11. december: Op at flyve.

Vågner til lyden af vores to yngstes stemmer. Trods det tidlige tidspunkt, fører de allerede en meget filosofisk samtale. Det handler om intet mindre en skabelse. Om Gud, der skabte lyset og om Biblens beretning om skabelsens forskellige trin. Og om den mere darwinistiske version. "Ida tror på aberne", siger Agnes. Og Agnes og Kristian diskuterer det synspunkt en tid. Men hvordan hænger sammen med Biblens historie, hvor alting bliver skabt til sin bestemte tid, og om mennesket, som Gud puster sin livsånde ind i? De bliver enige om, at uanset hvad, så har Gud jo skabt det hele - også aberne. Åh, de er så kloge at høre på, de unger. Men træerne gror jo ikke ind i himlen, og mennesket består som bekendt af ånd OG støv, så den fysiske verden gør sig pludselig gældende, da ungerne ikke kan blive enige om, hvem der har mest af dobbelt-dynen på og et skænderi begynder at udvikle sig: "f*** dig, pis-potte!" Så kender man gængen igen. Men da det er overstået er den filosofiske diskussion tilbage på sporet med nye spørgsmål: Hvor var Gud henne inden skabelsen? Og er Gud blevet skabt eller hvordan? Derefter bevæger samtalen sig i retning af universet og astrologien. Vi er oppe i de høje luftlag igen.

Apropos højere luftlag, så skal vi helt bogstaveligt talt op at flyve i dag. Vi flyver i et lille fly op over de turkisfarvede søer, og vi ser, hvordan deres fantastiske farver stammer fra gletsjerne, der sende de specielle sten ud i søerne og farver dem. Det bliver helt tydeligt set oppe fra, og det er et betagende syn. Og vi ser bjergtinderne anført af Mount Cook, New Zealands højeste bjerg, og vi ser gletsjerne Tasman, Fox og ikke mindst Franz Josef - nu fra luften og i tørvejr, og det er noget helt andet, end den vinkel, vi så det hele fra for en uges tid siden. Man bliver da virkelig bjergtaget! Og vi flyver så tæt på bjergens tinder og glæder os over at se alting oppe fra.

Nede igen er vi næsten helt høje. Vi kører hen til en lille stenkirke, der ligger smukt ved søen. Der behøves ingen altertavle andet end Guds smukke natur med søen , som ses ud af det store vindue bag alteret. Denne kirke kan bestemt konkurrere med Kølstrup Kirke som bryllupskirke, og der er da også lige blevet viet et asiatisk par, da vi ankommer til kirken. De er nu i gang med at få taget billeder ved søen og midt i alle de lilla, blå og lyserøde lupiner.

Så sætter vi kursen mod Christchurch, den største by på sydøen. Det er herfra, vi skal flyve om en uges tid, og egentlig stopper vi kun her, fordi vi skal have et stop-over på vej mod nord, hvor vi håber at komme til at se hvaler.