Så kom dagen endelig, hvor vi skulle starte på hospitalet i Mombasa ;) Det hedder Coast Province General Hospital og ligger i byen i Mombasa. Vi tager en matatu om morgen for at komme derhen, det tager ca. 10 min. Vi mødte igen ved Director of Nursing's kontor og skulle vente på at få besked på, om vi kunne starte. Vi ventede og ventede, der gik 2 timer, før James (vores mentor) kom for at sige, at tilladelsen ikke var kommet endnu. Men han ville lave en undtagelse for os og lade os starte alligevel. Vi gik så op på den afdeling, hvor vi skulle være her den første uge.

Mette og jeg skal først være på medicinsk afdeling for mænd i en uge. Det er delt ind i ward 5 og 6, som er på hver sin side. Det er en stor sal, hvor sengene er linet op side på side. Udenfor afdelingerne er der en gang, hvor der er halvtag over, men ellers er det udenfor i åben luft. Her er der patienter med tuberkulose og dem som har diarre og/eller opkast. Det er deres med at isolere patienterne på, da de ikke rigtig har andre muligheder. Patienterne har forskellige sygdomme såsom malaria, HIV, tuberkulose, kardio vaskulære sygdomme, tumor i hjernen m.m. Det er en blandet landhandel ;)

Vi ankom til afdelingen og klædte om i et rum, hvor folk kunne se ind udefra og døren kunne kun lukkes udefra, så man skal stikke sin arm ud gennem døren, hvor der har været et vindue, hvor der sidder en rest, som man kan skære sig på. Alt er meget slidt og gammelt. Vinduerne på afdelingen er alle åbne, da det ellers bliver for varmt. Det betyder, at fugle også kan komme ind, så der er tit små fugle inde og krager, som sidder på vinduerne og larmer. Der er en nursing station, hvor de kan sidde og holde øje med alle patienterne. De patienter, som er dårligst, ligger i senge tættest på, også dem, som har behov for ilt, da der kun er ilt et sted.

Der kom en patient næsten lige efter vi var ankommet til afdelingen, som var rigtig dårlig respiratorisk, så han kom hen til ilten, hvor han selv skulle flytte sig fra en kørestol over til sengen selvom man kunne se, han var helt udmattet. Et godt stykke tid efter, gik en sygeplejerske hen til ham og gav ham en brugt iltmaske på. Alle ting bliver stortset genbrugt, jeg går ud fra, at det er fordi, der ikke er penge til at kunne gøre det anderledes.

Vi blev bedt om at gå med på læge stuegang, som også er meget anderledes end i Danmark. Her går man rundt til hver enkelt patient, snakker hen over hovedet på dem og diskutere, hvad de fejler, hvor de nærliggende patienter nemt kan høre, hvad der bliver sagt. Der er en afdelingslæge, 8-9 medicin studerende, en sygeplejerske og måske nogle sygeplejestuderende såsom mig. Nogle gange er der også en konsulent læge, som stiller spørgsmålstegn til lægernes forklaring af patienten og kommer med ideer til, hvordan de kan finde ud af, hvad patienten fejler, hvis de ikke ved det.

Den første dag, gik Mette og jeg sammen bare for lige at få et billede af og overblik over tingene og have en at dele sine tanker med. Der var en sygeplejerske, som gik og testede patienter, som ikke har fået det gjort, for HIV. Vi fulgtes lidt med hende, hvor hun fortalte os åbenlyst, så andre kunne høre det, at den og den patient var negativ eller positiv. Der var en patient, som var positiv og konen skulle have besked, så hun også kunne blive testet. Manden fik beskeden, da han lå i sengen, hvor andre kunne høre det. Konen kom med ind på et værelse, hvor der ikke var nogen stol eller noget, hvor hun blev testet og fik besked inden for 5-10 min. Hun var også positiv. Det var en hård måde at få besked på, at man har en kronisk sygdom.

Vi observede mest den første dag, flere gange oplevede vi at det med tavshedspligt ikke blev overholdt. Fx da vi var i gang med at teste kvinden for HIV, begyndte sygeplejersken at fortælle om en anden patient, som ikke ville have taget HIV testen fordi han nok havde noget kørende uden for sit forhold.

Da vi havde fri fra sygehuset blev vi hentet af Eric, og så kørte vi til et indkøbscenter, hvor vi handlede ind til frokost de næste par dage og handlede ind, så vi kunne lave en overraskelse til Eric, fordi han havde fødselsdag. Vi købte ind til bananasplit og familien synes det smagte super :D

Tirsdag d. 8/5, altså i dag, tog vi igen på sygehuset og klædte om og i dag gik jeg på ward 6 og Mette gik på ward 5. Dagen startede med morgenrapport fra nattevagten, derefter gik vi rundt og hilste på patienterne for at se, hvordan de havde det. Så skal man skrive det i patientfilerne, som skrives i hånden i en mappe. Derefter var der læge stuegang, hvor jeg gik lidt med, derefter gik jeg med en sygeplejestuderende, som delte medicin ud til patienterne, det er godt nok også en anderledes måde at gøre det på. Medicinen står i æsker i en meget beskidt og slidt vogn, hvor der er skrevet i hånden, hvad der er i dem og det står meget hulter til bulter! Jeg vil ikke have ansvar for at give medicin til nogle patienter, når jeg ikke ved, hvad jeg giver dem.

Så gik vi alle 6 sygeplejestuderende til møde med James (vores mentor), hvor vi skulle blive enige om, hvilke afdelinger osv. vi skulle være på. Vi starter med en uge på medicinsk, så en uge på børneafdeling, så en uge på MCH, hvor børn får vacciner osv. Det bliver så spændende.

Da jeg kom tilbage til afdelingen, var der 2 patienter, som var rigtig dårlige. De blev kørt op frem tæt på nursing station og den ene blev rigtig dårlig og havde lange apnø perioder. Der blev forsøgt meget lidt og dårligt førstehjælp og patienten døde kort tid efter. Under et kvarter senere blev den anden også rigtig dårlig og døde også hurtigt, der blev her ydet lidt mere førstehjælp, da patienten var ung. Det var en hård oplevelse, men også lærerig. Konen til den sidste stod ved siden af og græd og var meget påvirket af det hele, der blev ikke taget hensyn til hende overhovedet, hverken før, mens det skete eller efter. Lægen sagde heller ikke til konen bagefter, at manden var død eller gav nogen besked overhovedet. Lidt senere var jeg med til at gøre patienten i stand, hvor tøjet tages af og de vikles ind i et lagen. Det var en underlig oplevelse, især fordi jeg aldrig har set nogen dø før, men også fordi jeg følte mig så hjælpeløs og magtesløs, jeg ville gerne have gjort noget eller at de havde gjort noget mere for dem, men jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne have gjort det.

Det var alt for denne gang.. Nu må vi se, hvad der kommer til at ske de næste dage :)