I denne uge var Mette og jeg på ward 10, som er en børneafdeling for børn i alderen 0-12 år. Indlæggelsesårsagerne er forskellige, det varierer fra meningitis, tuberkulose, malaria, HIV, underernæring, hjerteproblemer, lungebetændelse osv. Afdelingen er delt ind i underafsnit; Akut I, Akut II, Akut III, Akut IV og PEM. Imellem afsnittene er der en halvmur, der er 58 senge, dvs. plads til 58 patienter, men når der er travlt har de op til 90 patienter, så ligger der bare flere patienter i en seng. Patienterne i akut I er dem, som er mest syge, akut II næst mest syge osv. PEM (protein and energy malnutrition) er til de patienter, som er underernærede. Morgenen på afdelingen starter med, at vi møder ind kl. 7.30 og klæder om i et lokale, som er beregnet til sengetøj. Derefter går vi ud og venter på at de kenyanske sygeplejersker og sygeplejestuderende møder, så nattevagterne kan videregive information inden de går hjem. Ofte kom sygeplejerskerne og de sygeplejestuderende for sent, hvilket åbenbart er meget normalt hernede. Det ville ikke være gået hjemme i Danmark! Jeg kan også fornemme frustrationerne ved nattevagterne, som jo har været på arbejde siden kl. 17.30 dagen før og jo bare gerne vil hjem. En af dagene kom den første sygeplejerske ud af 3 først kl. 8.15, det må virkelig være træls at skulle vente på at blive afløst.

Så bliver der givet morgenrapport, som foregår ved at nattevagterne tager patient filerne med på en rullevogn til de forskellige afsnit, står og råber en patients navn op, så vi andre kan se, hvem det er og ofte vidste de ikke selv, hvem patienterne var. Jeg undrer mig lidt over, hvordan man kan skrive om en patient i en journal uden at vide, hvem de er. Så læser de op fra journalen, hvad de har skrevet og så går de til næste patient. Efter morgenrapport går de sygeplejestuderende i gang med at tørre nursing station og borde omkring af med vat, hvor der er sprit på og gør medicinvognen klar. Så går man ud med medicin, hvor paracetamol er fortyndet i noget væske og står i en vandflaske og er meget pink. Vitamintilskud er en gul væske i en vandflaske. Når patienterne skal have fra dem, trækker man mængden op i en sprøjte (samme til alle) og giver det til moren på deres ske, så de skal give det til barnet. Meget af medicinen skal patienterne selv købe, så tit kan man ikke give medicin. Det er hårdt at stå og se på den lange ordinerede medicinliste, hvor patienten måske kun får en ting, fordi de ikke har penge til at købe al medicinen.

Efter medicinrunder bliver der målt temperatur på børnene, som foregår ved, at de tager en overflade måling på barnets pande med en "pistol". Den oplyser så temperaturen. I det hele taget er det meget anderledes måder de tager temperaturer på hernede. For det meste bliver det taget aksilt (i armhulen), hvilket vi jo har lært er en meget upræcis måling. Når man fortæller, at vi måler rektalt hjemme, så griner de lidt af, at vi skal måle på den måde.

Så bliver der skrevet i journalerne omkring, at de har modtaget patienterne og i hvilken tilstand, temperatur bliver skrevet ind og lægens plan, som er skrevet tidligere i bogen, skrives ind. Når de beskriver, hvordan patienternes tilstand er, skriver man enten patienten er modtaget i en fair generel tilstand eller i en syg lignende tilstand. De beskriver ikke, hvordan patienten ser syg ud eller lignende. Det er langt fra, hvordan vi laver notater om patienterne hjemme i DK. De skriver fx heller ikke at patienten er stabil, da de jo ikke vil risikere at få en evt. skyld, hvis patienten så dør og de har skrevet patienten var stabil.

Efter at have gjort dette er klokken ca. 11 og så var der bare ikke mere at lave. Nogle af de sygeplejestuderende gik til frokost og sygeplejerskerne sad bare på en stol ved nursing station. Da jeg spurgte dem, om der ikke var noget jeg kunne lave fik jeg bare at vide, at der var ikke mere at lave. Så fra 11 og til jeg havde fri, kunne jeg bare sidde og glo ud i luften. Det blev godt nok for kedeligt nogle gange, så Mette og jeg sørgede for at holde os i gang med at læse omkring nogle af de sygdomme, vi var støt på og lave balloner af vores handsker og tegne ansigt på til nogle af børnene.

En sygeplejerske, som jeg ville kalde afdelingssygeplejersken, er en rigtig venlig mand. Han hedder Stanley og han er helt vildt god til børn. Han er endnu bedre til at ligge venflon på børn. Når de medicinstuderende har prøvet nok gange, kalder de på ham og så gør han det i første forsøg. Det er helt vildt, så let han får det til at se ud. Han siger selv, at det skyldes erfaring og interesse.

Den første dag vi mødte på afdelingen kom en af nattevagterne gående med et dødt barn i armene, det er første gang, jeg har set et dødt barn. Det må godt nok være hårdt, kan slet ikke forestille mig, hvor forfærdeligt det må være at miste sit barn.

