gøre det, hvorefter, at de svarede, jamen det havde de jo ikke tid til og om vi virkelig vender vores patienter hver anden time! Jeg lærer virkelig at værdsætte det sygehusvæsen vi har, men samtidig er jegogså fascineret af, hvordan de kan få tingene til at fungere nogenlunde med så få ressourcer, som de har. Det får mig til at tænke på, om der er nogen af vores procedurer, som kunne laves om, så vi kan spare på ressourcer og tid.
Fredag var min sidste dag på medical ward og jeg sagde høftligt mange tak for oplevelsen og for deres åbenhed og at de ville besvare en træls danskers mange spørgsmål omkring, hvorfor de gør som de gør osv. Selvom det lyder meget forfærdelig alt det jeg skriver, så er det altså ikke kun dårlige ting, jeg oplever, det er bare dem, som jeg hæfter mig ved og som jeg tænker over og reflekterer over. De sagde, at de ville komme til at savne mig, hvilket jo varmer ens hjerte meget :D
- comments
Maria Frank puha ... det lyder som om i oplever en masse. Håber i har det godt. Mange knuz fra Maria Frank i det kolde dk