En patient, som rørte mig dybt, var en ung dreng på 9 år. Han hedder Michael. Han har været på afdelingen i snart 6 måneder og får dagligt blodtransfusioner. Han venter på en knoglemarvs transplantation, men problemet er, at det åbenbart kun gøres i Sydafrika og familien har ikke penge til at sende ham af sted. Moderen døde for et lille stykke tid siden og faderen bor langt væk fra hospitalet, så han kan ikke være der for sit barn, da han er nødt til at arbejde. Han kommer, når han kan. Michael var ligesom fast inventar på afdelingen og var et dagligt smil på læben :) Han var næsten altid i godt humør og drillede meget gerne. Han får lov til en masse, som man ville have forbudt hjemme i DK. Fx måtte han være ved nursing station, han hjælper til ved nogle procedure, fx når de tager blodprøver på andre patienter osv.

En anden patient, som også rørte mig, var en lille nyfødt pige på en uge, som var indlagt med en lungebetændelse. Hun var født med en ganespalte af den værste slags nærmest! Moderen tog sig ikke rigtig af barnet, så barnet var blevet underernæret og dehydreret. Moderen var afvisende overfor barnet og havde meget svært ved at acceptere det. Jeg var sikker på, at hun havde fået sig en fødselsdepression, hvilket sygeplejersken gav mig ret i, men de gjorde nu ikke så meget ved det andet end at snakke lidt med hende om hendes barn og barnets behov. De forsøgte flere gange at ligge nasalsonde på barnet, men pga. ganespalten kunne de ikke få den lagt rigtigt. Efter nogle forsøg afviste forældrene at få det gjort, dog ville lægerne gøre det imod deres vilje dagen efter hvis barnet ikke fik noget at spise i løbet af dagen. Barnet var den sødeste lille pige, som havde nogle fantastiske øjne. Hun var så interesseret i al ting og hun græd næsten ikke. Jeg snakkede med sygeplejersken om de ikke kunne hjælpe barnet med ganespalten, hvilket de godt kan, da der er en organisation, som sponsorerer denne form for operation (ellers er det også en dyr udgift). Jeg håber virkelig inderligt, at moderen får det bedre og kan tage sig af sit barn og at barnet får det bedre og en operation, så hun kan få en mere lovende fremtid!

Jeg oplevede også nogle lidt mere sjældne sygdomme såsom nefrotisk syndrom (en nyresygdom, hvor en stor mængde protein tabes gennem urinen), Fallots tetralogi (medfødt hjertefejl 4 steder i hjertet) og osteogenesis imperfecta (genetisk sygdom, hvor der er øget knogleskørhed og lav knoglemasse, som resulterer i en masse knoglebrud). Det har også været rigtig spændende at møde patienter med disse sygdomme og se hvad der karakteriserer de sygdomme.

Weekenden stod på hygge! Lørdag stod Mette og jeg op og tog på stranden. Vi tog en matatu til hospitalet og derfra en matatu videre, hvor vi stod af ved Mombasa Beach Hotel for det var her Matatu chaufføren troede vi skulle af. Heldigvis kunne vi lidt længere nede gå forbi hotellet og ned til stranden. Da vi kom ned til stranden var udsigten simpelthen bare fantastisk!! Men vi nåede kun at nyde det 2 sekunder og så kom den første strand sælger og snakkede til os. Vi sagde høfligt nej tak og gik videre, så kom den næste sælger og han blev ved med at snakke til os og fulgte efter os. Imens vi gik hen ad stranden, kom de næste sælgere. Hele den første time kom der sælgere og ville sælge os ting og vi var begge ved at gå ud af vores gode skind!! Hehe.. Så fik vi heldigvis noget tid for os selv og kunne nyde det dejlige vejr! Det var så lækkert at komme ud og svømme. Det at få vand på hele kroppen samtidig var fantastisk, det er ik noget man prøver så meget, når man tager klatvask ved værtsfamilien. Da vi havde været på stranden i 5 timer, drog vi hjem igen, det var godt nok træls med alt det sand man havde fået på sig! Da vi ankom til værtsfamilien, skiftede vi tøj og tog med Lillian (moderen) ud at handle. Vi skulle jo lave dansk mad til dem til frokost dagen efter. Vi fik handlet det hele ind og kom hjem igen og slappede bare af resten af aftenen. Søndag stod vi som sædvanligt op og vaskede tøj, som jo foregår i hånden! Det er godt nok hårdt og det er jo sindssygt så meget man kan komme til at svede af det. Derefter gik vi i gang med at lave dansk mad til frokost til familien. Vi lavede hakkedrenge med bløde løg/champignon, kartofler, bønner og paprikasovs. Familien var helt vilde med det og faderen elskede sovsen så meget at han bad om mere 3 gange og slikkede tallerken ren, da han var færdig. Sønnerne spurgte også om vi ikke kunne lave mad lidt oftere. Under madlavningen fik drengene smagsprøver på gul og orange peberfrugt, det har de aldrig smagt før, men de synes også det smagte super godt. De smagte også champignon, men var meget skeptiske over for det og om de ikke ville blive syge. Men de blev overtalt og synes for øvrigt godt om det også!